Hvem har ikke spenderet søndagen i en sportshal på et eller andet tidspunkt i sit liv – i hvert fald som barn eller teenager. Heppet på vennerne eller kæresten fra sidelinjen, svedt på banen og spist pommes frites, cowboy toast og drukket Faxe Kondi på ølflasker efter en kamp. Eller blandet slik i cafeteriet. Senere blev Faxe Kondien til en ølkasse, der stod midt i omklædningsrummet sammen med kamfer cremen og de sure benskinner/sokker. Hvem husker ikke stemningen, når man skulle spille mod nabobyen, hvoraf flere var nogle man kendte. Eller euforien, når halinspektøren havde glemt at låse af, og alle madrasserne samt torvene i loftet pludselig var tilgængelig til en omgang ’ulovlig’ jorden er giftig. Det var en fest. Jeg husker også den obligatoriske udsigt fra cafeteriet hen over sportspladsen, hvorfra der var frit udsyn til barndomsheltene på banen (læs: de lidt ældre, men utrolig seje drenge og piger, der løb rundt og scorede det ene mål efter det andet).
Jeg er ikke gammel nok til ‘de glade 60’ere’ eller ‘de vilde 70’ere’, men jeg var barn i 80’erne og teenager i 90’erne, og hvem har ikke været til ’sodavandsdiskotek’ i sportshallen hver 4. fredag i måneden. Jeg har i hvert fald danset til min del af 90’er musik – i 90’erne – til diverse 18 års fødselsdage i festlokalet i de lokale sportshaller, mens discokuglen blinkede fra asbestloftet og kastede lys udover de mørke marker. Måske endda kysset sin ungdomskærlighed på netop de lakerede gulve i hallen. Faktisk håber jeg, at alle, på et eller andet tidspunkt, har haft fornøjelsen af 70’ernes grimme sportshaller, for lige så grimme de er, lige så mange gode minder indeholder de. De har været en del af mine barndoms- og ungdomsår. Ville jeg være det foruden? Det tror jeg faktisk ikke…
Kommunalreformen tilbage i begyndelsen af 1970’erne fjernede skellet mellem sognekommuner og købstæder, og mere end 1.000 kommuner blev dengang til 275. Man frygtede vidst, at lokalsamfundene ville forsvinde i de nye store kommuner, og man fik derfor travlt med at samle folk – det hele skulle jo gerne forblive, som det plejede – det kan vi mennesker jo nu engang ofte bedst lide (selv om vi ofte ville have godt af at turde prøve noget nyt). Men det handler om tryghed, om at føle sig hjemme, og den følelse kender de fleste vidst. Lige præcis den følelse, tror jeg, blev bevaret i den nye sportshal.
Og de – dengang – noget nyere lokale samlingssteder var en stor succes lige fra begyndelsen. Hallerne blev indrettet med cafeterier, tilskuerpladser og selskabslokaler, der gjorde det muligt at leve hele sit sociale liv i sportshallen. Og i dag, er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, at provinsen er lig med ’Forenings-Danmark’. Jo længere væk fra storbyen, jo bedre er man til at melde sig ind i en idrætsforening og dyrke sport sammen med andre. I provinsen er der en meget stærk tradition for at mødes i klubberne og være sociale både mht. at dyrke sport, men også andre aktiviteter. Hvorimod, hvis jeg ikke tager meget fejl, dyrker de fleste mennesker i storbyerne sport i private fitnesscentre/klubber. Det er selvfølgelig også en slags social klub, men det ligger alligevel så langt fra 70’ernes sportshaller. Og det er jo ikke, fordi man ikke benytter private fitnesscentre i provinsen, for det gør man selvfølgelig også – i stigende grad endda, men samtidig er den der ’holdånd’, der eksisterer i sportshallerne rundt omkring – også i København, blot i mindre omfang – bare så markant anderledes fra stemningen i det lokale fitnesscenter.
Jeg har faktisk på fornemmelsen, at sportshallernes popularitet ikke er faldet meget gennem årene, måske er det andre sportsgrene, der er populære, og der er kommet flere til, men 70’ernes sportshaller – de er her endnu. Jeg har ikke selv ’dyrket’ sportshallerne, siden jeg var barn på håndboldbanen eller som teenager som badmintonspiller, men med ét er jeg pludselig tilbage. Lugten i hallerne er stadig den samme, og den der følelse af at være tilbage, gav mig næsten kuldegysninger, og der var straks flashback i farvebilleder i Gittes hjerne. Samtidig er det også lidt mærkeligt, da jeg jo nu er en af ’de der voksne’. Det er ikke længere mig, der scorer mål, og mine venner, der råber mit navn. Eller mig, der sidder og kigger på ham den lækre, der er vanvittig god til håndbold. Eller mig, der bader sammen med alle håndboldveninderne, mens vi er ved at dø af grin over et eller andet, der skete i hallen fem min. tidligere den søndag.
Næ, nu er det såmænd min datter på blot fem år. Hun er nemlig begyndt til rulleskøjteløb. Ligesom hun går til svømning i den lokale svømmeklub, som ligger i forbindelse med en sportshal, og ’den der hal’ er en helt ny verden for hende – og hun elsker den. Hun har indimellem været med mig i fitnesscenter, ligesom hun har været ude og heppe på mig, når jeg har løbet løb, men sportshallerne – de kan altså et eller andet. Da hun svingede sig i ribberne forleden for derefter at kaste sig leende ned på madrassen, da huskede jeg det hele én gang til.
Sportshallerne rundt omkring i Danmark, nok primært i provinsen, var et hit, da jeg var barn i 1980’erne og teenager i 1990’erne, og lur mig, om de ikke holder mange år endnu – de har allerede lidt status af at være retro på sin egen forunderlige facon. Hvor jeg bor pt. er der vel knap ti haller i en radius af ti km., og de bliver flittigt brugt til diverse sportsgrene af folk i alle aldre. Det er vidst meget sigende for lokalsamfundet, er det ikke…
Uanset, om sportshaller og det at opholde sig i en sådan er smart eller ej, gør det i hvert fald mig glad, at min datter får lov at opleve noget, som jeg ved er værdifuldt. Jeg bærer det selv, med glæde, i min rygsæk og uanset, hvor jeg befinder mig i fremtiden – provins eller storby, Danmark eller udland, vil jeg altid mindes en tid og et sted, hvor lugten af sure sokker, og friturelugt egentlig var okay. Skål i Faxe Kondi!
