Solen skinner, og graderne stiger. Lige for tiden står jordbunden i min have fyldt med grønne nuancer. Det er nu dejligt, men det betyder også meget mere arbejde.  Min have ligner nemlig alle andres haver, den er fyldt med ukrudt! Jeg tror næsten, min have indeholder alt slags ukrudt, der findes. Det ser i hvert fald sådan ud. Mange sprøjter med en masse gift for, at få ukrudtet væk, og nu skal det ikke lyde som om, jeg er hellig. Jeg sprøjtede også med Roundup tidligere, men det var FØR jeg fik høns i haven, og opdagede, at alt mit ukrudt faktisk smagte godt. Ja du læste rigtigt, jeg spiser min ukrudt. Det er hverken flippet eller tosset, det smager godt, og det handler også om at bruge det, man har til rådighed.

Det startede for nogle år tilbage, da jeg var pædagog i en naturgruppe i Lyngbys hjerte, Brede. Det er også noget af en københavner provins med højt til himlen og en masse smuk natur (og selveste frilandsmuseet i baghaven). Her mødte jeg Ingrid. En dame på 50 år, der var født og opvokset på Bornholm, og hun var indbegrebet af ’natur’. Hun var en af de pædagoger, der sad højt op i træet på legepladsen og væltede rundt i visne blade, når vi dagligt var i skoven med alle børnene.  Udover det, vidste Ingrid også meget om, hvad man kunne spise i naturen. En dag, da vi alle tre voksne og 30 børn) vandrede rundt med tunge rygsække i skoven, udbrød Ingrid ”Se bolcherne…..!!!”. Jeg gloede rundt.., Halloooo, bolcher i skoven!?. Ingrid bukkede sig, nuppede et brændenældeblad fra bagsiden, klemte det hårdt sammen og puttede det i munden – uden at brænde sig. Fra den dag lærte børnene (og jeg), at brændenælder kunne spises og faktisk smagte fantastisk. Det var starten på mit ukrudts-eventyr, tak Ingrid.

Spiseligt ukrudt – brændenælder

Så nu spiser jeg dem altså – brændenælderne. Her i april og maj er de helt perfekte, de er små, nye og skal helst plukkes, inden de går i blomst. Hvis man tørrer sine brændenælder, mister de en del af deres aktive stoffer, så brug dem derfor friske eller skyl-hak-frys-gem (præcis som ramsløg). De kan bruges til alt; pandekager, brød, suppe, kødretter, tærte, marinade, olie, snaps, te og urtesalt. Hvis ikke du har mod på at nuppe dem fra bagsiden, så tag handsker på, så du (eller børnene) ikke brænder jer på dem.

Udover at putte dem i maden, er brændenælder blevet brugt som et såkaldt ”superfood”/ ”lægemiddel”, da de indeholder en masse gode vitaminer og mineraler. Brændenælder indeholder flavonoider, som er effektiv til behandling af gigt, da de bekæmper betændelsestilstande i kroppen. Derudover indeholder de også kalium, de to stoffer tilsammen har en vanddrivende virkning, der bruges til behandling af væskeophobning (kilde: dr.dk/fordele ved brændenælder og scleroseforeningen.dk).

Brændenælder er altså helt perfekte til mange ting, og de har en skøn smag, prøv selv. Men pas nu på, at du ikke brænder dig.

Brændenælde-boller

Brændenælde-boller

Mandelmel til brændenælde-boller

Mandelmel til brændenælde-boller

 Opskrift:

Brændenælde-boller (6 stk.)

3 æg

3 spsk. hytteost (med top)

2 spsk. HUSK eller pofiber

6 spsk. mandelmel (jeg bruger det affedtet, som jeg køber i Helsam. På billedet er det alm. mandelmel).

4 tsk. økologisk bagepulver

1/2 tsk. salt

2 håndfulde brændenælder

Skyl og hak brændenælderne og bland dem sammen med de andre ingredienser. Lad det trække i 10 min. Form bollerne, og bag dem i en forvarmet ovn (varmluft 180 grader).

Velbekomme

Bedste hilsner, Stine