Min første skoledag sammen med en af barndomsvennerne.
Dengang jeg var vild og klatrede i træer, faldt i åen og skulle fiskes op, smugles ind i bad UDEN, at min mor opdagede det. Min første skoledag, hvor jeg var sikker på, at jeg ikke havde tid til at lege, når jeg kom hjem, fordi jeg skulle lave lektier. Den duft der var, når vi cyklede hjem om aftenen, eller gik ned for at bade kl. 23 i regnvejr. Da jeg græd så meget til en film i biografen, at jeg blev spurgt af personalet, om jeg var okay (jeg siger ikke hvilken film). Når vi hver anden torsdag hang bag på isbilen, mens den kørte rundt i kvarteret. Dengang jeg var sikker på, at mit hjerte skulle briste, fordi jeg troede, at ham der fra 9. klasse, som jeg ret godt kunne lide, ikke ville have mig. Jeg gik i 7. og var af den overbevisning, at mit liv var slut. Jeg snakkede kun om ham, og hørte Roxettes ’It must have been love’ på repeat i en uge. Men jeg fik ham, og alt var godt i mit unge teenager-liv – lige indtil, at det ikke var spændende mere, og jeg igen sad og snakkede om drenge, musik, livet og alt det andet. Når vi var urimelig tarvelige, og jeg slog op med en dreng over tlf. for efterfølgende at danse ’glædesdans’, fordi jeg var sluppet af med ham. Når min far weekend efter weekend troligt ventede oppe, indtil vi kom fra byen, og vi efterfølgende spiste morgenbrød fra Kvickly på køkkengulvet. Da jeg mistede min far. Jeg kunne fortsætte. Især lyde (særligt musik) og lugte er det, der igen og igen tager mig tilbage til mine barn- og ungdomsår, og ikke mindst mine barn- og ungdomsvenner – og min hjemby.
Mig og en af ‘bedstevennerne’.
Du kan være helt sikker på, at de fortæller dig, når du er en idiot, men de elsker dig alligevel. De bliver ved din side, selvom du måske ikke altid helt har fortjent det. De hjælper og står uden tøven bag dig, når livet er svært, og de deler glæden med dig, når du er glad. De forstår dig, uden at du behøver forklare en hel masse. Det er rigtige venner.
Jeg kender flere, der har valgt at blive i København eller Århus efter endt studium, og som er fra en provinsby et eller andet sted i Danmark. De vil, som så mange andre, ikke tilbage til hjemegnen af flere årsager, men én ting, som de bl.a. alle har til fælles, er, at de savner en eller flere af deres barndomsvenner. Selvfølgelig er der også mange, hvis bedste venner måske er kommet til senere i livet, men jeg vil vove at påstå, at en del alligevel har venner tilbage fra barn- og ungdomsårene, som de stadig er tætte på, og som de har et helt specielt forhold til. Det er klart, at er man fx vokset op på Vesterbro, så har man selvfølgelig også barndomsvenner på samme vis, som er tilfældet i provinsen. Men da der er så mange tilflyttere i storbyerne, især i København, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det netop også betyder, at den der fælles referenceramme fra barn- og ungdomsårene ikke er der, og de derfor savner venner tilbage fra ’dengang’. Det er vel heller ikke tilfældigt, at de venner, jeg har, der bor i udlandet, altid har søgt andre danskere. Det er den der fælles referenceramme, der trækker og giver en form for tryghed – tror jeg.
Jeg kan huske, at jeg savnede mine barndomsvenner, da jeg flyttede alene til Århus for mange år siden. Mine brødre boede i Århus, og mine forældre relativt tæt på. Men udover dem, havde jeg ingen tilknytning til byen på det tidspunkt. Jeg kom fra en lille by, hvor alle de unge mødtes på det lokale diskotek, hvor jeg også arbejdede som bartender. Her havde jeg en fantastisk tid med en masse søde og sjove mennesker – mennesker, hvoraf jeg stadig snakker med flere af dem den dag i dag.Jeg fik dog hurtig nye venner i Århus via mit job, enkelte af dem har jeg heldigvis i mit liv i dag. Men langt de fleste var ‘bare’ gode venner, som jeg festede og havde det sjovt med i den periode af mit liv. Efterfølgende flyttede jeg til København, hvor jeg også savnede mine barndomsvenner. Dermed ikke sagt, at jeg ikke fik mange nye gode venner, men vennerne ‘hjemmefra’ var alligevel savnet. Jeg har mødt dem på forskellige tidspunkter i mit liv, men fælles er, at de alle er tilbage fra barn- og ungdomsårene. De vil altid have en særlig plads i mit hjerte, og uanset, om vi er langt fra hinanden geografisk, og ikke har set hinanden længe, føles det, som så vi hinanden i går, når vi ses. Vi fortsætter snakken, hvor vi slap, og behøver ikke så mange forklaringer. Derudover kan vi være sammen uden egentlig rigtig at lave noget. Der bliver heller ikke nødvendigvis sagt en masse hele tiden (selvom vi nu opretholder en vis standard mht. at snakke). Vi forstår hinanden uden ord, men har samtidig en masse at snakke om. Vi er der altid for hinanden, det behøver vi ikke at sige, det ved vi. Og det er vel i virkeligheden, hvad venskab handler om.
Det er her filmen fra mine barn- og ungdomsår er optaget
Mig sammen med to af ‘bedstevennerne’.
Da jeg mistede min far for syv år siden, var jeg det mest ulykkelige menneske i verden (det følte jeg i hvert fald). Jeg syntes, at det var det mest urimelige, at verden var noget møg, og at ham der Gud, som manglede en engel eller en stjerne, eller hvad de nu alle sammen sagde, at han manglede, han kunne skride af h…. til. For jeg manglede min far. Jeg manglede en af de få mennesker, jeg altid har kunne regne med uanset, hvad jeg havde lavet, sagt eller gjort. En af dem, der fik mig til at føle, at jeg var noget specielt. En af dem jeg elskede. Så ja, jeg kunne ikke rigtig se meningen på det tidspunkt. Det kan jeg i øvrigt stadig ikke, men jeg har lært at leve med det. Min pointe: Det er uden tvivl det værste, der er sket i mit liv, og mine rigtig gode venner var der for mig nat og dag, uge efter uge, måned efter måned (det var min familie selvfølgelig også). Mine barn- og ungdomsvenner kendte min far og forstod, hvad jeg havde mistet. Jeg behøvede ingen forklaringer.
Jeg er ikke altid let at have med at gøre, jeg er faktisk møgbesværlig nogle gange. Det vil min familie og mine nære venner uden undtagelse skrive under på, men så opvejer jeg det med et par andre gode sider, tror og håber jeg. Noget må jeg jo gøre rigtigt, når jeg har så gode venner, som tilfældet er. Jeg har faktisk ikke ord for, hvad de betyder for mig. Jeg ved bare, at jeg ikke kan undvære dem, og det kommer jeg aldrig til at kunne. Og uanset, hvor jeg flytter hen i verden, vil de altid have en særlig plads i mit hjerte. Det vil min hjemby også, da det jo er her, jeg har en masse gode minder fra med de fleste af dem, jeg elsker. Lugtene, lydene – det er her filmen fra mine barn- og ungdomsår er optaget. Nogle rejser til verdens ende for at flygte fra deres rødder og deres fortid, men ikke jeg. Jeg er stolt af mine rødder og min fortid og uanset, hvor jeg befinder mig i verden, vil jeg elske den lille – lidt til tider kedelige – by, hvor jeg altid vil føle mig velkommen.
