Forladte, forfaldne huse, lukkede skoler med graffiti malet på murværket og lukkede kiosker med forfaldne neonskilte. Det har provinsen i årevis lagt navn til. Lige som så mange andre røverhistorier. Og nuvel, det er da rigtig nogle steder, men så absolut ikke alle. Lad os lige få det slået fast med syvtommer søm med det samme, for flere landkommuner oplever lige nu en stigende nettotilflytning fra de store byer, der er endda steder i provinsen, der ikke har huse nok til nytilflytterne.
Forfaldsfortællingen om provinsen holder altså heller ikke. En stor del af forklaringen på det faldende befolkningstal i flere landkommuner skyldes nemlig en høj dødelighed i en aldrende befolkning frem for borgere, der flytter.
Flere forskere peger i øvrigt på, at modurbaniseringen skyldes flere ting. For det første stavnsbandt finanskrisen mange boligejere, og mange frygtede beskæftigelsesmulighederne decentralt. En generel økonomiske ustabilitet gør selvfølgelig folk mere påpasselige med at sælge og købe hus. Men nu er der ikke længere så mange, der frygter ledigheden, og folk begynder at flytte fra storbyerne bl.a. pga. pladsen, men da også pga. prisen. Faktisk er det komisk, at der længe har været en tendens til, at folk mente, at der mangler arbejdspladser i provinsen, for ofte er det således, at problemet i virkeligheden er manglen på arbejdskraft, der skaber problemer for virksomhederne i provinsen.
Men hele udflytningsbølgen, vi ser nu, handler ikke bare om økonomi. Det handler også om natur, om en anden livsstil, om mental sundhed, miljø og velvære. Vi vil gerne have vores børn væk fra forurening, og give dem mere ‘luft under vingerne’. Ligesom vi selv har brug for ren luft i lungerne, og måske endda en mindre stresset livsstil (der altså ofte følger med, når man ikke behøver tjene 2 mio. kr. om året for at kunne betale lejligheden på Østerbro). Derfor ser man også mere og mere en tendens til, at børnefamilier fravælger storbyen og tilvælger provinsen.
En rapport fra Kommunernes Landsforening, der udkom i 2017, viser, at både København, Aarhus og Odense har oplevet en fraflytning af børnefamilier på over 20 pct. i årene 2011-2015. I virkelighedens verden er det de unge, der flytter til storbyerne, ofte for at studere, og børnefamilierne, der fraflytter.
Noget helt andet, man også skal huske på er, at med digitaliseringen er der større mulighed for geografisk fleksibilitet i forhold til jobs, og det rummer store udviklingsmuligheder for de danske landdistrikter. Flere og flere jobs er ikke afhængige af, hvor i landet (eller verden) du sidder. Mit job fx kan jeg for det meste udføre hvorfra det skal være, og det er en kæmpe gave.
