Måned: juli 2016

Jeg kender flere, der pt. forsøger at sælge deres huse i provinsbyer, og det er altså ikke lige let. Forstået på den måde, at det er jo fantastisk, at der bliver solgt så mange flere huse mange steder rundt omkring i provinsen, end for et par år siden, men huspriserne i provinsen er altså ikke helt fulgt med. Dvs. ja, der bliver efterhånden solgt mange huse i flere byer i ’vandkantsdanmark’ igen, men priserne skal jo også være med. I provinsbyen, hvor jeg bor er der godt gang i hussalget, men det er primært huse under 2 mio. kr. Vil man gerne af med sit hus, og er det dyrere end omkring de (åbenbart magiske) 2 mio. kr. er det temmelig svært. Der er få, der køber dyrere pt., og af de, der gerne vil, bliver mange ikke godkendt af deres bank/kreditforening. Det er i hvert fald, hvad mange af mine venner og bekendte har oplevet samt, hvad jeg hører fra flere ejendomsmæglere i byen om end, det også på det punkt, så småt, begynder at se lysere ud.

Men når det er sagt, så boomer hussalget i provinsen, og er ved at hale ind på 2015, som faktisk også var et ret godt år, hvad angår hussalg. Antallet af solgte villaer og rækkehuse ligger kun 4,4 pct. lavere i årets første seks måneder, end i samme periode sidste år.

Den smukke natur ved den lille by ved havet i Nordjylland med bare 400 indbyggere – Lønstrup. Dog en hel del flere om sommeren pga. de mange sommerhuse i byen.

I Region Nordjylland er antallet af hushandler samlet set faldet med 1,5 pct. i første halvår, men det til trods har flere af de nordjyske kommuner klaret sig rigtig godt i årets første seks måneder. Kommunerne Brønderslev, Læsø, Mariagerfjord og Thisted har især haft fremgang i salget, og har oplevet en stigning på mellem 20 og 28 pct.  i forhold til første halvår af 2015.

Der er stadig faldende aktivitet på boligmarkedet i storbyerne (hvilket der er mange, der ikke ved), mens de mindre byer og kommuner klarer sig rigtig godt. Antallet af hushandler i fx Aalborg kommune er faldet med 18 pct., mens salget i flere af de tilstødende kommuner er steget markant. Prisniveauet har helt sikkert en betydning, idet en villa i Brønderslev kommune kan købes for næsten det halve af en villa i Aalborg, og mange er villige til at bo de ca. 30 kilometer fra Aalborg, hvis de kan få en billigere bolig, og det er jo godt nyt for provinsen – at der er tale om en form for opbremsning i urbaniseringen.

Det går også rigtig godt for Vest- og Sydsjælland. I de første seks måneder af 2016 er der blevet handlet 8,4 pct. flere villaer og rækkehuse i landsdelen, end i samme periode sidste år. Det er kommunerne Holbæk og Kalundborg, der er de helt store vindere med øget salg på henholdsvis 21 og 63 pct. i forhold til samme periode sidste år. Men også hussalget på Lolland ligger 13 pct. højere i år, og Guldborgsund har øget antallet af hushandler med 11 pct. (kilde: Undersøgelse foretaget af Boligsiden.dk)

Fra storbyen, til forstæderne til provinsen, det er den vej det pt. går, hvad angår tilflytning, og det er i min optik ikke så skidt. Jeg vil jo gerne, at mindre byer består, så vi netop både har storbyerne, forstæderne, de større provinsbyer, men så sandelig også de mindre samt de små landsbyer – lokalsamfundene, som netop blomstrer op mange steder netop nu er så utrolig vigtige for mange ting – ikke mindst fællesskabet. Danmark er jo netop det hele på én gang, der er plads til diversitet, hvad angår strukturen i bysamfundene – store som små. Og det er jo i øvrigt tankevækkende, at alle storbyer i Danmark pt. oplever stagnering eller fald i tilflyttere (på nær København, som dog oplever en lille stigning grundet flygtninge). Flere og flere vælger provinsen, nogle fordi de er tvunget pga. huspriser, men så sandelig også nogle, fordi de har fået øjnene op for provinsen og dens mange muligheder.

Så ved I det 😉

Reklame.

Som jeg skrev for en uges tid siden, står Kalundborg Rocker igen for døren, og jeg har jo, som bekendt, udlovet en billet til festivalen fredag/lørdag samt en signeret cd med Mads Langer. Inden jeg skriver, hvem vinderen er, vil jeg lige give en lille information til alle dem, der ikke vandt. I kan stadig liiige nå at vinde billetter på tv-kalundborg.dk, tjek siden ud, og se hvordan 😉

Nå, men vinderen er fundet, og jeg kan med glæde fortælle Freja Wedel Westh, at hun nu er indehaver af et stk. Kalundborg Rocker billet samt en signeret cd med Mads Langer. Freja får direkte besked fra mig. Stort tillykke Freja – og rigtig god fornøjelse 😉

For de, der ikke ved, hvad Kalundborg Rock’er er, kan jeg fortælle, at det er en lokal festival, hvor jeg bor – altså i Kalundborg. Den afholdes på Gisseløre Stadion, der ligger lige ved stranden tæt på Kalundborg midtby. Festivalen har efterhånden nogle år på bagen, og har haft besøg af rigtig mange store navne gennem tiden. I år bliver ikke anderledes. Bl.a. kommer Joey Moe, Stine Bramsen, Mads Langer, KATO,  Shaka Loveless, Nik & Jay, Krebs & Falch samt Michael Learns To Rock.

Det har sjældent været kedeligt, og det bliver det heller ikke i år. Udover de store navne, der optræder på årets festival, kommer også andre bands. Upcoming bands, der spiller på talentscenen, ligesom der er besøg af Guitar Rebels, der spiller Volbeat kopi musik – og de gør det godt.

Omkring 7.000 festivalgæster plejer at deltage, når Kalundborg Rock’er, og det er en fest i hele byen. Også for børnene i løbet af dagtimerne. Der er stort udendørs legeland, små boder, øl- og kaffetelte, cocktailbarer, diverse madsteder og meget mere. Det er en fest fyldt med glade mennesker og god musik – kom og vær med 😉

Festivalen begynder fredag eftermiddag den 12.aug. og slutter lørdag aften den 13. aug. 2016.  Billetter kan købes i Punkt 1 i Kalundborg, Gørlev, Slagelse og Roskilde.

Jeg har skrevet om det tidligere. For nogle år siden faktisk, men nu gør jeg det så igen. Altså ikke helt det samme forstået. Men noget, som jeg igen og igen oplever, når jeg tilbringer tid nordpå i vores lille yndige land. Jeg skrev engang om serviceniveauet sådan generelt i Danmark, og nævnte også dengang, at jeg var imponeret over, hvor serviceorienterede jyderne var – især nordjyderne. Nu påpeger jeg det igen, og det gør jeg, fordi jeg virkelig er imponeret over en oplevelse, jeg havde i går (og jeg er ellers ikke så let sådan at imponere).

Den service, vi har i Danmark, eller mangel på samme, den skriger til himlen. Jeg siger jo ikke, at absolut ingen har fanget budskabet om, hvad god service er, men der er saftsuseme (for at sige det på godt gammeldaws dansk) en del, der kunne lære noget. Og hvem kunne de så lære noget af. Jyderne. Igen. Nordjyderne i særdeleshed. Sorry, men her har de så absolut fanget den – og jeg er altså ikke nordjyde selv. Så har vi det på plads 😉 Jeg har sommerhus i Lønstrup i Nordjylland, plus hele mine familie bor i Jylland, jeg kommer derfor relativt ofte i primært Skanderborg, Århus, Aalborg, Hjørring og Lønstrup, og har i øvrigt gjort det, siden jeg var barn. Men den ofte ualmindelige gode service kommer altså indimellem stadig bag på mig.

Altså nu har jeg jo ikke urealistiske forventninger, når jeg snakker om ’god service’, og jeg har også tidligere skrevet om, at man kommer ualmindeligt langt med selv at være sød og rar – også som kunde. Det er i hvert fald min erfaring, og det holder jeg naturligvis fast i. Det går naturligvis begge veje. Men det betyder ikke, at alle går fri fra min radar, når jeg snakker ’god service’, for det ER en mangelvare mange steder i Danmark i dag. Og hvorfor er det så mon egentlig det?

Jeg har ikke umiddelbart svaret, men jeg har nu alligevel gjort mig et par tanker omkring spørgsmålet (og svaret), og er kommet frem til et par årsager: I Danmark holder vi af, at alle skal være lige. Vi vil ikke servicere andre, fordi det kan jo måske forstås som, at vi dermed er mindre værd. Notér jer venligst, at det ikke er min opfattelse, at nogle er mindre værd end andre i den forbindelse, men at jeg tror, at mange kan føle det sådan, og derfor ikke har lyst til at servicere andre, fordi det er dem meget magtpåliggende at understrege, at de er lige så meget værd som alle andre, og hvorfor skulle de så yde service for andre. Altså den kære Jantelov, der eksisterer i bedste velgående: Du skal ikke tro, at du er noget (altså mere end mig), og derfor vil jeg ikke servicere dig. Derudover er vi i øvrigt heller ikke særligt autoritetstro, hvilket jeg dog ser som en rigtig fin ting. I USA har man fx en hel anden holdning til sin chef og sit job end, hvad tilfældet er i Danmark, og et langt stykke hen af vejen fungerer det meget bedre i Danmark i min optik, da jeg heller ikke selv er tilhænger af autoriteter, men der er dog undtagelser samt visse fordele ved amerikanernes ’måde’ bl.a., at de i højere grad undgår den der ’jeg gider sgu’ ikke gøre det, bare fordi du siger det’. Jeg kender det fra mig selv. Jeg har det fx med ting, der var ulogiske. Der findes ikke den chef i verden, der ville få mig til at gøre noget, som ikke gav mening, jeg ville derimod opponere på det kraftigeste imod det (hvem kan dog forestille sig mig gøre det), for jeg gider faktisk ikke bruge min tid på at gøre ting, der ikke giver mening for nogen, bare fordi en aller anden siger det. Fair nok at blive fortalt, hvad man skal og ikke skal, hvis der er gode argumenter for det, og det skaber resultat.

Danskere er ofte også ret introverte. Vi er relativt reserverede, og deraf ligger det ikke naturligt til os at snakke med fremmede. Derudover er konsekvensen jo også ofte beskeden, hvis jobbet ryger. I hvert fald sammenlignet med rigtig mange andre lande i verden. Her mener jeg, at det er til at overskue, hvis man mister sit job i Danmark (sorry, ikke for at træde nogen over tæerne, men det er det ofte). Du får jo penge alligevel. Enten fra din A-Kasse eller worst case – kontanthjælp. Som mange ganske vidst brokker sig over (og det her er ikke et oplæg til at diskutere, hvorvidt kontanthjælpen er for høj eller lav), men blot en konstatering af, at hjælpen i Danmark er på et helt andet niveau, end hvis du mister dit job i fx Indien, USA eller Spanien. Jeg har mødt fattige mennesker rundt omkring i verden, og de er fattige på et helt andet niveau end, hvad man ser i Danmark.

Ligeledes er drikkepenge allerede indregnet i prisen på fx restauranter, caféer mm., og danskerne er derfor ikke særlig gode til at smide drikkepenge til den søde (eller sure) tjener. Ergo får en tjener jo økonomisk set ikke mere ud af at yde en god service, så hvorfor egentlig ‘spilde’ tid på det?! Men jeg tror, at de tager fejl. Eller det ved jeg jo ikke, men jeg har i hvert fald selv den regel, at får jeg god service i Danmark på en restaurant eller lign., giver jeg selvfølgelig også drikkepenge. Får jeg dårlig service, får man ingen penge af mig. Hvorfor i al verden skulle jeg dog betale for at få dårlig service, når jeg i forvejen betaler for min vare, hvad enten det er et stk. tøj eller et måltid mad. Næ, god service på en restauration og drikkepenge hænger sammen, sådan er det. Jeg er klar over, at ekspedienten i en skoforretning  eller en guldsmede fx ikke får drikkepenge, hvis de yder en god service, men de får kunderne til at komme tilbage, som de i øvrigt også gør på restaurationen med den søde tjener (og selvfølgelig gode mad og drikke). Det får mig til mit næste punkt; Tendensen til at fokusere på nye kunder frem for de allerede eksisterende. Salg er blevet vigtigere end service. Et godt eksempel. Jeg er kunde i et lokalt motionscenter i provinsbyen, hvor jeg bor, og har været det i mange år. Jeg betaler hver måned pr. pbs. et fast beløb til kontingent, og det er jo fint. Men. Men der er et men. Når de skal tiltrække nye kunder, hvilket de i hvert fald gør flere gange om året, får de fabelagtige tilbud, når de melder sig ind. Lige nu kan man fx træne hele maj, juni og juli for nærmest ingen penge, men mig, der har været trofast medlem i mange år, jeg betaler stadig det samme beløb hver måned.. WTF? Jeg er da i hvert fald idiot. Så meget kan vi blive enige om. Og motionscentre er jo ikke de eneste,  teleselskaber gør det samme. Jeg vil sgu’ da ikke ’straffes’ for at være loyal kunde, men derimod belønnes, i hvert fald, hvis alle dem, der ikke har støttet pludselig får det hele til det halve.

Derudover er der altså også nogle unge mennesker i dag (ja, sgu’ da også ældre), der netop ikke er opdraget med at lave noget. De er en eller anden slags curlingbørn (for nu at bruge et begreb ofte brugt i debatten i dag), og kan slet ikke håndtere et job, og slet ikke et, der inkluderer, at man skal give andre en god service. For dem handler det udelukkende om at tjene penge, og ikke om at yde en god service, og så er den altså gal i servicebranchen, for den er vel i virkeligheden ikke den umiddelbart bedst betalte kontra fx at være læge eller jurist, men derimod har man jo udsigt til nogle gode drikkepenge (i visse dele af servicesektoren), hvis man yder en god service (og danskerne er altså ikke kendte for at være de mest nærige, hvad angår drikkepenge). Jeg har selv arbejdet på café og som bartender på en natklub, og der var drikkepengene absolut ikke dårlige.

Men det måske nok mest uhyggelige er, at vi, i dag, er så vant til dårlig service, at vi ikke forventer andet, og det i sig selv er ret skræmmende, da mange mennesker ikke siger fra, når de bliver behandlet skidt. Og nej, det der ’børneargument’ om, at fordi de andre gør det, så må jeg altså også. Nej, det må du sgu’ ikke. Du må skille dig ud. Eller du burde i hvert fald skille dig ud, hvis du har bare lidt omløb i hovedet.  Hvis de andre yder en ufattelig dårlig service, hvorfor yder du så ikke en ufattelig god service, sådan en, som vi alle snakker om efterfølgende, husker og derfor kommer vi tilbage igen og igen og handler hos dig. En lille indskudt note. Ofte er det jo også hos dem, der ejer forretningen, at man får den gode service – fordi de ved, at man vender tilbage, og det betyder noget for dem. Nogle ansatte glemmer det, fordi det ikke er deres penge så at sige, men de glemmer også én anden ting. Er der ikke mere at lave, fordi der ingen kunder er, er der heller ikke noget job til dem.

Jeg vil lige slutte mit indlæg af med det, der egentlig bragte mig til skriveriet her – nemlig min søndag i Fårup Sommerland. Jeg skrev et kort opslag på Facebook i går, hvori jeg skrev, hvor positiv jeg var over for den service, jeg havde fået i Fårup Sommerland. Det sjove er, at mange af mine venner og bekendte på Facebook skrev i tråden, i indbakken eller på en sms til mig efterfølgende, at de havde oplevet og tænkt nøjagtig det samme. Primært om Fårup sommerland i denne tråd, men i det hele taget om (nord)jyderne og god service, der åbenbart hænger sammen.

Ikke alene var hende, der solgte pitabrødet super sød, men det smagte også godt (det gør det sjældent den slags steder, lad os bare blive enige om det), OG lad os så også bare sige, at vi blev mætte…

Aura-Xenia får hjælp til at få lavet sin guldmedalje.

Aura-Xenia fortrød sit valg af rutchebane, men fik så lov at styre i stedet.

‘Træstammerne’ fik ram på mig, da vi fik lov at blive siddende tur efter tur, fordi der ikke var så mange til slut i parken. Heldige mig, jeg fik ‘lov til’ at sidde forrest…

Jeg tilbragte dagen i går sammen med min datter og to niecer i den nordjyske forlystelsespark, og hvilke fornøjelse. Sjældent har jeg fået så god en service. Unge mennesker, der i den grad går op i deres job (ellers faker de sgu’ ret godt, og der er mange skuespiltalenter at hente der), er venlige, hjælpsomme, gider bruge tid på kunderne, og jeg kunne blive ved med rosende ord. Fx er parken også altid pæn og velholdt, hvilket andre forlystelsessteder kunne lære noget af. Faktisk har jeg ikke andet end ros til Fårup Sommerland – og man skal jo huske at fortælle folk, når de gør det godt, og det gør de i den grad i Fårup Sommerland (mærkeligt nok husker folk altid at uddele ‘skideballer’, når der er noget de er utilfredse med).

Faktisk tænker jeg, at medarbejderne i Fårup Sommerland burde give kurser i, hvad god service er. Jeg lader den stå der. Men husk, jeg har ikke sagt, at alle på Sjælland (eller andre steder) er elendige til god service, men jeg har sagt, at de ofte er bedre til det i Jylland, især jo længere nordpå man kommer. Fårup Sommerland er et glimrende eksempel, og hele servicesektoren burde lade øjnene hvile på parken i skoven i det nordjyske, og så ellers tage ved lære, da man her – overordnet set – er store dele af Danmark svært overlegen på den front – og det er jeg vidst langt fra den eneste, der mener.

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at besøge Rasmus Nøhr. Jeg ville gerne snakke med ham, fordi jeg hørte ham tale om bl.a. provinsen i radioen. Han sagde så mange ting om den, om folk i den og ikke mindst om, hvad den kan – provinsen altså – og den kan ret meget, hvis bare man giver den chancen. Rasmus Nøhrs ord gav så meget mening, at jeg slet ikke kunne lade være med at ringe til ham. Det blev til en laaaang snak om, hvad der er vigtigt her i livet, hvad der virkelig betyder noget, og lige der har Rasmus altså fat i noget af det helt rigtige. Og det virkelige fede er, at han reagerer på det, og bruger det i sit job som musiker.

For lige at fortælle de af jer, der ikke ved det, så er Rasmus Nøhr en af ’bagmændene’ bag ’Danmark Dejligst’, der er en gratis havefestival, der foregår i små provinsbyer i det danske land hver fredag/lørdag sommeren over. Der bliver spillet omkring 25 koncerter i små byer i år, og de er i fuld gang netop nu.

 ”Danmark Dejligst er dér, hvor sammenholdet trives. Ofte er det i de helt små byer, at man vil hinanden, og gerne frivilligt bakker op om lokalområdet. Det er slående, at vi ofte kommer steder, hvor der engang var høstfest, som udover at fejre og feste, også havde til formål at bekræfte fællesskabet – og det er dét, Danmark Dejligst gerne vil bringe til live igen.”

Sådan står der på ’Danmark Dejligst’ hjemmeside. Jeg havde egentlig ikke tænkt over det med høstfesten i gamle dage, forsamlingshuset osv., men de repræsenterer jo netop fællesskabet i landsbyerne, i provins-Danmark. Og det giver pludselig så meget mening med de der forsamlingshuse, sportshaller osv. – for mig i hvert fald. I øvrigt er Rasmus Nøhr vaskeægte københavner, født og opvokset på Nørrebro, og bor stadig i København. Den info virker måske lidt mærkelig lige nu, men giver mening længere nede i mit indlæg.

”Der sker noget med byer, når de bliver større. Der er en grænse, og ryger man over den grænse, forsvinder en del af sammenhængskraften. Vi er dybt afhængige af hinanden for at overleve. Alle kræfter byder ind, ellers dør samfundet, det er i hvert fald min teori. I provinsen går man meget højt i at trives med sine naboer, man interesserer sig for, hvad de laver osv., og den interesse kommer bl.a. af, at man er afhængige af hinanden. I hvert fald i højere grad end i storbyen. I en storby ses sammenhængskraften derimod ved fest, store arrangementer på arbejdspladsen eller i børnehaven, skolen osv. Nogle steder, hvor København er en landsby, er sammenhængskraften også stor. Det kan fx være i en boligblok. Her er der måske et problem, der skal løses, og det skaber sammenhold – giver en lokal ånd. Det er en rolle, præcis som familien, og det er vigtig at være med i en familie, men også et lokalt netværk. Netværk i København er fx, når gården skal ryddes, caféen er brændt ned ovre på hjørnet, og man vil gerne hjælpe ejeren med at genåbne. Når den slags sker, opdager man, at man er med i et netværk. Og det er faktisk det, vi bl.a. gør med ’Danmark Dejligst’. Vi viser folk, at de er en del af et netværk. Nogle gange ved de det, men så ved de ikke, hvor stærkt det netværk er, og hvad det kan udrette. En by kan udrette meget, og nogle steder aner de det faktisk ikke. Det er vi med til at vise dem, når en havefestival skal stables på benene, for det kræver meget af et lille lokalsamfund.”

”Alle ved, at det er hyggeligt, at man snakker med hinanden. Det giver god mening at lave noget i fællesskab, at bygge op omkring fællesskabet så at sige. Det ligger i alle mennesker, og det er netop, hvad vi har med at gøre. De værdier, der egentlig ikke har noget med penge at gøre. Hvad er det gode menneskeliv? Det er jo netop kærlighed, familie og venner. Menneskeheden har brug for hinanden, og det viser vi hinanden mindre i dag – desværre. Statsapparatet vil bare gerne være større og større, og dermed bliver mindre overladt til lokalsamfund og græsrødderne. Men der er rigtig mange ildsjæle derude, og det er vigtigt. Men hvis man bliver reduceret til publikum, er det en anden følelse. Den funktion, hvor vi er der for hinanden, er overset. Ligesom det at tage ejerskab for noget i et samfund er vigtigt, det ved samtlige politikere også, det er bare nogle gange sværere i praksis end i teori. Vi skal alle sammen byde ind for at lave denne verden dejlig, og selvfølgelig er en lille havefest langt fra nok til det, men kan man gøre sit lokalområde til et rart sted at være, sker det formodentlig andre steder også.”

 ”Det er også vigtigt for stemningen i en by, at man gør det kontinuerligt. Sankt Hans bålet er netop et godt eksempel. Jeg er selv blevet tiltrukket af det fælleskab, jeg taler så varmt om, men jeg er opdraget til at klare mig selv, og har faktisk sent i livet opdaget, hvor skønt det er at være en del af noget. For mig har det været stort at opdage, men for andre er det måske blot en selvfølge, fordi de er vokset op med det. For mig at se, åbner man, i provinsen, dørene op for hinanden. I min branche er det typisk at man kommer forbi verdens hovedstæder, derefter til millionbyer, og i sidste ende til provinsen, hvis nogensinde. Provinsen bliver ikke meget berørt af de strømninger, der er i verdens metropoler. De strømninger, hvor man skal leve op til en hel masse og se ud på en bestemt måde – lige som alle de andre. Til gengæld, har de fat i kernen af det gode menneskeliv, hvis du spørger mig. Eller, der er i hvert fald en stor chance for det. Når man ser på, hvordan udviklingen har gjort os ensomme, til overforbrugere og meget andet, er det meget vigtigt at gå på jagt i de gamle værdier, som måske ikke har så meget fremaddrift, men derimod rummer det trygge og det vigtige. I dag har mange mennesker desværre mindreværd, men ser man på, hvor folk har det godt, er det i lokalsamfund, hvor man interesserer sig for hinanden hvor man er noget. Halvdelen af dem, der bor i København er vokset op i mindre byer, men også storbyen har landsbyer/lokalsamfund, det kan fx være i form af en boligblok. Fællesskab er vigtig, jeg siger ikke, at det er verdens redning, men jeg tror, at det er vigtigt, at folk bliver opmærksomme på, at man har brug for fællesskab, for at få et bedre liv. Vi har lige haft nogle år, hvor det ikke var så udtalt, men der er heldigvis kommet mere fokus på værdien af at være en del af et fællesskab. Mange ved, at det er en værdiforøgelse, i et hvilket som helst menneskeliv. At få et netværk er uvurderligt.”

Jeg mener klart, at potentialet for provinsen, men så sandelig også for storbyen, ligger i at tage ansvar og sammen skabe et fælleskab. Derudover tror jeg på selvtilliden. Selvtilliden til at provinsen tror på sig selv, og formår at fremhæve alt det gode. Det er medierne ikke altid gode til, men det er folk faktisk heller ikke altid. Som Rasmus Nøhr så rigtigt siger: ”Vi skal skabe selvtillid i provinsen. Folk, der bor i provinsen skal være fuldstændig ligeglade med, hvad man tænker i København. I dagens Danmark skal man helst ikke stikke for meget ud, det har vi Janteloven til at sørge for, men den skal vi droppe.”

Og det er jo lige præcis det, jeg hele tiden har sagt. Op et vidst sted med den Jantelov, og gør så ellers, hvad du har lyst til uanset, om de andre gør det samme. Vi skal være der for hinanden – for fællesskabet. Jeg har ikke altid selv været god til at lukke det ind, trods jeg er ret social. Men jeg er blevet bedre til at give mennesker, der er anderledes end mig – på den ene eller anden måde – en chance. Og det har i den grad påvirket mit liv positivt.  Jeg tror virkelig også på, at Rasmus har fat i noget ægte, når han siger, at vi skal passe på ensomheden. Ikke fordi ensomhed behøver at være noget skidt. Det kommer vel an på, hvordan man definerer ensomhed. ’Ensomhed’ for mig er ikke nødvendigvis negativt. Jeg har brug for ensomheden (de der mennesker kan man godt blive ret træt af indimellem ;-)), det har jeg altid haft, men forskellen ligger vel også i, at ensomhed er anderledes, når man selv vælger den til, end når man ikke har et valg – eller i hvert fald ikke føler, at man har et valg.  Men Rasmus har ret i, at det meget let kan gå hen og blive ensomt at leve i et samfund som vores i dag, hvor der måske netop ikke altid og alle vegne er plads til dem, der føler sig lidt hægtet af bølgen af og til. Og helt ærligt, gør vi ikke alle det indimellem?! Mange siger det bare ikke højt. Rasmus har ret. Uden kærlighed og fællesskab er livet ikke ret meget værd. Men MED er det ALT værd.

”Hvis du vil gå hurtigt, skal du gå alene – hvis du vil gå langt, skal du følges med andre.”  (aner ikke, hvem, der har sagt det – men det passer vel meget godt). Jeg har i hvert fald lært at sætte farten ned, og i stedet lytte til og samarbejde med andre, fordi jeg ved, at det betaler sig i sidste ende (og det er ofte også meget sjovere).

I kan i øvrigt læse mere om Danmark-Dejligst på deres hjemmeside www.danmark-dejligst.dk – det kan jo være, at du bor et sted, hvor I kunne trænge til en Havefestival, og så er det bare at skrive til Danmark-Dejligst..