ProvinsRock

Så har der igen været party i provinsen. Ligesom tilfældet er så mange andre steder rundt i det danske land (især her om sommeren), har min hjemegn også en festival. Kalundborg Rocker har for 16. gang samlet en masse festglade mennesker, der har hygget sig med god musik fredag og lørdag i denne weekend. Der er blevet sunget, danset, drukket store fadøl og grinet i lange baner. Og det er virkelig hyggeligt at være en del af.

Find ‘Holger’. Sådan foregik min festival – arbejde. Men det var sjovt og hyggeligt, og jeg mødte en masse spændende og søde mennesker.

Når man har boet i København i mange år (og savner det på nogle områder), og er vant til, at der sker en masse, kan det være svært at vende tilbage til hjemegnen, hvor der sjældent sker det helt store. Den problemstilling er der sikkert mange, der kender. Til gengæld er folk i provinsen også rigtig gode til at feste, når muligheden byder sig. Og lige præcis derfor burde vi lave den slags arrangementer noget oftere. Jeg siger ikke, at det skal være på størrelse med en festival ej heller, at det skal være hver måned, men bare oftere, så der sker lidt mere herude, for her er jo egentlig ret dejligt herude på landet, der er bare lidt kedeligt nogle gange, og det kan vi jo kun selv gøre noget ved. Og når jeg siger ’herude’, mener jeg ikke blot den egn, hvor jeg kommer fra, jeg mener skam provinsen i hele Danmark. Nogle provinsbyer er så bare markant bedre end andre til at arrangere forskellige ting, men vi bør huske på, at vil vi have, der skal ske noget, må vi også selv levere en aktiv indsats. Vi bør i hvert fald være glade for, at der er nogle der gider stable sådan et arrangement på benene – det kræver en stor indsats, ikke mindst fra mange frivillige.

Den lokale slagter – Slagter Jacob – er også på Kalundborg Rocker (gæt selv hvem af dem) 😉

Og nu jeg er ved emnet. Vi kan jo ikke alle arrangere koncerter osv., men vi kan bakke op om de arrangementer og muligheder, der pludselig dukker op. Fx skrev en af mine venner på Facebook, at hun var harm over, at så mange valfartede ud og ind af indgangen til festivalpladsen i denne weekend for at drikke medbragte drikkevarer i biler osv., i stedet for at støtte arrangementet. Hun skrev, at det jo lige netop er den slags, der gør, at ting ikke kan løbe rundt, og derfor drejer nøglen i sidste ende. Hun har ret. Ganske simpelt. Hvis vi vil have, at der sker noget, må vi også deltage og støtte aktivt på den ene eller anden måde.

Jeg fatter også hat af, at man i nogle villakvarterer, tæt på festivalpladsen, har klaget, så der nu, i den weekend, hvor der er Kalundborg Rocker, skal sidde en særlig parkeringstilladelse, hvis man parkerer på villavejen, og den kan man ikke få, hvis årsag til parkering er Kalundborg Rocker?! Årsag: fordi der i sølle to dage parkerer mange biler på vejen. Jeg bor selv lige op af en stor park, hvor der hvert år er cirkus en fire/fem gange om året. Og de dage, hvor der er forestilling, kan jeg da heller ikke få en parkeringsplads på min vej (men de fleste har vel i øvrigt også indkørsler), ligesom der holder biler klods op og ned af min have på græsplænen på den anden side af hækken (indimellem så jeg næsten ikke kan komme ud af havelågen), men det er få dage om året – helt ærligt, herregud. Og det er der, den går gal. Vi elsker at brokke os over, at der ikke sker noget i de mindre(halvstore) provinsbyer, men når der så sker noget, så skal vi også helst have noget at brokke os over.

Jeps, det er party i provinsen…

Så fik jeg luft for det. Men jeg fik altså også nogle enormt hyggelige snakke med mange af kunstnerne om, hvordan det er at spille i provinsen – for et relativt lille publikum kontra at stå på plænen i Tivoli og spille for 35.000 mennesker. Det kom der mange sjove historier ud af, da flere af kunstnerne jo selv er fra provinsen og/eller har spillet i by og på land i mange år. Det er ofte her om sommeren, at de virkelig kommer ud i krogene af Danmark – og de elsker det.

En hyggelig snak med ‘Ankerstjerne’. Foto: Henrik Johansen.

Fx sagde Michael Hardinger til mig, at han faktisk rigtig godt kunne lide en lille festival, fordi man på en eller anden måde var tættere med publikum. Derudover kan han ofte mærke lokalpatriotismen, når han kommer de små steder. Kalundborg er ingen undtagelse. Når Michael Hardinger Band spiller ’Costa Kalundborg’ eller den nye Kalundborg sang, som Michael Hardinger netop har skrevet, lyser det ud af folk, at det betyder noget for dem. At egnen betyder noget for dem – og det er vigtigt.

”Jeg kan i høj grad mærke lokalpatriotismen, og så betyder det noget for mig. Dermed ikke sagt, at det ikke er sjovt at spille på en stor festival eller til en stor koncert, men der er en anden følelse med herude, når det hele er mindre og mere lokalt.”

Michael Hardinger Band. Foto:Henrik Johansen.

Johan Olsen, der er forsanger i ’Magtens Korridorer’ og Liam O’Connor – bedre kendt som L.O.C. er begge enige om, at det er fedt at skulle arbejde lidt for sagen.

”Hvis man er hovednavn til en koncert, så er folk jo kommet for at høre os, men på en festival som fx Kalundborg Rocker, er folk kommet af forskellige årsager. Nogle vil høre Christopher, andre vil høre os osv., og jeg kan godt lide at skulle kæmpe lidt for at få publikum med. Når det er sagt, så var publikum fede herude, og vi spiller hellere end gerne herude igen. Det er en fest, og publikum er skønne.” (Johan Olsen).

Johan Olsen fra ‘Magtens Korridorer’. Foto: Henrik Johansen.

”Man kan ikke rigtig slappe af, og man er tvungen til at være på, men det gør ikke noget – tværtimod. Det er en udfordring. Måske jeg kan få nogles øjne/ører op for min musik. Det er klart, at på en festival er nogle kommet for at høre Christopher, andre GNAGS osv. Derfor er publikum meget blandet, og man skal arbejde hårdere for at få dem med. Men samtidig føler jeg også, at jeg er tættere på publikum på en eller anden måde, fordi det er en mindre festival. Repertoiret er selvfølgelig lidt anderledes til en koncert udelukkende med os kontra en festival, men vi forsøger nu alligevel at spille noget udover de gængse nr., som folk kender fra radioen.” (Liam O’Connor).

Han fortalte mig også halvt grinende, at han sang mere på sit nye album. “Min mor siger, at jeg godt kan, så derfor gør jeg det. På den anden side, min mor siger også, at jeg er en pæn fyr, men det siger hun nok bare fordi, hun er min mor.”

Liam O’Connor – bedre kendt som L.O.C. Foto: Henrik Johansen.

Også Peter A.G., der er forsanger for GNAGS er positiv over for konceptet de mindre steder.

”Vi har jo været her før, og det er altid hyggeligt og nede på jorden at komme herud. Egentlig er vi ligeglade med, hvor mange vi spiller for, så længe det er et interesseret publikum, og det er folk herude – de lever sig ind i musikken. Lige præcis dét, betyder meget for os.”

Peter A.G. – forsanger i GNAGS. Foto: Henrik Johansen.

Derudover er der noget andet, jeg bør nævne, som jeg rigtig godt kan lide ved Danmark. Vi er et lille land, og her er der ikke så megen plads til stjernenykker (selvom en enkelt indimellem vel nok lider af lige netop den sygdom). Forstå mig ret, jeg ved, at selvfølgelig er der flere af de kendte, der ter sig som om, de var lavet af et helt andet stof end os andre, og at populariteten klart er steget dem til hovedet, men det er så langt fra tilfældet for alle. Jeg mener, det er jo heller ikke USA det her, hvor flere mio. mennesker forguder et eller andet teenager-popidol (der sjældent kan synge). Her er det trods alt lidt mere dæmpede forhold, og tak for det.

Jeg har efterhånden interviewet mange musikere (stjerner, om I vil), både i kraft af mit nuværende job og min blog, men også tidligere, da jeg var ansat på kulturredaktionen på Morgenavisen Jyllands-Posten i København, og jeg har sjældent mødt folk med nykker. Det er mere undtagelsen end reglen. Jeg har i øvrigt heller aldrig rigtig forstået den der ’star-fascination’ – de er jo bare mennesker som alle os andre. Nå, men altså – ingen nykker, ingen dårlig opførsel – og det er jo, i min bog, sådan en ægte ’stjerne’ opfører sig. Og det er ikke fordi, jeg er tilhænger af ’Janteloven’ – af, at man ikke skal tro, at man er noget, for det ved vi vidst godt alle sammen, at jeg mener, at man skal – altså tro, at man er noget -for det er man jo)! Vi er alle sammen noget, nogle synger og optræder så bare en anelse bedre end andre. Jeg selv – med min rustne stemme – er jo bestemt et talent, der bare venter på at blive opdaget (og jeg forstår virkelig ikke, at det endnu ikke er sket).

Jeg var i øvrigt så heldig at få lov til at låne billeder fra nogle dygtige fotografer, der var på Kalundborg Rocker – håber, at I nyder billederne ligeså meget som jeg…