Så længe jeg kan huske, har der været byfest i den provinsby, hvor jeg kommer fra. Da jeg var barn tog vi ind til byen, og vi børn ”fløj” rundt i det omrejsende tivoli-land, der var kommet til byen i anledning af byfesten, mens de voksne drak en fadøl i teltet med musik. Da jeg blev teenager, og vi skulle i byen, gik jeg lidt nonchalant rundt omkring alle forlystelserne (som man egentlig gerne ville prøve, men nu var man jo blevet ’voksen’, så den slags pjat brugte man da ikke tid på), fnisende sammen med mine veninder og småsnakkede med de drenge, der var interessante. Senere var det i gågaden, det hele foregik, hvor man sad udenfor i gaden ved de forskellige caféer og restauranter. Endelig røg jeg i byen til den lyse morgen sammen med alle mine venner, vi festede, og hvor var det sjovt. Sjovt, fordi i byfesten var der altid en masse mennesker, der skete altid en masse, og byen var det modsatte af en halvtrist provinsby, som nu en provinsby kan være til tider. Det var sommer, sol (for det meste), fest og farver.
Tivoli-land til byfesten. Foto: Jens Nielsen.
Jeg flyttede fra byen, da jeg var 19, og det var vidst der, at det for alvor begyndte at gå ned ad bakke for mig mht. at deltage i den årlige byfest i hjembyen. Jeg var vidst med et par gange, men byfesten blev hurtigt afløst af byture i København, udlandsrejser eller noget andet i stedet. Som teenager rejste jeg skam også meget, men rejserne blev nøje lagt, så jeg nåede hjem til byfesten – tænk nu hvis, jeg gik glip af byfesten! Det kan jeg ikke længere prale af, for i de sidste mange år har jeg jo nok været lidt mere ligeglad med byfesten, og det skal bestemt ikke forstås som, at jeg synes, at det er en skidt idé med en byfest, for det synes jeg absolut ikke. Det er jo netop den slags man skal gøre, især i de mindre samfund. Min prioritering har bare ligget et andet sted.
Hawaiibar.
’Byfest’ er vel egentlig et kendt fænomen i rigtig mange danske provinsbyer, mon ikke, at de fleste byer afholder en eller anden form for byfest. Faktisk er det jo ikke kun i provinsen, i København har man jo Distortion, der vel også er en form for byfest – bare i et noget større format end, hvad man ser i provinsen altså. Men byfest er byfest, og som jeg netop skrev – lige så god jeg var til at komme til byfesten i byen, hvor jeg boede som barn og som teenager, lige så dårlig er jeg blevet til at deltage som voksen. Jeg boede i Århus, derefter i København i mange år, hvorefter jeg vendte næsen tilbage til Kalundborg, som jo er byen, hvor jeg er født og opvokset. Men selv om, jeg har boet her i otte år nu, har jeg faktisk ikke været med til byfesten ret mange gange i de år. Jeg kom til at tænke på det, fordi flere af mine venner, nogle af dem, der bor i byen, men også nogle af dem, der er flyttet fra byen for mange år siden, er rigtig gode til at deltage i sommerens byfest i hjembyen. Det fik mig til at tænke over, at jeg vidst kun har deltaget én (måske to) sølle gang(e) de sidste ti år, og da jeg sad hjemme i går, efter at have holdt min datters fem års fødselsdag for hele familien og vennerne, blev jeg grebet af en spontan lyst til lige at kigge ned i byen – bare et par timer. Min veninde skrev til mig, og hun var, ligesom jeg, lidt i tvivl om, hvorvidt hun gad forlade den magelige sofa. Men vi traf en hurtig beslutning, og vi røg af sted kl. 23.
Party i provinsen. Steffan, Karen og Sabine fester. Foto: Steffan Christensen.
‘Kontoret’, Kalundborg.
’Den knaldrøde gummibåd’ mødte mig ved indgangen, og da vidste jeg bare, at jeg var gået rigtigt. Party i Provinsen, når det er bedst. Men egentlig kan jeg godt lide den lidt ’anderledes’ og i hvert fald mere afslappet tilgang til det der med at feste, når man fester i provinsen. Det handler ikke så meget om det rigtige tøj, hvor slank du er eller, om du har det rigtige job, næ, det handler om at hygge sig og snakke med folk, man ikke har set længe. Det kunne nogen lære noget af. Teltet var fyldt med feststemte mennesker, der drak de velkendte kander og store fadøl alle vegne. Jeg hilste på en masse, jeg ikke havde set i evigheder, nogle måske endda ikke i 20 år, men hyggeligt det var det bestemt. Der var en enkelt ting, jeg hæftede mig ved, og som jeg tænkte en del over efterfølgende, og det var faktisk også den samtale, der lagde grundlaget for mit indlæg på bloggen i dag. Jeg talte med en gammel ven dér nede i teltet med kanderne, den knaldrøde gummibåd, fadøllene og alle de glade mennesker. Hun sagde, at byfesten jo var den ene gang om året, hvor man går ud – i Kalundborg forstået. Vi snakkede efterfølgende lidt om, at ingen af os rigtig gad at gå ud i Kalundborg, fordi det simpelthen er for kedeligt, og de der er ude, er langt yngre (ikke, at vi er gamle naturligvis). Det var dér, det slog mig. Vi snakker alle om, hvor trist det er, at der ingen steder er at gå ud i byen (og det er ikke bare i Kalundborg, at det er et problem, det er det i mange provinsbyer), men hvis vi nu alle i aldersgruppen 25 til 45 fx blev bedre til at gå ud og bruge byen – også i aften- og nattetimerne nogle gange, kunne det måske være, at det ikke var så trist en oplevelse. Så kunne vi måske ’overtage’ et sted og paf pludselig var det ikke ’gymnasieklubben’, der kun hørte til det pågældende sted, men også de lidt ældre…
Jeg ved, at mange i netop den aldersgruppe har børn, og derfor selvfølgelig ikke er så meget ude, som de yngre (og måske også ældre, hvad ved jeg), men det er jo ikke fordi, jeg har en datter på fem, at jeg ikke går ud i Kalundborg, for jeg går jo ud i København fx. Næ, det er fordi det er trist – slet og ret. Trist at føle, at man enten skal sidde sammen med øl galtene, der har siddet på de samme stole på værthuset i 20 år og suttet i en lunken guldøl, eller alternativt gå op på byens café, lave håndtegn og hænge ud med gymnasieeleverne. Hvis bare man kunne rykke lidt på den del i provinsen, så der var plads til en anden målgruppe også, det ville have stor betydning for, hvordan provinsen opfattes af mange, os selv, der bor her, inklusiv.
Kander, fadøl og ‘den knaldrøde gummibåd’ på ‘Kontoret’. Foto: Steffan Christensen.
Nå, men jeg havde dog ikke tålmodighed til ’Den knaldrøde gummibåd og alle hendes venner’, da jeg var ædru, så efter et par timer, lå jeg glad i min seng. Glad, fordi jeg alligevel lige havde vist flaget og støttet op om et super godt arrangement, der præger byen år efter år i uge 30. Og glad, fordi jeg havde fået sagt hej til en masse mennesker, jeg ikke havde set i flere år og lige vendt en enkelt minde eller to med dem (når man går meget op i minderne, så ved man, at man er blevet ældre). Men jeg synes stadig, at det er trist, at det kun er den ene uge om året, hvor hr. og fru. Jensen kommer ud og bliver luftet, og det bærer hele arrangementet lidt præg af. Hvordan kan det andet?
Men om jeg bor i Kalundborg eller et andet sted, vil jeg fremover minde mig selv om, hvor sjov byfesten i min barndomsby var, da jeg var barn, og da jeg var teenager. Bor du i en provinsby, hvor der er byfest, så støt op om det, uanset alder. Hvem ved, måske du morer dig?! Er jeg hjemme, og har jeg muligheden for det, hvad enten jeg bor i min barndomsby, eller et andet sted, vil jeg bestemt kigge forbi Birthe og alle hendes venner næste år, for Birthe og vennerne, de forstår at feste. Og så er der vidst et eller andet med, at man kan tage pigen ud af provinsen, men ikke provinsen ud af pigen, ikk’ 😉
