‘Til udlandet! Nej, altså ved du nu snart hvad, Kjeld – det siger jeg dig! Hvad siger du? Jylland? Ja, det er da aldeles lige meget, hvad det er for et land. Det får du ikke lov til’.
Jeg ’knuselsker’ Olsen Banden, og jeg elskede karakteren Yvonne. Men det er faktisk mange år siden, jeg sidst så det. Olsen Banden er jo nærmest et stykke Danmarkshistorie på fod med ‘Matador’. De handler hver især på deres egen finurlige måde om vores fædreland, om danskerne og alt det, der er godt og skidt – og ikke mindst forskelligt ved Danmark – og danskerne. Jeg ved egentlig ikke, om jeg er patriotisk. Det er jeg vel på nogle punkter. Jeg er i hvert fald stolt af mit fædreland (ikke altid), men der er nu alligevel mange ting i Danmark at være stolt af. Mange ting, som jeg ville savne, hvis jeg fx flyttede til udlandet, og når jeg skriver udlandet, mener jeg IKKE Jylland. Men at Yvonne definerer Jylland som udlandet, det er slet og ret skægt. Ikke desto mindre har hun jo fat i noget. Danmark er delt op, ikke nødvendigvis på en negativ måde, men vi har alle forestillinger om, hvordan de forskelle lands- og bydele er, og ikke mindst de mennesker, der bor der. For det er ikke kun delt op i landsdele, det er også delt op i bydele i en storby som København.
Jeg er fra udlandet. Mine forældre er begge jyder og boede i Århus, før de valgte at flytte teltpælene til Kalundborg. Min far var oprindeligt fra Sønderjylland – hold fast – fra Holbøl (tænk, at der er noget, der hedder sådan) tæt ved Åbenrå. Hans familie var (og nogle er stadig) direkte bange for at krydse bygrænsen. Flere af dem har seriøst aldrig været i København? De kom ikke engang til mine forældres sølvbryllup, fordi den der ‘djævleø’ var alt for langt væk, og de brød sig heller ikke rigtig om den. Hvad er nu det for noget mærkeligt noget? (jeg forstår i øvrigt heller ikke altid, hvad de siger dernede sydpå).
Min mor er fra Nordjylland, og her står det ikke meget bedre til. Her er flere af dem stadig bange for at komme for langt sydpå – også selvom det stadig hedder Jylland, der hvor de kunne risikere at forvilde sig hen. Det er nogle rigtige globetrottere, vi har fat i der. Jeg ved ikke, hvor min mor har fået det fra, men hun flyver og farer både Danmark og verden rundt, så hun er bestemt ikke bange for at rejse væk fra det kendte. Og det er måske den der tryghed ved det kendte, det handler om. Det er måske derfor, at nogle bliver, hvor de er opvokset og aldrig prøver at bo andre steder? Men taget i betragtning, hvor lille et land Danmark er, er det nu alligevel pudsigt, at der stadig findes danskere, der ikke har lyst (eller mod) på at rejse til en anden landsdel for at bo – eller blot på besøg. Er landsdelene og ikke mindst de mennesker, der bor der virkelig så forskellige, og hvad med bydelene i fx København?
Der er lavet en masse undersøgelser, der netop viser, hvor forskelligt københavnerne i de forskellige bydele opfatter hinanden, og ikke mindst, hvad de definerer som København og som provins. De er slet ikke enige. Frederiksberg bliver opfattet som en del af København, men det er det slet ikke. Brønshøj ER en del af København, men mange københavnere opfatter den bydel, som en del af provinsen? Mange mener, at Østerbro er stedet, hvor man spiser mest økologisk, fordi derude er de så korrekte, men undersøgelser viser, at det er Vesterbro, hvor man spiser mest økologisk. At Nørrebro er bydelen med flest indvandrere, men det er det ikke, de har en tredjeplads næst efter Nordvest og Brønshøj/Husum. Folk i Hellerup betegner sig selv som værende københavnere, men det gør de andre københavnere ikke, osv. Men hvad baserer vi vores forestillinger ud fra? Jeg er ikke sikker, men det er interessant.
Jeg har været i København hele weekenden sammen med venner, og tilbragte bl.a. fredagaften i Sydhavnen sammen med netop gode venner. Vi sidder ude på altanen, og Hjemis-bilen kører forbi. Jeg (pigen fra provinsen) måber, da jeg slet ikke troede, at isbilen kørte i Sydhavnen (spørg mig ikke, hvorfor jeg har antaget, at den ikke gjorde det). Da jeg ser nærmere på isbilen, ser jeg, at ’ismanden’ sidder med en cigaret i munden. Samtidig går der to berusede grønlændere forbi med en pose øl i hånden. Velkommen til Sydhavnen.
Hvad er der med København og Jydeland?
Da jeg flyttede til Århus, efter at have boet hele min barn- og ungdom i Kalundborg, var jeg sikker på, at nu skulle jeg til storbyen. Men jeg blev overrasket. For det er korrekt, hvad de siger. Århus er Danmarks største provinsby. Jeg var hende kjøwenhavneren, der arbejdede i undertøjsafdelingen i Magasin. Jeg sværger, jeg havde ikke været der en uge, og så var det min label. Læg i øvrigt mærke til, jeg var ikke sjællænder, men københavner. Jyder har det med at definere hele Sjælland som København. Jeg spurgte engang en af mine venner, der bor i Århus, hvorfor han kaldte mig københavner, når jeg nu var født og opvokset i Kalundborg, og på det tidspunkt endnu ikke havde boet i København. Svaret var simpelt (og det svar har jeg i øvrigt fået hundrede af gange fra andre af mine venner i Jylland), fordi det er da næsten det samme. Øhhhh, nej, det er det så ikke. Jeg er klar over, at mange af dem, siger det med et glimt i øjet, men der er et eller andet med de der jyder og københavnere.
Omvendt, da jeg boede i København, var jeg hende jyden – hvor i Jylland var ikke så relevant, jeg var bare fra ’Jydeland’. Under min barn- og ungdom i Kalundborg blev jeg godmodigt drillet med min jyske accent (som åbenbart er lidt mere jysk end, hvad man ellers hører på de kanter). Og hvor vil jeg så egentlig hen med alt det her?
Det skal jeg fortælle jer (andet ville vel næsten også være mærkeligt nu, ikke)? Det handler om, hvilke forestillinger vi alle har om folk og ikke mindst by- og landsdele. Det handler om, at vi danskere sætter label på hinanden bl.a. efter, hvor vi er fra og, hvor vi bor. Vi definerer simpelthen hinanden ud fra, hvor i landet vi kommer fra, til trods for, at Danmark er så lille et land. Vi har et billede af, hvordan man er, hvordan man ser ud, hvordan man snakker, hvad man spiser, hvordan ens børn er, sågar hvilke meninger vi nok har, alt efter, hvor i landet, vi er fra. Indimellem er det skræmmende korrekt, andre gange blot forestillinger, som (ind imellem) grænser til det tåbelige.
Forleden var jeg, som sagt, til middag hos en god ven. Han er fra udlandet (læs: Jylland). Han skulle stå for indkøb af vin til os alle, men var lidt betænkelig ved sit køb, da jeg talte med ham et par timer, inden vi alle skulle mødes. ’Gitte, en flaske kostede 90 kr. Og jeg kunne få to for 90 kr. Det er jeg sgu’ lidt betænkelig ved, men der gik jyden altså op i mig, og jeg købte den alligevel’. Selvironi – jeg elsker det. Jeg elsker, når folk formår på den der underfundige, hyggelige måde at sælge idéen om, hvordan man bliver opfattet – i det her tilfælde jyder.
Men det drejer sig altså ikke kun om forskelle og forestillinger (jeg kan ikke lide ordet fordomme) provins og storby imellem, det handler i ligeså høj grad om forskelle/forestillinger landsdele imellem. Og jeg snakker ikke kun Sjælland kontra Jylland. Jeg er skam vokset op med en evigt tilbagevendende diskussion mellem sønderjyden og nordjyden om, hvorvidt en eller anden åndssvag kage hedder en brunsviger eller en smørkage. Who cares, så længe den smager godt, og man må spise den…
Da jeg boede i København, var jeg hende den jyske pige. Jeg var hende, taxachaufføren kørte af de mest trafikerede og umulige gader med, fordi han vidste, at jeg ikke vidste bedre – jeg var jo jyde og kendte helt sikkert ikke København. I mit tilfælde havde det nok ikke gjort den store forskel, hvor jeg var fra, da min stedsans ikke er helt færdigudviklet. Men det var egentlig altid meget hyggeligt, så pyt med, at det kostede en 50’er mere. Men det er altså også sjovt, at folk har en mening om, hvor man bor i forhold til ens udseende – og den har jeg også hørt for mange gange, da jeg boede på Nørrebro, for der hørte jeg åbenbart ikke til (men det gjorde jeg. Nørrebro elskede mig, og jeg elskede Nørrebro).
Nå, men tilbage til den der ’fejde’ mellem storby og provins. Den er pudsig. Pudsig, fordi grænserne bliver mere og mere udvisket i takt med centraliseringen og fordi, man har fundet ud af, at børnefamilierne i virkeligheden tager mange af storbyens værdier med sig, når de udskifter cafebesøg og metro med ligusterhæk og webergrill. Livet i provinsen ændrer sig derfor i kraft af, at tilflytterne fra storbyen er påvirket af deres liv der, og derfor netop vælger at tage en række værdier med sig, der ellers er tilknyttet til storbyen. At de, der vender tilbage til provinsen efter at have boet i storbyen, vender tilbage af forskellige årsager (og at der er færre i dag, end for ti år siden), har jeg allerede været inde over.
Grundlæggende værdier er vel ikke så forskellige?
Vi laver absolut kke andet i provinsen, end at gå til banko
Vi er alle forskellige (og tak for det), men i virkeligheden er forskellen på en række værdier for os danskere, hvad enten vi bor i storbyen eller i provinsen, vel ikke så markant stor. Selvfølgelig er der er masse (indimellem sjove) forskelle, men sådan de helt grundlæggende værdier, er vidst ikke så langt fra hinanden uanset, om man er vaskeægte københavner (hvordan det så end defineres), en sindig nordjyde eller bare en provinspige som mig. At der så er en masse andre ting, som vi er vidt forskellige med, det er vel kun positivt og lærerigt. Det er vel også bare kærligt ment, når vi siger, at jyderne er lidt nærige, kører på knallert og hænger juleplatter på væggene. Kærligt ment, når vi driller københavnerne med deres accent, og at de kan virke lidt hovne. Kærligt ment, når vi siger, at folk i provinsen går til banko og render rundt i træsko. Det hele er kærligt ment, men er der ikke også en snert af sandhed i det? Det er der i hvert fald, hvis man ser på statistikkerne. Men jeg elsker, at vi har alle de forskelle til trods for, at Danmark er så lille et land. Jeg håber, at de altid vil være der – præcis som dialekterne rundt omkring i landet. Jeg vil ikke have en ensartet masse – jeg vil have plads til forskellighed.
