Som barn solgte jeg, sammen med en af mine bedste veninder, saftevand på villavejen, hvor vi voksede op. Vi var heldige, hvis der overhovedet kom nogle forbi. Men det gjorde ikke noget. Vi var børn, og vi nød bare sommervarmen og den frihed, der lå i at kunne klatre i træer, give hestene på marken mad og ellers lave ingenting. Jeg kan stadig mærke sommervarmen på min hud, når vi, efter at have spillet rundbold på vejen, løb ned til vandet for at bade. Duften af grill og nyslået græs, og den der lyd af snak på terrasserne rundt omkring. Hvis du spørger mig, havde jeg det hele. Jeg var privilegeret. Det kan man selvfølgelig også være, hvis man er vokset op på Vesterbro i København. Men den mindre provinsby ved vandet er nu engang mit minde.
Jeg blev teenager, men var stadig glad for byen, men til trods for, at jeg elskede min hjemby, var jeg klar over, at jeg skulle videre. Det lå ligesom i kortene. Den udlængsel efter at opleve noget nyt, bo et nyt sted og møde nye mennesker, den sad dybt i mig (og gør det nok stadig til en vis grad). Jeg rejste til USA og vidste, at når jeg kom hjem igen, skulle jeg alligevel studere i Århus eller København. Jeg gjorde, som så mange andre. Og det er faktisk hele min pointe.
Accept – til en vis grad
Vi er nødt til at acceptere, at unge fra ’udkantsdanmark’ flytter væk, og slår sig ned i København, Århus eller et tredje eller fjerde sted for en tid – nogle for altid. De studerer eller får job. Og det er en helt naturlig udvikling, som vi skal acceptere. Dermed ikke sagt, at vi skal acceptere, at uddannelsesinstitutioner lukker ned overalt i provinsen, og bliver mere og mere centraliseret omkring København, for det er lige præcis med til at gøre små provinsbyer til spøgelsesbyer. Byer, der måske i stedet kunne huse en masse unge mennesker, der kunne skabe liv og omsætning til forretningerne.
Unge har fx problemer med at finde boliger i København og Århus, når de skal studere. Hvad nu hvis man ’uddelegerede’ uddannelsesinstitutionerne mere rundt omkring i landet, og alt ikke var så centraliseret omkring storbyerne. På den måde ville man skabe liv i de mindre byer, og samtidig løse problemet med boligmangel for studerende i København og Århus. Jeg er godt med på, at de små provinsbyer ikke kan hamle op med København, Århus etc., når vi snakker universiteter osv., men det kunne sagtens deles langt bredere ud mellem byerne i Danmark. Det ville skabe liv i de mindre byer. Jeg ved, at det ikke er så ligetil, men at centralisere al uddannelse til storbyerne er ganske simpelt dumt i hvert fald, hvis man vil have provinsen til at blomstre igen. Hvis man kigger rundt omkring i Europa, er der da også flere steder, hvor mindre byer er universitetsbyer.
Folk skal vende tilbage
Men det handler jo i høj grad også om, at få dem tilbage, der rejser fra byen for en tid. At få det til at blive attraktivt også at bosætte sig i udkanten efter endt uddannelse eller blot, når man som ung har ’prøvet’ storbyen, og tænker på at stifte familie og/eller skal ud og have sit første ’rigtige’ job. I Danmark er vi desværre præget af ’vi ser på det senere’-mentaliteten. Politikerne snakker og snakker, og når de er færdige med det, har vi seks km. ekstra motorvej, og en bus med en udvidet aftentid, hvilket da også er meget godt, men så langt fra nok, når man fx ser på den kollektive trafik og de muligheder, som den skaber i fx Københavnsområdet.
Positiv særbehandling
Der er ingen tvivl om, at ’udkantsdanmark’ bliver et af de emner, som politikerne vil tale meget om, når der bliver udskrevet valg. Jeg læste fx for nylig, at landsformand og folketingskandidat for Kristendemokraterne, Stig Grenov, udtalte, at han vil kæmpe for trafikal ligestilling for yderområderne. Ligesom man hos Kristendemokraterne foreslår, at børnechecken fordobles på Bornholm, så det bliver attraktivt for unge at bosætte sig.
Mindre skat i yderområderne giver flere indbyggere
Tilbage i 2007 så vi også, hvordan, erhvervsmanden Lars Kolind, der stillede op for Ny Alliance, kom i modvind, med sit forslag om 40 pct. flad skat til fynboere. 40 pct. skat var en af Ny Alliances mærkesager, og forslaget handlede netop om, at det skulle motivere højtuddannede/-lønnede danskere til at arbejde og starte virksomheder i Danmark, og at tiltrække udlændinge med høje lønninger til Danmark. Lars Kolind mente, at det skulle afprøves et sted, som på den ene side er isoleret (Fyn og omkringliggende øer) og på den anden side ikke mere isoleret, end man kunne se, om højtlønnede mennesker flyttede dertil. Det forslag blev han mildest talt ikke særlig populær på (nok mest fordi, han ikke havde afstemt forslaget med baglandet), men han havde vel en pointe. Jeg siger ikke, at det er hele løsningen, men det er vel netop en form for positiv særbehandling, vi skal have fat i, for at få folk tilbage til ’udkantsdanmark’ eller?
Norge – et godt eksempel
Faktum er jo, at forslaget om at sænke skatten i yderområderne lyder fra flere og flere kanter, da man mener, at det vil betyde flere indbyggere i yderområderne. Vi har set det i Norge. Der er lavere skat bare ét enkelt af mange tiltag, lavet for at lokke borgere væk fra de større byer og til udkanten. Flytter man for eksempel til Finnmark eller Troms i stedet for at bo i Oslo, får man eftergivet 10 procent af sin studiegæld om året. Og det er langt fra den eneste positive særbehandling ‘udkants-normændene’ tilbydes. Man bydes nemlig velkommen med lavere topskat, lavere mellemskat samt et særligt udkants-fradrag. Derudover ikke at forglemme, at huspriserne, ligesom tilfældet er i Danmark, selvfølgelig er i bund.
Der ligger et ansvar på skuldrene af politikerne på Christiansborg, men i den grad også et ansvar hos lokalpolitikerne og lokalbefolkningen om at skabe noget, der er værd at vende tilbage til i provinsen rundt omkring i Danmark. De enkelte landsdele burde måske specialisere sig inden for noget. Hvis man kan skabe Silicon Valley i USA ud af ingenting, kan man vel også specialisere sig inden for et bestemt område i de enkelte landsdele i Danmark, men det kræver vidst, at vi alle arbejder sammen for et fælles mål og nye idéer.
