Jeg fik for et par uger siden en e-mail fra en sociologistuderende ved Københavns Universitet. Hun er i gang med at skrive speciale, som handler om de bevæggrunde som børnefamilier har for at bo i byen og for at flytte ud af byen. Hun var faldet over min blog i forbindelse med research til sit speciale, og kunne se, at det er nogle af de samme overvejelser, som jeg italesætter på min blog, som hun gerne vil undersøge. Specialet omhandler altså bevæggrunde for at bosætte sig hhv. på landet og i byen. For at kunne bruges som interviewperson skal man opfylde visse kriterier, og det er her, at det bliver tankevækkende. Jeg har selv indvilliget i at være interviewperson, men lovede samtidig, at hvis jeg kendte en eller flere, måtte jeg meget gerne spørge dem, om de også ville hjælpe.
Provinsen eksisterer ikke for akademikerne
Her kommer problemet (eller jeg ved ikke, om det ligefrem er et problem, men det er i hvert fald tankevækkende). Jeg kan ikke komme i tanke om én eneste, jeg kender, der opfylder kravene som interviewperson. Kravene er følgende:
- De skal være børnefamilier med hjemmeboende børn.
- Mindst én i husstanden skal have gennemført en lang videregående uddannelse.
- Man skal have boet i København i en periode og derefter være flyttet ud af byen.
Der er ellers plads til et par akademikere i træerne i provinsen…
Enten har de, jeg kender, der har en lang videregående uddannelse aldrig forladt København, eller også er de flyttet tilbage til storbyen (eller udlandet), efter at have været bosat i provinsen i en periode. Jeg kender ganske vidst flere akademikere, der bor i provinsen, men så har de ikke længere hjemmeboende børn. Der er altså hele tiden et kriterium, de ikke opfylder. Jeg har virkelig tænkt, om det kan være rigtig. Jeg er klar over, at akademikere ikke ligefrem hænger på træerne i provinsen, men alligevel.
For god orden skyld vil jeg lige nævne, at jeg altså er ligeglad med, hvorvidt man har en ph.d. eller er ufaglært, håndværker, autodidakt eller noget helt fjerde. Det er bestemt ikke det, jeg dømmer folk på. Mine venner er en ’blandet landhandel’ (hvad angår både det ene og det andet), men det er da egentlig interessant, at alle mine venner, der har en lang videregående uddannelse, bor i København/Århus eller udlandet. Men når det er sagt, så er det et faktum, at mange provinsbyer skriger på akademikerne, men at akademikerne ikke vil til provinsen – hverken for at arbejde eller bo, hvis de kan blive fri.
I en undersøgelse fra 2012 lavet af Djøf, Ingeniørforeningen og Berlingske Nyhedsmagasin, hvor 1135 djøf’ere under 40 år deltog, ville 76 procent tage et job i København eller Frederiksberg Kommune, hvorimod kun 13 procent ville tage et job i Sønderjylland. 22 procent kunne forestille sig at arbejde i Kina og 47 procent i USA. Akademikerne vil altså helst blive i København, og de vil hellere til udlandet og arbejde, end til provinsen.
For halvandet år siden skrev jeg netop en artikel i Sjællandske Medier om Novo Nordisk i Kalundborg. Her har man ikke problemer med at finde akademikere, men til gengæld bosætter de fleste ansatte akademikere hos Novo sig ikke i provinsen. De kører efter jobsene, og det er netop de højere lønnede jobs, der bliver kørt efter på Novo i Kalundborg.
Ifølge HR Director hos Novo Nordisk i Kalundborg, Jesper Amskov kører lidt over halvdelen af akademikerne på Novo Nordisk i Kalundborg – ud af en styrke på ca. 300 – mere end 40 km til job – altså Holbæk-området. Omkring en tredjedel kører over 90 km, altså Københavnsområdet. Det er altså relativt mange – en tredjedel, der vælger at køre over en time hver vej. Hvorimod hovedparten af operatørerne bor i nabolaget. Kun ti pct. kører omkring 40 km. og en enkelt eller to kører mere end 90 km.
Provinsen betyder hurtigere vej til toppen
Flere undersøgelser viser ydermere, at topledere med en lang videregående uddannelse klumper sig sammen i hovedstadsområdet og ved de større byer. Men i virkeligheden kan man gøre lynkarriere, og ligefrem hoppe flere trin på karrierestigen over, hvis man vover springet til provinsen, lyder rådet flere steder fra. Ifølge en opgørelse fra e-Statistik skal man i hovedstadsområdet helst have en lang uddannelse og mange års erfaring for at blive lukket ind på direktionsgangene. Mere end hver tredje topleder i hovedstadsområdet har taget en lang videregående uddannelse. I Århus, Odense og Aalborg har højest hver femte topleder en lang videregående uddannelse, og i store dele af provinsen har kun mellem fem og ti procent af toplederne en lang videregående uddannelse bag sig.
Der er selvfølgelig flere årsager til ovenstående, men en væsentlig faktor må klart være, at langt de fleste virksomheder har hovedsæde omkring storbyerne, så her samler de veluddannede topledere sig. Spørgsmålet er så ’bare’, hvordan gør man provinsen mere attraktiv for akademikerne? For i min optik er samfundet – både i provins og i storby – bedst tjent med ’godt og blandet’, da forskellige udgangspunkter giver et mere nuanceret billede af virkeligheden.
OBS: Hvis du læser dette, og opfylder kriterierne for at være interviewperson, så mangler den specialestuderende stadig interviewpersoner til sit speciale. Hvis interesseret, henvendelse til mig, og jeg videreformidler kontakt…
