Når der kommer noget ind, skal der også noget ud. Tre heste = gødning, dog lidt for effektivt i år (hmmm gad vide om det kunne sælges som SUPERGØDNING?) Ikke videre velovervejet af mig, at jeg har fyldt min mands elskede urtehave op med hestemøg!!! Nu siger min nabo så, at hestemøg for det meste kun bruges til rosegødning, da det er meget voldsomt. Hvorfor fortalte han ikke det noget før? Længe før, jeg lavede min egen produktion af skvalderkål.
Og hvorfor er det lige, at der ikke findes boligprogrammer (udover dem, der får hjælp), Instagrambilleder eller havebøger om de haver, der er fyldt med ukrudt. Tænker tit over, hvordan helt almindelige mennesker med et job, børn og fritid har tid til at holde en have, som ligner en million, uden de er uddannede gartner eller havearkitekt. Drømmer ofte om sådan en have, men må nok indse, at min aldrig kommer til at ligne et glansbillede. Så fra nu af må du altså gerne støtte lidt op om haver fyldt med ukrudt, og lige vise dit ukrudt frem på Facebook eller Instagram med #ukrudthave.
Tilbage til min urtehave. Jeg kan afsløre, at den er ”begravet” og ligner en stor gang SKVALDER(kål)! Og nu er det for alvor gået op for mig, hvorfor Søren Ryge (siden mit fødselsår ’84) har prædiket om, at man skal komme af med skvalderkålen i sin have, og hvilket mareridt den er…
Den overtager jo alt. En slags mutant-staude, der breder sine rødder ligeså langt den kan. Mon den snart også overtager ”hækken” og fortsætter mod bondegården?
Jeg har læst mig frem til, at den eneste måde at komme af med den på, er, at holde den nede. Så nu har jeg besluttet, at de friske skud kommer på menuen herhjemme resten af sommeren.
Planten er sund, fyldt med vitaminer og mineraler. Måske er du så (u)heldig at den gror i din have, hvis ikke kan du helt sikkert finde den i skoven (løvskov, under ask og hassel). Den er nem at finde, da den vokser i klynger, dens blade er hjerteformede, savtakkede, mørkegrønne på oversiden og lidt lysere på undersiden. Den skal plukkes, når bladene er spæde og ikke helt udfoldet, eller bliver den bitter og smager ikke godt.
Har Du nogensinde smagt skvalderkål? Det smager lækkert, og er en nem urt at tilsætte i aftensmaden. Den smager af en blanding af gulerod og peber. Den kan erstatte spinat i alt; tærter, grønt på pizza, salat, frikadeller, stuvning, madpandekager og boller. Derudover kan den også blanceres og nedfryses.

Jeg giver efter. Ja, Ryge har Ret! 110% ret… Han er selvfølgelig også ret erfaren, når det angår haven og dens (mutant) ukrudt. Men én ting har han glemt, at skvalderkålen kan udryddes, hvis den spises 😉 Søren, hvis du læser med derude, så er du hermed inviteret på skvalderkålsmiddag på bondegården her i sommer.
Opskrift:
SkvalderSovs (2 pers.)
25 g økoSmør
1 dl mælk (alm eller rismælk)
2 spsk mel (alm hvede eller evt affedtet mandelmel)
2 spsk citronsaft
½ øko kyllingeboullion terning
2 håndfulde skvalderkål (hakket)
Smøret smeltes ved svag varme. Når smøret er smeltet, tilsættes mel, og der skrues op for varmen til middel temp. Melet får nu lov at stege/koge i 3 til 5 minutter, rør konstant – det brænder melsmagen væk. Det kaldes for en roux – man kan vælge at lade melet stege til det bliver brunligt, det kan give saucen endnu mere smag og farve. Herefter tilsættes citron, mælk, boullion og skvalderkål. L ad det simre og smag til med krydderier.
Velbekomme, saucen er klar. Smager perfekt til kylling eller fisk.


