”Mit største mareridt er at komme til at skulle bo i provinsen. Jeg overnatter der heller aldrig. Jeg bliver altid mindet om, hvordan folk opfører sig de steder. Jeg hader virkelig den danske provins. Jeg hader den!”
Jeg faldt over en artikel, hvori den danske digter, Søren Ulrik Thomsen, for nogle år siden blev citeret for ovenstående. Hvad i al verden har han oplevet, der er så grusomt, at han ikke engang har lyst til at overnatte i provinsen? Da jeg boede i København længtes jeg ofte efter naturen på min hjemegn. Nu jeg igen bor på hjemegnen, indrømmer jeg gerne, at jeg også savner mange ting – ting, som København giver mig. Jeg er jo vild med både byliv og freden ude på landet, og sandsynligheden for, at der er andre end mig, der har det sådan, er vidst temmelig stor. Nå, men tilbage til Søren. Jeg tænker, at han da gerne må komme en tur forbi mit gæsteværelse, så kan jeg måske overbevise ham om, at vi herude i provinsen da opfører os ganske hæderligt – for det meste 😉
Røsnæs, Vestsjælland.
Jeg har fornemmelsen af, at flere fremtrædende ’kulturpersonligheder’ i Danmark, som fx Søren Ulrik Thomsen har det pænt skidt med provinsen. Provinsen har fået et kedeligt mærkat i nogles øjne; juleplatter, bankospil, vold, oversavede jagtgeværer, fadøl, ufaglærte, kontanthjælpsmodtagere osv. Hvad der tidligere, i bl.a. dansk litteratur og film, blev fremstillet som værende hyggeligt og afslappende – et sted med Morten Korchs romantiske bondegårde, skovens blomster, havets brusen, lærkesang og kronhjorte – er i dag sunket dybt ned i et både åndeligt og socialt armod. I hvert fald hvis du spørger ‘den kulturelle elite’.
En af de gamle danske filmperler fra dengang, hvor provinsen var et hit.
Provinsen bliver af mange, i dagens Danmark, opfattet som værende uendelig kedelig og dræbende og i værste tilfælde ved at drukne i ‘fadbamser’ og mærkværdige mennesker, der hverken kan eller vil forstå almindelig sund fornuft. Hvem gider bo i det provinsielle proletarsamfund ude på bøhlandet, når man kan bo i den civiliserede hovedstad, hvor man da Gud ske lov kan få en ’latte’ at styrke sig på alt imens, man mænger sig med den såkaldte kulturelite. Og skal man absolut bevæge sig ud af storbyen på weekend eller ferie, tager man da til Tisvilde, for hvem gider resten af Danmark? I princippet er klassesamfundet afgået ved døden, men det lever alligevel i bedste velgående. Hvorfor mener en pæn stor del af befolkningen ellers, at livet kun kan leves øst for Valby Bakke?
Det er fx noget nær umuligt at skaffe læger til sygehuse i provinsbyer. Af den grund har blå blok, inden valget, foreslået, at der skal være en bonus for de læger, der vælger at flytte til provinsen og praktiserer. Hvad har gjort provinsen så forfærdelig, at man ligefrem skal have en bonus for at flytte væk fra storbyen?
Det her er der bl.a. plads til lige uden for min dør.
Danmark er opdelt i afskyen for det provinsielle Danmark. ’Det bedre borgerskab’ vil helst bo i kulturelitens højborg, og nogle må så pendle ud til ’de stakkels mennesker’, der ikke kan finde en bolig inden for murerne eller ikke har råd. Eller tør vi indrømme, at mange har VALGT at bo i provinsen?Hvorfor har provinsen i dag, modsat tidligere, et så tvivlsomt image på mange områder? Det er jo i den grad så forkert. Faktisk viser undersøgelser, at den kreative klasse er begyndt at søge provinsen, og det er da et godt tegn, hvis I spørger mig… Vi har nemlig brug for kreative tænkende mennesker – det har man alle vegne.
Lige for at få det på det rene, jeg elsker storby, jeg elsker provins. Jeg elsker København, jeg elsker ‘bøhlandet’. Jeg vil bare så gerne, at vi får et samlet Danmark igen, og jeg er gerne med til at bygge bro til et Danmark med muligheder uanset, om man bor i hovedstaden eller i en lille provinsby. Det store spørgsmål er blot, om det lader sig gøre og, med et netop overstået valg, om den nye regering kan løfte opgaven? For under hele valgkampen var diskussionen om provinsen/’udkantsdanmark’ da i den grad fraværende i debatten – både hvad angår rød blå blok (man havde i stedet travlt med at knalde en skovl op i de andres ansigt, bare fordi…).
Apropos skovl. Nu vi alligevel lige runder folketingsvalget, er jeg nødt til at nævne min undren for, hvordan vi danskere indimellem tolker demokratiet. Det har intet at gøre med, hvorvidt man er rød eller blå, men derimod kan tonen undre mig. Nu har ’vi almindelige mennesker’ igennem længere tid lyttet til politikerne kaste mudder efter hinanden og – med rette – kritiseret dem for det. Det ‘forunderlige’ er så, at da demokratiet havde vist sit ansigt og folket havde talt, så kom alle skældsordene fra befolkningen. Nu var det pludselig helt okay, i mindre fine vendinger, at ytre sig om modparten og, hvor ’dum og uintelligent’ denne var- både på den ene og den anden side.
Hvad der også undrer mig, er behovet for at skelne mellem ’dem’ og ’os’. Og når jeg skriver ’dem’ og ’os’, mener jeg ’storbyen’ og ’provinsen’. Ja, der er visse områder, der stemmer meget blåt eller meget rødt, men husk venligst igen på, at ’mange’ ikke betyder ’alle’. Men al den snak med ’dem’ og ’os’ i by og på land er med til at skabe et negativt billede af hinanden, og splitter landet.
Jeg har venner i København og i provinsen. Venner, der stemte på Alternativet, Dansk Folkeparti og alt derimellem (forhåbentlig kender jeg ingen, der IKKE brugte sin demokratiske stemme). Jeg er langt fra enige med alle mine venner og bekendte, hvad angår politik, men jeg er stadig gode venner med dem, og jeg mener ikke, at de ikke ’fatter en hujende fis’, fordi de stemmer på et bestemt parti, eller bor i en bestemt del af landet. Det ville da være for dumt. Hvad blev der af at holde en sober tone, ganske som vi forlanger af politikerne? Hvad blev der af at være lydhør over for andre mennesker, diskutere tingene stille og roligt, og måske i sidste ende, nogle gange, blive enige om at være uenige. Dét, at vi netop har lov til at tænke, og højlydt sige, hvad vi tænker, dét er præcis, hvad demokrati og ytringsfrihed handler om. Den frihed hylder jeg hver dag.
Jeg var til fødselsdag i går, og politisk var vi en broget flok, men det blev diskuteret stille og roligt, flere var uenige, men respekterede hinanden alligevel. Og det er jo netop sådan langt de fleste politikere har det med hinanden. Når kameraet er slukket, er mange politikere rigtig gode venner – på tværs af politiske holdninger. Jeg kender flere politikere, hvor det er tilfældet (også nogle, der virkelig kom bag på mig). Men det ville virkelig klæde den danske befolkning at huske på det fra tid til anden.
