Flere og flere – også de såkaldte eksperter – sætter spørgsmålstegn ved København som vækstlokomotiv for resten af landet. Ligesom der også længe har været livlig debat om, at storbyerne – særligt København får en masse foræret, og at det derfor er klart, at det er lettere at skabe arbejdspladser, når de får positiv særbehandling, eller provinsen måske i virkeligheden får negativ særbehandling?!
Det fik mig til at besøge Martin Damm (V), der er formand for Kommunernes Landsforening (KL) for at høre ham, hvad han egentlig tænker om udfordringerne for fremtiden i forhold til både provinsen og storbyen. For han må da, om nogen, have gjort sig en masse tanker i den boldgade. Og det har han selvfølgelig.
Formand for Kommunernes Landsforening, Martin Damm. Foto: Jens Nielsen
”Vi har jo alle sammen gavn af vækst uanset, hvor den kommer. Vi skal være glade for, at der kommer noget nogle steder. Vi får alle glæde af det på en eller anden måde, om ikke andet, så bliver bruttonationalproduktet større, så den lagkage, vi alle skal skære af i sidste ende, bliver større. Vi skal ud af ’skyttegravskrigen’ og glæde os over, når der sker noget positivt uanset, hvor det er.”
”Der er meget fokus på offentlige arbejdspladser. Skal de ligge ude eller inde, altså decentralisering eller centralisering, og der har provinsen et klart problem. Ligesom der er en bagside af medaljen mht. uddannelse og centralisering, fordi uddannelse også er en vækstskaber. Jo klogere vi bliver, jo mere vækst kan vi skabe, og der skævrider vi, når vi centraliserer, for så løber væksten netop hen i nærheden af, hvor uddannelserne er. Dermed forhindrer man også vækst i de byer, hvor man ikke kan få uddannet arbejdskraft.”
”Jeg hader ordet udkantsdanmark. Uanset, om man bor i en by eller ude på landet, skal man tale om begge med respekt. Men man glemmer lidt i København, at befolkningstallet faldt i København tilbage fra 1950 til 1992, 42 år i træk, og at man dengang lavede hjælpepakker, fordi det gik København så skidt.”
”Hvis du spørger visse mennesker i København, er provinsen alt udover København. Men hvor bliver bruttonationalproduktet i virkeligheden skabt i Danmark? Man siger altid, at ca. 40 pct. er i hovedstaden, men det er skævvridende, fordi virksomhederne ikke tæller med, hvor de ligger. På Novo Nordisk i Kalundborg fx, laver man ca. halvdelen af verdens insulin, værdierne bliver altså skabt i Kalundborg, men i regnskabet tæller de med i Bagsværd, fordi hovedkontoret ligger der. Og sådan er det alle steder. Så når vi snakker om, hvor værdierne i Danmark bliver skabt, bliver de i langt højere grad skabt, i det nogle vil kalde udkantsdanmark, altså provinsen. Men hovedkontorerne ligger typisk i de store byer, som derfor får al æren, så at sige.”
”Infrastruktur er også altafgørende, for så kan man let bo det ene sted, og arbejde det andet sted. Vi skal bindes tættere sammen infrastrukturelt. Det er også fint, at man kan komme let rundt inde i København, men det ville også være smart, hvis man kunne komme let til og fra København. De er oppe i det røde felt inde i København, når der er fem minutter mellem busserne, herude i provinsen, er vi glade, bare der kommer en diligence en gang imellem.”
”Man har lavet den meget stærke centralisering af offentlige arbejdspladser, og det gør, at det er svært for et ægtepar begge at få job, hvis de flytter til mindre byer. Man er nødt til at have nogle servicefunktioner til en hvis grad. Ligesom mobil og bredbånd altså skal være i orden i hele Danmark. Ingen kan fungere uden det. Det er klart, at vi ikke kan have en opera osv. alle sammen., og det er fint nok, det er jo ikke det, man flytter til provinsen for at få. Næ, det er bl.a. naturen og trygheden, som er noget af det, der får folk til at flytte til provinsen. Jeg tror, at et trygt miljø betyder meget, og man kan noget andet i provinsen end, hvad man kan i storbyen, og det skal vi huske.”
”Jeg tror ikke rigtig på positiv særbehandling, men jeg tror på, at vi skal stoppe med den negative særbehandling. Hvis den negative særbehandling ophører inden for infrastruktur, mobil/bredbånd samt adgang til offentlige services osv., så er der nogle energier og trækkræfter i landdistrikter, der slet ikke er i byerne. Men der er lang vej til den negative særbehandling er væk. Jeg er bange for, at hvis man laver positiv særbehandling som fx at give dobbelt børnecheck, hvem er det så, man tiltrækker? En børnerig familie på kontanthjælp, og det udvikler jo ikke den pågældende by. Men i det store hele, væk med negativ særbehandling, for så bliver folk netop stillet over for et lige valg – om man vil bo i storbyen eller i provinsen, men man bliver ikke jaget ud af provinsen, fordi det ikke kan lade sig gøre at bo der.”
”Jeg tror ikke, at de små landsbyer uddør. Det er klart, at det ikke er animerende for et område, hvis skole, supermarked osv. lukker, men jeg tror, at det hele tiden vil skifte. Derudover ved folk, hvad de går ind til. Man flytter ikke til en landsby på en storbyspræmis. Og det har folk tænkt over, inden de flytter. Hvad er det, man vil have, det er det, man flytter efter. Men det skal være muligt at bo i de små samfund, og det er det måske ikke, hvis skævridningen fortsætter. Overordnet set er jeg ikke bekymret for provinsen. Jeg har nok en – måske naiv – forestilling om, at det der pendul altid vil svinge frem og tilbage. Så kommer der en periode, hvor alle vil ind til byen, og så bliver vi trætte af røg og støj, høje boligpriser og folk, der skyder på hinanden, og så vil vi ud i naturen igen. Vi skal bare passe på, at vi ikke slår en pind i det hjul, så det ikke kan svinge tilbage lige pludselig. Så det ikke er muligt at flytte ud igen, selvom man gerne vil. Derfor skal provinsen slippes fri.”
Jeg håber, at dét, Martin Damm efterlyser, bliver lyttet til og reageret på, for han har ret i meget af det, han siger. Det er da i virkeligheden lidt ironisk, når ’udkantsdanmark’ er sådan et yndet ord at bruge om noget negativt, at vi står for en meget større del af bruttonationalproduktet end, hvad de fleste er klar over. Det viser klart, at både provins og storby er vigtige for at hjulene kan køre. Måske det var på tide, at politikerne erkendte (nogle har allerede gjort det, og arbejder hårdt for forbedringer), at provinsen er en vigtig brik i spillet, og skal den brik spille sit bedste spil, skal den ikke nødvendigvis hjælpes, men den skal heller ikke modarbejdes. Den skal have samme muligheder som de andre brikker. Hverken mere eller mindre. That’s it.
