Mojn, det æ’ Tv-avis

’Mojn, det æ’ Tv-avis. Æ haue it åll di blaejsmøer. Kyt dem i æ tremhus’.

Kunne det ikke være sjovt, hvis man præsenterede Tv-avisen sådan? Jeg læste sidste år en artikel i videnskab.dk om dialekter i Danmark, og den var ret sjov – og ikke mindst tankevækkende. Jeg har længe tænkt over (det er jeg selvfølgelig ikke den eneste, der har), hvordan dialekter efterhånden forsvinder fra det danske sprog. Eller dvs. der er heldigvis stadig mange steder, hvor de endnu findes, hvilket de forhåbentlig vil fortsat.

Men tendensen er, især blandt de helt unge, at man dropper dialekten og taler rigsdansk. Standard-dansk. Hvor lyder det dog kedeligt. Altså, jeg har ikke noget imod rigsdansk, og jeg er med på, at vi alle gerne vil passe ind, men vi behøver da ikke at fralægge vores dialekt for derefter at blive en stor homogen masse. Det skal vi holde op med. Men med de tendenser, man ser i Danmark i dag med urbaniseringen og det faktum, at de helt unge stiler mod, hvad majoriteten taler – nemlig rigsdansk, kan jeg da godt blive lidt bekymret for vores dialekter i fremtiden.

Sønderjysk som rigsdansk

I virkeligheden kunne vi alle have talt fx sønderjysk. Ifølge sprogforskerne er dialekt et spørgsmål om tilvænning og vane. Årsagen til, at københavnsk har ‘vundet’ som den mest ’rigtige’ danske dialekt, er fordi magten i mere end 500 år har været placeret i København. Havde fx Sønderjylland været magtcentrum, og havde det været en position, man havde bibeholdt, havde det formentlig været sønderjysk, som var den rigsdanske dialekt i dag.

Se, det ville være underholdende (altså, det ville det jo ikke, hvis vi alle var vant til det, men følg mig lige lidt her). Jeg mobber skam ingen. Jeg er selv vokset op med ’Hold æ snut. Æ æ imme å oltins nell i æ mornstun’, ’De pikke å æ dør’ og Do har en fimmel fra æ joe te æ himmel (så kan jeg heller ikke meget mere). Min far var sønderjyde, og stolt af det. Jeg elsker det sønderjyske sprog (selvom jeg ikke taler det), det minder mig om min barndom.

Min far talte faktisk rigsdansk, endda i en meget korrekt udgave. Han brød sig ikke om slang, og mente, at ordene skulle udtales korrekt. Han kiggede fx mærkeligt på mig, da jeg som lille sagde ’skralderen’ om skraldespanden. Men når tlf. ringede, og et familiemedlem fra Sønderjylland var i røret, slog min far fuldstændig over i sønderjysk dialekt. Som lille troede jeg, at han lavede sjov, når han talte sønderjysk, da det for mig lød som volapyk. Senere lærte jeg at forstå dialekten simpelthen, fordi jeg hørte den fra tid til anden.

Og det handler ikke bare om dialekter, det er på samme vis med fremmedsprog. Jeg var nærmest indlagt til tysk tv som barn (ja, lidt miljøskadet blev man vel som barn af en sønderjyde), og vi havde engelsktalende familie, men begge dele har gjort, at det pludselig var let at tale andre sprog end dansk – simpelthen fordi det var en del af mit liv. Og det er lige præcis, hvad det handler om.  Bliver dialekterne brugt, lærer vi også at forstå dem (de fleste i hvert fald).

Bet’ Paul fra Vendsyssel

Men jeg må alligevel indrømme, at den dag i dag, forstår jeg stadig ikke, hvad manden, der slår vores græs i sommerhuset i Nordjylland, siger. Han er fra Vendsyssel og bliver kaldt for ’Bet’ Paul’ , og jeg har opgivet for længe siden. Nu bliver min mor nok ‘fornærmet’, eftersom hun er fra byen med bussår’n deroppe i Nordjylland. Jeg forstår da fint nordjysk, men hvis man kommer ude fra heden i Vendsyssel – glem det.

Min svigerinde er vaskeægte århusianer, der spiser ‘snoller’, fredagaften fortæller mig, at jeg er dosk indimellem og spørger: ‘Hvad klokk skal du med færgen, Gitte’? Min ene niece kunne ikke, lige meget hvor ofte hun øvede sig som lille, udtale ‘d‘ i ‘Under den hviiiie bro’ – og det er da alt sammen så charmerende.

Jeg mener, jeg er hele mit liv godmodigt blevet drillet med min jyske accent. Men jeg er glad for den. Meget. Jeg har boet på Sjælland hele mit liv på nær et enkelt år i Århus og alligevel, er jeg hende jyden. Jeg har oven i købet boet i København i små ti år, og mit sprog har aldrig ændret sig. Jeg er stadig kalundborgjyde, og jeg er stolt af det. Jeg kan lide min accent og det faktum, at jeg nødvendigvis ikke taler som alle andre. Jeg er lidt mere jysk end sjællænderne og lidt mindre jysk end jyderne.

Og jeg kan godt tåle at blive ’drillet’ af vennerne i København. På det punkt har jeg ingen intention om at ’passe ind’. Faktisk har jeg et par venner, der bare skal se et billede af Rådhuspladsen, og vupti, de har glemt deres lidt jyske accent og taler pludselig drævent københavnsk. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, de gør det, men det skal de holde op med (gad vide, om der også er københavnere, der ser et billede af en ko og vupti, taler jysk)?

Nuancer er godt

Dialekter er charmerende, og de er vigtige. Uanset, om vi forstår dem eller ej, ser jeg nødigt et Danmark, hvor vi alle taler på samme måde. Der skal da være nuancer i vores sprog – diversitet til mig, tak! Og det er faktisk lidt sørgeligt, men danske sprogforskere mener, at langt de fleste danskere kommer til kort, hvad angår at forstå danske dialekter. Årsagen hertil er simpel – vi hører alt på rigsdansk i dag, og ikke meget afviger fra det sprog, vi kender og selv taler. Vi vil hellere tale et slags ’standard-dansk’, som alle de andre taler. Som tidligere nævnt, hvis vi hørte forskellige dialekter jævnligt, ville vi, ligesom tilfældet er med fremmedsprog, lære at forstå dialekterne.

Det skal vi holde op med, og i stedet glæde os over, at vi danskere også har diversitet inden for sprog. Tal dog med den dialekt, du nu engang har og lad være med altid at forsøge at passe ind – og det gælder både folk i provinsen og i storbyen. Tag ikke fejl, storbysmennesker forsøger lige så meget at passe ind i kasserne – forskellen er bare, at der er flere forskellige kasser i storbyen, end i provinsen. Men det er så uendeligt kedeligt at være som alle de andre i alle henseender. Det skal vi holde op med.

 Fakta om dialekter

(kilde: www.dialekt.ku.dk)

Fynsk, lavkøbenhavnsk, rigsdansk, multietnolekt, bornholmsk og sjællandsk er alt sammen eksempler på dialekter. Dialekt er talesprog, og talesprog er dialekt. Alle talesprogsformer (eller sproglige varieteter) som forbindes med et bestemt sted eller en bestemt gruppe af mennesker, kan betragtes som dialekter. Det er en bred opfattelse af ordet dialekt. Mange års forskning, i hele verden, har vist at sproglig forskellighed (det som sprogforskere kalder sproglig variation) er systematisk. Nogle gange er forskellighederne – f.eks. i sprogbrugen mellem to provinsbyer – systematisk på flere niveauer. Der kan være forskelligt ordforråd, forskellige grammatiske former og forskellige udtaler. Når sprogforskere skønner at der er systematik nok i forskellighederne, taler man om en dialekt.