Medierne har længe svælget i idéen om ressourcesvage mennesker i provinsens mørke. Og ja, der er ressourcesvage i provinsens mørke, men det er der da alle vegne, vil du måske sige nu. Og ja, der er ressourcesvage alle vegne, men provinsen har fået en særlig status i den forbindelse, og det er der faktisk en grund til.

Vidste I måske, at på Lolland får hver femte borger i arbejdsstyrken førtidspension. Det er mere end fem gange så meget, som i fx Dragør. Og Lolland er ikke den eneste landkommune, som har mange førtidspensionister. Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsens undersøgelse har en lang række kommuner op mod 20 pct. af arbejdsstyrken på førtidspension. Det gælder for kommuner på Vestsjælland, Lolland Falster, Fyn, Sønderjylland og ved Limfjorden.

Langt de fleste førtidspensionister er lokale borgere, men enkelte kommuner melder også om en social trafik, hvor førtidspensionister fra storbyerne flytter på landet. På Lolland og Langeland er hver tyvende førtidspensionist tilflytter.  Det er da stof til eftertanke, da det jo desværre ikke bidrager til en bedre økonomi i yderområderne.

Vil gerne – tør ikke

De mennesker, der bor i ’udkantsdanmark’ oplever desværre øget utryghed og forringelse af levevilkårene. Hvor den danske stat ustandseligt står på spring for at øge væksten i København og de større byer med hospitaler, koncertsteder, metroer og anden infrastruktur, er det lidt som, at man har glemt udkantsområderne. Og det er jo netop udkantsområderne der, i den grad, har brug for både bedre infrastruktur og kulturliv.

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, er der mange, der strømmer til de større byer, men drømmen om livet på landet har alligevel stadig godt tag i mange danskere. Ifølge en undersøgelse fra YouGov vil hver 5. dansker, der i dag bor enten i større byer eller i hovedstadsområdet, gerne bosætte sig på landet. Hvis de drømme blev til virkelighed, ville befolkningstallet i yderområderne stige med næsten 50 pct.

Undersøgelsens resultat står jo, mildest talt, i ret skarp kontrast til den ret negative omtale, som yderområderne i Danmark får i medierne. Til gengæld passer den fint sammen med de undersøgelser, som Center for fremtidsforskning har foretaget. Deres undersøgelser viser nemlig, at mange danskere gerne vil flytte i hus med egen have, men frygten for krisen og yderområderne har stoppet dem.

Ifølge YouGovs undersøgelse, er detsærligt naturen, folk tiltrækkes af, når de flytter på landet, men de kræver også, at der er god infrastruktur, gode institutioner og hurtig internetforbindelse, der gør det muligt at arbejde hjemmefra, ligesom mobildækningen skal være i orden.

Undersøgelsen understreger jo egentlig, at yderområderne i virkeligheden er mulighedernes land, hvilket må siges at stå i kontrast til alle de negative historier om provinsen, man får serveret af medierne. Men vil vi bevare levende lokalsamfund i hele Danmark, venter en stor opgave forude for os alle, ikke mindst regeringen og kommunerne.

Vil gerne – må ikke

Jeg har talt med flere ejendomsmæglere, der fortæller mig, at de nærmest dagligt oplever, at folk har problemer med at få finansieret deres boligkøb i ’udkantsdanmark’. Der er købere til husene i ’udkantsdanmark’, men de får ikke grønt lys af ’finansministeren’, der er bange for ’udkantsdanmark’, men dog ikke siger det højt. Det bliver derfor begrundet med noget andet, men hverken bankrådgiverne eller ejendomsmæglerne er i tvivl om, at det skyldes ’udkantsdanmark’ – sørgeligt nok. De små landsbyer dør ud, og nogen er nødt til at gøre noget for at få gang i hushandlerne – og der har da været en del forslag fra politisk side til, hvordan man kunne gribe det an

Jeg håber, at den danske stat (og kommunerne) kan se nødvendigheden af en bedre infrastruktur mellem landsdelene, og det der internet og den der mobildækning – det skal altså dække ALLE steder, ikke visse steder på matriklen. Man kan jo ikke sidde ude på terrassen eller på børnenes værelse, fordi signalet dér er bedst. Ligesom vigtigheden af, at man ikke er stavnsbundet, det er jo netop derfor, at folk ikke tør købe, hvilket igen er en ond cirkel, fordi man så ikke kan sælge, og så kører den ellers i ring. Men hvordan får vi brudt den onde cirkel?

Jeg har tænkt mig at hive fat i en række politikere, for at tale med dem om netop ’udkantsdanmark’. Jeg håber, at kunne få nogle mere konkrete svar på, hvordan de tænker, at vi alle sammen løser problemerne i yderområderne i dag. For det er da vigtigt for os alle uanset, hvor vi bor, at vi har et Danmark, der fungerer som en helhed, og at der er muligheder og ikke blot begrænsninger – også selvom man bor i en mindre provinsby.