Der var engang et eller andet klogt menneske, der sagde: ”De færreste byrder er særligt tunge, hvis vi løfter i flok.”
I skrivende stund er jeg stolt af at være dansk. Jeg skal fortælle jer hvorfor. Eller jeg skal i hvert fald fortælle jer, hvad der pt. gør mig særligt stolt af at være dansk. Og det er ikke fordi, jeg siger, at vi er noget særligt, at vi ikke laver fejl, at vi ikke kan gøre mange ting bedre, men der skete noget for et par dage siden (og det sker stadig), der overbeviste mig om, at vores lille nation, trods alt, er rig. Rig på medmenneskelighed. Derudover er det historien om, at man kan gøre en forskel, selv om man blot er ‘helt almindelig dansker’.
Jeg ved, hvor meget fællesskab betyder – både i det små, som det man kender fra sin familie og sine venner, men også i en meget bredere forstand. Solidaritet, samhørighed – at der altid er nogle, der har ens ryg. Jeg ved, hvad kærlighed, tryghed og sammenhold betyder, og jeg bliver så stolt, når en masse danskere netop viser, at de har de kvaliteter. Vi ser i øjeblikket en flygtningestrøm, der splitter de europæiske lande, ligesom vores ellers prægtige EU mere eller mindre står handlingslammet, og overhovedet ikke kan finde ud af at danne fælles front for at hjælpe en masse mennesker i nød. Ingen kan åbenbart finde ud af, om vi skal kæmpe for alle disse ulykkelige skæbner i fællesskab eller, om det er en kamp, der hedder ’alle mod alle – eller nærmere ‘EU-land’ mod ‘EU-land. Men lad os dog vælge fællesskabet. Og det er præcis, hvad mange danskere i skrivende stund, har gjort. Ikke EU fællesskabet (selvom jeg håber, at de finder en løsning), men det danske fællesskab, hvor man sammen hjælper mennesker i nød.
Jeg har – ligesom alle jer andre – fulgt med i situationen om, hvordan rigtig mange flygtninge, primært fra Syrien pt., søger lykken i Europa, bl.a. på den græske ø Lesbos, hvor tusinde af flygtninge hver måned ankommer til øen. Grækerne har, indtil for få dage siden, været bundet på hænder og fødder mht. at hjælpe flygtninge, da græsk lovgivning forbød dette. Derudover ved vi jo alle, at grækerne lige pt. har et lidt anstrengt forhold til noget, der hedder økonomi, men faktum er, at flygtningestrømmen til Grækenland er stor,og især Lesbos har store problemer med overfyldte flygtningelejre, og det kan man ikke lukke øjnene for.
Men det er bestemt ikke, fordi jeg mener, at det, der foregår på Lesbos, ikke forgår andre steder i verden, for selvfølgelig og desværre er det tilfældet. Men lige for en stund er linsen altså rettet mod det græske ferieparadis med det azurblå vand og solen, der skinner fra en skyfri himmel. Stedet, hvor charter-turisterne ligger ved poolen og drikker drinks eller padler rundt på det azurblå hav i en cykelbåd, alt imens flygtninge ankommer til øen – flygtet fra død og ødelæggelse. Flygtet til Europa i håbet om en lysere fremtid.
Jeg har igennem et stykke tid overvejet, hvordan jeg kunne hjælpe flygtninge, der pt. opholder sig på Lesbos. Det samme havde to af mine veninder fra studietiden åbenbart også gjort. Men modsat mig, der aldrig kom længere end til tanken, handlede de prompte. Onsdag eftermiddag oprettede de Facebook gruppen ’Indsamling til flygtninge på Lesbos’, og har på blot tre dage samlet mere end 80.000 kr. ind, været i Go’Morgen Danmark og på Nova FM for at fortælle om projektet. Nilo Zand og Kristina Svith Villadsen er to helt almindelige kvinder (eller almindelige er de nu ikke, i hvert fald ikke i mine øjne, de er nærmere lidt sejere end gennemsnittet) med familie, job osv., præcis som jeg selv, der fik en idé til, hvordan de kunne gøre en forskel. En simpel idé, der – på baggrund af en masse danskere, blev til virkelighed.
Nilo Zand.
Kristina Svith Villadsen.
Jeg er stolt af, at så mange danskere står sammen, fordi de gerne vil gøre en forskel for nogle mennesker, der har det skidt. Jeg synes, i den grad, at vi danskere har vist, at vi kan, hvis vi vil. Det handler om, at rigtig mange danskere står sammen som en lille, men – i mine øjne – en utrolig stærk nation, der viser medmenneskelighed, når der er hårdt brug for det. Sammen kan vi gøre en forskel. Måske vi ikke kan redde hele verden, men gøre en forskel, kan vi.
Når TV2 eller DR afholder indsamlingsshow til fordel for jordskælvsramte lande, cancer eller lign., er der også rigtig mange danskere, der bidrager – også her bliver jeg stolt over, at vi ikke bare er en nation, der kun tænker på os selv. Men Nilo og Kristina har ikke en landsdækkende tv-station bag sig. De satte et projekt i gang via Facebook, og på blot fire dage har de samlet en masse penge ind, fordi danskerne står sammen om at hjælpe. Indsamlingen slutter på tirsdag, men Nilos mand, Christian Als og ven og kollega, Kristoffer Juel Poulsen er i dag rejst til Lesbos for at lave en dokumentar, og ikke mindst for at aflevere nødhjælp til de mange tusinde flygtninge.
Jeg var nødt til at skrive indlægget her, fordi projektet som Nilo og Kristina har sat i gang, om noget, har styrket min tro på danskerne (og den kan altså godt vakle indimellem), men også, fordi vi danskere lider af en ’brokkementalitet’ – så er det de der københavnere eller bonderøvene, de røde eller de blå, kristne eller muslimer, gamle eller unge osv., men her er der ikke et ‘os og et ‘dem’, men udelukkende et ’os’. Nødvendigheden af at stå sammen, når de barske realiteter banker på vores dør – bogstaveligt talt, den kender vi, og den magter vi.
Jeg er dansk, og lige i dette sekund er jeg ekstra stolt af det. Jeg har venner, der er blå, røde, muslimer, kristne, ateister, københavnere, jyder og alt muligt andet, der definerer os hver dag. Men fælles for dem alle, er, at de har hjertet på rette sted. Vi kan ikke redde hele verden, er der nogen der siger – men vi skal begynde et sted.
I øvrigt kommer Nilo og Kristina i TV-Avisen på DR i aften kl. 18.30 og fortæller om ‘Indsamling til flygtninge på Lesbos‘-projektet. Derudover kan I læse mere om projektet på Facebook under ‘Indsamling til flygtninge på Lesbos’.
Fakta:
Indtil for en uge siden har der ikke været nogen vej udenom. Alle – børn, kvinder og mænd, unge som gamle, syge, raske, handicappede, ikke handicappede skulle ud på en ca. 60 km gåtur. Efter de godt 60 km ankommer de til flygtningelejren ved byen Mytilini, hvor de skal registreres. Hjalp grækerne dem, blev det betragtet som medvirken til menneskesmugling – for græsk lov forbød nogen at hjælpe dem. Det gjorde ikke ligefrem situationen lettere for hverken flygtningene eller grækerne, hvoraf mange gerne vil hjælpe. Nu har en lovændring heldigvis ændret på dette, men den ændrer desværre ikke på, hvordan tusindevis af mennesker har det i overfyldte flygtningelejre uden ordentlige toiletforhold, uden mad og drikke, uden medicin osv.
I dag er døren til Europa via Tyrkiet og videre til Grækenland via vandvejen. Ved udgangen af juni var der ifølge FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) ankommet 137.000 udvandrere og flygtninge til Europa mod 75.000 hele sidste år. Den græske ø Lesbos tager hver dag imod mange flygtninge, der ankommer via vandvejen i overfyldte både.
Link til ’Indsamling til flygtninge på Lesbos’ samt optagelse fra Nova FM, hvor Kristina Svith Villadsen, bliver interviewet om projektet.
https://www.facebook.com/pages/Indsamling-til-flygtningene-på-Lesbos/849325688467629?pnref=story
https://www.facebook.com/849325688467629/videos/850063921727139/?pnref=story
