‘Kampen’ mellem by og land – eller nok nærmere mellem København og resten af Danmark – har efterhånden stået på en rum tid – det er næsten blevet en kliché – og ingen kan i virkeligheden sådan rigtig huske præcis, hvornår der opstod ‘splid’ mellem hovedstaden og mere eller mindre resten af Danmark. Egentlig er den såkaldte ‘splid’ jo i mange henseender kærligt drilleri mellem københavnere og alle os andre. Men hvorfor så den diskussion igen og igen?

Fordi, der også er mere alvorlige ting på spil. Centralisering. De sidste årtier har vi oplevet den største centralisering af Danmark siden enevælden blev indført. I provinsen er centraliseringen årsag til, at tusindvis af offentlige jobs er forsvundet derfra og ind til de helt store byer (her snakker vi naturligvis efter danske forhold, når jeg stiger ’store byer’). Hvis vi skal have et land i balance, er der vel behov for, at vi vender den udvikling blot en smule og sørger for, i hvert fald til en vis grad, at provinsen får arbejdspladserne tilbage. Eller tager jeg fejl?

Fx  går 4.000 akademikere ledige i Købehavn, mens jeg skriver dette.  Hver femte akademiker i København har et job, som de er overkvalificeret til.  Ud af de 15 kommuner, hvor der er færrest akademikere i en stilling, der passer til deres uddannelsesniveau, befinder ti af kommunerne sig i hovedstadsområdet.

Akademikerne bliver altså gerne sammen i storbyerne for at tage jobs, de er overkvalificerede til samtidig med, at virksomheder i provinsen har problemer med netop at rekruttere højtuddannet arbejdskraft. Det giver da ikke mening og skaber i den grad en ubalance i Danmark. Jeg læste, for nylig, at akademikere i Aalborg langt hellere ville gå ledige end at tage jobs i de små byer tæt på Aalborg. Hvad sker der for det?

Jeg nyder, at der næsten ingen trafik er en tidlig aften på vej hjem fra København til provinsen.

Det er jo helt åndssvagt, at virksomheder i provinsen ikke kan anskaffe højtuddannet arbejdskraft til de ledige jobs i provinsen, når der fx er så mange akademikere i København uden jobs. Jeg er klar over, at det ikke er lige så fancy at arbejde i en lille eller mellemstor virksomhed i provinsen, ja, nok ikke engang en stor virksomhed i provinsen kontra at have job i en virksomhed i København – stor som lille, men det er da noget fis, hvis man spørger mig. Og selvfølgelig spiller det også ind, hvor folk gerne vil bo osv., det er jeg helt klar over. Men der er faktisk lavet undersøgelser på netop, hvorfor folk ikke vil tage jobs i provinsen, og en af faktorerne, der spillede en rolle, var bl.a., at det var mere velset (læs: trendy) at have job i København, og at disse jobs ydermere hurtigere gav adgang til at gøre karriere. Det er da ikke for sjov, at man – i min branche – helst befinder sig max ti km fra Rådhuspladsen. Det er jo her, det sker. Når journalister fortæller historier om Danmark, er det København, de mener. København er nemlig Danmark i medieverdenen. På nær, når de skal fortælle om, hvor skidt det står til i ’udkantsdanmark’, så kan de i en rasende fart lave en dårligt researched dokumentar eller artikelserie fra provinsbyer rundt omkring i Danmark, hvor de fremstiller de små samfund, som middelalderlige uden nogen form for potentiale, og med borgere, der fatter hat. Det eneste man får ud af det, er, at det har en negativ effekt. Det er den der med, hvorvidt glasset er halvfuldt eller halvtomt…

Da jeg gik på journalistik fakultetet på universitetet, og vi skulle til den berømte ’panikdag’ i Århus, gik alle (som altid) efter det samme – de store steder. TV2, DR, Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken, Information, Berlingske Tidende osv. Ingen ville ud på de små lokalredaktioner i provinsen. Vel nok af flere årsager, men lur mig, om det ikke spillede en stor rolle, at det ikke var så prestigefuldt at arbejde på en lille lokalredaktion som på Morgenavisen Jyllands-Posten. Jeg ved det, for jeg var der jo selv. Og jeg var ikke et hak bedre, end alle de andre. Jeg havde imidlertid en underviser på RUC, der sagde til mig, at hvis jeg var klog, valgte jeg et af de mindre steder, fordi her fik jeg meget mere indflydelse på mit job og mulighed for langt flere ting end, hvad tilfældet ofte (ikke altid) var de større steder. Det kan jo ikke komme bag på nogen, at jeg IKKE lyttede efter. Jeg valgte Morgenavisen Jyllands-Posten som min 1.prioritet, og fik den (jeg var ikke til at skyde igennem den dag).

Misforstå mig nu ikke, jeg havde en fantastisk tid på JP, lærte meget fra mine fantastiske dygtige kollegaer og fik et godt netværk og alt muligt andet med i rygsækken, men i dag, kan jeg alligevel godt se, at min tidligere underviser på RUC havde ret. Netop på de mindre redaktioner rundt omkring i landet, får du mulighed for at tage større ansvar og mulighed for mange flere ting end, hvad tilfældet ofte er de store steder, hvor der er relativt mange i praktik. Problemet i dag er så bare, at flere af de steder ikke længere eksisterer netop pga. centraliseringen, men ikke desto mindre, skal man ikke underkende hverken små eller store virksomheder, der har valgt at have domicil væk fra storbyen. Faktisk burde de anerkendes i stedet.

Nyder en smuk solnedgang i provinsdanmarks fred og ro.

Jeg var selv så forhippet på storbyliv, at jeg ikke så skoven for bare træer. Jeg har aldrig fortrudt, det er slet ikke der, jeg vil hen, næ – jeg elsker stadig storbyen og savner visse ting. Men jeg vil egentlig bare så gerne slå et slag for, hvor dejlig Danmark også er uden for murerne af vores smukke hovedstad. Derudover, mener jeg, at alle de virksomheder, der tør satse på andet end de store byer i Danmark er vanvittige vigtige i hele dette spil.  De er netop med til at skabe vækst i provinsen – skabe en værdi, der – forhåbentlig med tiden – vil ændre på mange højtuddannedes syn på provinsen. Provinsen er ikke ’bare’ et sted, hvor man tager i sommerhus en uges tid (der helt ude på marken, hvor de hverken har rindende vand eller internet). Næ, provinsen er faktisk på nogle områder ganske som storbyen, og på andre, meget anderledes. Men det er jo bare skønt. Hurra for det. Vigtigst er, at provinsen er et virkeligt sted, hvor størstedelen af Danmarks befolkning lever deres liv hver dag. Og hold nu fast – det fede er, at langt de fleste bor der, fordi de har valgt det, og elsker det.

Mon ikke, at storbyøjnene har brug for et par provinsbriller en gang imellem, og hvem ved måske provinsbrillerne heller ikke tager skade af, at et par storbyøjne kigger ud af dem.