Mit indlæg, denne gang, handler egentlig ikke om, hvor du bor. For netop provins og storby er uden betydning i denne sammenhæng. Det tror jeg i hvert fald, at det er. Vi lever nemlig i sådan en verden – storby eller provins, potato potato – hvor vi konstant bliver bedømt – hvis ikke på det ene, så på det andet. Baren er sat højt – urealistisk højt, men sådan kan vi alle bedst lide den. Eller kan vi? Vi er kritiske. Kritisk kan være godt, men det kan også være skidt. Jeg er meget kritisk. Kritisk med min sport, min mad, mit udseende, mit job. Jeg har høje forventninger til mig selv og til andre. Jeg er ikke den eneste. Vi har mere travlt med hinanden end nogensinde før. Ikke travlt med hinanden på den gode måde. Næ, på den der ’Jeg holder øje med, hvem der lever op til normerne, men især, hvem der vover at skille sig ud’-måde.
Jeg har også så ufattelig mange krav til mig selv, at det indimellem er svært at leve op til de mest simple af dem. Men så er det jo strålende, at vi er omringet af ’eksperter’ alle vegne, der hele tiden fortæller os om, hvordan vi bliver gode forældre, gode kærester, gode elskere og i det hele taget – gode mennesker. For det ved de. Det er de nemlig selv, eller? Ifølge ’eksperterne’ er det enkelt, det er det så bare aldrig alligevel. Og hvem siger, at de har ret? Jo vidst, er der mennesker, der rent faktisk ved, hvad de taler om, og som man kan lære noget af, men hold nu op, hvor er der også mange ‘jeg er ekspert, lyt til mig’-typer. Jeg bliver så træt.
Sssshhhh, vi spiser nutella i weekenden på LYST brød, OG jeg har lige været ude at løbe, så jeg har prioriteret et par timer væk fra min datter, OMG – vi er fortabte…
For nogle år siden kom det der ’spelt-mor’ fænomen sådan rigtig frem. Noget med, at moderne kvinder har høje ambitioner, hvad end det gælder familien eller arbejdslivet. Og netop de høje ambitioner på moderskabets vegne er en af årsagerne til, at det gode moderskab bliver spejlet i en mel-metafor. Gode mødre bager nemlig boller af økologiske speltmel. Eller sådan var det engang. Også her har vi taget skridtet videre, og nu er det ikke længere blot økologisk speltmel, der kendetegner superforælderen. Nu skal du stå storsmilende hver morgen med friskbagt glutenfri havrebrød med rugkerner og boghvede på toppen serveret med en hjemmelavet algesmoothie. Naturligvis lavet på soyamælk, for komælk dør du jo nærmest af at indtage i 2015, hvad enten du har allergi eller ej. Nå, men jeg kan altså godt være morgensur, og vi spiser noget så gammeldags (og for nogle måske kedeligt) som havregrød med bananer og kanel – vi elsker det. OG vi spiser nogle gange helt almindeligt lyst brød med et tykt lag Nutella i weekenden, OG nogle gange sker det, at min datter ser Ipad, når vi spiser morgenmad. Det gør hun også ofte lige, når hun kommer fra børnehave. Hun trænger til (ligesom de fleste voksne, der har været på job i øvrigt) at slappe af og koble lidt fra. Det gør hun på den måde. Eller med en bog. Jeg lader hende selv vælge. Pædagogisk eller ej – det virker for os.
Jeg bliver også træt af, at alle hele tiden skal have en mening om, hvor meget eller hvor lidt, man bør træne. Hvis du ikke dyrker en eller anden sport i dagens Danmark, er du doven og ugidelig (sikkert også tyk i visse øjne), sådan lidt ’taber-agtig’, og du lærer åbenbart heller ikke dine børn gode sunde motionsvaner. Hvis du derimod træner meget, bliver du knaldet oven i hovedet med en stor hammer, fordi du træner for meget, og det går udover tiden med dine børn. For slet ikke at tale om, at de bliver stressede og sikkert får en spiseforstyrrelse, fordi du træner/løber ror kajak eller, hvad du nu laver for at vedligeholde den der krop, der helst skal se toptunet ud – for ellers bliver du i hvert fald ikke noget inden for musikken. Lad os nu bare gøre det, der gør os glade. Og ja, jeg er fx glad for at løbe og løber en del timer om ugen samt styrketræner. Det gør jeg, fordi det gør mig glad. Og det fungerer fint, selvom jeg også er mor, har et job osv. Det er da logisk, at gør vi mennesker, hvad der gør os glade, smitter det af på omgivelserne. It’s that simple…
Måske alle de der såkaldte ’eksperter bare burde erkende, at alle familier er forskellige, ligesom tilfældet er for hver enkelt menneske. Hvad der fungerer for en person eller familie, fungerer måske ikke for en anden. Og ja, der er nogle, der burde komme op fra sofaen, slukke Netflix og droppe marsbaren og colaen. Omvendt, er der også nogle, der burde droppe tri-træningen og få lidt sul på sidebenene, fordi det eneste de kan spise er en ’low carb diet’ et eller andet, og det eneste, de kan tale om, er deres træning og /eller deres detox juice kur -alt imens de løber forbi med lynets hast (og hyler i vinden), inden de skal til yoga. I kender godt typen, der er så sporty, at han/hun møder op til havefest i sit sportstøj, ikk’?
Så ja, selvfølgelig er der nogen, der bør tænke over deres prioriteter, men drop dog den der frelste ’se mig, jeg gør det rigtigt’-mine, og lad os dog leve vores liv, og selv vælge, hvad man mener, er rigtigt. De fleste af os formår altså at have et fornuftigt forhold til både sundhed, herunder sport og mad samt vores børn, job, venskab, kærlighed – og alt det andet samtidig. Dét, der er hårdest, er, at skulle leve op til en eller anden norm hele tiden. Som hovedregel, er det svært at gøre noget rigtigt, og let at gøre alt forkert.
Forledes læste jeg – i et eller andet ligegyldigt dameblad – om, hvordan du laver hjemmelavet modellervoks med frugtfarve i. Hvis du gør det, er du den perfekte forælder. Det er jo helt hul i hatten. Jeg køber modellervoks i BR til min datter, og hun har endnu alt sit hår på hovedet, ingen røde pletter på kroppen, og hun går endda lige.
Jeg blev også træt, da jeg læste en artikel i Information for noget tid siden, hvor super-moderen udtaler : ”I dag er der paranødder, mandariner i både, bananskiver og en riskiks med nøddesmør på tallerkenerne til eftermiddagste.” Jamen, dejligt for jer da, her snupper vi en banan så…
Der er i det hele taget en MASSE ting, du som forældre SKAL huske at gøre, men så er der naturligvis også en masse ting, du som forældre absolut IKKE MÅ gøre (altså udover de indlysende ting selvfølgelig). Husk endelig på det. Fordi, det siger Lola. Pisss osss. Jeg hører ikke rigtig efter, hvad Lola siger, og jeg efterlever vidst ikke alt, hvad Lola siger. Altså, jeg har ikke noget problem med Lola – hun siger bestemt mange fornuftige ting, men hun er jo ikke et orakel, hvis ord jeg blindt skal efterleve, og ikke forholde mig kritisk til.
I det hele taget, kan alle de der ’kloge Åger’ tage deres ’Sådan er du en perfekt forældre/kæreste/elsker/ven/menneske’-guides og stikke dem skråt op. Jeg tror på store mængder kærlighed og omsorg. Jeg tror på latter. Jeg tror på drømme. Jeg tror på plads til det enkelte individ. Jeg tror på at tale pænt til hinanden. Jeg tror på at råbe, når jeg bliver sur. Jeg tror på ’undskyld’. Jeg tror på at gå efter dét, jeg vil have – dét jeg drømmer om. Jeg tror på ikke at give op, men jeg tror også på at stoppe, hvis det ikke gør mig glad. ’Når du har sagt A, må du også sige B’, den holder ikke hos mig. Næ, ’Hvis du har sagt A, må du også sige B, hvis det er dét, du vil. Er det ikke tilfældet, må du finde et andet bogstav. Jeg tror på grænser for børn(og voksne). Jeg tror på regler, men jeg tror også på, at regler er til for at blive brudt engang imellem. Fx, når jeg spiser is med min datter en onsdag, eller vi kælker kl. 21 mandag aften, hvor hun burde ligge i sin seng. Men sneen er smuk, og hun vil kælke. Vi grinede i en time efterfulgt af at ligge i sneen og kigge op på stjernerne – op til ’mufar’, der bor deroppe nu. Godt, vi brød reglen (som jeg selv har lavet). Sneen var væk næste morgen.
Jeg tror på kærlighed, og jeg tror på at droppe det der med , at vi alle sammen skal gøre det hele på samme måde.
Jeg har en masse oplevelser med i bagagen – fra min barndom, ungdom og mit voksenliv, og sådan skal det fortsætte. Jeg bliver glad helt ud i tæerne, når jeg tænker på dem. Sådan skal min datter også føle. Hun skal vide, at der er regler, der skal følges og grænser, der skal afprøves. At der er normer i et samfund uanset, hvor hun bor. Men hun skal også turde at bryde normerne. Hun skal turde bøje reglerne lidt engang imellem. Ellers kan det være lige meget. Vi er alle sat på denne jord som forskellige individer, hvilket gør det endnu mere sørgeligt, når vi tilstræber at være ens.
Hun skal drømme, og hun skal tro på sig selv. Min far sagde engang til mig, at når man ikke længere har drømme, kan det være lige meget. Jeg er også opdraget til at tro på mig selv, og til at være ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Eller ikke ligeglad med, hvad ALLE andre tænker om mig, for det betyder noget, hvad de mennesker, jeg elsker og/eller respekterer, tænker om mig. Det betyder meget. Men for at leve op til alle normer i et samfund i dag, skal man jo nærmest være et super-menneske. Det er jeg ikke. Det gider jeg faktisk heller ikke at være. Men jeg tror på mig selv, og er for det meste også ligeglad med, hvad andre tænker, mener og tror om mig. Men desværre ikke altid – gid jeg var.
