Jeg har en ven, der er flyttet fra København til Sønderborg, og han synes, at det er vanvittig morsomt, at man på barer og diskoteker – og jeg citerer: “Spiller ’ældre’ musik, som man ’skråler’ med på”. Det er han ikke vant til fra bylivet i København. Derudover bliver der sagt tillykke til ham, når han køber champagne, når han er i byen, fordi på de egne, køber man kun den slags, når man fejrer et eller andet. Dét, synes han, er vældig morsomt, da han stort set altid drikker champagne, når han er i byen. Derudover er han overrasket over, at kassedamen hilser på ham – det er aldrig sket i de mere end 30 år på Amager. OG forleden dag, kørte der en traktor gennem byen – det var stort. Jeps, han er kommet til provinsen – på godt og ondt (men der er nu også nyere musik herude).
Selvom Danmark er et lille land, er der faktisk store regionale forskelle på, hvad vi køber, hvad vi spiser, og hvordan vi holder ferie osv. Det har jeg egentlig ikke tænkt over tidligere, eller jeg tror da, at jeg var klar over, at der var nogle forskelle, men da jeg faldt over et par undersøgelser af netop danskernes forbrugsvaner i de forskellige regioner, var det tankevækkende, hvor forskellige regionerne er fra hinanden på nogle områder. Og det til trods for, at Danmark er et lille land. I USA er hver stat jo som at komme til et nyt land, men lille Danmark rummer virkelig også mange forskellige slags mennesker – og tak for det da.
Når jeg tænker over det, kan jeg sagtens se, at min fars familie i Sønderjylland lever helt anderledes på mange områder end, hvad jeg fx gør. Deres madvaner er anderledes fra mine – de spiser betydeligt mere gammeldags. De går i noget helt andet tøj, lytter til noget andet musik og de rejser heller ikke, som jeg gør (nogle af dem har faktisk aldrig været nord for Århus, og da slet ikke på djævleøen, uha da). Det har ikke nødvendigvis noget med alderen at gøre, selvom den selvfølgelig spiller en rolle, men der er altså også forskel på regionerne, selvom vi taler samme aldersgrupper.
Det er fx ikke ligegyldigt, om man er bosat på Fyn, i Østjylland eller i København, når det gælder køb via nettet. Der er nemlig stor forskel på danskernes forbrugsmønstre i de forskellige regioner. Men det kræver da ikke en studenterhue at regne den ud. Eller gør det? Fx er København det sted i landet, hvor der bliver handlet mest på nettet (no shit, Sherlock). 48 procent af københavnerne bestiller take away på nettet hver eneste måned. Men det ville jeg (og sikkert en masse andre i provinsen) da også gøre, hvis bare der var et sted at bestille take away fra – som ikke er fedtet kebab eller pizza vel at mærke.
Når vi taler om mad, er der netop stor forskel på, hvad vi gerne vil putte i munden. Der bliver fx længere mellem de klassiske danske retter i København, alt imens eksotiske ingredienser ikke rigtigt finder vej til Danmarks mindre byer, og ifølge undersøgelserne, udvikler det moderne køkken sig mest i de store universitetsbyer, og landsdelenes madindkøb bliver stadig mere polariserede.
Men det er da også logisk, da specialvarer ikke er tilgængelige i lige så høj grad i provinsen eller yderområderne, om I vil, som hvad tilfældet er i fx København og Århus. Vi har jo ikke alle de små lækre specialforretninger i provinsen. Jeg kan ikke bare gå ned på hjørnet og spise iransk, hente suppe i et suppekøkken eller gå på raw food restaurant. Jeg ville gerne, men jeg har ikke muligheden så længe jeg bor i provinsen.
Der er sat nogle rammer for os hver især, hvor vi bor, og det er op til os, der bor der, at skabe nogle muligheder, for de muligheder er bl.a. med til at afgøre, hvad vi spiser og bliver inspireret af. Og det er lige præcis muligheder, jeg ofte savner i provinsen. Men dem, skal man selv skabe.
Jeg bor fx i en mellemstor provinsby, hvor take away er ikke eksisterende med mindre man vil spise pizza eller kebab. Det passer så ikke helt, for vi har også en sushi restaurant og en thai take away, men så slutter festen også. Men i små provinsbyer og ude på landet har de måske slet ingen restauranter eller mulighed for take away, og derved er deres rammer snævre i den forbindelse. Ligeså i forhold til specialforretninger med forskellige eksotiske delikatesser. Men der er jo en årsag til, at den slags forretninger ikke åbner i de mindre provinsbyer – de kan nemlig ikke overleve. Så kære provinsboere, vil man have specialforretninger, kræver det også, at man handler i dem.
Derudover er der åbenbart også stor forskel på en nordjyde og en sjællænders forbrug samt, hvordan vi holder ferie. Familierne i hovedstadsområdet bruger flest penge på boligen, og en gennemsnitlig familie i Region Hovedstaden bruger 18 pct. flere penge om året end en familie i Region Syddanmark. Igen No shit, Sherlock – mon ikke, at der er flere husstande i hovedstaden, der tjener mange penge end, hvad tilfældet er i Region Syddanmark. Deraf forbruget?
Københavnere bruger mere end fem gange så mange penge som nordjyder på flybilletter. Til gengæld bruger de mindre end halvt så meget på biler, som nordjyderne gør. Igen, det er vel ikke så mærkeligt, da København er langt lettere at bevæge sig rundt i UDEN bil. De har jo ikke ligefrem en metro og S-tog i Hirtshals. Ligesom det er lidt lettere (og billigere) at finde en p-plads til bilen i Hirtshals.
Nordjyderne kører ofte på ferie i stedet for at flyve – og flyver de, er det charter. I hovedstaden, hvor husstandene er tæt på en lufthavn, og der er flere mennesker med god indkomst, planlægger man ofte egne rejser og bestiller fly og hotel separat. Igen, det giver da meget god mening. Har man ikke en bil eller har man måske en delebil (som er populært i de store byer, især i København) er det svært at bruge bilen til at køre på ferie i.
Alt i alt giver forskellene vel meget god mening, men derfor er det nu sjovt, at et lille land som Danmark har så store forskelle regionalt. Dét, jeg synes, at vi skal være opmærksomme på, er, at de mennsker, der bor i de pågældende provinsbyer, selv skaber livet i byerne. De mindre byer, der i Danmark vokser og får mere liv, er noget, der er blevet skabt af nogle mennesker med visioner. Selvfølgelig skal mulighederne være der, men det er de også ofte – det kommer bare an på øjnene, der ser.
