Det er ingen hemmelighed, at vi elsker at rejse, men når det danske sommervejr viser sig fra sin bedste side, som det indtil videre har gjort i flere måneder nu, så behøver jeg faktisk ikke at rejse nogen steder. Jeg elsker Danmark om sommeren.  Men jeg vil dog ikke udelukke en lille rejse i august, man skal jo også huske at udvide sin horisont og lære andre kulturer at kende (herunder også mad- og strandkultur).

Aura-Xenia ved en af badebroerne ved Skanderborg Sø

Aura-Xenia ved en af badebroerne ved Skanderborg Sø

De sidste par uger har jeg holdt ferie med min datter i det danske land – og hvilken ferie. Vi slog hul på ferien sammen med en veninde og hendes børn, hvor vi bl.a. tog til en anden provinsby – nemlig Skanderborg for at besøge min mor. Vi tilbragte fire solfyldte dage med at bade i Skanderborg Sø – på alle tider af døgnet, shoppe i byen og lave ingenting udover at dovne og have tid til hinanden. Derudover spiste vi alle vores måltider udenfor i det dejlige vejr, og der var plads til løbeture, is i lange baner og sjov og ballade.

Lykken er lune sommeraftener og barnelatter

Aftenbadning ved Skanderborg Sø.

Aftenbadning ved Skanderborg Sø.

Udover danske jordbær, kartofler og ærter og det faktum, at man kan ligge på stranden og bade fra morgen til aften i det her vejr, er der et par andre ting, som jeg også elsker ved den danske sommer – de lune sommeraftener på terrassen eller ved vandet.

Sjov i mosehullet (tror, at man skal tage bad bagefter).

Når man fx sidder omgivet af mennesker, som man elsker på terrassen ved spisetid, og børnene (også de lidt større børn) leger i haven og i den der pool, der skulle være en pool, men nok nærmere har udviklet sig til et mosehul efter at have huset børn dagen lang. Duften af grill i luften, lyden af latter fra mosehullet, en græsslåmaskine i det fjerne, nogle stemmer ovre fra naboen, isbilen der pludselig melder sin ankomst, og alle børn (mig selv inklusiv) render ud til den, alt imens der bliver råbt ‘ jubiii, isbilen’. Kl. 23, når ungerne er puttet for længst, trætte og glade, fordi også de elsker ferie og sommer og ikke mindst den tid, man har sammen. Rødvin i glassene, mørk bounty (hvem elsker måske ikke det), og jeg griner så meget, at jeg bliver helt glad oven i hatten. Det er bl.a. i sådanne øjeblikke, at jeg er lykkelig helt ind i hjertet.

Storby og ferie

Cirkus Summarum

Men Aura-Xenia og jeg har altså heller ikke helt kunne holde os fra storbyen i vores ferie. Vi var jo i Århus, hvor vi bl.a. var en tur i Tivoli Friheden og på shoppe-tur i Århus. Derudover har vi været en tur i København for at se Cirkus Summarum. Det var 30 grader, føltes som 50 og der var en milliard million mennesker, men Aura-Xenia syntes, at det var fantastisk at møde Bamse, Kathrine fra Lille Nørd og Christian fra Christian og Mysteriet, så det var klart anstrengelserne værd. Inden cirkus var vi en tur i Fields. Og det havde slet ikke noget at gøre med, at de har Starbucks i Fields, og at jeg er ualmindelig glad for Starbucks. Glæden var stor, da også Aura-Xenia var begejstret for konceptet og drak en frappuccino som sin mor (dog uden kaffe).

Aura-Xenia i 'Build a Bear' i Fields, København.

Aura-Xenia i ‘Build a Bear’ i Fields, København.

Vores ekskursion til Fields Shoppingcenter tog dog ydermere en anden drejning, da jeg ikke havde forudset, at vi ville gå lige forbi en Build a Bear forretning. Aura-Xenia fik lov at ‘bygge’ sin første bamse. Jeg ved, at de tjener styrtende med penge på det koncept, men jeg kan altså godt forstå, at børn synes, at det er sjovt. JEG synes, at det er sjovt. Vi var i forretningen i hvert fald i en time, måske to (og kunne have været der meget længere), men det var en fest for Aura-Xenia, så også det var det hele værd.

Bøhlandet er perfekt i varmen

Sejlklubben ved Skanderborg Sø.

Sejlklubben ved Skanderborg Sø.

Der er ikke mange steder, der er bedre at være, når temperaturen siger 25 grader plus, end ‘på landet ved vandet’. Her blæser vinden lidt mere kølig luft på en varm krop. Jeg vil i hvert fald helst være ved vandet, når det er så varmt, for jeg er ikke så god til det der med at være i solen og ‘bare’ sidde/ligge med mindre jeg ligger i skyggen med en god bog (og en is). Det er varmt, kedeligt og jeg vil altså meget hellere bade eller lave noget andet sjovt.

Der er jo altså også en grund til, at mange byboere søger på landet eller i hvert fald til stranden i varmen. Varmen i en storby kan være kvælende på en varm sommerdag, hvis man ikke opholder sig det rette sted (selvom jeg nu også elsker København om sommeren).

Nå, men vi har altså tilbragt en del tid på forskellige strande i Kalundborg, hvor vi bor. Jeg forstår bare ikke, hvorfor man i Kalundborg ikke har valgt at gøre bare et par enkelte af by-strandende mere børnevenlige. Det er fint med badebroer, men for de mindre børn ville det altså være fantastisk med sand i stedet for sten, så man kunne gå ud med børnene inde fra stranden. Og ja ja, nu ved jeg godt, at jeg skal høre på et eller andet med, at man bare kan tage badesko på og, at sådan har det altid været. Men bare fordi noget altid har været sådan, betyder det jo ikke, at det absolut skal forblive sådan.

Badebro ved bystrand i Kalundborg.

Badebro ved bystrand i Kalundborg.

Når vi nu har ca. 160 km kyststrækning i Kalundborg Kommune, kunne vi da godt udnytte det lidt bedre i fx Kalundborg by fremfor, at man fx skal køre til Bjerge, Eskebjerg, Asnæs eller Vollerup. Ovennævnte er alle områder med dejlige strande i nærheden af Kalundborg, men man skal stadig køre mellem fem og 15 km fra Kalundborg centrum for at komme derud, hvilket kan være lidt besværligt for folk uden bil. Derfor forstår jeg ikke, at man ikke udnytter potentialet for de mange by-strande lidt bedre.

Derudover er jeg klart nødt til at spørge ind til, hvad der sker for is-husene her i området? Jeg mener, hvor er de? Udover vores slikforretninger i gågaden, der sælger softice, hvor blev de der gammeldags is-huse så lige af? De er så hyggelige, og helt ærligt, så kan det da ikke være rigtigt, at bor man i Kalundborg, skal man køre til Havnsø eller Bjerge for at få en gammeldags is fra et ‘rigtigt’ is-hus?!

Ressourcer skal udnyttes

Hvis vi gerne vil have provinsen til at blomstre igen, og unge mennesker til at vende tilbage efter endt uddannelse, er vi bl.a. nødt til at satse på noget af det, vi har herude, der fungerer (for der er altså desværre også en del, der ikke fungerer). Men noget der fungerer, er naturen. Jeg tror, at vi kan trække rigtig mange turister til danske provinsbyer, hvis de pågældende kommuner forstår at udnytte byernes/kommunernes potentialer. Byer beliggende ved vandet skal selvfølgelig udnytte de muligheder, det giver, men det er der desværre mange kommuner, der ikke evner. Jeg synes desværre, at jeg bor i en af de kommuner, der ikke har levet op til at udnytte byens naturlige ressourcer. Jeg har idéer til, hvordan man kunne gøre tingene bedre, men jeg er jo bare journalist. Der må sidde en masse idérige og kreative mennesker rundt omkring derude, som kommunerne burde sparre med for at finde ud af, hvordan vi udnytter vores ressourcer bedst.

Symbiose

Jeg bor fx i en kommune, der er visionær angående erhvervslivets ressourcer, og som har symbiosen, hvilket Kalundborg er kendt for. Symbiosen er kort fortalt en række virksomheder i Kalundborg, der samarbejder, og hvor det bærende princip er tilvejebringelse og deling af ressourcer og spildstrømme, samt genanvendelse af energi, vand og materialer. Det er også rigtig fint, men det er ikke nok, for når det kommer til natur og kultur, har vi absolut ikke nogen symbiose. Hvilket også betyder, at vi ikke er en attraktiv kommune/by for evt. tilflyttere, da vi i forvejen er udkants-Danmark. Helt overordnet, synes jeg, at vi mangler noget at brande vores by på, og det er ikke nok med den industrielle symbiose.

Og mit bud er faktisk, at min kommune så langt fra er den eneste med det problem???