’Det moderne liv er ved at sprede sig fra hovedstaden til provinsen, mener nogle eksperter’. Årh, hold nu kæft. Ja, undskyld mig mit franske, men man lever jo altså ikke som i Middelalderen bare fordi, man bor en time (eller mere) fra Rådhuspladsen. Helt ærligt. Gad vide, om de der ’eksperter’, der har udtalt sig til – i dette tilfælde – Morgenavisen Jyllands-Posten nogensinde opholder sig i provinsen? Holder ferie i provinsen? Bor i provinsen?
Eksperterne mener altså, at man ikke er moderne i provinsen. Nå, men iværksætterne kan åbenbart godt lide provinsen – så meget, at flere og flere slår sig ned på landet. Det er billigere at starte egen forretning i provinsen, og med internettet er iværksætterne mere uafhængige af, hvor de fysisk er. Sidst men ikke mindst handler det om livskvalitet. Og nu siger jeg ikke, at livskvaliteten er højere i provinsen end i storbyen – eller vice versa. Men jeg siger, at for nogle er det netop et spørgsmål om højere livskvalitet at bo enten i provinsen, på landet eller i storbyen. Og gud ske lov for, at vi ikke alle vil det samme.
Eller dvs. de unge vil det samme – byen. Det har jeg jo skrevet om tidligere, men også vores nabolande har problemer med, at de unge flytter til de store byer med affolkning af deres store landområder til følge. Men det er i det hele taget en generel udvikling over hele verden, at byerne vokser hastigt, mens færre og færre ønsker at leve og bo på landet. Og sådan er udvikling. Det bør vi acceptere – på nogle områder i hvert fald. Men det betyder ikke, at de mennesker, der vælger landet eller provinsen til, og storbyen fra, ikke kender til det moderne liv. Det er jo en tåbelig udmelding fra ’eksperterne’.
Jeg ved ikke, om det har nogen betydning, at Danmark er et lille land, om det er lettere at sikre en mere jævn og ligeligt fordelt udvikling her, end i meget større lande? Det må tiden jo vise, men der er efterhånden en del ting, der tyder på, at udviklingen herhjemme er ved at vende. Danmarks største ejendomsmæglerkæde, Home, meldte sidste år ud, at flere og flere, især yngre familier, bytter lejligheden ud med et fristed på landet. Den stigende efterspørgsel gælder både huse i provinsen, landejendomme og nedlagte landbrug – og det medfører, at priserne stiger. Køberne er både ældre med penge, og børnefamilier, der drømmer om natur, lys, stjerner på himlen og ikke mindst mere tid til hinanden.
En af mine venner i kornmarken, hvor hun bor i Lejre – flyttet til efter at have boet på Amager i mange år. Jeg er vild med det foto – tak, Anne 😉 Fotograf: Mads Anthon.
Det kommer vidst ikke bag på nogen, at rigtig mange voksne mennesker savner mere tid til hinanden – børn, familie og venner. Der er lavet utallige af undersøgelser, der viser netop dette, og ’simple living fænomenet’, er en trend, der i de senere år er blevet meget populær i USA. Men fænomenet har altså også rodfæstet sig i Danmark. Det handler nemlig om at finde et lavere gear, tjene mindre og samtidig indskrænke sit forbrug for at få mere tid til sig selv, familien, vennerne og interesserne. Man har en drøm om, hvordan fremtiden skal være, men især nuet er vigtigt. Faktisk har ’trenden’ vel egentlig været her før, dengang det pludselig var in for mange ’storbysmennesker’ at købe et nedlagt landbrug, dyrke egne økologiske grøntsager og ellers nyde synet af, at ungerne rendte rundt i haven, og aftensolen gik ned bag markerne.
Jeg tror på, at alt kommer i bølger. Jeg er klar over, at centraliseringen er i fuld gang, men det betyder jo ikke, at man skal sidde med hænderne i skødet, uden at gøre noget ved de ting, som vi har indflydelse på – og det er ret mange ting, hvis blot vi vil – og tør. Men alt er i bevægelse, således også, hvad der er trendy. Og netop ’trendy’ er så afgørende for mange af vores handlinger (jeg siger ikke alle handlinger). Mange vil ikke være ved det, men de fleste ved, at de før eller siden vil handle ud fra samfundets normer, ud fra, hvad samfundet indikerer er ’in’ for øjeblikket.
For at vende tilbage til værdierne omkring tid til hinanden, er en af måderne at praktisere det på åbenbart at flytte på landet, til provinsen – et eller andet sted i yderområderne. Her er husene markant billige, og dermed bliver det muligt at arbejde mindre, som ca. halvdelen af danskerne, ifølge undersøgelser, faktisk gerne vil. Der er provinsens chance – grib den nu! Jeg ved, at udviklingen endnu ikke er vendt. Der er stadig en decideret fraflytning, især fra de unge, fra Danmarks yderområder. Men lige pt. tror jeg, at det er iværksætterne, man skal fokusere på. Det er ofte kreative mennesker med en idé, der starter egen virksomhed. Der bliver flere og flere, der hellere vil være selvstændige end ansatte, og langt de fleste har en videregående uddannelse. Det har længe været sådan, at der er flest iværksættere i hovedstadsområdet og i Østjylland omkring Århus, de to største byområder. Men det er da strålende nyheder, at antallet af iværksættere længere ude i provinsen er stigende. Og det er måske netop flere af den slags virksomheder, der kunne være med til at gøre en forskel for, hvorvidt flere højtuddannede ville vælge provinsen til og storbyen fra? En forskel for, at provinsen blev mere levende og måske endda set i et andet lys end, hvad tilfældet ofte er i dag? Hvem ved, mulighederne er mange…
Smukke Bjerge Strand.
Nye tal fra EDC viser også, at mange flere kigger på ny bolig i forhold til sidste år. Stigningen er markant større i regionerne uden for Hovedstaden, hvor der i 2015 er mellem 65 pct. og 85 pct. flere visninger af ejendommene på nettet i forhold til sidste år, mens stigningen ”kun” er 35 pct. i Region Hovedstaden.
Siden 1995 har landets yderkommuner haft et samlet fald i befolkningstallet på 5,5 pct. I landområder (byer og områder med mindre end 1.000 indbyggere) har udviklingen helt tilbage fra 1940 været én lang lidelseshistorie. Befolkningstallet i de danske landdistrikter er fra 1940 til 2013 faldet med 30,7 pct. Og det var især op igennem 50’erne, 60’erne og 70’erne, at den mest markante udvandring fra land til by fandt sted. Så centralisering er jo altså ikke noget nyt fænomen. Gennem 80’erne og 90’erne ændrede den offentlige sektor sig for alvor, børnehaver og skoler blev slået sammen i større enheder væk fra landet – mens de små købmandsbutikker osv. en efter en lukkede. Hvordan det ser ud i dag, behøver jeg vidst ikke at ridse op. Men udviklingen fortsætter. Spørgsmålet er så bare, hvordan håndterer man den udfordring bedst?
