Forfatter: gittekorsgaard (Side 4 af 19)

Som bekendt elsker jeg jo at rejse, og det giver anledning til mange sjove oplevelser og tanker, netop fordi man, når man rejser i andre lande med andre kulturer osv., oplever noget helt andet end, hvad man er vant til. Og jeg elsker det. Af så mange forskellige grunde. Det får også mine tanker i gang, og det gjorde det også sidste gang. Eller dvs. Jeg tænkte faktisk først over en specifik ting, da jeg kom hjem og læste en artikel skrevet af en mand, der er halv brite halv italiener. Og jo, det er faktisk relevant, at han ikke er dansk.

Da jeg læste hans skriv, blev jeg pludselig opmærksom på noget, jeg egentlig har tænkt over i flere år, men aldrig rigtig har fået sat ord på. Pudsigt nok, talte jeg for nylig med en god ven om samme emne, hvor vi netop kom ind på problematikken med at være en gentleman i Danmark, ja faktisk i Skandinavien, eller måske endda i hele vesten, men Skandinavien er nok alligevel lidt for sig selv, fordi vi kvinder her er ret egenrådige (og gudskelov for det). Men det er også misforstået, og det er skidt. Men det er vores egen skyld.

Nå, men sagens kerne. De sidste mange gange, jeg har rejst til lande langt væk fra Danmark, har det slået mig, at gentleman-rollen i den grad er forskellig fra kontinent til kontinent, fra land til land og måske endda også fra storby til provins. Og jeg kom frem til, at det i hvert fald ikke altid er lige let at være (gentle)man(d) i Danmark, der jo trods alt er mit udgangspunkt. Spørgsmålet er så, om der også er forskel på storbyen og provinsen? Jeg tror det faktisk ikke, selvom storbyboere ofte griner af provinsboere over, at de holder lidt mere på de gammeldags dyder, deraf måske også at være galant over for kvinder, for det opfattes åbenbart gammeldags – troede jeg. Men det viser sig måske, at mænd sgu’ da ikke tør være galante. Eller…?

Kvinder i storbyen er måske også oftere mere karriereminded end de kvinder, der bor i provinsen , men jeg ved ikke, om det har en betydning.  Men jeg ved, at det er faktum, at de unge kvinder forsvinder fra provinsen, og bliver til de veluddannede kvinder, der vælger de store byer. Tilbage sidder mændene så. Tendensen er den samme overalt i ‘Udkantsdanmark’. På Samsø fx er der fx, ifølge Danmarks Statistik, 43% flere 20-29-årige mænd end kvinder i samme aldersgruppe. Og det er ikke en enlig svale. Det er da tankevækkende, og får så også mig til at tænke på, om mænd mon opfører sig anderledes over for kvinder under de forhold?

’Gentleman’ er ikke retro – det har aldrig været passé

Jeg går lige lidt tilbage i tiden. Jeg er opvokset med en far, der holdte stolen og døren for min mor –  og andre kvinder naturligvis. Han bar min mors poser, når hun shoppede, kufferten, når de skulle rejse, betalte regningen, når de var på date, gav sin jakke til min mor, når hun frøs og ingen havde, tankede benzin på bilen, slog græsset, klippede hækken, skiftede et bræt på skuret, når det trængte, og lavede ellers alt det arbejde, som (dengang) blev betegnet som ’mandearbejde’. Han var ellers en rigtig papirnusser, og han havde ikke meget håndværkersnilde. Men ikke desto mindre var det ham, der tog sig af den slags.

I damebladene bliver vi, også i dag, bombarderet med, hvordan en ægte gentleman skal være. Men hvorfor er det stadig et emne, magasinerne skriver om i 2017, når det åbenbart er passé at være en gentleman?  Det kan jeg da godt svare på. Sgu’ da fordi det ikke er passé at være en ægte gentleman, og aldrig  har været det. Det er misforstået pga. den fokus, der har været og stadig er, på ligestilling. Der har været (og er) en vigtig kamp at kæmpe på det område, ingen tvivl der, men faktum er da også, at vi, i de vestlige lande er kommet ret langt på den konto, og måske indimellem skal gøre op med os selv, hvilken ligestilling det er, vi ønsker os.

Den får jeg nok slag for at sige, men jeg tror faktisk, at ligestilling indimellem er et lidt misforstået begreb. For det handler jo altså ikke om, at der ikke er forskel på mænd og kvinder, for det er der, og det skal der altså også være. Helt ærligt. Jeg er da i den grad for ligeberettigelse, ligestilling og alt det der. Selvfølgelig er jeg det, der er da ingen, der skal fortælle mig, at jeg er mindre værd, fordi jeg er en kvinde (held og lykke med at overbevise mig), men det er jo ikke alle mænds skyld, at der sidder nogle middelalderlige klaphatte her og der.

Som jeg ser problemet mht. gentleman-rollen, er det, at mænd ikke længere får lov at være galante, fordi vi har så travlt med lighed for alle. Og af frygt for, at vi stærke skandinaviske kvinder mistolker det, og ser dem som en trussel mod vores ligestilling, tør de ikke være en gentleman.  Men der må vel i virkeligheden gerne være forskel, må der ikke?  Når jeg siger forskel, siger jeg jo ikke, at kvinder er sådan nogle skabninger, der ingenting kan. For gu’ kan vi da det. Og ja, jeg kan da sagtens holde døren selv, og ja, jeg kan bære mine egne poser, når jeg shopper, og ja jeg kan selv tage min stol ud, bære min kuffert (den har faktisk jo også hjul), men ved I hvad, jeg synes faktisk, at der er noget romantisk (hvis det ikke er forbudt) ved, at der er en, der gider gøre de ting for mig. For mig! ’Bare’ fordi, jeg er mig. Helt ærligt, det elsker de fleste kvinder altså, gør de ikke? Hvorfor skulle damemagasinerne ellers flyde med artikler som ‘Sådan finder du ud af, om din kæreste er en ægte gentleman’, ’10 ting en ægte gentleman ville gøre’ osv. Er det, fordi vi alle drømmer om IKKE at finde en gentleman? Eller måske finde ud af, at ham vi har IKKE er en gentleman? I don’t think so.

Pellegrino Riccardi skriver i sin artikel:

”But if there’s one thing I’ve learned after 20 years living in Scandinavia, the most gender-equal area on earth, it is that unless the woman you would like to offer your seat to is very old, sick or disabled, or has a small child with her, do not – I repeat, do not – offer her your seat. Why? Well, for fear that this simple act of chivalry from a man might be interpreted as the woman not being as capable as the men at standing in the train, or opening a door, or holding an umbrella over her head….Sometimes I just wish Scandinavian women – you powerful, goddess-like, independent, equality-driven, proud Scandinavian women – would just let us men be chivalrous and gentlemanly around you. It doesn’t mean that we men think you are in any way the “weaker” sex or the “lesser” sex. We know you can open a door yourself, we know you can stand up in a train as long as us, and we know you can earn your own money and divorce us at the drop of a hat. But when you accept our small acts of chivalry towards you, graciously, and with a smile of gratitude, it makes us men feel good about ourselves. It makes us feel useful, if only for a short while, in a world where I, for one, am beginning to wonder whether you women actually need us men for anything anymore.”

Bang. Det ramte plet. I hvert fald hos mig. Jeg har været slem til at tænke, at jeg kan alt selv, for det kan jeg da (eller i hvert fald det meste, og det jeg ikke kan, det lader jeg bare som om, jeg kan), men det behøver jo ikke betyde, at jeg skal gøre alt selv.  Man kan jo godt få hjælp nogle gange, selvom man kan finde ud af det selv, og det føles ret godt at have en, der gider hjælpe. Just saying.

Okay. Jeg har længe skulle skrive indlægget her, men har bare ikke haft tid. Og så er det, at jeg oplever, hvordan julefreden sænker sig over stort set alle rundt omkring mig, mens jeg selv styrter rundt uden nogen form for indre (eller ydre) julefred what so ever! Mange er gået på juleferie, og jeg er bare (i skrivende stund – Lille Juleaften) stadig SÅ langt fra ferie. Shit. Jeg er misundelig. Eller altså jeg er jo lidt nærmere nu, end jeg var i går (hvis man da kan kalde to dage ferie). Og jeg sværger om nogle timer, sænker julefreden sig også over mig sådan for alvor. Det skal den den ondelyneme. Den har i hvert fald sænket sig væsenligt mere end, da jeg sad i togkupéen og bare ønskede, at jeg var typen, der ikke fik pludselige ‘gode’ idéer, så som at tage toget den 22. dec. på juleferie, sammen med min datter – uden pladsbillet (for det havde smarte her selvfølgelig glemt at købe).

Nå, men altså den der jul. Den der jul, den elsker jeg jo, for den er på så mange måder så hyggelig og stemningsfyldt, sådan helt speciel.  Der er noget magisk over julen. Jeg ville ønske, at jeg stadig troede på julemanden. Det ville jeg sgu’! Det var tider, da man gjorde det. Husk derfor at nyde julen ekstra meget, hvis man er så heldig at have str. i huset, der netop tror på ham med den røde dragt og det store hvide skæg samt alle hans små hjælpere fra Grønland. DET er netop MAGISK. Jeg kan stadig huske den der helt specielle følelse, jeg havde, da jeg var barn, når det blev december, og især Juleaftensdag og juleaften. Julen kan altså et eller andet fantastisk, men samtidig er den altså også utrolig stressende for os voksne, men det er vi nok ofte selv skyld i (og jeg står ikke engang for maden, hvilket min familie nok er glade for). Men når man i forvejen mangler tid, aldrig er i god tid (evig tidsoptimist, det er mig), altid køber gaver lige inden juleaften (den sidste blev købt for et par timer siden, her Lille Juleaften). Faktisk kan jeg rigtig godt lide at give gaver til andre, men jeg vil jo gerne give mig tid til at finde det helt rigtige til alle dem, jeg holder af. Men det er fandme svært, når man står i butikkerne rundt omkring sammen med halvdelen af Danmark (tak for jer, der er i god tid, ellers havde I jo også været lige der i Bahne sammen med mig;-) Apropos Bahne, så var det, jeg tænkte i lørdags, da jeg begyndte at købe julegaver, at de alle da får noget fra Bahne. Det er da lige meget, om de ønsker sig noget derfra, alle elsker da Bahne. Man kan få alt i Bahne, ikk’?!

Sådan føler jeg mig ofte lige inden jul, når jeg ved, at jeg skal nå det hele på den halve tid.

Inden jeg afslutter snakken om Bahne, vil jeg gerne lige benytte chancen til at fortælle, at jeg fik ualmindelig god service af pigen i tøjafdelingen i Bahne i Kalundborg. Hun var godt nok sød. Hun hjælp mig, da jeg stod der svedende med min huskeseddel i hånden, som jeg overhovedet ikke kunne finde rundt i, og så ualmindelig forvirret ud over alle de julegaver, der endnu ikke var købt. Faktisk har jeg fået vanvittig god service i stort set alle de butikker, jeg har handlet i – i provinsen, i København og online. Hvor fantastisk er det lige. Det er lige som, at mange forretninger har hævet standarden på serviceniveauet et hak, hvilken den saftsuseme også har trængt til længe mange steder.

Tilbage til den der jul, og de der gaver, som jeg godt kan lide at give. Men altså, jeg synes, at det har taget en lidt forkert drejning. For mig handler julen ikke om gaver, men om at være sammen med dem, jeg elsker og holder af. Det handler ganske simpelt om tid, og den der særlige fredfyldte følelse, julen kan give en (lige indtil gaverne skal pakkes op, og man sidder i gavepapirshelvede)Ja ja, det lyder som en floskel, men det passer faktisk. Ikke da jeg var barn selvfølgelig, da var gaverne altså også ret vigtige, selvom jeg allerede dengang elskede hele stemningen, der var juleaftensdag og juleaften (jeg bilder mig selv ind, at jeg også dengang satte stemningen højere end gaverne, men det passer ikke). Men det gør det i dag. Jeg kom til at tænke på alle de stakkels mennesker, der lige nu flygter fra død og ødelæggelse ude i verden. Mennesker, der intet ejer. Forældre, der ikke kan holde deres børn varme eller stille deres sult. Forældre, der ikke kan beskytte deres børn mod den rædsel, der lige nu hersker flere steder i verden. Men ikke i Danmark. I Danmark har vi det nemlig godt. Og nu vil jeg altså ikke spolere julehumøret, eller diskutere verdenssituationen, men egentlig bare minde jer (og mig selv) om, hvad den der jul egentlig handler om. Nemlig næstekærlighed. Den lader vi lige stå lidt, for næstekærlighed er mange ting.

Hvad er det fx der gør, at nogle familier ikke kan finde ud af at holde jul sammen, fordi den ene af de voksne børn med familie gerne vil have forældrene (bedsteforældrene) for dem selv juleaften, og derfor kan de andre søskende ikke komme med deres familie og fejre jul sammen med dem. Hvad f…. Er den af? Jeg spørger bare. Nu har jeg snakket med flere, der fortæller mig om forskellige problemer i forbindelse med at fejre jul, fordi familien ikke kan blive enige om, hvor og hvem der skal deltage. Alle er åbenbart ikke lige velkomne sådan en juleaften til trods for, at der ikke ellers er uvenskab i familien. Det er altså så ulogisk, som noget kan være, for mig. Det handler da netop om at samle alle dem, man elsker og holder af, så vidt muligt. Eller er jeg helt galt afmarcheret? Og nu, vi er ved det. Ingen bør sidde alene juleaften og være ensom. Eller ingen bør i virkeligheden føle sig alene og/eller være ensom nogensinde (jeg ved ikke rigtig, om det er det samme), men det er en anden historie. Jeg tænker ofte over, hvor utrolig heldig jeg er med min familie og alle de gode venner jeg har. Jeg er utrolig rig – ikke på penge, men på kærlighed.

Min datter tilbragte Lille Juleaftens dag sammen med sine kusiner, fordi forældrene skulle arbejde, og min niece sendte denne til mig. Det her er, hvad det hele sgu’ da handler om – kærlighed.

Denne sendte min anden niece til mig. Jeps, kærlighed kommer i mange former fra forskellige mennesker over en livstid 😉

Måske vi skal begynde at tænke lidt mere over, hvad der virkelig betyder noget her i livet – og sgu’ da så også her i julen.  Jeg ved godt, at man mange gange tidligere i mange familier sikkert har snakket om gaveræset, og at det har taget overhånd. Og det har det. Men det er nu ikke de kæmpe mængder af gavepapir, der bliver flået itu af ivrige barnehænder, der generer mig, selvom jeg udemærket ved, at mange børn får sindssygt mange gaver. Jeg havde en snak med min momse her til aften. Hun er 103 år, og en af de sejeste mennesker, jeg kender. Hun siger ligeud til mig, når jeg er åndssvag (hvilket jeg jo selvfølgelig aldrig er),og hun husker bedre end mig. Hun fortalte mig, at da hun var barn, fik man et stykke legetøj og resten var praktiske ting, som de manglede. Det er jo egentlig ikke fordi, jeg vil tilbage dertil (man behøver jo da ikke gå til yderligheder), men måske det ingen skade var at lære vores børn, hvor utrolig meget de får, fx når det er jul, kontra andre, der måske ikke får så meget. Nogle slet ikke noget.

Jeg købte her i eftermiddags et UNICEF gavekort, hvor jeg donerede nogle penge til tæpper til børn i Syrien. Jeg forklarede min datter på seks år, at det var mandelgaven, og at hvis hun vandt mandelgaven, ville der ikke være noget fysisk til hende i pakken,  men til gengæld ville hun vide, at det gavekort betød tæpper til frysende børn, der ingen tæpper havde. Jeg var meget spændt på hendes svar (ærligt, så frygtede jeg et forkælet barns svar), men hun sagde bare: “Det er da en god idé mor, børnene i Afrika og Syrien har det heller ikke så godt. Hvor mange tæpper har du købt?” Jeg kan slet ikke forklare, hvor stolt jeg blev lige der (noget har vi da gjort rigtig).

Hjælp UNICEF med at hjælpe…

Men altså tilbage til det der bytteri af gaver os voksne imellem. De der ønskesedler, som man pligtskyldig skriver, fordi de bliver efterspurgt. Problemet er, at ofte har man købt de ting selv, som man ønsker sig. Og faktisk vil jeg meget hellere have en gave, som nogle har tænkt: “Det der, det er lige Gitte. Den køber jeg til hende.” Det er så fedt at blive overrasket. Jeg har selv to brødre og deraf også to svigerinder (eller det er selvfølgelig ikke en selvfølge, men det har jeg altså), og de er virkelige gode til at overraske mig med ting, jeg ikke anede, at jeg havde brug for, men som jeg bliver SÅ glad for, når jeg får. Jeg siger jo ikke, at det aldrig er skønt at få noget fra ønskesedlen, for selvfølgelig er det det, ellers var det jo ikke en ønskeseddel, men lur mig, om der ikke er flere af jer, der genkender, hvad jeg her skriver. Det der med at give gaver til humanitære formål, er altså slet ikke så tosset en idé heller. Just saying.

Anyway. Husk på, hvor priviligerede vi er i vores lille land. Jeg ved, at vi ikke alle har lige meget, men når man ser på den store verden, så er glasklokken her ret tryg, ikke’?! Nu vil jeg slukke computeren, gå i seng og glæde mig over, at de næste par dage skal jeg bruge sammen med nogle af dem, jeg elsker og holder af (jeg ville jo ønske, at jeg kunne samle endnu flere af dem jeg elskede og holdte af på sådan en aften, men det er ikke altid muligt). Jeg savner fx min far ekstra meget sådan en dag, men så snakker jeg lidt med ham oppe i hovedet, og det hjælper lidt. Giv alle jeres kære et kys, og ønsk dem glædelig jul, for den begynder lige om lidt. I morgen skal jeg i kirke, og det er der julefreden, for alvor, sætter ind hos mig, hvilket er meget mærkeligt, da jeg ellers aldrig går i kirke, men kirken kan et eller andet særligt på denne dag. Det er magisk!

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende Nytår. Tak, fordi I læser med på bloggen, og mange tak for jeres kommentarer i form af E-mails, beskeder i indbakken og svar på bloggen. Alt er værdsat 😉

Forleden dag hørte jeg radio i bilen, og jeg kom til at tænke på noget. Ja, altså det gør jeg jo tit, men det her er værd at skrive om (tro mig, det er der meget, at det jeg tænker, der ikke er). Anyway, jeg hørte i radioen, at man har lavet et nyt koncept, hvor man kan få andre til at handle for sig, altså folk, der bor i umiddelbar nærhed af en selv. Den første ’pose’ koster 39 kr., og det er jo da ikke en formue, så det er jo egentlig et fint koncept. Måske er konceptet bare ikke heeeelt nyt?!

Jeg kommer i hvert fald til at tænke på, om det koncept i virkeligheden ikke har eksisteret i mange år. Altså som i rigtig mange. Det hedder bare tjenester. Eller venlighed. Eller? Tjenester – uden betaling selvfølgelig. Ellers er det jo ikke en tjeneste. I provinsen i hvert fald, men sikkert også i storbyen, der har det sgu’ eksisteret i mange år, det koncept. Altså, hvor det er gratis. Her i provinsen, hvor jeg bor, er det altså helt normalt, at man lige tager noget med for hinanden, hvis der er brug for det. Og bor man ved siden af en, der er ældre, en der er gangbesværet, en der ikke har bil eller, hvad ved jeg, ja så hjælper man da, og handler for dem. Eller lader dem køre med ud at handle. Altså jeg kan da godt bære en pose eller to ekstra ud i min bil, hvis det er. Jeg garanterer dog ikke for, at jeg husker alt 😉

Min mor bor i Skanderborg, og jeg ved, at hendes nabo ikke har bil længere. De kører altid med hende ned, når de har brug for at handle større indkøb, eller hun tager noget med for dem fra byen. Altså hun tager ikke 39 kr. for det. Det gør jeg heller ikke. Det kender jeg faktisk ikke nogen, der gør. Jeg har da ofte købt noget med til min mors veninde, der er ældre og kun har en cykel. Man skal da hjælpe hinanden, skal man ikke? Jeg er ret sikker på, at jeg kender en masse, der ville handle for mig, hvis jeg havde brug for det, og det er jeg virkelig taknemmelig for. Men dermed ikke sagt, at det ’nye’ koncept ikke er smart, for det er vel nogen, der ikke har nogen, der kan hjælpe dem. Faktisk er jeg bange for, at der er mange, der er i den situation, og det gør mig altså bare ret trist at tænke på. Alle burde kende mindst én der gad hjælpe, hvis der var brug for det.

I provinsen er der hjælp til de “demente”

Noget andet, jeg også helt glemmer at sætte pris på, er den tillid, der er i mindre samfund. Jeg bor i en mellemstor provinsby, men selv her finder man en løsning, hvis man er så glemsom som mig og glemmer sine penge. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har glemt mine penge, og derfor har måtte stikke forbi dagen efter med penge i diverse forretninger. Og det er ikke blot ét sted, næ det er på tankstationen, hos frisøren sågar i supermarkedet har vi fundet en løsning. I Lønstrup, hvor jeg har sommerhus, har jeg nogle gange haft lånt tøj med hjem fra nogle bestemte små butikker, hvis jeg ikke kunne nå at prøve det i forretningen, fordi de kender en, og det er altså en fordel ikke at skulle stå med vinterblege ben i et prøverum (hvad er der i øvrigt med de der prøverum? De har sgu’ da aldrig gjort noget godt for nogen. Nå, det er en anden historie).

Men det virker bare som om, at jo mindre lokalsamfundet er, jo lettere finder man en løsning for sådan nogle som mig. Gad vide, om det også sker i København og andre storbyer? Jeg mener, der har man jo også små lokalsamfund alle vegne. De er bare delt op på en lidt anderledes måde fra, hvad man ser i provinsen. Men da jeg boede i Århus eller på Nørrebro, synes jeg bare ikke at huske, at man kunne glemme sine penge og gå hjem med varerne alligevel. Jeg ved det ikke, måske man også kan her, hvis man kender sin lokale grønthandler godt nok fx.  Jeg har imidlertid været bonderøv en del år nu, så jer i storbyen: Oplys mig 😉

Uanset, blev jeg, ved den radioreklame i bilen forleden, mindet om, hvor vigtigt det er, at vi hjælper hinanden, hvor vi kan. Uanset, om vi bor i en storby, en større provinsby eller i et lille landsbysamfund. Hvad der er let for en, er måske en stor udfordring for en anden. Og hey, nu er det snart jul, og det er jo hjerternes tid, ikke… Siger det bare.

Kunne du tænke dig at fare vild, holder du af at bo på et hotel, hvor værelset egentlig ikke er den standard, som du troede (og hvem ved måske endda møder en rotte). Er du tosset med at ende op på en helt usandsynlig elendig restaurant, at komme til at fornærme nogen, fordi du ikke kender til skik og brug i det pågældende land, og er du frisk på, at give dobbelt så meget for et eller andet, du køber, fordi du simpelthen hen handler det forkerte sted, når du er ude at rejse.  Eller tænker du, som jeg, at det kunne være super fedt at have et sted, hvor man kan få gode råd, tips og tricks osv. om alle mulige steder i verden, når man skal ud at rejse?  Altså for mig er det fint, at tingene ikke altid går som det skal, meeeen indimellem må de altså også gerne bare makke en lille smule ret. Hvis du er enig, så læs med her. De 3 T’er – Travel Tips & Tricks. Og nej, jeg er ikke evolutionær i min tankegang, fordi jeg laver en form for rejseblog, men denne her bliver intet mindre end fantastisk, fordi vi gør det sammen, og fordi det er af stor betydning, hvem man får rådene fra.

Nu har jeg nemlig længe truet med at skrive om mine sidste rejser på min blog, men jeg har endnu ikke gjort det, og det er jo altså heller ikke en rejseblog det her – endnu da. Men det kunne det blive. Ret let endda, og det bliver det – en slags i hvert fald. For jeg elsker at rejse, gør det en del, og har ofte rigtig mange, der spørger til råds mht. hotel, flybilletter, sightseeing, skik & brug osv. Der er så mange steder, jeg endnu har til gode at opleve til trods for, at jeg har rejst en hel del hele mit liv (og jeg har tænkt mig at rejse til jeg dør). Og det fede er, at når jeg ikke kender et land, en by eller et område, kender jeg helt sikkert nogle, der gør. Rigtig godt endda. De har boet (bor) der, arbejdet der eller bare rejst i byen, området eller landet, og info fra de mennesker har jeg benyttet mig af mange gange, og det har bare gjort mine rejser endnu mere fantastiske.

Det er da direkte dumt ikke at bruge de informationer og gode råd, så derfor har jeg faktisk tænkt mig at lave en side her på bloggen, hvor jeg netop fortæller om mine rejser. Her kan man få gode idéer til, hvor man skal tage hen, tips til hoteller, fly, hvad man skal se på det pågældende rejsemål osv. Derudover kan andre jo også komme med deres input. Det bliver intet mindre end fantastisk, da jeg kender så mange, der rejser spændende steder. Men det behøver jo ikke absolut være fordi, man er på uddannelsesrejse i en fjern afkrog af Tibet, det kan altså også sagtens være en solskinsferie på Mallorca.

Nå, men nu er jeg jo tidsoptimist, som en af mine veninder siger, så hvis jeg siger, at den nye del af En Stemme i Provinsen kommer i dec., kommer den nok til januar eller februar, eller deromkring. Altså bloggen fortsætter som altid, men der kommer bare noget mere på, så kan man jo læse med eller lade være…

Gitte i Hyde Park, London.

Anyway, alt godt kommer til den, der venter. Eller noget. Indtil da vil jeg lige skrive et par ord om, hvad jeg oplevede på min seneste tur til London, hvor jeg netop fik gode råd og rejsetips fra en veninde i Købehavn samt en venindes veninde, der bor i London. Jeg har faktisk været i London en del gange, men det var mange år siden sidst, da jeg tog af sted i sidste uge. Gensynet var fantastisk, men det jeg egentlig gerne vil fortælle er, hvor meget nemmere nogle ting var, fordi jeg havde fået tricks og tips fra flere, inden afrejse. Derudover vil jeg gerne fortælle, hvor søde og rare englænderne er i den engelske hovedstad.  Det var lige meget, om jeg opholdte mig i undergrunden, på et offentligt toilet (det lyder muligvis lidt suspekt), en forretning, en restaurant eller på hotellet. Folk er bare søde og utrolig hjælpsomme. Jeg fattede jo som sædvanligt intet af metrosystemet, og midt i, at jeg står og fumler med det hele, kommer det en venlig dame over og hjælper mig. Jeg har sikkert set ud som en, der virkelig havde brug for hjælp, men damen brugte altså en del tid på mig og min niece til trods for, at hun helt sikkert havde meget andet at bruge sin tid på.

Jeg var, med min niece, på Jamie Olivers restaurant i Covent Garden, London, hvilken fx på det varmeste kan anbefales. Lækker mad og fantastisk personale.

Ligeså havde jeg altså en oplevelse på et offentligt toilet, og ja det lyder lidt skummelt, men det er det altså ikke. Jeg havde selvfølgelig ikke opfattet, at man skulle betale. Så stod jeg igen der og fumlede med de mønter, jeg ikke havde, indtil en anden venlig dame vinkede mig frem og sagde, at jeg bare kunne gå ind (hvilket var godt, jeg skulle virkelig tisse).

På hotellet var de virkelig overbærende (også da jeg gik ind i glasdøren, men det er en helt anden historie), Eftersom jeg var af sted med min niece på 14 år,  var jeg jo den ‘voksne’ og stod deraf også for at finde rundt. Men min stedsans er altså langt fra færdigudviklet, skal jeg hilse og sige, og her kom hotellet mig bl.a. til undsætning, da de tålmodigt forklarede mig diverse ruter igen og igen. Da vi shoppede, hvilket vi selvfølgelig overhovedet ikke gjorde, var servicen i top. Ligeså på alle de restauranter og Starbucks, vi besøgte – og det var mange. Folk fik os til at føle os velkomne, og det er en fed følelse, når man er på besøg.

Vi var i London i tre dage, men takket være de gode råd inden afrejse, fik vi meget mere ud af det end, hvis vi blot havde taget den på gefühlen. Og så er det da i den grad også værd at nævne, at lige meget, hvor jeg befandt mig i London, blev man modtaget med venlighed og et højt serviceniveau. Det samme scenarie udspillede sig faktisk i Amsterdam, som jeg besøgte for en måneds tid siden. Også der blev vi mødt af søde og hjælpsomme mennesker overalt. Jeg håber f…., at det samme er tilfældet, når udenlandske turister kommer til Danmark. At de får den oplevelse af, at man virkelig er velkommen.

Ham her mødte jeg også. Han var altså også meget flink…

Lige en note til slut. Man bliver altså også forbavset over, hvor meget det giver en at være flink og hjælpsom over for andre. Så udover, at den person man hjælper selvfølgelig bliver glad, bliver man det altså også selv. Og husk, der er noget, der kaldes Karma, og den kan altså bide en temmelig hårdt et vidst sted, hvis man ikke passer på. Siger det bare 😉

Hun er vel et slags øjenvidne til historien, hun har i hvert fald været med til at skrive historie – min historie. Og jeg elsker historie. Derudover har jeg også altid elsket min mormor. Og det slog mig, der midt i køen i supermarkedet, hvor jeg stod med specialøl i hånden til min mormor, at det sgu’ egentlig er meget cool at have en mormor, der fylder 103 år lige om lidt, og så ønsker hun sig specialøl i fødselsdagsgave. Det gør hun altså, og det gør hun, fordi hun jævnligt får gæster, der godt kan lide en god øl, og det kan hun faktisk også selv, har hun fortalt.

Min mormor er altså også top sej. Meget sejere end de fleste. Men faktisk kan jeg rigtig godt lide gamle mennesker. Det har jeg altid kunne. De besidder en eller anden ro, som vi andre kunne lære meget af, hvis vi gav os tid til det. Og derudover ved de en h… masse, det skal man ikke tage fejl af heller. Aller vigtigst har de erfaring med livet, og det kan man ikke købe sig til. Og ja, min momse er gammel, men man kan ikke løbe om hjørner med hende, og hun husker næsten bedre end mig. Noget, jeg dog nogle gange glemmer er, at hun jo også var ung engang. Hun har levet siden 1913, og har oplevet flere verdenskrige  – i det hele taget en verden under konstant forandring. Det virkelig fede ved min mormor er, at hun bare tilpasser sig – og lige præcis der, kunne mange (i hvert fald mig) lære noget. Jeg forventer jo, at verden tilpasser sig mig, hvad er der dog galt i det? 😉 Jeg siger ikke, at man skal tilpasse sig alt, men engang imellem er det klogt.

Som barn kom jeg meget på et plejehjem i byen, hvor jeg voksede op. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det var altså, fordi min mor var forstander (ja ja, det hed det dengang) på et plejehjem. Nå, men jeg elskede at lytte til de ældre menneskers historier, og der var mange af dem. Jeg kunne sidde i timevis og lytte (og de gav mig bolcher). Mine brødre havde det anderledes med plejehjemmet – de brød sig ikke om at komme der. Faktisk har min ældste bror fortalt mig som voksen, at han kun kom der til jul, fordi man fik en stor godtepose, når man havde danset om juletræet der. Han synes, at det var et spooky sted. Det er pudsigt som man er forskellig med sådan noget, da vi jo da har de samme forældre, og er vokset op i det samme hjem.

Fire generationer Korsgaard. Jeg håber, at min mormor er her til 5. generation også, men det er nok at strække den liiige vel rigeligt.

Jeg har i mange år tænkt på at skrive en bog om/med min mormor – om hvordan hendes liv har forandret sig med verden gennem mere end 100 år.  Men jeg har desværre aldrig fået det gjort. Jeg tænker tit på, hvordan min mormor var, da hun var barn, da hun var ung. Hvad hun har tænkt, følt, savnet og elsket. Da jeg var barn, var hun jo allerede gammel i mine øjne. Jeg har altid elsket min mormor, men da jeg var teenager, synes jeg bare, at hun var irriterende, fordi hun var så striks, og altid satte mig i gang med alt muligt, jeg absolut ikke gad (jeg ville hellere være sammen med mine venner, lytte til musik og tale om drenge).  Men efter at jeg er blevet voksen, er det gået op for mig, hvor vigtig en rolle hun altid har haft i mit liv, og hvor meget jeg vil savne hende, når hun ikke længere er her. Jeg ser hende ikke så ofte, desværre, men ser hende, når jeg kan, og taler ofte i tlf. med hende, og der har endnu ikke været en samtale, hvor hun ikke får mig til at trække på smilebåndet. Derudover har hun givet mig utallige råd, når jeg har været i tvivl om store som små ting i mit liv. Hun er gammel, og ser helt anderledes på mange ting, end jeg, men det betyder ikke, at jeg ikke kan bruge hendes råd og vejledning – tværtimod. Det er en kæmpe gave at have mennesker i sit liv, der ser anderledes på tingene og er anderledes fra en selv – også aldersmæssigt. Jeg har altid ment, at netop det udgangspunkt – forskellighed – giver et mere nuanceret billede af virkeligheden, og det har vi alle vidst brug for indimellem.

Danmark er jo på mange måder et fantastisk samfund, men måden hvorpå vi behandler vores ældre,  kunne vi godt gøre væsentligt bedre, og i det hele taget lære meget fra andre samfund. Jeg har rejst en del, og næsten i alle andre lande, hvor jeg har været, har man betydeligt mere respekt for de ældre end, hvad tilfældet er i Danmark i dag. Når jeg siger ‘i dag’, er det fordi, det har ændret sig, og det er en skam.  Altså nu siger jeg ikke, at de unge ikke har en masse at byde ind med, for selvfølgelig har de det, især taget den digitale tidsalder i betragtning, som vi lever i. Men det ville klæde os at lytte lidt mere til dem, der har været med til at skrive historien – vores historie.  Men vi har alle så travlt, inkl. mig selv, at vi indimellem glemmer at spørge dem, der virkelig har ‘prøvet’ livet til råds. Jeg tror, at vi, som samfund, ville være langt mere succesfuld, hvis vi i højere grad  lærte at lytte til erfaring indimellem. Det ville være en god kombi med den model, vi har i dag.

Jeg sidder faktisk hos min mormor i ‘Dobbelt A’ lige nu (Aalborg, ikke anonyme alkoholikere – hun drikker altså kun en enkelt øl indimellem) 😉 Anyway, det er ret hyggeligt at sidde her i min mormors stue, hun bor nemlig stadig for sig selv, og klarer sig selv til trods for sin høje alder (jeg sagde jo, at hun var top sej). Men selvom lejligheden er en anden nu (hun flyttede fra 3. sal – uden elevator for nogle år siden til 1.sal) føler jeg stadig, at jeg på en eller anden måde er barn igen, når jeg sidder i sofaen med de samme puder, som hun havde, da jeg var ti, og kigger på de samme malerier på væggen. Duften hos min mormor er også den samme, som dengang, og det er godt. Rigtig godt. Jeg har noget med dufte og minder.  Min mormor er ganske vidst gået et par niveauer op (vi kalder det jo ikke år længere, men niveauer), men hun er stadig den samme, som da jeg var barn – bare en lidt ældre udgave, der hører og ser lidt dårligere, men hovedet fejler bestemt ikke noget, og gode råd kan hun stadig give mig 😉

Nu vil jeg gå ind og spise min mormors grydekylling, som hun i øvrigt selv har lavet. Sidst jeg spiste grydekylling hos min mormor, forsøgte jeg at bilde hende ind, at jeg var syg, og derfor ikke kunne spise noget, men den købte hun ikke. “Du er ikke mere syg, end jeg er. Næ, du har tømmermænd unge dame”, blev der sagt. Og hun havde ret. Igen.

Fire generationer Korsgaard spiser hos oldemor i Aalborg.

Jeg har en datter, der lige er begyndt i skole. Og det er jo rigtig fint, men det stiller pludselig nogle ekstra krav til mig (og hendes far selvfølgelig), som jeg ikke lige havde tænkt over inden.  Altså jeg var jo godt klar over, at man som forældre ligesom skal investere tid i børnenes skole, det gør man jo også i børnehaven. Men det der ForældreIntra er altså for de hardcore. Puh ha, jeg kan allerede ikke komme ind via computeren (godt min app altid er åben, og ikke kræver kodeord), jeg har endnu ikke lært at sende fællesbeskeder til klassen, og jeg glemmer at høre efter, når vi får beskeder på, hvad der skal foregå. Aura-Xenias far har allerede givet mig en skideballe, fordi jeg ikke havde fulgt med i, at farveblyanterne skulle spidses om søndagen, OG hun skulle have en reklame med i skole. Nå, ja, men så huskede jeg så meget andet den weekend, ik’ 😉 Men jeg glemmer altså halvdelen af det, jeg skal huske. Jeg skal nok klare mig. Til gengæld har jeg allerede mødt en masse søde børn, lærere og pædagoger og ikke mindst forældre til de børn, der går i min datters klasse, som hver og en er søde, overbærende og ret flinke til at hjælpe sådan en som mig, når der er brug for lidt hjælp (og det er der jo så).

Jeps, mig med min nye ‘bedste ven’ – ForældreIntra (jeg kan ikke huske koden).

Da jeg var barn havde man kontaktbogen. Deri blev der pænt skrevet, når der var brug for kommunikation mellem skole og forældre. I dag har man ForældreIntra, hvor mere end 150 mio. beskeder årligt sendes mellem lærere og forældre. 150 mio. beskeder er immervæk mange beskeder. Jeg siger det bare.

Nogle gange var tingene altså bare mere simple, da jeg var barn (og så længe siden er det altså heller ikke). Men det er jo ikke, fordi jeg er modstander af teknologi (faktisk elsker jeg det for det meste), men nogle gange bliver jeg bare lidt skræmt. Forleden læste jeg Søren McGuires klumme i Berlingske, hvori han så fint beskriver, hvad Forældreintra også kan være. Han spørger sig selv om, hvad der vil ske, hvis han fjerner ForældreIntra app’en fra sin telefon, og ignorerer de daglige mails. I får lige en bid af klummen.

”Den første uge vil ungerne glemme svømmetøj, drikkedunke til skoleudflugten, fødselsdagsfester, den ene halvdel af lektierne og den anden halvdel af skoleskemaet. Mit manglende engagement vil blive påtalt af lærerne, min kone vil skælde mig ud, og mine børn vil komme hjem med skældud i tasken for igen at møde op uden fyldt penalhus. Men efter nogen tid vil de have forstået, at det er deres eget ansvar at holde styr på lektierne, og at jeg ikke længere vil stå midt i madpakkepanikken og lede desperat efter deres ugeplan på ForældreIntras deep web-lignende brugerflade, fordi de selv har glemt, hvornår de skal med klassen i Zoologisk Have.”

Det har vel altid været af stor betydning, at man er den eksemplariske forælder, og nu udspiller den moderne udgave sig altså så på ForældreIntra. Nu er det virkelig tid til at vise, hvor engageret man er. Da jeg var barn bagte min mor en klassens time kage, bandt mine bøger ind, og ellers gik mine forældre naturligvis op i min skolegang med, hvad dertil hører af forældresamtaler osv. Min mor sad da også i skolebestyrelsen (jeg har det jo ikke fra fremmede, det der med liiiige at melde mig til det ene og det andet, fordi det kan jeg da sagtens lige overskue). I dag skal man læse alen lange mailkorrespondancer om alt fra madvaner, fødselsdagsgaver, legeaftaler til filmklub, forældreaftener, diverse andre arrangementer og ikke mindst hvem, der har glemt hvad. Jeg dømmer ingen, jeg er selv en del af det, men nogle gange vokser det mig faktisk lidt over hovedet, og jeg har været i ’da shit’ i små to måneder. Oh my, mon jeg holder de næste ti år?!

Jeg er som sådan ikke i tvivl om, at ForældreIntra er en smart idé, og jeg bruger det, som sagt, selv, men derfor kan man vel godt nogle gange få åndenød over alt det, man skal huske, og ikke mindst det, man har glemt at huske (her kommer jeg flot ind i billedet). OG der er jo også Tabulex – altså SFO’en, der jo har sit helt eget system. Naturligvis. Hvorfor gøre det nemt for forældre, lærere og pædagoger. Nix, endnu et system at sætte sig ind i, som om, at man ikke havde nok systemer og koder at forstå og huske på.

I år vil danske forældre have modtaget cirka 96 mio. beskeder gennem skolens intra-system, og de vil selv have sendt 57 mio. beskeder af sted til andre forældre. Bare til info! I gamle dage skrev man jo altså ikke tre sider i kontaktbogen. Jeg kan huske, at jeg en gang havde lavet ballade (det skete naturligvis sjældent), og min dansklærer skrev næsten en hel side i min kontaktbog. En hel side! Men altså øh, kontaktbogen var i øh A6 format. Eller noget. I dag skriver vi stolpe op og stolpe ned om alt muligt ligegyldigt, intet er for ligegyldigt, alt skal med. Ingen er for god – jeg kommer helt sikkert til det selv også (jeg snakker jo af h… til, så selvfølgelig vil jeg da lige tilføje et eller andet helt uvæsentligt, alle andre forældre skal læse). Men vi skal altså huske på, hvor simpelt det i virkeligheden er. Hvor simpelt det var før. Jeg siger altså ikke, at ForældreIntra ikke har ført mange gode ting med sig, for det har det helt bestemt, men nogle gang er frasen ’keep it simple’ altså meget god at følge.

Jeg har en veninde, der har fortalt om, hvordan man på hendes børns skole, på ForældreIntra, har diskuteret fødselsdagsgaver. Det var blevet aftalt i hendes datters klasse, at børnene skulle give en fælles gave. Et par af forældrene havde ikke været med på det møde, hvor man besluttede det, og de genåbnede snakken på ForældreIntra. De var uenige i beslutningen, og ville i stedet have, børnene skulle lave hjemmelavede fødselsdagsgaver hver især. Og så gik diskussionen ellers i gang – og den varede længe. Jeg siger bare #1WorldProblems Hold nu op, hvor svært kan det være…

Når alt det er sagt, synes jeg, at det er fantastisk, at forældre i dag kender hinanden bedre, end da jeg fx gik i folkeskole. Der er flere arrangementer i dag, og det er bestemt også en rigtig god ting, selvom det er tidskrævende.

Men noget jeg ikke fatter heller (ja, der er meget), er, hvorfor man også skal diskutere, hvis nogen har gjort et ekstra stykke arbejde for et arrangement med børnene. Det har jeg heldigvis ikke oplevet på min datters skole – tværtimod. Her virker det som om, at der er ret højt til loftet, og ikke som om, at Janteloven hersker.  Nå, men så bliver andre forældre sure, fordi barren åbenbart er sat lidt højt, og det skal de leve op til, når det bliver deres tur. So f….. what? Historien har jeg fra en anden veninde, og jeg var målløs. Hvis der er nogen forældre, der har overskud til at lave sjove arrangementer, hvor min datter er inviteret med, er jeg da bare glad for, at de har det overskud og tid til den slags, og at hun er så heldig at deltage i et så sjovt og gennemført arrangement, som jeg måske ikke selv ville kunne finde tid eller evner til at arrangere. Men nej, så skal man jo nærmest undskylde, fordi nu har de andre forældre noget at leve op til. Helt ærligt, come on! Man gør, hvad man har lyst til, og hvad man kan, og det er fint. Vi behøver jo heller ikke alle bage speltboller, lave hjemmelavet modellervoks, hækle og lave kastanjedyr med ungerne, fordi nogen gør det (jeg er ret god til kastanjedyr, det andet holder jeg mig fra). Men fedt at nogen så kan alt det andet.  Altså, det jeg mener er, hvorfor have ondt et vidst sted over, at nogen gør det (måske bedre) end dig til fx en fødselsdagsfest. Glæd dig dog over, at dit barn får den oplevelse i stedet.

Og hvorfor er det i øvrigt så svært at sige fra (jeg er selv ikke altid god til det), men helt ærligt, det er da bare at sige, det kan jeg ikke. Det har jeg ikke tid til. Eller måske endda: Det gider jeg ikke! Men det er forbudt. Næ nej, vi skal altid være de pæne forældre, der er deltagende og engageret. Og det er vi også – for det meste, men man må altså gerne have nogle dage, hvor man bare tænker: Det gider jeg f…. ikke! Det vil jeg til at lære at sige.

Nå, men alt i alt, er jeg ret sikker på, at de fleste mænd og kvinder, der er forældre forstår (og jer, der ikke forstår min problemstilling, I er bare for overskudsagtige, og jer gider vi ikke høre fra), hvad jeg her skriver om. Selv de, der ikke har børn, har jo hørt onde ryger om ForældreIntra, og alene tanken om ForældreIntra får dem til at overveje en ekstra gang, om de nu også vil have de der børn…;-) Men hey, børnene er altså det værd – selv til trods for ForældreIntra!

Nå, jeg er nødt til at smutte – jeg skal lige tjekke ForældreIntra. Det er jo mandag i morgen, og der skal spidses farveblyanter…

For mange år siden var provinsen sådan et lækkert sted. Et sted, hvor børnene voksede op med æble- og blommetræer i haven, heste på den anden side af åen i baghaven, skov og strand som nabo og ulåste døre til villaen. Et sted, der var trygt og fredeligt. Et sted, hvor en masse mennesker drømte om at købe hus, og også gjorde det. For en del år siden blev det sted pludselig forvandlet til sådan et ‘ufedt’ sted. Altså dvs. det synes JEG IKKE, men medierne elskede at fremstille det sådan. Ifølge dem, var jeg jo nærmest på et tidspunkt født og opvokset blandt pædofile, racistiske og uintelligente bonderøve, i stedet for hestene på marken og trygheden og naturen som mine trofaste venner. For ikke at nævne, at jeg åbenbart har været omgivet af landejendomme, der er så grimme og faldefærdige, at de er en skændsel for HELE Danmark. Der er altså også pæne huse og landejendomme i provinsen. Ligesom provinsens haver stadig bugner af blomme- og æbletræer og alt muligt andet godt. Dørene er nok oftere låst nu, men det er de altså også i København. Siger det bare.

Omtrent sådan lød mange mediers dom over provinsen på et tidspunkt. Sådan skildrede de min barndom i en mellemstor provinsby (jeg er født og opvokset i Kalundborg i Vestsjælland), hvor jeg i øvrigt elskede at vokse op. Men bid mærke i, at jeg skriver ’på et tidspunkt’, fordi det passer slet ikke, og det har de også fundet ud af nu. Eller de er i hvert fald lige så langsomt ved at finde ud af det. Dvs. den der med bonderøvene, den er vidst indimellem god nok, i hvert fald på nogle områder, men sådan er der jo så meget. Jeg er også selv en bonderøv på nogle punkter, og det står jeg gerne ved. Og ja, der er psykopater i provinsen her og der, men det er der sgu’ da alle vegne – også i København, og alle de andre større byer i Danmark. Men når medierne endelig skulle bringe en historie, var det altid de triste, frygtelige historier, aldrig de positive. Hvis de endelig gad bevæge sig væk fra domicilet i storbyen, skulle det f….. være pga. en god historie, dvs. en frygtelig tragedie. Hvem gider at høre om noget positivt? MIG for f…., og stort set alle andre, jeg kender. Nå, men det er de blevet liiidt bedre til nu, og vi er på vej i den rigtige retning, hvilket er,  hvad der tæller.

Men helt ærligt, så er det altså også kun på film, at provinsen er sådan, og som (forhåbentlig) de fleste ved, harmonerer film sjældent med virkeligheden. Ind imellem føler jeg dog alligevel, at provinsen er misforstået, og ikke mindst overset for alle dens gode værdier. Men jeg kan heldigvis mærke forandringen blandt danskerne – alle vegne, og det er fantastisk – og ikke mindst på tide.

Jeg har før nævnt, at jeg (ligesom så mange andre) har bidt mærke i, at næsten alle landets store medievirksomheder har domicil i hovedstadsområdet, hvilket vel også giver meget god mening i mange henseender. Det giver bare nogle skidte konsekvenser. Nyhederne er ikke fra Danmark – de er fra København (hvis man er heldig Århus og et par mere af de større byer i Danmark). København det er Danmark – i hvert fald i medieterminologi. Men hey, det skal nok ændre sig også, bare vent. Især med alle de ting, der efterhånden foregår rundt omkring i provinsen.

Måske medierne ikke helt er nået dertil, hvor de tænker, at Danmark faktisk er mere end København, men det er befolkningen heldigvis. Provinsen blomstrer, og det kommer til at fortsætte. Jeg har oplevet, hvor mange ildsjæle, der knokler for en idé rundt omkring i det danske land – også i provinsen. Faktisk – i den seneste tid – ISÆR i provinsen. Og de bygger i flok lige nu. Provinsen opgraderer, og beviset vil være at se om nogle år, men begynder lige så småt at blomstre her og der. Så til alle jer, der betvivlede provinsens overlevelse, jeg tvivler stærkt på, at I får ret. I takt med, at flere ressourcestærke flytter fra storbyen, vil provinsen også få flere ressourcestærke tilflyttere, og det vil være det, der får spanden til at tippe – altså på den gode måde. Jeg er faktisk slet ikke i tvivl om, at hvis jeg igen rejser fra provinsen en dag, så vil den stadig være der at komme tilbage til om mange år – og det i bedre form end nogensinde tidligere.

Men vi kan opgradere endnu mere

Når det er sagt, skal vi altså blive bedre til at udnytte vores potentiale. Vi har så mange muligheder for netop at trække turister til landet. Med en samlet kystlinje på mere end 7.300 km, hvilket er helt usædvanligt for så lille et land som Danmark, er vi altså ret heldige. Lige meget hvor man befinder sig i landet, er man max.  50 km fra kysten. Det næste er, at der rent faktisk er plads på strandene i Danmark. Dvs. selv på en varm sommerdag (okay, dem har vi ikke altid lige mange af, men alligevel), kan man altid finde en fredelig plet ved havet. Danmarks strande er ikke endeløse rækker af liggestole, påtrængende sælgere og larm, men derimod kilometervis af smukke hvide sandstrande/klitter – smuk natur, hvor man let finder sin egen fredfyldte plet, og hvor bølgerne er det eneste, der ’forstyrrer’ freden.

Og det er jo skønt, men vi kunne måske netop godt nogle steder blive markant bedre til netop at ”sælge” vores strande til turisterne. Det er de allerede ret gode til flere steder i Danmark, bl.a. i Nordjylland og Nordsjælland, men der er altså også lange kyststrækninger, hvor de slet ikke udnytter potentialet. Der er jo ingen, der siger, at man skal klistre de smukke kyster til med alverdens stads, men man kunne da godt rense strandene flere steder, og tænke lidt mere i fiskerestauranter, sejlpladser, caféer og iskiosker ved vandet. Kort sagt – LIV! Jeg er godt klar over, at vi ikke har klima som Sydspanien, men vi har pænt lækre strande og rent badevand, og da ofte også rimelige sommervejr, i hvert fald dele af sommeren. Derfor ville jeg også ønske, at flere kommuner udnyttede det potentiale, der ligger i de danske kyster, og fik skabt nogle hyggelige (ferie)byer, hvor folk havde lyst til at tilbringe deres ferier mm. ((jeg har venner rundt omkring i Danmark, og det er ofte den samme sang, jeg hører, når snakken falder på netop det emne).

I Kalundborg (Sjællands Vestkyst), hvor jeg er født og opvokset, er der en kyststrækning på 160 km (kommunen), og alligevel har man ikke formået at udnytte netop det potentiale, hvis I spørger mig. Men man er i gang, og der er ingen tvivl om, at gør man det rigtigt, bliver Sjællands Vestkyst netop i endnu højere grad et sted (det kunne også være andre steder, nu tager jeg blot mit udgangspunkt her), hvor folk har lyst til at komme og tilbringe deres ferier igen og igen – og måske endda bosætte sig, fordi der simpelthen er så skønt. Tallene viser i hvert fald, at vi er på rette vej, men vi må ikke tabe muligheden på gulvet. Det er nu, der skal handles, og nu man skal lytte til ildsjælene med alle de gode idéer.

Jeg kender flere, der pt. forsøger at sælge deres huse i provinsbyer, og det er altså ikke lige let. Forstået på den måde, at det er jo fantastisk, at der bliver solgt så mange flere huse mange steder rundt omkring i provinsen, end for et par år siden, men huspriserne i provinsen er altså ikke helt fulgt med. Dvs. ja, der bliver efterhånden solgt mange huse i flere byer i ’vandkantsdanmark’ igen, men priserne skal jo også være med. I provinsbyen, hvor jeg bor er der godt gang i hussalget, men det er primært huse under 2 mio. kr. Vil man gerne af med sit hus, og er det dyrere end omkring de (åbenbart magiske) 2 mio. kr. er det temmelig svært. Der er få, der køber dyrere pt., og af de, der gerne vil, bliver mange ikke godkendt af deres bank/kreditforening. Det er i hvert fald, hvad mange af mine venner og bekendte har oplevet samt, hvad jeg hører fra flere ejendomsmæglere i byen om end, det også på det punkt, så småt, begynder at se lysere ud.

Men når det er sagt, så boomer hussalget i provinsen, og er ved at hale ind på 2015, som faktisk også var et ret godt år, hvad angår hussalg. Antallet af solgte villaer og rækkehuse ligger kun 4,4 pct. lavere i årets første seks måneder, end i samme periode sidste år.

Den smukke natur ved den lille by ved havet i Nordjylland med bare 400 indbyggere – Lønstrup. Dog en hel del flere om sommeren pga. de mange sommerhuse i byen.

I Region Nordjylland er antallet af hushandler samlet set faldet med 1,5 pct. i første halvår, men det til trods har flere af de nordjyske kommuner klaret sig rigtig godt i årets første seks måneder. Kommunerne Brønderslev, Læsø, Mariagerfjord og Thisted har især haft fremgang i salget, og har oplevet en stigning på mellem 20 og 28 pct.  i forhold til første halvår af 2015.

Der er stadig faldende aktivitet på boligmarkedet i storbyerne (hvilket der er mange, der ikke ved), mens de mindre byer og kommuner klarer sig rigtig godt. Antallet af hushandler i fx Aalborg kommune er faldet med 18 pct., mens salget i flere af de tilstødende kommuner er steget markant. Prisniveauet har helt sikkert en betydning, idet en villa i Brønderslev kommune kan købes for næsten det halve af en villa i Aalborg, og mange er villige til at bo de ca. 30 kilometer fra Aalborg, hvis de kan få en billigere bolig, og det er jo godt nyt for provinsen – at der er tale om en form for opbremsning i urbaniseringen.

Det går også rigtig godt for Vest- og Sydsjælland. I de første seks måneder af 2016 er der blevet handlet 8,4 pct. flere villaer og rækkehuse i landsdelen, end i samme periode sidste år. Det er kommunerne Holbæk og Kalundborg, der er de helt store vindere med øget salg på henholdsvis 21 og 63 pct. i forhold til samme periode sidste år. Men også hussalget på Lolland ligger 13 pct. højere i år, og Guldborgsund har øget antallet af hushandler med 11 pct. (kilde: Undersøgelse foretaget af Boligsiden.dk)

Fra storbyen, til forstæderne til provinsen, det er den vej det pt. går, hvad angår tilflytning, og det er i min optik ikke så skidt. Jeg vil jo gerne, at mindre byer består, så vi netop både har storbyerne, forstæderne, de større provinsbyer, men så sandelig også de mindre samt de små landsbyer – lokalsamfundene, som netop blomstrer op mange steder netop nu er så utrolig vigtige for mange ting – ikke mindst fællesskabet. Danmark er jo netop det hele på én gang, der er plads til diversitet, hvad angår strukturen i bysamfundene – store som små. Og det er jo i øvrigt tankevækkende, at alle storbyer i Danmark pt. oplever stagnering eller fald i tilflyttere (på nær København, som dog oplever en lille stigning grundet flygtninge). Flere og flere vælger provinsen, nogle fordi de er tvunget pga. huspriser, men så sandelig også nogle, fordi de har fået øjnene op for provinsen og dens mange muligheder.

Så ved I det 😉

Reklame.

Som jeg skrev for en uges tid siden, står Kalundborg Rocker igen for døren, og jeg har jo, som bekendt, udlovet en billet til festivalen fredag/lørdag samt en signeret cd med Mads Langer. Inden jeg skriver, hvem vinderen er, vil jeg lige give en lille information til alle dem, der ikke vandt. I kan stadig liiige nå at vinde billetter på tv-kalundborg.dk, tjek siden ud, og se hvordan 😉

Nå, men vinderen er fundet, og jeg kan med glæde fortælle Freja Wedel Westh, at hun nu er indehaver af et stk. Kalundborg Rocker billet samt en signeret cd med Mads Langer. Freja får direkte besked fra mig. Stort tillykke Freja – og rigtig god fornøjelse 😉

For de, der ikke ved, hvad Kalundborg Rock’er er, kan jeg fortælle, at det er en lokal festival, hvor jeg bor – altså i Kalundborg. Den afholdes på Gisseløre Stadion, der ligger lige ved stranden tæt på Kalundborg midtby. Festivalen har efterhånden nogle år på bagen, og har haft besøg af rigtig mange store navne gennem tiden. I år bliver ikke anderledes. Bl.a. kommer Joey Moe, Stine Bramsen, Mads Langer, KATO,  Shaka Loveless, Nik & Jay, Krebs & Falch samt Michael Learns To Rock.

Det har sjældent været kedeligt, og det bliver det heller ikke i år. Udover de store navne, der optræder på årets festival, kommer også andre bands. Upcoming bands, der spiller på talentscenen, ligesom der er besøg af Guitar Rebels, der spiller Volbeat kopi musik – og de gør det godt.

Omkring 7.000 festivalgæster plejer at deltage, når Kalundborg Rock’er, og det er en fest i hele byen. Også for børnene i løbet af dagtimerne. Der er stort udendørs legeland, små boder, øl- og kaffetelte, cocktailbarer, diverse madsteder og meget mere. Det er en fest fyldt med glade mennesker og god musik – kom og vær med 😉

Festivalen begynder fredag eftermiddag den 12.aug. og slutter lørdag aften den 13. aug. 2016.  Billetter kan købes i Punkt 1 i Kalundborg, Gørlev, Slagelse og Roskilde.

Jeg har skrevet om det tidligere. For nogle år siden faktisk, men nu gør jeg det så igen. Altså ikke helt det samme forstået. Men noget, som jeg igen og igen oplever, når jeg tilbringer tid nordpå i vores lille yndige land. Jeg skrev engang om serviceniveauet sådan generelt i Danmark, og nævnte også dengang, at jeg var imponeret over, hvor serviceorienterede jyderne var – især nordjyderne. Nu påpeger jeg det igen, og det gør jeg, fordi jeg virkelig er imponeret over en oplevelse, jeg havde i går (og jeg er ellers ikke så let sådan at imponere).

Den service, vi har i Danmark, eller mangel på samme, den skriger til himlen. Jeg siger jo ikke, at absolut ingen har fanget budskabet om, hvad god service er, men der er saftsuseme (for at sige det på godt gammeldaws dansk) en del, der kunne lære noget. Og hvem kunne de så lære noget af. Jyderne. Igen. Nordjyderne i særdeleshed. Sorry, men her har de så absolut fanget den – og jeg er altså ikke nordjyde selv. Så har vi det på plads 😉 Jeg har sommerhus i Lønstrup i Nordjylland, plus hele mine familie bor i Jylland, jeg kommer derfor relativt ofte i primært Skanderborg, Århus, Aalborg, Hjørring og Lønstrup, og har i øvrigt gjort det, siden jeg var barn. Men den ofte ualmindelige gode service kommer altså indimellem stadig bag på mig.

Altså nu har jeg jo ikke urealistiske forventninger, når jeg snakker om ’god service’, og jeg har også tidligere skrevet om, at man kommer ualmindeligt langt med selv at være sød og rar – også som kunde. Det er i hvert fald min erfaring, og det holder jeg naturligvis fast i. Det går naturligvis begge veje. Men det betyder ikke, at alle går fri fra min radar, når jeg snakker ’god service’, for det ER en mangelvare mange steder i Danmark i dag. Og hvorfor er det så mon egentlig det?

Jeg har ikke umiddelbart svaret, men jeg har nu alligevel gjort mig et par tanker omkring spørgsmålet (og svaret), og er kommet frem til et par årsager: I Danmark holder vi af, at alle skal være lige. Vi vil ikke servicere andre, fordi det kan jo måske forstås som, at vi dermed er mindre værd. Notér jer venligst, at det ikke er min opfattelse, at nogle er mindre værd end andre i den forbindelse, men at jeg tror, at mange kan føle det sådan, og derfor ikke har lyst til at servicere andre, fordi det er dem meget magtpåliggende at understrege, at de er lige så meget værd som alle andre, og hvorfor skulle de så yde service for andre. Altså den kære Jantelov, der eksisterer i bedste velgående: Du skal ikke tro, at du er noget (altså mere end mig), og derfor vil jeg ikke servicere dig. Derudover er vi i øvrigt heller ikke særligt autoritetstro, hvilket jeg dog ser som en rigtig fin ting. I USA har man fx en hel anden holdning til sin chef og sit job end, hvad tilfældet er i Danmark, og et langt stykke hen af vejen fungerer det meget bedre i Danmark i min optik, da jeg heller ikke selv er tilhænger af autoriteter, men der er dog undtagelser samt visse fordele ved amerikanernes ’måde’ bl.a., at de i højere grad undgår den der ’jeg gider sgu’ ikke gøre det, bare fordi du siger det’. Jeg kender det fra mig selv. Jeg har det fx med ting, der var ulogiske. Der findes ikke den chef i verden, der ville få mig til at gøre noget, som ikke gav mening, jeg ville derimod opponere på det kraftigeste imod det (hvem kan dog forestille sig mig gøre det), for jeg gider faktisk ikke bruge min tid på at gøre ting, der ikke giver mening for nogen, bare fordi en aller anden siger det. Fair nok at blive fortalt, hvad man skal og ikke skal, hvis der er gode argumenter for det, og det skaber resultat.

Danskere er ofte også ret introverte. Vi er relativt reserverede, og deraf ligger det ikke naturligt til os at snakke med fremmede. Derudover er konsekvensen jo også ofte beskeden, hvis jobbet ryger. I hvert fald sammenlignet med rigtig mange andre lande i verden. Her mener jeg, at det er til at overskue, hvis man mister sit job i Danmark (sorry, ikke for at træde nogen over tæerne, men det er det ofte). Du får jo penge alligevel. Enten fra din A-Kasse eller worst case – kontanthjælp. Som mange ganske vidst brokker sig over (og det her er ikke et oplæg til at diskutere, hvorvidt kontanthjælpen er for høj eller lav), men blot en konstatering af, at hjælpen i Danmark er på et helt andet niveau, end hvis du mister dit job i fx Indien, USA eller Spanien. Jeg har mødt fattige mennesker rundt omkring i verden, og de er fattige på et helt andet niveau end, hvad man ser i Danmark.

Ligeledes er drikkepenge allerede indregnet i prisen på fx restauranter, caféer mm., og danskerne er derfor ikke særlig gode til at smide drikkepenge til den søde (eller sure) tjener. Ergo får en tjener jo økonomisk set ikke mere ud af at yde en god service, så hvorfor egentlig ‘spilde’ tid på det?! Men jeg tror, at de tager fejl. Eller det ved jeg jo ikke, men jeg har i hvert fald selv den regel, at får jeg god service i Danmark på en restaurant eller lign., giver jeg selvfølgelig også drikkepenge. Får jeg dårlig service, får man ingen penge af mig. Hvorfor i al verden skulle jeg dog betale for at få dårlig service, når jeg i forvejen betaler for min vare, hvad enten det er et stk. tøj eller et måltid mad. Næ, god service på en restauration og drikkepenge hænger sammen, sådan er det. Jeg er klar over, at ekspedienten i en skoforretning  eller en guldsmede fx ikke får drikkepenge, hvis de yder en god service, men de får kunderne til at komme tilbage, som de i øvrigt også gør på restaurationen med den søde tjener (og selvfølgelig gode mad og drikke). Det får mig til mit næste punkt; Tendensen til at fokusere på nye kunder frem for de allerede eksisterende. Salg er blevet vigtigere end service. Et godt eksempel. Jeg er kunde i et lokalt motionscenter i provinsbyen, hvor jeg bor, og har været det i mange år. Jeg betaler hver måned pr. pbs. et fast beløb til kontingent, og det er jo fint. Men. Men der er et men. Når de skal tiltrække nye kunder, hvilket de i hvert fald gør flere gange om året, får de fabelagtige tilbud, når de melder sig ind. Lige nu kan man fx træne hele maj, juni og juli for nærmest ingen penge, men mig, der har været trofast medlem i mange år, jeg betaler stadig det samme beløb hver måned.. WTF? Jeg er da i hvert fald idiot. Så meget kan vi blive enige om. Og motionscentre er jo ikke de eneste,  teleselskaber gør det samme. Jeg vil sgu’ da ikke ’straffes’ for at være loyal kunde, men derimod belønnes, i hvert fald, hvis alle dem, der ikke har støttet pludselig får det hele til det halve.

Derudover er der altså også nogle unge mennesker i dag (ja, sgu’ da også ældre), der netop ikke er opdraget med at lave noget. De er en eller anden slags curlingbørn (for nu at bruge et begreb ofte brugt i debatten i dag), og kan slet ikke håndtere et job, og slet ikke et, der inkluderer, at man skal give andre en god service. For dem handler det udelukkende om at tjene penge, og ikke om at yde en god service, og så er den altså gal i servicebranchen, for den er vel i virkeligheden ikke den umiddelbart bedst betalte kontra fx at være læge eller jurist, men derimod har man jo udsigt til nogle gode drikkepenge (i visse dele af servicesektoren), hvis man yder en god service (og danskerne er altså ikke kendte for at være de mest nærige, hvad angår drikkepenge). Jeg har selv arbejdet på café og som bartender på en natklub, og der var drikkepengene absolut ikke dårlige.

Men det måske nok mest uhyggelige er, at vi, i dag, er så vant til dårlig service, at vi ikke forventer andet, og det i sig selv er ret skræmmende, da mange mennesker ikke siger fra, når de bliver behandlet skidt. Og nej, det der ’børneargument’ om, at fordi de andre gør det, så må jeg altså også. Nej, det må du sgu’ ikke. Du må skille dig ud. Eller du burde i hvert fald skille dig ud, hvis du har bare lidt omløb i hovedet.  Hvis de andre yder en ufattelig dårlig service, hvorfor yder du så ikke en ufattelig god service, sådan en, som vi alle snakker om efterfølgende, husker og derfor kommer vi tilbage igen og igen og handler hos dig. En lille indskudt note. Ofte er det jo også hos dem, der ejer forretningen, at man får den gode service – fordi de ved, at man vender tilbage, og det betyder noget for dem. Nogle ansatte glemmer det, fordi det ikke er deres penge så at sige, men de glemmer også én anden ting. Er der ikke mere at lave, fordi der ingen kunder er, er der heller ikke noget job til dem.

Jeg vil lige slutte mit indlæg af med det, der egentlig bragte mig til skriveriet her – nemlig min søndag i Fårup Sommerland. Jeg skrev et kort opslag på Facebook i går, hvori jeg skrev, hvor positiv jeg var over for den service, jeg havde fået i Fårup Sommerland. Det sjove er, at mange af mine venner og bekendte på Facebook skrev i tråden, i indbakken eller på en sms til mig efterfølgende, at de havde oplevet og tænkt nøjagtig det samme. Primært om Fårup sommerland i denne tråd, men i det hele taget om (nord)jyderne og god service, der åbenbart hænger sammen.

Ikke alene var hende, der solgte pitabrødet super sød, men det smagte også godt (det gør det sjældent den slags steder, lad os bare blive enige om det), OG lad os så også bare sige, at vi blev mætte…

Aura-Xenia får hjælp til at få lavet sin guldmedalje.

Aura-Xenia fortrød sit valg af rutchebane, men fik så lov at styre i stedet.

‘Træstammerne’ fik ram på mig, da vi fik lov at blive siddende tur efter tur, fordi der ikke var så mange til slut i parken. Heldige mig, jeg fik ‘lov til’ at sidde forrest…

Jeg tilbragte dagen i går sammen med min datter og to niecer i den nordjyske forlystelsespark, og hvilke fornøjelse. Sjældent har jeg fået så god en service. Unge mennesker, der i den grad går op i deres job (ellers faker de sgu’ ret godt, og der er mange skuespiltalenter at hente der), er venlige, hjælpsomme, gider bruge tid på kunderne, og jeg kunne blive ved med rosende ord. Fx er parken også altid pæn og velholdt, hvilket andre forlystelsessteder kunne lære noget af. Faktisk har jeg ikke andet end ros til Fårup Sommerland – og man skal jo huske at fortælle folk, når de gør det godt, og det gør de i den grad i Fårup Sommerland (mærkeligt nok husker folk altid at uddele ‘skideballer’, når der er noget de er utilfredse med).

Faktisk tænker jeg, at medarbejderne i Fårup Sommerland burde give kurser i, hvad god service er. Jeg lader den stå der. Men husk, jeg har ikke sagt, at alle på Sjælland (eller andre steder) er elendige til god service, men jeg har sagt, at de ofte er bedre til det i Jylland, især jo længere nordpå man kommer. Fårup Sommerland er et glimrende eksempel, og hele servicesektoren burde lade øjnene hvile på parken i skoven i det nordjyske, og så ellers tage ved lære, da man her – overordnet set – er store dele af Danmark svært overlegen på den front – og det er jeg vidst langt fra den eneste, der mener.