Jeg har længe, som i rigtig længe, som i mange år, undret mig over, hvad det er, der gør, at reality-tv er så populært. Altså, jeg forstår godt, hvorfor noget af det er populært, men så langt fra det meste. Danmark overrendes pt. af de der ’wanna be kendte’ og ’semi-kendte’. Jeg er relativt ofte i København, og sidst jeg var ude en lørdagaften med nogle af mine veninder, var jeg tæt på at dø af grin over den der ’star’-status, nogle mennesker (som hverken jeg eller resten af selskabet for den sags skyld anede, hvem var) mener, at de har. Hold nu op, hvor er København overrendt af den slags (måske jeg kommer de forkerte steder, og burde følge et par af mine venners råd og tage på bodega i stedet). Nå, men ‘den slags’ ser man alligevel ikke i provinsen, og tak for det. Meget savner jeg herude, men lige i dette tilfælde, er jeg ret godt tilfreds. Så hellere være en ‘bonderøv’ da.
Og det er altså ikke fordi, jeg skal spille en af de der hellige, der hævder aldrig at se tv, fordi de har vigtigere ting at tage sig til. Og hvis de endelig ser tv, er det kun nyhederne og politiske debatprogrammer, fordi de er åh så korrekte. Ja ja, bevares, dem er der nogle af, jeg er bare ikke en af dem. I øvrigt ser de ( i hvert fald størstedelen) også reality-tv, men enten vil de ikke være ved det, eller også er de ikke klar over det, men det kommer vi til. Jeg ser tegnefilm, håbløs romantiske kærlighedskomedier, åndssvage sjove film, tv-serier og science-fiction film. Om jeg lærer noget af det, næ, nok ikke, men det underholder mig. Og hvis reality-tv underholder en masse mennesker, er det vel også fair nok. Jeg undrer mig bare. Jeg er heller ikke egentlig modstander af reality-tv, jeg kan bare ikke rigtig finde underholdningsværdien i det meste af det reality-tv, der sendes i dag.
Nå, men, jeg har altså vigtige ting at tage mig til en gang imellem, såsom at slappe af foran mit tv. Men det er Netflix, der har overtaget mit tv. Det har det simpelthen, fordi der er så meget reality-tv på tv-stationerne i dag, at jeg er ved at blive sindssyg. Igen, jeg ser bestemt ikke kun dokumentarprogrammer om 2. Verdenskrig og fransk surrealistiske film med et snert af grønlandsk fangerkultur samt politiske debatprogrammer. Jeg ser da også ’ligegyldigt’ tv, udelukkende for underholdningens skyld. Men det er jo netop også underholdningsværdien, jeg sætter spørgsmålstegn ved, når jeg taler reality-tv. Jeg mener, jeg er jo godt klar over, at jeg ikke ligefrem bliver klogere af at se den slags. Det er vi enige om. Jeg ved også, at reality-tv sniger sig ind på mig indimellem, fordi jeg simpelthen bliver så chokeret over, hvad deltagerne gør og siger, at jeg er ’nødt til’ at se det. Men ærligt, interessen ryger altså efter et par min., og det gør den jo netop, fordi underholdningsværdien, efter min mening, er så ringe.
Faldt over denne på Anders Hemmingsens profil på Instagram – @andershemmingsen
Dengang da
Dengang, reality-tv tog sin begyndelse, var der ligesom en form for ‘berettigelse’ – der var jo en handling. De skulle yde et eller andet. De skulle lære et eller andet. De skulle kunne et eller andet. Indrømmet, de elementer rummer visse reality-programmer stadig i dag, men faktum er desværre, at de fleste reality-programmer i dag ikke handler om noget som helst. De kan ingenting (udover at sige virkelige uintelligente ting). De er ikke sjove. Der er ikke nogen pointe, morale, debat (giv mig dog et eller andet). Nogle reality-stjerner har endda formået at gøre en karriere ud af at deltage i det ene program efter det andet, fordi de evner at gøre sig selv til en historie. De evner at gøre et stort nummer ud af ingenting, og indrømmet – det er da smart. Den skal de have. For jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan blive så populær på, dét, der umiddelbart for mig, er ingenting.
Da den første Robinson Ekspedition dukkede op på de danske tv-skærme i 1998, var der mange, der mente, at reality-fænomenet var en døgnflue. Det var det så ikke. Næsten alle kanaler viser en eller anden form for reality-tv, men mange dækker det ind som værende ’reportage’. Mange drømmer om at blive kendte, og reality-tv er i dag vejen frem. De kæmper alle sammen hårdt for opmærksomhed. De gør, hvad de kan for at få den. De tjener godt på deres eget brand – dem selv. De skriver bøger, laver photoshoots, events, har blogs osv., og nogle af dem gør det godt. ’Reality-stjerner’ er mange steder defineret som værende ’ikke rigtige stjerner’. De har ikke noget særligt talent og er kun i cirkulation i en relativt kort periode.
Mange skelner mellem ’celebrities’, der er kendte for at være gode til noget, og dem, der blot er kendt for at være kendte. Reality-genren producerer i den grad ’stjerner’ med udløbsdato. Kun de ’bedste’ er i stand til at udskyde den, og det er dem, der formår at holde sig i mediernes søgelys (så pyt med, hvad de er i søgelyset for, så længe de er der). Nu er der måske nogle, der vil sige, at rønnebærrene er sure, og ja, det er de måske nok, men kun til en vis grad. Faktisk tager jeg hatten af for de mennesker, der har formået at gøre reality-konceptet til en levevej. Tænk at kunne ingenting og så blive populær på det. Fantastisk.
Der er sågar et prisuddelingsshow, der hedder ’Reality Awards’, som arrangeres af ugebladet Se og Hør (hvem ellers). Showet opstod sidste år som et oprør mod, at reality-genren overses ved de store tv-prisuddelinger. Hmmm, hvorfor mon? ’’Reality Awards’ kårer bl.a. ’Årets bedste bryster’, ‘ Årets største skandale’ og ‘Årets brandert’ – taler det i virkeligheden ikke for sig selv? Hvem i al verden, der er ved sit fulde fem, vil dog have en pris for det?
Hvad er reality-tv egentlig
Højtuddannede foragter typisk reality-tv som fx ’Paradise Hotel’. Det ses som plat og fordummende. Omvendt er der i ’smagseliten’ fx stor respekt for tv-debatter såsom ’Debatten’ og ’Deadline’. Programmerne ses som oplysende. Men egentlig er der vel ikke stor forskel på ovenstående programmer, og det vi alle kalder ’reality-tv’. Og så alligevel. Det er muligt, at det er en form for reality-tv, men ovenstående programmer understreger netop min pointe med at have en form for værdi, i det her tilfælde – et budskab, men igen det afhænger vel af øjnene, der ser. Uanset, politiske debatprogrammer er vel på et eller andet plan reality-tv for eliten, og de berettiger det med, at de gør det for en større sag, men i sidste ende, er de vel deltagere i en eller anden form for reality-program. Politisk eller ej, alt efter, hvem der er i studiet, kan den slags programmer næsten også være fordummende. Fælles for dem alle – de vil gerne ses, og hvem vil i virkeligheden ikke det? Spørgsmålet er blot, HVAD vi vil ses, kendes og huskes for.
