Set i lyset af, hvad der foregår rundt omkring i verden, kom jeg forleden til at tænke på, hvad det egentlig er, der gør en tryg – altså selvfølgelig udover at være sammen med de mennesker, man elsker eller holder af. Men tryghed er mange ting. Èn ting er de mennesker, vi omgiver os med, en anden er også de steder, vi opholder os.
Men hvordan ser trygge steder egentlig ud? Hvad gør, at man føler sig tryg, når man færdes blandt andre i byen, på gader og i parker ? Det gør fællesskabet. Det fællesskab eksisterer selvfølgelig både i by og på land, men jeg føler det stærkere i provinsen, end jeg gjorde, da jeg boede i byen. Eller måske ikke stærkere, men på de anden måde. For der eksisterer jo netop fællesskab i de enkelte bydele og områder i storbyen også, fx var jeg på Nørrebro i går, som jo er mit tidligere ‘hood’. Her hilste jeg på ‘min’ kebabmand og ‘min’ grønthandler osv. – og det er præcis den slags, der er med til, at man føler et fællesskab – med menneskene og det fælles sted, vi opholder os på. Tryghed er mange ting, og det er jo egentlig lige meget, hvor man oplever den henne, bare man har den rigtige følelse.
Kontakten til andre mennesker er ret central for følelsen af tryghed. Andre mennesker er ofte tegn på tryghed. Vi skaber tryghed ved at aflæse hinandens adfærd og ved selv at signalere fredelige hensigter.
Steders fysiske fremtoning har også stor betydning for, hvorvidt man føler sig tryg. Gadebelysning, lys i vinduerne, velholdte områder osv. er typiske tegn på, at der er mennesker i nærheden, og at det samtidig er mennesker, der kerer for området, og det gør, at man ikke føler sig utryg ved at opholde sig der – tror jeg.
En lille hyggelig gade, hvor jeg aldrig føler mig utryg.
Man hører ofte ordet tryghed blive diskuteret i den offentlige debat. De fleste ved, hvad tryghed er, men mærkeligt nok findes der ikke nogen fælles definition af selve begrebet ’tryghed’, fordi det vel er afhængigt af den sammenhæng, det indgår i. Vi taler ofte om tryghed, når vi netop har været i en situation, hvor vi har følt os utrygge -og det har vi vidst alle vidst prøvet på den ene eller den anden måde.
I virkeligheden, tror jeg ikke, at vi danskere tænker – uanset hvor vi bor – meget over ’tryghed’, fordi vi altid har været vant til, at den var der – trygheden. Taget den lidt for givet. Men de vilkår har efterhånden ændret sig, og flere og flere føler sig utrygge på steder, hvor de før følte sig trygge. Det er her, jeg tænker, at fællesskabet spiller en afgørende rolle. Fællesskabet passer nemlig på hinanden, og det er lige præcis det, de er rigtig gode til i de små samfund, der hersker både i by og på land. Det har jeg set utallige eksempler på.
Nogle mennesker føler sig trygge, hvor der er larm, lys og mennesker. Andre, hvor der er stilhed, mørke og ingen eller få mennesker. Nogle fungerer fint med det hele, det gør jeg faktisk – det er ikke dét, der er afgørende for min følelse af tryghed, men sådan er vi jo også så forskellige.
Kælketur en januaraften i måneskin = ingen mennsker.
Sjovt nok har jeg aldrig været bange for mørke og stilhed. Jeg elsker, at jeg føler mig tryg ved at tage på kælkebakken i måneskin sammen med min datter i parken tæt ved, hvor jeg bor. At jeg kan løbe en tur, når det er mørkt. Som jeg ser det, er fordelen større, jo mindre byen er. Fordi alle kender hinanden (måske ikke kender, men i hvert genkender, og det skal man ikke kimse af – i dette sammenhæng i hvert fald. Det kan også være en ulempe, men det taler vi om en anden dag).
Løbetur i skumringstid på en kold januardag = ingen mennesker
Herude kender jeg naboerne på en anden måde, end jeg gjorde i København. Her har de en nøgle til mit hjem. Da jeg boede på Nørrebro, gav jeg altså ikke min nøgle til mit hjem til naboerne. Ikke fordi, der som så var noget galt med mine naboer, de var såmænd flinke nok, men jeg kendte dem slet ikke på samme måde, som jeg kender mine naboer herude på villavejen. Og det er jo egentlig pudsigt, eftersom man ofte bor tættere på hinanden i byen, og ikke har en ligusterhæk til at skærme af. Det kunne selvfølgelig ligeså godt være en villavej i Vanløse eller yderst på Amager Strandvej, men så er jeg vel også tilbage i provinsen, ikke? 😉
Dermed ikke sagt, at der ikke findes små samfund i København, hvor man kender og hjælper hinanden, for selvfølglig gør der det – jeg kender da til dem flere steder. Jeg tror måske bare, at det er mere en selvfølge på villavejen ude i provinsbyerne – især de små. De små samfund kan et eller andet, udover også at være irriterende, er de også pragtfulde på deres egne finurlige facon. Uanset, om du er til mennesker, støj, lys, larm, stilhed, mørke, eller det hele, så tænk over, hvad fælleskabet betyder næste gang, du hilser på naboen, kassedamen eller ekspedienten på posthuset – hvad enten det er i 4400, 2200 eller et helt tredje sted…
Her føler jeg mig altid tryg.
