Jeg har jo, som bekendt, boet i København i små ti år. Da jeg boede i København blev jeg klippet af en frisør, der havde salon i København, hvilket vel er meget naturligt. Da jeg flyttede til Kalundborg, blev jeg imidlertid stadig klippet af min frisør i København. Ganske enkelt, fordi jeg bildte mig selv ind, at de nok var lidt bedre til den slags i København. De vidste i hvert fald helt sikkert lidt mere om, hvad der var moderne. Det var jeg helt sikker på. Som om det nogensinde har været relevant for mig, der har haft den samme frisure mere eller mindre, siden gymnasiet. Jeps, så modig er jeg nemlig, hvad angår mit hår. Og til jer mænd, der læser med – frygt ej, indlægget handler ikke om hår, i hvert fald ikke på den måde, som i ganske givet frygter lige nu, mens I læser dette. Næ, læs I blot med, for der ligger meget mere bag end ‘bare’ parykken…
Nå, men jeg var altså dengang overbevidst om, at jeg i hvert fald ikke kunne blive klippet lige så godt ude på bøhlandet, som inde i København. Heldigvis blev jeg klogere (meget klogere). Jeg har i min tid (nu lyder jeg lidt som en på 69 år) fået sat hår af temmelig mange frisører, og min nuværende frisør er ubetinget en af de bedste, jeg har stiftet bekendtskab med. Og guess what? Hun er fra provinsen, bor i provinsen og har sørme også salon i provinsen. Det hænger jo ikke helt sammen med, at jeg var overbevidst om, at man skulle have salon i København for at være en af de rigtig dygtige i branchen. Men jeg tog fejl. Så simpelt er det.
Pia Breiner Sørensen sammen med Paul Mitchell, hans hustru – og hele Pias dygtige frisørteam fra salonen i Kalundborg.
Pia Breiner, der ejer Frisør Breiner Coiffure i Kalundborg, har netop i år været en del af Paul Mitchells årlige store show (til dem, der ikke lige ved det, er Paul Mitchell kæmpe stor i ‘frisørverdenen’) – valgt ud som den eneste danske frisør. Det sjove er, at når jeg hører om sådan et show, og at der er en dansker, der deltager, så kommer jeg (uden at kunne gøre for det naturligvis) til at tænke på København. For det må være en eller anden kreativ københavner, der er en del af den slags. Men det er det bare ikke. Det er en meget dygtig og kreativ frisør, i en provinsby ude ved vandet, en god times tid fra hovedstaden – nærmere betegnet dét, mange kalder for ’Udkantsdanmark’.
Paul Mitchell gathering, Madrid september 2015
”Jeg arbejder som artdirector For Paul Mitchell Danmark, hvor jeg står for alt undervisning og billedmateriale i hele Danmark. Paul Mitchell afholder en masse ’previews’, hvor vi frisører skal bestå en masse prøver i forbindelse med fx nye teknikker osv. Og jeg gjorde det godt, og blev derfor valgt ud til Paul Mitchell Gathering i Madrid. Det er et kæmpe show, der bliver afholdt hvert år, sædvanligvis i USA, men da Paul Mitchell allerede er meget store i USA, valgte man i år at afholde det i Europa, da man her er godt i gang med at få mere fat i branchen. Jeg blev valgt ud som den eneste dansker, derudover er der to svenskere med, og det er os tre, der repræsenterer Norden.”
I min bog må man altså godt prale, når man er så dygtig, som Pia. Ikke, at hun gør det – men hun må godt. Men at Pia har salon i provinsen, betyder samtidig, at jeg tog fejl (og det betyder også, at jeg kommer til at sætte folk i kasser, og det hader jeg ellers, når folk gør). Men selvfølgelig tog jeg fejl, men problemet er, at jeg så langt fra er den eneste. Mange danskere har en idé om, at skal det være trendy, så foregår det i København, ikke engang de andre store byer i Danmark er gode nok til den slags, næ det SKAL være København. Og ja, der er rigtig mange dygtige kreative mennesker i København, men det er der altså også i provinsen (OG der findes altså også salt/peberhår i København).
Dét, jeg i virkeligheden forsøger at sige, er, at man ikke behøver at tage til København for at være smart og med på den sidste nye trend. Det er klart, at hvad angår tøjmærker, er udvalget langt større i storbyen end, hvad tilfældet er i provinsen, men det betyder jo altså ikke, at man render rundt i træsko og campinghabit dagen lang i de mindre danske byer. Mange steder har man rigtig fine butikker med stort udvalg, og de steder, hvor udvalget ikke er så stort, der har de faktisk biler, der kan køre ’hele vejen’ til de store byer, hvoraf mindst en ligger relativt tæt på, da afstandene i Danmark jo trods alt er temmelig små. Derudover kan man, i provinsen, også (surprise) finde ud af at bruge det der smarte internet, og bestille varer den vej. Så selvfølgelig er der områder, hvor provinsen kommer til kort, men der er faktisk også områder, hvor storbyen står som nr. 2, eller hvor det er hip som hap. Men hvad angår fx hårmode er frisørerne i provinsen akkurat lige så dygtige og med på beatet, som salonerne i København.
Eller dvs. der er vel gode og mindre gode i alle brancher, i provinsen såvel som i de store byer. Men vi kender jo alle ’Salon Bent’ eller ’Salon Tove’ med røvballegardin og plastiskblomst i vinduet, og en frisør, der kun kan klippe med maskine (og det ikke engang særligt godt) eller lave salt/peber hår, når det er værst. Men de ligger altså ikke kun i provinsen, de findes skam også i København. Den slags har provinsen skam ikke patent på, selv om mange tror det.
Ikke just røvballegardiner og kunstige blomster i provinsen… 😉
Jeg vil tro, at jeg har lige mange venner i København, hvor jeg har boet i mange år, og i Kalundborg, hvor jeg er opvokset, og bor nu. Men jeg kan ikke se forskel på, hvor de bor. Jeg kan mærke forskel på nogle punkter, men bestemt ikke se forskel. Jeg ved, at vi elsker, når vi kan putte folk i kasser og fortælle dem, ar når du bor der, ser du sådan ud, mener sådan og sådan osv. Og indimellem er det også dejligt med det der ’stereotype-billede’, som vi kan trykke godt ned over hovedet på folk, men det passer simpelthen bare (heller) ikke i dette tilfælde.
”Jeg synes jo ikke, at der er stor forskel fra Kalundborg til København, hvad angår hårmode, når jeg ser kunderne i min salon. Men jeg kan da godt se, når jeg kigger rundt i gadebilledet, at mange ikke rigtig tør skille sig ud herude, og det er man nok bedre til i storbyen. Her kan man gemme sig lidt mere. Men det er pudsigt, for jeg har fået rigtig mange kunder, der efterspørger fx lækre tøjmærker, som ikke forhandles her i byen, og det gør de ikke, fordi man ikke tror, at der er kunder til det. Men jeg tror, at de tager lidt fejl. Selvfølgelig ved jeg også, at man bruger sine penge anderledes, når først man har købt hus osv. Nu bruger vi fx penge på to tons perlesten, og et nyt vindue, hvorimod vi, da vi boede i København, nærmest levede ude, og egentlig ikke investerede meget i vores lejlighed. Dét jeg mener, er, at mange i provinsen prioriterer hus og have, fordi det er, hvad de bl.a. flyttede hertil/blev her for. Dermed bliver andre ting måske nedprioriterede. Men fx en klipning i København er ofte dyrere end en klipning i provinsen til trods for, at den ikke nødvendigvis er bedre, sådan er det bare…”
Ha, perlesten. Jeg kender det. Egentlig ville jeg helst rejse alle mine penge væk, men jeg besinder mig (indimellem). Vi har fx betalt næsten 20.000 kr. for 20 m. bøgehæk (det var vidst egentlig 40 m, og det gør jo straks det hele meget bedre), da vi købte vores hus – det havde jeg aldrig troet om mig selv. Hvem i al verden betaler så mange penge for en åndssvag hæk? Det gør jeg så. For ikke at nævne den sum, som vi betalte for vores døre og vinduer, da vi flyttede ind. Jeg kunne jo have været to gange rundt om jorden for de penge, eller være blevet klippet tyve gange af Dennis Knudsen eller Gunbritt (det sætter deres priser lidt i perspektiv ikk’)? Nå, det næste bliver nok perlegrus i indkørslen…
Men man kan altså nøjagtig det samme i provinsen, som i storbyen, på rigtig mange områder. Nogle områder kan man mere, nogle mindre. Men der er vel meget naturligt alt efter, hvor vores ressourcer ligger. Hvad angår ‘hårmode’, undervurderede jeg i den grad kræfterne i provinsen, fordi jeg overså dem til at begynde med, fordi de måske er mere ydmyg på nogle områder? Jeg kan godt lide ydmyghed. Misforstå mig ikke, det kan også blive for meget, men jeg synes sådan helt grundlæggende, at det er en god egenskab at have, da jeg mener, at det er en erkendelse af andres værd. OG ydmyghed skal IKKE forveksles med selvudslettende, selv om det indimellem bliver tolket sådan af nogle mennesker. Næ, det handler bl.a. om, at man kan være ydmyg, når man møder mennesker, man respekterer højt, uanset om det er på grund af deres viden eller personlighed. Og det er der ikke noget galt med, medmindre den giver andre mulighed for at overhale dig indenom (så kan rundsavene på albuerne anbefales).
Så til alle jer derude, hvad enten i bor i provins eller storby, hvis I er gode til noget, så gør noget ved det, og vis hele verden, hvor gode I er. Det er lige præcis, hvad Pia Breiner, i min bog, har gjort, og det med rette. Man kommer ikke sovende til noget (det er sjældent i hvert fald).
PS. Op et vidst sted med Janteloven 😉
