Kategori: mad i provinsen (Side 1 af 2)

”Det var et liv i sus og dus, i mormor og morfars kolonihavehus….” De gamle billeder i familiealbummet vidner om en svunden tid. En tid, hvor man levede, nød og var tilstede i nuet. Når morfar var i haven var det uden mobil (de fandtes slet ikke dengang), han havde madpakken med hjemmefra, kolde sodavand i flamingotønden, som var nedgravet, og så tog han iskoldt fodbad i en lille balje. Han knoklede altid i haven (iført shorts og hvid undertrøje), det var hans frirum, hvor han kunne ånde Der var så meget højere til himlen på mange måder.

Af Stine Rønnow.

”Badetøjet lå pakket i tasken, og jeg var klar på en aftendukkert ved Gisseløre. En weekend på landet (besøg ved mine forældre) var tiltrængt efter nogle hårde ugers arbejde i børnehaven. Børn er dejlige, jeg elsker børn, meeeen jeg trænger til fred og ro.”

Det er starten på et ni år gammelt skriv, som jeg aldrig glemmer. Den aften ved havet fik jeg lov at SLUGE mine egne tossede fordomme. Og hvem ved, måske sluger du også nogle af dine, når jeg er færdig med fortælle…

Solnedgang over stranden.

Jeg havde lånt deres bil, for så kunne jeg lige nå et dyp, inden aftentoget igen kørte mod storbyen. Jeg parkerede der, hvor jeg plejede, lige ved restauranten, og gik mod badebroen. Der var børn, der badede (selvom klokken var 21.30), undrede mig og tænkte på, hvordan de kunne være alene på stranden.

Et par “strande” længere henne så jeg nogle mennesker, jeg valgte at stoppe og tage min dukkert, hvor jeg var alene. Åhhhh en dukkert efter en varm dag, er så fantastisk, lige mens solen er på vej ned i havet. Mens jeg stod og tørrede håret, fik jeg øje på fire sortklædte personer. Jeg prøvede ikke at glo for meget, men det undrede mig, hvorfor de stod med røven i vejret iført kulsort burka?

Ja, jeg må virkelig have gloet, sådan rigtig gloet (håber ikke, jeg havde åben mund) for pludselig rejste en af personerne sig, og gik hen imod mig. Jeg blev sgu’ lidt forskrækket og tænkte ”Hvad sker der nu?” “Hej” sagde en kvindestemme, som var pæredansk i udtalen (her gloede jeg nok stadig). ”Hej”, fik jeg sagt, og undrede mig meget over, hvorfor hun ikke tog “kostumet” af. Jeg forsøgte at smile, og da mine øjne mødte hendes, kunne jeg se, hun smilede retur (selvom alt andet var tildækket). Faktisk hedder det vist en ’nikab’, når man kan se øjnene.

Målløs og ærlig som jeg var, fik jeg sagt, at hun måtte undskylde, at jeg gloede på den måde, hun grinede og spurgte, om jeg aldrig havde set en kvinde i burka før… Og så grinede jeg og forklarede, at jeg havde mødt et par stykker i linje 5A (den der kører på Amager), men ingen, jeg havde talt med. Efter et stykke tid med lidt snak, lagde roen sig indeni mig, og jeg fik lyst til at spørge, hvad de lavede så sent på stranden. Kvinden fortalte, at de havde taget deres børn med til vandet for at bade, og for at de samle mad. Lige da hun nævnte ordet ’mad’, tænkte jeg ”Hvad fanden mener hun, de går fire kvinder på en stenstrand, her er sgu’ ikke noget mad!?” Hun kiggede, som læste hun mine tanker, og svarede ”Vi samler strandkål.” Jeg udbrød “nnååhhrrrr ,hvor lækkert!!” Men jeg anede ikke, hvad hun talte om.

Hun bukkede sig og knækkede et stykke strandkål af, og rakte det mod mig. Jeg smilede, tog (selvfølgelig) imod det, hvorefter jeg spurgte, hvordan man tilberedte det. Og så begyndte hun ellers med at remse op om alt det de brugte det til og om, hvordan hun slet ikke forstod, hvorfor ingen danskere brugte det. Jeg måtte forklare, at jeg ikke havde hørt om det, men måtte anerkendte, at etikken om maden, der gror gratis og vildt, var super fed!

Hun gav ikke hånd, men vinkede i stedet, da jeg hankede op i min taske og vandrede retur mod bilen. Ungerne plaskede stadig rundt i havets solnedgang, og det var som om, at en fordom var sat fri på denne varme sommeraften.

Den smukke strandkål på Gisseløre.

Hurra for strandkål og en kulsort burka!!!!

Kål er sundt – ret så sundt, og som Gittes kloge mormor siger, er vi (i den yngre generation) bare for dårlige til at huske at spise det. Strandkål er en vildtvoksende staude, der står langs kysterne i Danmark. Den har igennem flere hundrede år været brugt som køkkenurt. Den har været brugt som et middel mod skørbug (mangel på c-vitamin og L-askorbinsyre). Den er også fyldt med sunde mineraler og jod. Alt kan spises – stilk, blade og blomsterne. De spæde skud er de bedste, de store bliver en smule bitre.

Vær nænsom, når du plukker, ryd ikke stranden, for så mangler vi den lige pludselig, og så kommer Naturfredningsforeningen i øvrigt også efter dig. Du kan sagtens tage frø fra planten, og plante den selv, så kommer den op, og bliver ligeså længe, du ønsker.

Her samler Aura-Xenia og jeg den lækre kål.

I dag har jeg samlet mad med min ven Aura-Xenia på Gisseløre. Hun var hakke-chef, og styrede kniven med sikker hånd. Tag nu de børn med i madlavningen, de elsker det jo!

Den vildt lækre salat, selv Aura-Xenia spiste den…

Opskrift

AuraS Strandsalat 

3 håndfulde strandkål (de spæde blade) skylles, stænglen skæres af, og bladet skæres ud i tynde strimler.

1/2 rødløg (hakkes i små tern)

1 æble (du bestemmer selv sorten)

3 blade far en hybenrose

(Pynten er fra min urtehave: bronzefenikel, tallerkensmækker og hvide timianblomster) Men den behøver man ikke for at det skal smage godt…

Dressing 

5 spsk. god olivenolie

1/2 citron (pres saften ud)

3 spsk. honning

Ovenstående blandes sammen, og hældes over salaten.

Velbekomme

Sommerhilsner fra Stine.

Alle kender den gamle julesang, og hvorfor egentlig ikke spise træet? Selvfølgelig skal træet da spises, bare ikke efter det har stået og pyntet i stuen hele december i 19 grader. Nej, årstiden lige nu er mere rigtig. Bare rolig, jeg er ikke ramt af solstik eller noget, og der er heller intet ’Kø’venhavneri’ over det.

Den anden dag, da jeg besøgte min morfar-Ib (ham med urtehaven), opdagede jeg, at hans fine rødgran stod med masser af friske små skud.

Se så mange fine små skud.

Mens morfar hyppede sine kartofler, tog jeg riven frem og hev ned i træet og begyndte at plukke skud af, som jeg puttede i munden. Da han vendte sig og så, hvad jeg lavede, udbrød han “Nu er du vel for fanden ikke også begyndt at æde gran?” Jeg skreg af grin, og tænkte hmmm hvorfor ikk’? Deres syrlige citrusagtige smag er frisk, og det kunne sgu’ gå hen og blive helt godt! Inden jeg kørte, forsikrede han mig om, at han ikke skulle have smagsprøver af mine tosserier… Hvordan er det man siger; Man kan ikke lære en gammel hund nye tricks, og dog. Alt det der med gran er bestemt ikke nyt, det har man såmænd gjort i mange år. Brugt årstidens råvarer. Og hvor er det igen bare en fantastisk tanke. Der gror så meget lige udenfor din dør.

Min søde svigerinde Tina er hjemme på sommerbesøg fra New Zealand, når hun kommer hjem, har hun lige nogle ting, hun skal nå, én af dem er at ses med sin (fest)veninde Hanne. De to er tossede med mad, vin og ’lågSus’, og denne gang besøgte de Torvehallerne (det største madmekka i København, og helt bestemt et besøg værd, hvis du ikke har været der). Her fik de speltgrød med kakaonips og friske bær (vi fik selvfølgelig billeder af måltidet, så vi kunne ærgre os over, at vi ikke spiste med). Det lød sindssygt lækkert, og eftersom Tina valgte at holde weekend ved os et par dage efter, lovede jeg, at lave samme omgang til vores morgenmad.

Og nej, jeg glemte selvfølgelig ikke alt det gran, jeg plukkede ved morfar. Jeg lavede en grangelé med vanilje, og serverede den for min mand og svigerinde – de var vilde med den. Lige bortset fra, at den blev meget stiv i det, og derfor er der ingen opskrift (jeg skal lige prøve én gang mere). Sjovt nok skiftede de små granskud smag, da de blev kogt. De gik fra citrus/harepiks til sødligt/bær-smag – helt fantastisk.

Her er det perlebyg fra den lokale Mejnerts Mølle med Raw kakaonips, granatæble og min hjemmelavet grangelé (den er sigtet).

Min mand har også altid gode ideer til, hvad vi skal bruge vores frugt mm til. Noget af det som vi gør meget i (udover maden) er snaps! Vi ’snaps’er’ næsten alt.

Og så var det, at jeg kom til at tænke på, hvordan jeg kunne lære den gamle “hund” et nyt trick! Jeg ringede derfor til morfar-Ib og spurgte, om han var frisk på en god snaps, og præcis dét spørgsmål, kendte jeg svaret på…

Jeg opfandt derfor lige en god snaps, og den får du opskriften på. Hvis du ikke drikker snaps, kan den bruges som alkohol i en drink, det kunne være med danskvand, grape, lemon eller tonic og en lille citronskive, så er sommeren reddet!

Meget simple ingredienser (her dobbelt portion).

 Opskrift

IbS granSnaps

1/2 håndfulde granskud

1/2 rød Ålborg

1 dl honning (afhængig af hvor stærk/sød den skal være tilsæt evt. mere honning)

Du kan vælge at blande det hele sammen og lade det trække, eller du kan give det et hurtigt opkog, så den syrlige smag forsvinder og den søde kommer fra. Lad det trække til den ønskede smag opnås (min trækker 2 måneder eller mere).

Den færdige snaps med en fin rød ny kogle i.

Jeg kender intet bedre end hjemmedyrket mad; kød, æg, krydderurter og friske grøntsager. Der er bare noget ved at vide, hvor det man spiser kommer fra. Og nej, det er ikke noget, jeg bilder mig ind, at fx bøffen fra min egen lille tyrekalv smager bedre end den fra kølemontrerne i supermarkederne. Det er noget, jeg ved.

Det er nøje planlagt, hvad der plantes i haven, hvor mange høns man har i hønsegården og ligeledes, hvor mange kalve, der går og nyder græsset. Her er bestemt ikke tale om mad i overflod, men kun det, der er nødvendigt. Og det er jo heller ingen hemmelighed, at jeg synes, det er vældig rart selv at kunne styre, hvad mine bøffer, æg og grønt er “lavet af” (gødning, sprøjtemidler, vækstfremmer, hormoner mm.)

Jeg vil sgu’ hellere spise min nabo Lars’ kartofler (selvom de først er klar d.5/6) fremfor at købe nye spanske fra Netto. Jeg elsker lokale råvarer, og jeg vil vide, hvordan tingene er lavet og, hvordan de dyr jeg spiser, er fodret og opvokset. Igen er det vigtigt at sige, at jeg godt kan spise et stykke kylling, der kommer fra en to mdr. fjerfri skaldet høne med brækkede ben på vækstfremmer. Jeg vil bare hellere spise den, som har fået lov at gå syv måneder på græs og basket med vingerne i det fri.

Jeg har, siden jeg var 13 år, været vandt til at spise kød fra egne kalve, og kartofler fra morfars urtehave – det har været normalt for mig. Dengang var der mange af mine jævnaldrende, der slet ikke kunne forstå, hvordan vi kunne gå og klappe vores små søde kalve for derefter ni måneder senere at grille dem som bøffer og nyde det.

Vores 1.hold kalve, nuhhhrrr sååå søde

Den dag i dag har jeg fortsat ikke forstået, hvorfor SÅ mange mennesker ikke tænker mere over, hvad de spiser. Vores fødevarer er efterhånden fyldt med underlige E-stoffer, pesticider, hormoner, antibiotika mm., og “vi” støtter stadig den industri, som producerer alt det… Nåeeerrrhhh ja, og giver det også til vores børn! “det tager de sgu’ ikke skade af…” Eller gør de?

Jeg er heldig, for jeg bor, som du nok ved, i provinsen. Her er fyldt med marker og folk, der sælger ud af, hvad de laver, herunder kød, æg, honning, grønt osv. Nu sidder du sikkert og tænker, at du kender da ikke noget sted, hvor du kan købe kød eller ny opgravede kartofler, men det findes så mange steder. Prøv og spørg en du kender, din nabo, din frisør, stands ved en bondegård og bank på døren eller brug de sociale medier.

Smukke madboder på Samsø.

I pinsen hoppede jeg på færgen for at besøge et sted, hvor denne etik om egne råvarer lever i bedste velgående. Samsø – en lille provins ø, kun en times sejlads fra Kalundborg. Her har de fat i den lange “ende”. Her er ikke en vej uden en bod med grøntsager. Her er et heftigt handelsliv i boderne, som er fyldt med lokale råvarer.
Og her handler både de lokale og turister. I pinsen var det et mekka af friske asparges og kartofler, og hen over sommeren bliver udvalget større. Samsingerne vil have kvalitet og råvarer, der smager af noget, så derfor går salget i boderne som smurt!
Det er sgu’ go’ provins etik, hvis I spørger mig…

En ægte lokal Samsøfrokost; æg, kartofler fra Onsbjerg, stenbidderrogn, friske fiskedeller fra Ballen, og masser af grønt.

Tænk lidt mere over “Hvad fanden det er, DU spiser!”

Ugens tip

Alle elsker ny opgravede kartofler, men ikke alle kender mormor-Elses gamle fif om, hvordan smagen fremhæves. Det er nu ret simpelt, det hedder ’Løvstikke’. Du kan købe den i dit lokale havecenter og plante den i en potte på din altan, grave den ned i din urtehave eller have den i vindueskarmen. Mmmm kan dufte den for mig, krydret, grøn og ganske særlig. Prøv det 😉

Kogte ny opgravede kartofler fra Samsø med løvstikke.

Kære alle jer, der læser med. I dag kommer jeg med et lidt anderledes indlæg, ikke så meget mad – og ingen opskrift (håber I overlever).

PinseSolen er godt på vej højt oppe på himlen, og jeg står midt på en smuk allé, omringet af hundredårige gamle træer, folk der snakker, masser af salgsboder fyldt med franske vintage møbler (romantisk Boheme), duftende roser, afskallede vinduer, en duft af sjældne krydderurter (naboen er klostergaarden.dk), nybrygget kaffe og ramsløgsblomster så langt øjet rækker. Jeg er i en stor slotshave – kan du gætte hvor?

Ledreborg Slot…

Og nej, jeg er ikke gæst, og jeg er heller ikke på jagt efter mad!

Jeg er udstiller. Min mor har den dejligste lille butik i provinsen med øko-sko, tøj i naturmaterialer, danske mærker og masser af farver (nåhhhh ja, og så er vi alle sammen uden undtagelse samlere af retro-ting, vintagemøbler, gammelt smukt glas, dåser og jeg kunne blive ved i uendelighed. PS. Jeg er ikke den værste i familien (efter egen mening), og derfor fik min mor den gode idé, at hele familien skulle på Ledreborg Livsstilsmesse 2015 – og her er vi så. Klar til at vise København og alle livsstilsbutikkerne, hvad vi kan i provinsen!!!

Den gode service er klart nummer 1. Vi er smilende, storsnakkende, ligetil og der er intet tegn af snobberi hos os. Her får du i øvrigt et ærligt svar, hvis du altså tør spørge, hvordan tøjet passer 😉

Vores stand skiller sig nok lidt ud. Den er mere rodet, end alle de andres, men så hyggelig. Vi har nemlig ikke opkøbt hvide møbler fra Frankrig, og vores stand er fyldt med farver.

Flagranken er hjemmesyet af stofrester – det har Maria (som er ansat i min mors butik) sørget for.

Her er en afslappet og meget hyggelig stemning.

Ses vi på Ledreborg?

Adressen er Amaliehaven 28A, det kunne være så hyggeligt med besøg fra provinsen…

Rigtig dejlig Pinse til jer alle…

Bedste hilsner fra Stine 😉

Dengang far var dreng (fem i en børnefolk), var grøden et vigtigt måltid. Aftensmad efterfulgt af en god omgang grød var helt normalt. Hjemme ved min morfar og mormor (og ved farmor og farfar) satte de en ære i at servere grød.

De helt friske rabarber.

Nu er det ikke noget, jeg overromantiserer (I ved ligesom ældre mennesker, der altid husker, hvordan alt var meget bedre og billigere, da de var yngre). Næhh, jeg husker det som var det i går. Det var så lækkert og spændende at spise maden, især fordi alle råvarer var fra deres kolonihave, hvor de dyrkede en masse spændende frugt og grønt. Når morfar slæbte en masse frugt med hjem, stod mormor klar til at udnytte hver eneste bær. Morfars hjemmedyrkede frugt blev kogt godt sammen og blev til en god solid grød – fyldt med bær, og skeen der ”næsten” kunne stå af sig selv.

Mormor Else, der koger en stor portion hjemmelavet ‘Momsesuppe’, kogt på vores høns fra bondegården.

Men hvor fan’en blev mormors mad af?

Nu er det ikke alle, der som jeg, er så heldig (i en alder af 30 år) at have bedsteforældre som (stadig) sørger for at videregive de gode madtraditioner og en masse lækre opskrifter. Og der findes intet som mormors grød (mad). Mormor Else er fra den tid, hvor sukker, smør og fløde ikke var et fy-ord, og hvor der ikke var overflod af speltmødre. Dengang spiste alle jo næsten de samme ting, og havde de samme overbevisninger, når det kom til mad. Dengang gjaldt det om at bruge årstidens grønt/frugt, kun anskaffe det, man skulle bruge, bruge gårsdagens rester, spise det gode fedt og sørge for, at hele familien blev mæt.

Nogle helt simple (efter min mening) mad”regler”, som vi let glemmer i dag. Lige bortset fra, at vi alle husker at blive mætte, er det nok svært at sætte X ved de andre ting. Du kan nok også nikke genkendende til, at du køber grønt og frugt fra udlandet, og nok heller ikke altid får brugt det, der lå i grøntsagsskuffen og ”sang” på sidste vers (hov det røg i skraldespanden).

Jeg er bestemt ikke frelst (præcis som Gitte tidligere har beskrevet mig). Jeg ’synder’ ligesom alle andre, og lever bestemt ikke KUN af grønt og protein. Men én ting har jeg lært, og det er at høre efter, hvad Mormor Else siger, når det kommer til maden. Dog kan jeg afsløre, at hun ikke ligefrem er fan af mine brændenældeboller (mandelmel), og synes, mine udgaver af de gammeldags retter smager lidt for anderledes og bestemt ikke, som de plejer. Men jeg kan jo også lære mormor en masse, for der er jo også sket mange ting inden for de seneste år; vitaminer, sunde fede olier, uraffineret sukker, mel som ikke er hvede (1 point til speltmødre) og om, hvad hun kan sætte i stedet for den ulækre kulør i den alt for brune sovs. Dog kan dette tit og ofte ende med, at hun fortæller mig, at hun holder fast i det gamle…

Men når jeg så fortæller hende, at frikadellerne, hvor farsen kom ny slagtet (fra naboens kælegris), og blev stegt i rigtig smør, så klapper hun i sine 80-årige rynkede hænder. Min mormor har altid troet på, at den gode rene fedt er den sundeste – og den eneste grund til, at hende og min morfar på 86 (som stadig selv graver sin urtehave), er blevet så gamle – simpelthen fordi de har spist ”sundt”. Dette er noget jeg husker og videregiver til mine børn (når jeg engang får nogle). Mormor har faktisk god forstand på mad – god mad. Og bare rolig, I kommer til at høre meget mere om Mormor Else i løbet af sommeren…

For nogle dage tilbage fik jeg besøg af Gitte og hendes dejlige datter Aura (på 4 år). De skulle se bondegården, og dyrene – og vi skulle have en lille snak om tusindevis af mælkebøtter, der gror på gårdens marker. Inden de kom på besøg, var jeg i haven og lede efter noget, jeg kunne servere for dem – noget sødt og lækkert. Så var det, jeg kom i tanke om mormor og hendes grød. Rabarber. Og nej de går ikke under ukrudtskategorien, selvom de breder sig og fylder mere og mere, men de er simpelthen så lækre. Jeg kogte en grød, og den var stadig lun, da Aura puttede skeen i munden: ”mmm, sagde hun – ”Jeg elsker grød”. Og så fortalte hun ellers om, hvordan de hjemme ved hende fik havregrød hver dag til morgenmad og om, hvor godt det smagte. Det var som om, at vi alle tre glemte tid og sted, mens vi sad der under den blå himmel i solen på gårdspladsen og fik den lune rabarbergrød med fløde. Mmmmmm…

Rabarbergrød, lavet efter mormor Elses opskrift.

Dagens opskrift er MormorS rabarbergrød:

1 kg. rabarber

1 l. vand

1 vaniljestang

2 dl. rørsukker

ca.4½ spsk. kartoffelmel

Rabarberstilkene skæres i stykker på ca. 1 cm (det kan børnene gøre).

De koges i vandet i 20 minutter.

Vaniljen skrabes ud af vaniljestangen, og den tomme stang koges med længst muligt, mens vaniljekornene gnubbes ind i 1 spsk. rørsukker (dette gemmes).

Når det hele er kogt godt ud, kommes det gennem en sigte, de udkogte rabarberstykker og vaniljestang sies fra, og væsken koges på ny op i en gryde, mens resten af sukker tilsættes.

Når sukkeret er helt opløst, tilsættes vaniljesukkeret, og gryden tages af blusset.

Kartoffelmel udrørt i vand hældes i langsomt under omrøring. Rabarbergrøden stivner til en passende konsistens, og skal ikke koges op på ny.

Velbekomme 🙂

Af Stine Rønnow 

Lige nu er alt næsten sprunget ud. Birkealléen er svag lysegrøn på jagt efter mere sol, og rapsmarkerne pakker bondegården ind, og får den til at ligne et lille hvidt frimærke, midt i alt det gule. Det mærkes indeni, hvordan lyset, ud på de sene aftentimer, får dagene til at føles meget længere. Man glemmer helt, hvor mørk vinteren var… Alt pibler frem, fuglene synger (tidligt om morgenen), dyrene i haven går parvis, og græsset er på vej i retning af himlen! Åhhhh Forår 🙂

Det var maj, lummert i vejret, fuld sol og den aller første gang vi kørte ned af den lange allé. Vejen var hullet, og det støvede godt. Synet af de gule folde, der mødte os, var overvældende. Dér stod bondegården, som en tidslomme fra en gammel Mor

ten Korch film. De kalkede vægge var afskallede, og det så ud som om, at tiden var gået i stå. Stilheden var enorm (hvis altså man skal forsøge at beskrive den…) Der var ikke en lyd udover kornet, der hvislede svagt. På en måde var det skræmmende at kunne forelske sig så hurtigt, og så oven i købet i noget så fremmet som en bondegård! Men følelsen og hjertebanken var ikke til at modstå. Det var som om alle sanser var tilstede, klar til at se, dufte, mærke, smage og lytte. Her lagde jeg (vi) os i græsset, og kiggede op på den blå himmel – og besluttede os for at blive…

Først efter at have boet her et stykke tid, gik det for alvor op for mig, at grunden stort set kun var dækket af græs (shit). Hold nu fast – 15.000 m2 græs. Jeg altid været en af de typer, der ligesom opvask i hånden (uden maskine) synes, at græsslåning var noget være LORT og spild af kostbar tid. En ligegyldig beskæftigelse, som bare skal gentages og overstås (alt for ofte). Og præcis den holdning, glemte jeg, da jeg forelskede mig i bondegåden og den store have.

Min fine mark MED mælkebøtter.

Her tre år efter er valget af (de uundværlige) ”ansattes” daglige vedligeholdelsesopgaver på gården helt tydelige! Jeg takker mine tre heste for, at de tager sig grundigt af opgaven, de kommer i alle hjørner og kanter, de aflønnes med frisk vand, omsorg og ture ud i det blå. Og så får de også lov at spise alle de mælkebøtteblomster, de vil – ligesom vi gør… Ja, vi spiser også mælkebøtterne, vi bruger dem i vores mad.

Grunden til, at vi hver år har så mange mælkebøtter, er, at de formerer sig selv. Mælkebøtten er en blomst, der ikke bestøves, den bevares ufortyndet fra generation til generation, da den er opstået ved mutation (kilde: videnskab.dk). I Danmark har vi faktisk omkring 400 arter af mælkebøtter, ikke noget man lige tænker over, når man kun lægger mærke til de gule, og dem man puster til, som flyver væk med vinden, så er der altså også 398 andre..

Det er nu en smuk blomst…

Mælkebøtter er sunde. Igennem mange hundrede år har man brugt mælkebøtten som lægemiddel til vanddrivende middel, behandling af gulsot med mælkebøttesaft, saften på vorter og fregner, for at få dem til at forsvinde, og rødderne fra mælkebøtte blev brugt mod nyrelidelser, diarré og sure opstød. (kilde: dr.dk) Du kan lave te, salat, sirup, frikadeller eller kryddersnaps med mælkebøtter. Mælkebøtterne er bedst om foråret. Du kan dog plukke mælkebøtter hele sommeren, hvis blot du vælger de friske og ny udsprungne.

Dagens opskrift 

God fars med masser af mælkebøtter.

Frikadeller med mælkebøtte

500 g flæskefars

2 æg

3 spsk. pofiber (du kan bruge mel eller havregryn)

2 rødløg

masser af salt og peber

1 tsk. tørret chili

2 spsk. smør (rigtig smør)

20 udsprungne mælkebøtteblomster (hovedet)

Bland fars, æg, pofiber, de hakkede rødløg, krydderier og det gule fra mælkebøtteblomsten (pil det gule af blomsten) sammen i en skål. Lad det herefter hvile i 10 min. Smelt smørret på panden, og når det er brunet, form frikadellerne og steg dem, til de er færdige (ikke for bløde og ikke for hårde. I dag blev dellerne serveret med en salat: sorte linser, edamamme-bønner, tørret chili og flere mælkebøtteblomster.

Lækker og nem salat.

Velbekomme og rigtig god weekend til jer alle.

Bedste hilsner, Stine 😉

Husk, at I kan følge Stine og al hendes spændende mad på Instagram på @frkronnow

Indtil for få dage siden har der stadig været rim på græsset om morgenen, men nu er det ligesom, at foråret har fået lidt bedre fat, og er kommet for at blive. Rimfrost betyder meget for planter og dyr, fx at hestene ikke kan komme på græs pga., at sukkerindholdet i græsset stiger ved temperaturskift (og det kan de blive forfangne og dø af), bierne bliver i stadet, de holder sig varme i en sværm, og det betyder, at alle mine krydderurter og andre fine planter stadig står i frostfrizone (i stalden). Men i går blev der indkøbt, plantet og ordnet en masse, foråret vandt igen (det plejer ellers først at være sidst i maj). Det er bare noget særligt, når krukkerne kommer ud og have/gård- miljøet er fyldt med grønne spiselige planter og smukke blomster.

Faktisk lige meget, hvor jeg har boet – med eller uden have, har jeg haft krydderurter. Det gør bare, efter min opfattelse, maden lidt mere spændende og frisk. Derudover er krydderurter for alle. Man behøver hverken være havemenneske, bo i hus med have eller have en speciel viden om planter for, at holde krydderurter. Faktisk er det eneste du skal huske, at give dem vand (og kærlighed). Så bliver det vist ikke meget nemmere.

Nu kommer det nok ikke bag på dig, at mine krydderurter (nogle af dem) vokser vildt. Det seneste ”fund” gjorde jeg i forgårs, da jeg skulle luge på min gamle fliseterrasse, her vokser sørme citronmelis… Selvom det ikke ser så pænt ud, at der gror grønne planter imellem fliserne, så er det faktisk (efter min mening) ret hyggeligt og charmerende, når krydderurterne vokser vildt, og selv finder de steder, de trives. Forstil dig, at i stedet for græs i haven, var bunddækket tætvoksende krydderurter. Det kunne være vildt, så skulle man ikke slå græs hele tiden, og man kunne spise hele haven…Hmmm måske lidt flippet, men tanken er da fed.

Citronmelisse på min terrasse.

Alle mennesker elsker grønt og krydderurter – også dem der bor på 4.sal inde midt på Vesterbro. Louise er født og opvokset i provinsen, men job, kærlighed og det hippe storbysliv førte hende til København. Louise aldrig været en af dem, der mødte på gymnasiet i gummistøvler eller med morgenhår, nej hun havde (og har) de fineste støvletter og højhælede, du kan forestille dig, hun går i kjoler og har et gennemført businesslook. Louise bor på Vesterbro sammen med sin mand og datter, og provinsen har et godt greb om hende og hendes lille familie, som elsker dyr, gode råvarer, solid morgengrød, natur og steder med højt til himlen. Louise er ikke en af dem, som har altankasser med krydderurter, men foran Louises blok (om sommeren) vokser den vildeste urtehave!!! Ja, du hørte rigtigt, en urtehave midt i byen. Den bliver brugt, og der høstes mange sjove ting midt på brostenene på Vesterbro. Stedet er klart et besøg værd, hvis det skulle ske, at du kommer forbi storbyen i løbet af sommeren.

Foto: kbhby.dk fra @omfvesterbro (en gruppe, der arbejder med kulturel, social og fysisk fornyelse af Vesterbro). På deres billede kan du se oasen af krydderurterne på Liva Weels plads.

Jeg var lige ved at glemme Christian. Min relation til ham går ”næsten” 30 år tilbage, mine forældre boede ved siden af Christians mormor. Så når Christian og hans søster Louise var på besøg i provinsen, så kørte de barnevogn med mig (altså da jeg var baby). For nogle år tilbage, var jeg så heldig, at jeg fik både Christian og hans søster som venner på Facebook, og nu kan følge med i deres liv. Og Christian er vild med planter og urter, så vild at hans rygsæk indeholder en lille planteske, flaske vand og diverse frø.

Han laver simpelthen ’plante-graffiti’, og det er så SEJT!!!  Storbyen bliver fyldt med grøn kærlighed.

Foto: Stine Rønnow. Christians rygsæk, det grønne i byen og lidt grøn kærlighed.

Til dig, der læser med: Det er nu tid til at plante krydderurterne uanset, om du bor i storbyen eller i provinsen. Af sted til supermarked eller planteskolen, rør, duft, smag og find de krydderurter, der passer til dig og dine behov. Dagens opskrift er en forberedelse til sommerens lækre grillmad – en snaps, der indeholder rosmarin og æble.

Opskrift:

Oldes Rosmarin snaps

1     2 store æbler (jeg bruger økologiske æbler fra netto), skær dem i små stykker, og fjern kerner og kernehus.

2    1 stilk rosmarin.

3    Overhæld det med vodka eller alm smagsneutral snaps.

4    Lad det stå køligt i 8 dage.

5    Filtrer det (gemmen kaffefilter), og lad det stå i en flaske (skylles i kogende vand og Atamon).

Lad den trække, indtil den skal drikke, helst 1-2 måneder. Måske bliver den stærk, og skal måske fortyndes, inden den drikkes 1:2 eller sødes med lidt honning, prøv dig frem. Det smager fantastisk.

Skål og god weekend 😉