“Voksen” uden Gud

Jeg var egentlig aldrig i tvivl om, at jeg skulle konfirmeres. Ikke, fordi jeg ikke havde valget, for det havde jeg sådan set. Men konfirmeres, det ville jeg. Hvorvidt festen, gaverne og det fine tøj trak lidt ekstra, det skal jeg nok ikke sige mig fri for, men det kunne jeg jo sådan set også have valgt ved en ’nonfirmation’, som min bedste veninde faktisk valgte. Jeg har nok altid været lidt mere “åndelig” end hun, så det gav meget god mening, at jeg var konfirmanden, og hun nonfirmanden. Nå, men nu er jeg så blevet så tilpas meget ældre (ikke gammel naturligvis), at jeg lige har været til konfirmation hos min niece her i weekenden.

Min storebror og hans familie bor i Århus, og min niece, Nikoline går deraf selvfølgelig også på skole i Århus, ligesom hun blev konfirmeret i Sankt Lucas Kirken i Århus. Nå, men som jeg sad der i kirken og kedede mig bravt. Ja, undskyld, men det gør man altså, når 46 konfirmander skal konfirmeres, OG der så også lige er almindelig gudstjeneste oveni hatten. Hold nu op. Præsten sagde endda nogle temmelig sjove anekdoter, men der var langt imellem. Og det bliver da ikke bedre af, at sådan nogle kirkekor altid skal synge i så høje toner, at det er komplet umuligt for et almindeligt menneske med en halvrusten stemme at synge med. Det er egentlig også godt det samme for mit vedkommende, jeg synger alligevel falsk. Men måske de ville få flere mennesker til gudstjeneste i den danske folkekirke, hvis det var lidt sjovere?

Nå, men der sad jeg så og kedede mig bravt (heldigvis kunne jeg snapchatte med min yngre niece, der også kedede sig, og det var mægtig skægt til gengæld). Undskyld. Men det var det altså. Nå, men da det så blev min nieces tur var det hele pludselig lidt sjovere og lidt højtideligt. Hun var smuk i sit fine hvide tylskørt og sneakers (som selvfølgelig var fasters idé), og da vi efterfølgende stod ude foran den smukke kirke med alle konfirmanderne, var der nu et eller andet specielt over det, at man vedligeholder en smuk tradition, og der var lige det øjeblik, hvor man tænker ‘derfor’. Efterfølgende kom jeg til at tænke på, hvor mange der mon egentlig vælger at blive konfirmeret i dag, og hvor mange, der ikke gider. Jeg kom også til at tænke på, om der mon var forskel i tallet alt efter, hvor i landet, vi snakker om, herunder også provinsen og storbyen. Det hele kom sig af, at min veninde, der bor i Sorø, var med til konfirmationen, og i hendes datters klasse er det næsten halvdelen, der ikke skal konfirmeres.  Dengang jeg blev konfirmeret var der vel en to, tre stykker ud af tre klasser på nogle og tyve, der ikke skulle konfirmeres. Et noget andet tal må man sige. I min nieces klasse på en privatskole i Århus er tallet imidlertid ikke så højt, tre ud af nogle og fyrre elever.

Tal fra Kirkeministeriet viser faktisk, at færre og færre unge bliver konfirmeret. I 2014 blev 47.746 konfirmeret, hvilket svarer til 70 pct. af en årgang. For 13 år siden var det 77 pct. af en årgang, der blev konfirmeret. Egentlig tror jeg kun, at traditioner i dagens Danmark overlever, hvis de bevarer deres status og fascinationskraft. Hvis det ikke er smart, er der flere og flere, der vælger det fra. Så er spørgsmålet, om det er smart at blive konfirmeret?

Og umiddelbart kunne det da godt tyde på, at noget af glansen er gået af konfirmationen. Eller? Festen vil de unge gerne have, så der bliver holdt masser af ’nonfirmationer’, men den del, hvor kirken er inkluderet, er ikke længere så in, som tidligere. Faktisk er det sådan, at særligt i København vælger de unge konfirmationen fra. Her er det kun 40,6 pct., der bliver konfirmeret, mens man i Nordjylland topper statistikken med 84,5 pct. Det er da en vild statistik. Er de mere troende, eller er de meget traditionsbundne i det nordjyske, eller måske de har nogle sindssyge dygtige præster i  kirkerne deroppe, eller er der helt andre faktorer, der gør sig gældende såsom, at man måske har flere med anden etnisk baggrund end dansk i fx København kontra Nordjylland, og deraf højst sandsynligt også anden religion? Er det fordi, der er så stor forskel på menneskene i storbyen kontra i provinsen? Har det noget at gøre med, at den såkaldte ‘kulturelite’ befinder sig i hovedstaden? Eller hvorfor er forskellen mon så stor?

Det er jo ret tankevækkende, men egentlig ikke noget, der kommer bag på mig. For der sker netop nu, i hvert fald inden for nogle områder, en stor opdeling mellem land og by, uanset om man vil det eller ej. På landet har man nok en mere traditionsbunden livsstil, hvor man netop forsøger at holde fast i det, man kender, eller? Er man mere tilbøjelige til at følge skikke og traditioner, end folk i storbyen? Hvorimod man i storbyerne tiltrækkes af det anderledes og det nye? Jeg ved det ikke, men det passer jo meget godt på, at de mennesker, der bor i byerne, i højere grad vælger konfirmationen fra, end dem, der bor i provinsen rundt omkring i Danmark. Men som bekendt sker det, der er ‘trendy’ først i byerne, for derefter at komme til de mindre byer – provinsen. Så spørgsmålet er, om traditionerne omkring konfirmationer, som vi kender det, er for stærke til at blive glemt og gemt, eller om de langsomt vil forsvinde?

Min datter er kun fem – gudskelov. Hvorvidt hun vil konfirmeres, ved jeg ikke, men en ting er sikkert. Hun bestemmer det selv. Om jeg vil være ærgerlig, hvis hun ikke vil, måske. Men faktisk synes jeg, at det er fantastisk, uanset om man bliver konfirmeret eller nonfirmeret, at mange er gået lidt bort fra den der med, at man inviterer alle forældrenes venner og onkel Svend og tante Gerda, som man alligevel aldrig snakker med alligevel, og i stedet fokuserer mere på, hvem konfirmanden gerne vil have med. Det gjorde min bror og svigerinde – det forudsætter selvfølglig, at man har en nogenlunde fornuftigt tænkende teenager i huset (findes de overhovedet)? 😉 Uanset, min niece fik en konfirmation, hvor gæsterne var valgt af hende, og da det jo er hende, det handler om, er det da meget fair.  Men jeg kan nu ikke helt slippe tanken om, hvorvidt konfirmationer eksisterer om 10 år, eller om det hele til den tid er nonfirmationer – med ‘kultureliten’ som præster…