Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, at man ofte hilser på en anden måde på hinanden i de mindre provinsbyer end, hvad tilfældet er i storbyen og nok til dels også i større provinsbyer. Jeg har også engang skrevet, at de forretningsdrivende i de små byer langs vestkysten i Nordjylland er af en helt anden kaliber, end dem i storbyen, og nu har jeg igen fået syn for sagen. Jeg ved selvfølgelig, at man ikke kan skære alle over en kam, men jeg vil nu godt vove pelsen og påstå, at vi (jeg selv indforstået) kunne tage lidt ved lære af de mindre samfund rundt omkring i Danmark.
Lønstrup
Jeg opholder mig pt. i Lønstrup – en lille by næsten på toppen af Danmark. Her har jeg tilbragt mange timer gennem årene, fordi min families sommerhus ligger her. Jeg elsker Lønstrup pga. naturen, men også fordi jeg ofte føler, at jeg her har tid til at være sammen med min familie, som jeg desværre ikke ser så ofte, som jeg gerne ville. Sidst, men absolut ikke mindst, er folk heroppe i det nordjyske bare sådan gennemgående ret flinke og hjælpsomme.
Når jeg går til bageren om morgenen, som ligger nede i den lille by tæt ved vores sommerhus, hilser jeg på alle, jeg møder. Hos bageren, som ligger i købmandsbutikken hilser man pænt og spørger mig, hvordan det går, og hvornår vi kom herop. For heroppe har man styr på hvad der foregår. Når jeg går ind af døren hos pottemageren, husker han mig også fra sidste gang, hvor jeg sukkede over alle hans smukke krus og kopper. I brugskunstforretningen og hos glaspusteren kan man også sagtens huske mig, og man får en lille sludder. Det er virkelig hyggeligt.
Børn og plads går også meget godt sammen.
Pottemageren fortalte mig også en historie. Som sagt, det er hyggeligt, men egentlig også pudsigt – heroppe snakker jeg med alle mulige mennesker, som jeg ikke kender, og derfor ikke ville snakke med der hjemme. Nå, historien : Pottemageren har faktisk været flyttet til København for nogle år siden, hvor han havde udstilling/butik nedenunder og værksted ovenpå i en af de små gader inde i København K. Men han solgte og rejste tilbage til Nordjylland – tilbage til Lønstrup. Af to årsager. Han var træt af, at han ikke kunne sidde ovenpå og have åbent i forretningen nedenunder, uden at folk stjal hans ting. Derudover blev han ganske simpelt ikke inspireret. Han manglede naturen. Han manglede sine ture langs stranden ved Vesterhavet – det er her, han henter sin inspiration. Og han er langt fra den eneste. Stort set alle de lokale keramikere, glaspustere og smykkedesignere er ikke havnet i Lønstrup ved et tilfælde. De har valgt at bo der bl.a. fordi, de elsker naturen og fordi, det er her, de finder inspiration
Solnedgang, Vesterhavet – Lønstrup
Nu er jeg ikke videre kreativ, men jeg kan faktisk godt følge ham. Jeg kommer heroppe på alle tider af året, og jeg føler mig også ofte inspireret til at være lidt kreativ, når jeg er her (at det så begrænser sig til at male påskeæg eller lign., er en anden sag). Men faktisk tænker jeg, at skal min bog en dag være færdig, så er det heroppe, jeg slår mig ned et par uger for at skrive i fred og ro (måske jeg nærmere har brug for et par måneder).
Noget andet, jeg bemærkede, var hvordan folk var ekstremt høflige, da jeg var ude at løbe. Alle, jeg mødte på min tur, smilede og hilste for derefter at gå til side, for at jeg kunne løbe forbi på de smalle stier i klitterne. Det sjove er, at de fleste, der gik der på stierne i klitterne, er turister. Turister fra København og turister fra mindre og større provinsbyer rundt omkring i Danmark (og udlandet naturligvis), og det er egentlig også lidt pudsigt. For går man fx på gaden i København, handler det ofte om at komme hurtigt frem, og der er det tilladt at vade ind i hinanden, uden at sige undskyld, men den slags gør man slet ikke her. Her viser vi hensyn til hinanden, hvad end vi er fra København eller et andet sted i landet. Måske alle storbymenneskerne (og os fra de store og mellemstore provinsbyer) er blevet så tilpas afslappede efter nogle dage i sommerhus på landet, at vi glemmer at være ubehøvlede (mig selv inklusiv), og ikke længere stresser af sted, og i stedet har tid til at hilse og smile. Her i blæsten ved Vesterhavet står tiden stille, og det er svært at stresse og være sur og uhøflig over for andre. Her er højt til loftet på flere måder.
Sand alle vegne…
Bl.a. derfor er den del af Danmark så vigtig, og det tror jeg faktisk, at de fleste danskere er klar over, men blot glemmer i en travl hverdag. Der skal være plads til pulsen i storbyen og mangel på samme på landet. Jeg selv elsker storbyens evindelige buldren, livet på gaderne og alle mulighederne lige så højt, som jeg elsker stjernerne på himlen, lange gåture langs vandet og den særlige fred og ro, der er på landet – i de mindre provinsbyer rundt omkring, bl.a. i det nogle kalder udkantsdanmark, men som i mit hoved så langt fra er udkanten af noget, måske snarere tværtimod.
Uanset, jeg kan i hvert fald ikke lade være med at tænke, at vi mennesker måske får lidt mere overskud til et smil og til at give plads til andre, når vi selv får lidt højere til loftet og plads omkring os…
