”Hold nu kæft” har jeg lyst til at råbe. Men jeg gør det ikke  – endnu. For jeg er jo opdraget ordentligt (og de ville i øvrigt heller ikke høre mig). Men jeg kommer med et stille suk. Jeg er træt af valget. Træt, træt, træt. Eller dvs. jeg er ikke træt af selve valget, men træt af at høre på voksne mennesker, den ene værre end den anden, stå og klaske hinanden i hovedet med verbale tæsk i en debat, der ellers kunne være sober, hvis man gad. Hvis man gad at fokusere mere på, hvad man selv samt, hvad ens parti kunne bidrage med i ’kampen’ om et bedre Danmark, i stedet for at have så travlt med at fokusere på, hvad modparten har gjort for flere år siden dengang, hvor Prins Knud var barn. Hvor forkert det var dengang, og hvad man skulle have gjort i stedet. Fokus, tak. Det handler om fremtiden.

Jeg faldt over et indlæg, som en af mine venner skrev på Facebook forleden. Hun ramte noget, for det er omtrent sådan, jeg tænker, når jeg ser valgdebat (på nær, at jeg ikke kan tænke tilbage på dengang i sandkassen med uvorne unger, der drev skovlen i synet på den anden, bare fordi. Min er fire – jeg står skam midt i det). Derudover er jeg nu også pænt interesseret i politik,  men Dorthes indlæg ramte mig alligevel. Hun har nemlig ret. At hun så kan skrive om emnet, så man er ved at tisse i bukserne af grin, det er jo blot en slags bonus.

”Som ansvarsfuld borger forsøger jeg at pejle mig frem til, hvor det fornuftsmæssigt er bedst at sætte det der X om en uge. Jeg er ikke overvældende politisk interesseret, så de der debatter må være vejen frem, tænker jeg. Så kan jeg måske få styr på, hvem der synes noget fornuftigt. Nu har jeg fulgt intenst med i et par dage. Og jeg er på ingen måde blevet klogere. Jeg føler mig mere hensat til dengang mine unger var helt små. Og kom op og slås i sandkassen over en grøn plastikskovl. Og jeg af vanvare var kommet til at vende ryggen til i 3 minutter, og derfor ingen jordisk chance havde for at hitte ud af, hvem der havde den skide skovl først, hvem der lyver af karsken bælg, og hvem der fortjener et rap over nallerne for at smaske bemeldte skovl lige durk i synet på den anden. Sådan nogle pattebørn. Hvordan skal jeg blive klogere på noget som helst, når hele sendefladen er dækket af fuldvoksne mennesker, der er mere optagede af at skyde skylden over nettet, fejlfinde og i floromvundne vendinger skumsvine hinanden??
Det skider jeg på. Jeg stemmer på Allan Simonsen.”

I virkeligheden vil alle os, der skal sætte krydset jo bare gerne høre om, hvad man vil gøre fremadrettet, hvad man vil fokusere på at gøre bedre – og helst på almindeligt dansk. Uden 63 statistikker og beregninger, uden udenomssnak og fagord, som ingen alligevel fatter hat af. Vi bor i et skønt land med mange muligheder og langt færre begrænsninger. Vi har demokrati og rettigheder, som vi skal værne om, men der er jo altid plads til forbedringer. Det er vi alle vidst enige om. Det store spørgsmål er så bare, hvilke områder er vigtigst at forbedre, og her bliver alle for alvor uenige igen. Og når jeg siger ’områder’, mener jeg selvfølgelig områder som erhverv, miljø, sundhed etc., men jeg mener også i geografisk forstand.

Vi har jo hver især en mening om, hvad der er vigtigt – nogle mener, at erhverv kommer i første række, mens andre mener miljø osv. De argumenterer alle fint for hver deres, og kan overhovedet ikke finde ud af at blive enige med hinanden om noget som helst. Det er vel blot faktum.

Men når vi snakker i geografisk forstand, synes jeg i virkeligheden, at det er ret simpelt (det er det så ikke, men det er det i mit hoved). Jeg har boet i København i mange år, og bor nu i provinsen. Jeg elsker storby, provinsby og bøhlandet på godt og ondt, og jeg mener, at det hele skal have en plads i Danmark, for tilsammen er det jo netop Danmark. Alle områder skal have en håndsrækning, hvis det er nødvendigt. Men visse steder trænger måske nok mere end andre. Der er vidst noget med noget centralisering og en eller anden ‘udkant’. Den lader vi lige stå lidt…

En helt anden ting, jeg i øvrigt finder pudsig, er, at folk så ofte inddeler andre mennesker i kategorier efter, hvor de bor. Gu’ er der da sikker flere, der stemmer blåt i Rungsted end på Vesterbro, men pas nu på med at dømme folk efter, hvor de bor eller kommer fra. Det ville jo være ganske mærkeligt, hvis en hel by stemte det samme. Husk lige på, når du læser en undersøgelse/statistik, at ’en stor del’ ikke betyder ’alle’, ligesom ‘en mindre del’ ikke betyder ‘ingen’.

Nå, tilbage til mudderkastningen. Jeg læste forleden, at til trods for, at rigtig mange danskere mener, at tonen i dansk politik er blevet hårdere, er det faktisk ikke tilfældet. Valgforskere mener derimod, at det er medierne, der elsker negative historier, og at det kan give det indtryk, de fleste har fået af valgdebatten. Og det er muligt, men det gør det jo ikke lettere at være ’almindelig’ dødelig dansker, der bare gerne vil blive klogere på, hvor krydset skal sættes.

For mig (ligesom for flest andre, formoder jeg) handler det helt simpelt om, hvilke værdier, der er vigtigst for mig, og så selvfølgelig ellers finde ud af, hvem der opfylder, eller i hvert fald kommer tæt på, mine krav. Jeg får desværre ikke indfriet alle mine krav på én gang, og det er umuligt at finde et parti, som jeg kan identificere mig 100 pct. med. Det er nok i virkeligheden de færreste, der kan prale af det? Gid jeg kunne klone flere af partierne og evt. et par af kandidaterne også…

Jeg er ikke sikker på, hvor jeg kommer til at bo resten af mit liv, der er jo heldigvis så mange muligheder –  og hurra for de muligheder. Det er jo bl.a. dem, Danmark giver mig med i rygsækken. Jeg håber blot, at folk husker på, udover egne mærkesager, at det er vigtigt, at landdistrikterne får samme vilkår som by-kommunerne. Nej tak til særbehandling, men blot en simpel ting som god infrastruktur, der er altafgørende for, at by og land hænger sammen – er det for meget at forlange i 2015? Indtil videre må det blive et ‘ja’ herfra. ‘Ja’ til, at det ser ud til, at det er for meget at forlange, for infrastrukturen – flere steder i provinsen – er da næsten ikke eksisterende. Hvis Danmark skal hænge sammen, nytter det jo ikke, at dele af landet er amputeret. Og ja, indimellem har jeg lyst til at lukke øjnene, stemme på Allan Simonsen (eller Anders Fogh Rasmussen, som en såkaldt reality-‘stjerne’ for nylig så håbløst blev citeret for at stemme på til det kommende valg) og så ellers håbe det bedste. Men én ting er sikkert. Det bedste sker i hvert fald IKKE ved at være ‘sofavælger’. Det er ikke blot vores demokratiske ret at stemme til et folketingsvalg, det er også vores pligt.