‘Hvad laver en som dig derude’? Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad ‘en som mig’ betyder i denne sammenhæng. Men svaret er jo ligetil. Jeg bor her – midt mellem skov, strand og grønne marker. Men jeg er faktisk en af de kun 16 pct., der har valgt at flytte tilbage til hjemegnen efter endt studium i storbyen. Flere og flere unge mellem 20 og 30 år vælger nemlig at blive boende i storbyerne. Det betyder, at provinsen er i farezonen og meget vel kan blive ‘stemt hjem’ i nær fremtid.
Okay, der er forskel på, hvilken provinsby, du har valgt at bo i. Men fælles for dem alle, eller i hvert fald de fleste er, at de unge mellem 20 og 30 år ikke har lyst til at bo der. I dag er det kun 12 kommuner, der har en positiv tilstrømning, og det er primært de største byer – København (herunder også Frederiksberg), Aarhus, Odense og Aalborg, der hiver de unge til sig.
En ‘typisk’ vestsjællænder (er I ikke stødt ind i en af dem)?
Da jeg boede i København og arbejdede på Jyllands-Posten var mit’ hood’ Nørrebro – og jeg elskede det. Jeg elsker stadig Nørrebro, men har ikke længere lyst til at bo der. Dengang jeg fortalte mine kollegaer på avisen, at jeg havde købt hus og snart flyttede væk fra byen, spurgte de selvfølgelig ivrigt til, hvor jeg flyttede hen. Da jeg svarede Kalundborg, så mange spørgende på mig, fordi de ikke forstod, hvad jeg dog ville der. Og det undrede mig. Jeg ville jo det samme som de, da de flyttede til Rungsted, Vedbæk, Hellerup og Hillerød. Væk fra larm, smog og mange mennesker og i stedet ud, hvor der bl.a. er renere luft og mere plads. Men fordi, jeg valgte Vestsjælland og ikke Nordsjælland, som jo er lidt finere, var det åbenbart et mærkeligt valg, jeg havde truffet. Jeg fik sågar af vide, at jeg ikke lignede en, der boede i Vestsjælland? Øhhh, hvordan ser ’sådan en’ da ud?
Nå, men jeg flyttede altså og var i mange år glad for det valg, jeg traf. Men når det er sagt, forstår jeg, hvorfor langt de fleste, der (som jeg) rejser til storbyen for at studere, ikke kommer tilbage, hvad enten hjemegnen hedder Kalundborg, Hobro, Nyborg eller Hirtshals. For provinsen ER ved at dø mange steder, og det er træls. Som skrevet tidligere, butikker lukker, huse står tomme og det kulturelle liv trænger i den grad til nytænkning.
Hvis man kunne ‘vælte’ siloen, kunne det da blive et fantastisk sted for caféer mm.
Jeg ved, at der er kreative og dygtige mennesker, der arbejder hårdt for, at provinsen skal – ikke bare overleve, men (for)blive et attraktivt sted at bo. Men at provinsen er i knibe er et problem for alle. For os, der bor her, for lokalpolitikerne, men også for politikerne på Christiansborg. Vi (og i særdeleshed de) bliver ved med at snakke om, at urbaniseringen på visse områder skaber problemer, men der snakkes mere, end der handles (surprise). Men faktum er, at vi alle er nødt til at handle, inden det er for sent. Jeg indrømmer, der skal tænkes alternativt, og det er ikke noget, der bliver løst fra den ene dag til den anden, men man skal jo som bekendt begynde et sted.
En af mine venner, der for nylig er vendt tilbage til Kalundborg (der også er hans hjemby) efter mange år i storbyen og udlandet, sagde forleden dag til mig:‘Det er besynderligt, at Kalundborg på verdensplan har opnået en meget høj status inden for symbiose i industrien, hvor den gensidige udnyttelse af industriernes produkter og biprodukter gavner den samlede produktion – at man så ikke politisk eller erhvervsmæssigt kan forstå, at denne symbiose også gælder handel og kultur – at det er to gensidigt forstærkende elementer som geografisk skal være knyttet til hinanden for at forstærke hinanden. I Kalundborg er der efterhånden tre handelscentrummer og ikke noget kulturelt centrum. Man har tilsyneladende ikke en overordnet plan for i hvilken retning, man vil gå her i byen. Hvis der ikke rettes op i det, bliver Kalundborg ikke en af de forventede 7 handelsbyer, der overlever de næste 20 år’.Det pudsige er, at jeg har tænkt præcis, hvad han der beskrev så fint. På den baggrund fristes jeg til at tro, at der er andre, end mig, der også har tænkt i samme baner…?
Men hvad der er løsningen i én provinsby, er måske ikke løsningen i en anden. I Kalundborg kunne det passende være vores havnemiljø – eller mangel på samme, vi så lidt nærmere på. Vi har en havn tæt på centrum – og ja, jeg er klar over, at det er en industrihavn, men vi har hele den gamle fiskerihavn, som man passende kunne udnytte til butikker, cafeer osv. Der er flere provinsbyer, der har formået at udnytte netop den fordel det er, at byen ligger smukt ved vandet, hvorfor kan vi, i Kalundborg, så ikke også finde ud af det? For ikke at nævne de mange km. kyststrækning, med rig mulighed for mere indbydende og børnevenlige bystrande og alt muligt andet?! Måske endda et nyt havemiljø ville kunne bruges i forbindelse med nattelivet – eller det ikke eksisterende natteliv?
Nattelivet
Eller mangel på samme. Dengang jeg var ung (det er jeg stadig, bare i en lidt ældre udgave), da var der gang i byen. Mit gæt er, at i dag er det mere almindeligt at tage til storbyen for at gå ud, eller måske mange i højere grad holder privatfester? Jeg skal ikke gøre mig klog på den konto (en af fordelene ved at blive ældre er, at jeg i dag har fundet ud af, at det ikke nytter noget at kloge den på ting, jeg intet aner om – eller måske jeg stadig gør det lidt nogle gange).
Nå, men mht. steder at gå ud i provinsen, er man seriøst dårligt stillet med mindre, man har lyst til at deltage i den lokale ‘gymnasiefest’ på cafeen, hvor jeg højst sandsynlig vil blive forvekslet med en, der skal hente sin datter eller søn (nuvel jeg ville være en ung mor til en i den alder, men alligevel)eller en max tilrøget beværtning, hvor interiør og musik er fra 80’erne. Birthe Kjærs ‘Knaldrøde gummibåd’ strømmer ud af højttalerne (ikke et ondt ord om Birthe, men helt ærligt…), og der bliver langet øl, en kedelig rom og cola samt gajol henover bardisken. Næ, jeg vil gerne have ordentlige cocktails og god musik (ja ja, selvfølgelig er smag individuelt, men vi kan vel godt blive enige om, at vi ikke skal høre gammel grand prix-musik, når vi er i byen eller)? Derudover vil jeg gerne have mennesker omkring mig, der rent faktisk kan huske den første Golfkrig (hvad enten de var otte eller 20 år), mennesker, der ved, hvad en ’videoaften’ er, og mennesker, der kan huske, da ’Matador’, ’Frasier’ og ’Friends’ rullede hen over skærmen (igen uanset, om man var fem eller 15 år).
Det er desværre oftest kun i storbyen, at jeg kan få opfyldt ovenstående kriterier, og det er en skam. Det er nemlig ikke blot i Kalundborg, at det står sådan til. Jeg har venner i mange provinsbyer landet over, og det er den samme sang, jeg hører, hver gang snakken falder på muligheden for at gå ud, hvor man bor. Den er nemlig stort set ikke eksisterende.
Uanset, om jeg bor i provinsen eller i storbyen, vil jeg synes, at det er en skam, hvis provinsen ender med at blive et sted, hvor kun de ældre bor. Et sted, hvor der ikke er liv i byen, hvor nattelivet er væk og handelslivet næsten gået i stå. Som sagt før, har både storby og provins fordele og ulemper, og det er op til hver enkel at vurdere, hvad der vægter højest, når man skal vælge, hvor man vil bo. Men at provinsen forsvinder til fordel for storbyer, det fungerer ikke i mit hoved. Der skal være plads til begge dele. Ligesom med så meget andet, er diversitet sundt for mennesker. En uendelig kedelig verden, hvis vi alle ville det samme og kunne lide det samme for slet ikke at tale om, hvis vi ville bo det eksakt samme sted – der ville også blive ret trængt.
Link, hvis du har lyst til at læse yderligere om den statistik, som jeg har nævnt i indlægget. http://www.dst.dk/da/Statistik/bagtal/2011/2011-07-011-unge-forlader-provinsen.aspx
