Vi gør det alle sammen, nogle mere end andre. Og I mænd kan lige så godt læse videre, når det går op for jer, hvad jeg skriver om, fordi I gør det også. I vil nok forsøge at undslippe og komme med en eller anden undskyldning om, at det da vidst er forbeholdt kvinder at gøre det, og ergo er det et kvindeemne, jeg skriver om. Men det er det ikke. I sladrer også. Alle sladrer. Men gør vi det mere i provinsen end i storbyen?
Nøjagtigt som storbyen har fordele, har provinsen det også. Naturen, stjernerne på himlen, lyset og stilheden er noget af det, man umiddelbart vil nævne som fordele ved at flytte væk fra storbyen. Men også menneskeligheden og genkendeligheden er stor i provinsen. Her spiller rødder en rolle. Du bliver set, hørt, talt til, men i høj grad også om. Selvom der er længere mellem bebyggelse på landet, end i byen, er der absolut ikke længere mellem menneskene. I små samfund får man øje på hinanden, og selvfølgelig findes sladderen også her. Måske især her? Sladder er alle vegne, i alle samfund, da det er en naturlig del af fællesskabet. Men sladder er ikke nødvendigvis negativt, ofte er det jo blot et udtryk for interesse. Mennesker går ofte i stykker af at være usynlige, og det er man sjældent i mindre byer.
At genkendeligheden er stor i provinsen, leder mig til at nævne, at jeg ofte får en rigtig god service, hvor jeg bor, bl.a. pga. genkendeligheden. De forretningsdrivende lever jo af, at jeg kommer igen (det gør de selvfølgelig også i storbyen, men der har forretningerne jo yderligere andre muligheder for indtjening, jf. turister mm.), og eftersom de risikerer at møde mig i fitnesscenteret, svømmehallen, i slikbutikken (der kommer jeg absolut, selvfølgelig slet ikke og så langt fra særlig ofte) eller i supermarkedet senere på dagen, har de da en interesse i en rimelig relation.
Nu er jeg nok nødt til at komme med en indskudt historie om netop relation og det pinlige ved genkendelsen. For nogle år tilbage kørte jeg lidt for stærkt på vej til København. Jeg var kun lige nået ud over bygrænsen, hvor jeg bor, da jeg hidsede mig op over ham, der kørte foran. Jeg overhalede derfor, og da han havde travlt med at blande sig i min kørsel, kom jeg til – og jeg er ikke meget for at indrømme det – at hive en bestemt finger op i vinduet (det gør jeg altså ikke normalt), men jeg blev så sur, og havde vanvittig travlt. Nå, men det pinlige er så, at jeg kendte ham, der sad i bilen – en politimand fra Kalundborg, hvor jeg bor. Han stoppede mig, og jeg sagde selvfølgelig undskyld for min ikke så pæne opførsel. Behøver jeg at sige, at jeg var meget flov? Han spurgte til at begynde med efter mit kørekort, men da han så, at det var mig, kom han til at smågrine. Jeg måtte så bekende, at det havde jeg heller ikke med. Han var venlig og sagde, at han havde jo selv givet mig det i sin tid (hvilket han havde), så han vidste, at jeg havde et. Jeg fik ingen bøde, men en formaning om, at jeg nok skulle køre lidt langsommere fremover og ikke lade mig hidse op (ja ja, lettere sagt end gjort). Men behøver jeg at sige, at jeg aldrig sidenhen har flagret med den midterste finger igen. Jeg har mødt ham flere gange siden da, og hver gang smiler han til mig, og jeg er stadig flov, når jeg ser ham.
Jeg kom også en gang til at tage min cykel med ind i Føtex for at handle, fordi jeg gik i mine egne tanker. Jeg opdagede det først oppe i grøntafdelingen, som ligger pænt langt inde i forretningen. Jeg måtte gå tilbage (jeg cyklede dog ikke) og pænt spørge, om de ville lukke mig (og min cykel) ud. Den har jeg også hørt for mange gange, da der var en hel del, der netop genkendte mig i forretningen, og de der ikke så mig, fik historien af de andre. Sådan er det at leve i Korsbæk.
Men da jeg nævnte service før, var det fordi jeg gerne ville fortælle om, at netop det at bo i en mindre by også har fordele, hvad angår service. Jeg var i en lokal forretning forleden, hvor jeg kun havde mit Master Card med, hvilket forretningen ikke tog imod. Ejeren af forretningen sagde til mig, at det fandt vi nok ud af, jeg kom jo igen en anden dag. Eller da jeg skulle købe garn for min mor i den lokale garnforretning (det skal siges, at min mor bor i Skanderborg, men ofte stadig køber garn i Kalundborg, fordi hun kan lide at handle der). Jeg kommer ned for at hente garn, som jeg skal sende med posten til min mor, og inden jeg har set mig om, har ejeren af forretningen pakket garnet, lagt det i en postkuvert og skrevet, hvad porto, der skal på. Så var den idiotsikret for sådan en som mig. Se, det er service. Ovenstående er bare et par eksempler, jeg kunne komme med mange flere. Og det er jo ikke fordi, jeg siger, at der ikke findes god service i storbyen, for det har jeg da også oplevet mange gange, men det gør mig bare oprigtig glad, at den slags købmandsskab, som jeg lige har nævnt, stadig eksisterer. Det gør den i min by, og det tror jeg, at den i høj grad gør i de forskellige provinsbyer rundt omkring, fordi man kender hinanden, og derfor har lettere ved at lempe på forskellige regler. Og jeg er ikke altid fan af regler, selvom jeg selvfølgelig godt er med på, at vi ikke kan leve i et samfund uden…
Ulempen ved, at alle kender alle er så omvendt også, at en fjer bliver til fem høns i løbet af ingen tid. Hvad jeg ikke har hørt af historier i de år, hvor jeg har været tilbage. Historier om folk jeg ikke kender, om folk jeg ved, hvem er, om mine venner, men også historier om mig selv. Ofte ved folk slet ikke, hvad de taler om, de har bare hørt nogen sige noget om nogen eller noget, og det de ikke har fået helt med, kommer så i en ny (og ofte bedre ) version. Men der er jo, som sagt en grund til, at vi alle sladrer, og sladder er ikke nødvendigvis et onde (meeeen, det er det altså nogle gange).
Derfor sladrer vi
Undersøgelser viser, at vi alle – mænd som kvinder – bruger mellem en femtedel og to tredjedele af vores samtaler på at sladre. Mænd sladrer LIGE SÅ MEGET som kvinder, men mænd taler mere om sig selv, end kvinder gør. Kvinderne er desuden bedre til at fortælle historierne, og de får flere detaljer med.
Der er flere grunde til, at vi sladrer. For det første er sladder med til at placere os i en ramme rent socialt. Funktionen giver ro og tryghed, og vi er klar over, hvor vi har hinanden. Dernæst er sladder med til at skabe vores identitet i den sammenhæng, hvor vi sladrer. Vi kan nemlig ikke finde ud af at se os selv, men mærker os selv ud fra den respons, vi får via vores kommunikation med andre. Derfor er det jo heller ikke så mærkeligt, at sociale medier, hvor vi skal ’følge’, ’like’ og ’kommentere’ hinandens billeder og andre opslag, er så populære.
Når vi sladrer, skaber vi en eller anden form for relation, hvor den ene indvier den anden i et ”fortroligt” emne eller blot kommer med ny information. På den måde, får vi en oplevelse af at have noget sammen med andre menneske, og det er med til at skabe identitet. Derudover skaber sladder også opmærksomhed, hvilket forstærker oplevelsen af at høre til – og det har vi jo snakket om før – det vil vi alle jo så gerne, det giver nemlig tryghed.
Faktum er altså, at vi alle sladrer. Kvinder sladrer, mænd sladrer – nogle selvfølgelig mere end andre. Jeg skal ikke selv holde mig for god, jeg kan sladre ligesom alle andre, men jeg kan også tåle, at folk sladrer om mig. Og man skal være klar over, at uanset om man bor i provins eller storby, så sladres der. Men i provinsen er det måske mere udtalt, da man ofte ved, hvem de fleste er, og derfor også har lettere ved at vide, hvad de siger og gør og deraf forholde sig til det – og ikke mindst formidle den viden videre. Altså sladre – på godt og ondt.
