’Om benene er solidt plantet? Tja, jeg ved, at ting ikke bare kommer til en, hvis man sidder med hænderne i skødet. Jeg har lært at arbejde for mine ting. Sætte mig et mål og nå det’.

Hvis jeg siger blå blink, krimistof og Kanal 5, så ved de fleste, at jeg taler om krimireporter Stine Bolther. Stine er fra provinsen, faktisk fra min hjemby, Kalundborg. Hun var forbi mig forleden til en snak om storby, provins, job og meget mere.

Når jeg møder folk, som har opnået noget, bliver jeg nysgerrig (ja ja, okay, det er jeg sådan generelt med mange ting). Og ja, forhåbentlig har de fleste på et eller flere plan opnået noget. Men jeg mener, sådan opnået noget, der måske er lidt anderledes fra, hvad de fleste render rundt og laver.

Stine har i mange år arbejdet på Ekstra Bladet, men har i de senere år arbejdet for Kanal 5, men fællesnævneren er krimistof. Hun er autodidakt, fik aldrig taget uddannelsen som journalist, da hun havde for travlt med at arbejde. Derudover er hun forfatter til fire bøger.

Men Stine er altså også født og opvokset i provinsbyen Kalundborg. Efter gymnasiet valgte hun, ligesom så mange andre unge, at flytte fra Kalundborg til København. Hun flyttede fra mors kødgryder til Vesterbro, hvilket ifølge hende selv, er lige fra den ene yderlighed til den anden (og det har hun ret i).

’Jeg havde en meget stor udlængsel, da jeg var færdig med gymnasiet, men det handlede ikke om at ville væk fra lige præcis Kalundborg – det var bare for at komme ud og stå på egne ben’.

Stine er også en af dem, der aldrig kom tilbage. Eller det vil sige, hun kom tilbage til provinsen, bare ikke hjembyen.

’Mit arbejdsliv har altid været koncentreret om København, og der er simpelthen for lang transport for mig til Kalundborg, så derfor blev kompromiset et sommerhus i Kalundborg og et hus tæt på mit arbejde, min mands arbejde og hans forældre.

Jeg holder meget af Kalundborg – især mine mange veninder og deres familier, som stadig bor i byen, og selvfølgelig mine forældre. Men også Røsnæs, fyret, gågaden, den hyggelige biograf og i det hele taget at være så tæt ved vandet hele tiden’.

Den ‘farlige’ storby

Stine er aktuel med et nyt program på Kanal 5 ’Dem der passer på os om natten’, der har premiere på onsdag. Stine ER fru Krimi, hvis du spørger i branchen. Hun har stort set ikke lavet andet i mange år, og er da også, ifølge hende selv, lidt ’miljøskadet’.

’Vi har valgt at bo i provinsen frem for København af flere årsager. Jeg drager nok parallel til min hjemby, og har tænkt, at mine børn skulle vokse op et lignende sted. De skal have det samme, som jeg har haft. Derudover er jeg arbejdsskadet. Jeg er jo sikker på, at på hvert gadehjørne i København står der en psykopat. Der sker mere i København, end i provinsen, og det er jo ikke mærkeligt, der bor jo også flere mennesker. Statistisk set er det svært at vurdere, men det er den følelse, jeg har. Jeg kan tage folk med på en guidet tur og fortælle, at det var her, at hun blev voldtaget, det var her, han slog hende ihjel, og det var her brandbomben var osv’.

Her tænker jeg, at den guidede tur i provinsen nærmere ville lyde: ‘Og det var her, at hun blev slået ihjel i 1976′.

Selvom Stine aldrig kom tilbage til hjemegnen, føler hun alligevel, at hun skylder sin hjemby tak for mange ting.

’Min opvækst har lært mig at se folk, som dem de er. Som personer i stedet for fx titler. Det har hjulpet mig i mange situationer. Jeg er meget langt fra snobbet – tværtimod. Og det tror jeg bestemt også kommer fra min opvækst’.

Villa i provinsen eller lejlighed på Vesterbro

Det er pudsigt, for jeg har tænkt meget over netop det emne, vi kom ind på – børn og storby. Hus og lejlighed. Have eller ikke have osv. (trampolin eller ikke trampolin). Og den problemstilling er jeg så langt fra den eneste, der har brugt tid på. Vi valgte, i sin tid, præcis det samme som Stine og hendes mand. Vi boede på Nørrebro i mange år, og var begge enige om, at når vi fik børn, skulle de ikke vokse op på ’stenbroen’ til trods for, at jeg elskede Nørrebro (og stadig gør). Næ, børnene skulle derimod vokse op i provinsen lige som mor og far. Mine børn skulle have, hvad jeg havde haft, for det var det bedste. Jeg kan altså sagtens følge den tankegang, som mange har,  men det er jo netop fordi, jeg selv er fra provinsen.

Alle, jeg kender, der er vokset op i en storby, ser anderledes på den sag. Selvfølgelig gør de det, og jeg forstår dem da. Der er jo ikke noget galt i at vokse op i en lejlighed på Vesterbro. Det er bare min optik, der er anderledes. Anderledes, fordi jeg har oplevet en barndom, som i mine øjne, er den bedste og mest trygge. Og tak for det. Sådan burde alle jo i virkeligheden føle, men det er desværre ikke tilfældet uanset, om barndommens film er optaget i provinsen eller midt på Vesterbro. Men netop fordi jeg havde en god og tryg barndom i provinsen, vil jeg naturligvis give den videre til mine børn.

Men når jeg ser helt nøgtern på det, ved jeg jo godt, at der findes masser af lykkelige børn, der bor i lejlighed inde midt i storbyen. Og hånden på hjertet tror jeg ikke på, at børn har det bedre i et villakvarter i provinsen, end i en lejlighed på Vesterbro. Det er ikke det, det handler om. Det handler om kærlighed og om at være glad for, hvor man lever sit liv. Det handler om at være sammen med det eller de mennesker, som man elsker og som gør en glad helt ind i hjertet, så skal det nok fungere uanset, hvor man bor. Det handler om at være modig og gøre det, der føles rigtigt, til trods for andre menneskers idé om, hvad der er det ‘rigtige’.

Men som sagt, min optik, er hestene på marken nede bagved mit barndomshjem, søen vi skøjtede på – også lige i baghaven. Åen, vi sprang over (når vi ikke faldt i altså) med det gamle reb, der hang i det knækkede egetræ. Ligesom rundbold på den stille villavej om aftenen og svømmeturene i havet 500 m fra mit hjem. DÉT var jo blandt andet det, jeg ville give videre til mine børn (jeg har nu altså kun ét, men alligevel), men jeg kan sagtens se, at jeg er farvet af min opvækst.

Derudover skal vi også huske på, at storby er MANGE ting. Der er jo ingen, der siger, at du skal bo midt på Vesterbro, indre by eller Nørrebro med dine børn, bare for at nævne et par steder. Der er ingen, der siger, at du ingen have eller terrasse kan få, fordi du bor i en storby (det er i øvrigt slet ikke sikkert, at du vil have den).  Der er ingen, der siger, at der ingen grønne områder er lige om hjørnet, hvor du fx kan spille rundbold med dine børn og måske skøjte om vinteren. Og der er ingen, der siger, at du ikke kan bo tæt ved vandet, fordi du bor i en storby.Der er i øvrigt heller ingen, der siger, at du ikke kan bo i et villakvarter, selvom du bor i en storby (du skal selvfølgelig bare have penge nok). Der ER altså mange muligheder for at give dine børn en lignende opvækst, selvom postnr. er København, og dit i sin tid var provinsens. Der er også mange muligheder for at give dine børn en opvækst, der er anderledes fra din, ikke bedre ikke dårligere, bare anderledes.

Ligesom jeg siger til mig selv, fordi jeg har haft noget, der var fantastisk, betyder det jo ikke, at andet ikke også kan være fantastisk. Vi mennesker kan nu engang bare bedst lide, det vi kender. Det er trygt, og vi ved, hvad vi får. Men nogle gange er det i høj grad værd at springe ud i det og gøre tingene helt anderledes. Ikke bedre, ikke dårligere – bare anderledes. Og ikke kun, når det handler om, hvorvidt dine børn skal vokse op i provinsen eller i storbyen.

Fakta

Stine Bolther er gift og bor med sin mand og to børn på en hemmelig adresse grundet sit job.

Hun arbejder på Kanal 5 i dag, men har tidligere bl.a. været ansat på Ekstra Bladet i mange år.

Hun er lige nu aktuel med programmet ’Dem, der passer på os om natten’, der har premiere onsdag den 27.8. kl. 20 på Kanal 5