Der er nok ikke mange, der har kunne undgå at høre den livlige debat vedr. de 3.900 statslige job i hovedstaden, der bliver flyttet til provinsen i løbet af de næste to år. Det er den største udflytning af arbejdspladser i Danmark nogensinde, da man flytter mere end hver tiende statslige arbejdsplads i hovedstaden til de fire andre regioner, fordi man vil skabe en større sammenhængskraft i Danmark,
Regeringen håber, at mange vil flytte med, men langt de fleste berørte medarbejdere er ikke interesseret i at rykke teltpælene op, nogle har brug for krisehjælp, andre synes, at det er helt godnat, at have brug for krisehjælp til den slags, og sådan kører debatten ellers frem og tilbage. Men giver det overhovedet mening at flytte arbejdspladser fra København til provinsen? Vandene er delt (surprise).
Jeg forstår faktisk, hvis ikke man har lyst til at rive teltpælene op, og flytte hele familien til den anden ende af landet. Og jeg forstår faktisk også, at de, der bliver ramt af udflytningen, er kede af det. Men at have brug for krisehjælp, fordi ens job bliver flyttet til et sted i provinsen, det er vidst lige i overkanten. Krisehjælp? Helt ærligt… Jeg tror ikke, at de mange medarbejdere rundt omkring i provinsen har fået tilbudt krisehjælp, da deres arbejdspladser endte i storbyen pga. centraliseringen, eller virksomheden valgte at flytte produktionen til udlandet. Næ, det er gamet, og sådan er det for os alle. Nu rammer det så bare jobs i hovedstaden og for en gang skyld ikke jobs i provinsen.
Provinsen er ikke Sibirien…
Omvendt er det vel også fair nok, at nogle af de statslige arbejdspladser rent faktisk ligger andre steder end i København. Det er vel fair, at de er fordelt over hele landet, altså i den udstrækning, at det giver mening. Mange opfører sig desværre som om, at de bliver sendt til Sibirien. Men de bliver, for det første, ikke sendt nogle steder hen. De kan frit vælge at flytte med, eller blive og finde et andet job, præcis som alle andre i en situation, hvor arbejdspladsen af den ene eller anden grund flytter beliggenhed. For det andet er provinsen ikke Sibirien. Provinsen er på mange områder skøn (det er Sibirien sikkert også – i hvert fald smuk), og Danmark er ikke fortabt, fordi man også satser på en fremtid i provinsen.
Vi ved alle, at der er fjernet mange – som i RIGTIG MANGE – arbejdspladser fra provinsen siden midt 90’erne. Hvis de statslige arbejdspladser, i dag, var ligeligt fordelt i hele Danmark, skulle der være MANGE flere i provinsen. Ikke at jeg siger, at det skal måles og vejes på den måde, men det er da information, der giver stof til eftertanke, nu der pludselig er ramaskrig over 3.900 arbejdspladser. Jeg siger ikke, at jeg ikke forstår de mennesker, der må opsige deres stilling – et job, som de er glade for, men jeg siger blot, at det er jo ikke første gang, at mennesker mister jobs pga. omstruktureringer (og i øvrigt heller ikke sidste).
Det er jo altså heller ikke kun københavnerne, der betaler skat og bidrager til det danske samfund. Det gør en masse mennesker i provinsen også. Så selvfølgelig skal fremtiden ikke kun prioriteres i vores hovedstad, men også i resten af Danmark. Der bor trods alt ca. 3,6 mio. danskere vest for Valby Bakke.
Den smukke natur.
Jeg er godt med på, at man ikke kan standse urbaniseringen, men det handler vel også om enten at fordre eller begrænse den, præcis som med så meget andet. Der findes faktisk også flere eksempler på lande, hvor man har gjort det samme med succes – europæiske lande, der ikke er så forskellige fra Danmark endda. Man kan altså sagtens have et moderne velfungerende land med en meget større grad af decentralisering. Tag fx Holland, hvor regeringen holder til i Haag, mens ministerierne derimod er fordelt rundt i landet. England er et andet eksempel, hvor man også har flyttet en række offentlige myndigheder med succes. Mange statsansatte (og andre) har faktisk ikke råd til at bo i London, hvilket jo også er et billede, vi kan nikke genkendende til herhjemme. Til sidst, men bestemt ikke mindst, er der også det faktum, at mange mennesker faktisk gerne vil bo på landet og i provinsen. Statistikkerne begynder at vise, at flere og flere børnefamilier er begyndt at rykke den vej igen. Men for at de har lyst til provinsen, skal der bl.a. være ordentlige jobs.
Jeg er selv journalist, og jeg indrømmer gerne mediernes rolle i den her diskussion. Størstedelen af dem har nemlig været med til at tale provinsen ned, og København op. Men der er jo masser af globale koncerner i provinsen, der tjener mange penge til Danmark, og samtidig tilbyder deres ansatte spændende jobs, god løn og mulighed for udvikling og karriere. Men der er jo blot den lille detalje – eller den er faktisk ikke så lille endda – at virksomhederne alle har brug for, at lokallivet omkring dem fungerer. At der sker noget i de mindre samfund både for de voksne og for børnene. Selvfølgelig hverken kan eller skal provinsen hamle op med hovedstaden, hvad angår kulturliv, men det betyder jo ikke, at alle provinsbyer bare skal stille sig på sidelinjen.
Men netop, fordi mange arbejdspladser ligger i København, tiltrækker byen også nogle mennesker, der måske ellers ville have valgt at bo i provinsen, og på den måde bliver urbaniseringen selvforstærkende. I øvrigt kan jeg egentlig ikke se, at det skulle skade at have flere urbane centre i landet end ét, og det kan de mange statslige arbejdspladser, der rykkes til provinsen, vel være med til at skabe. I den forbindelse er der i øvrigt mange, der har sat spørgsmålstegn ved, hvorfor man har valgt at flytte arbejdspladser fra den største by til den 2. og 3. største by i Danmark. Og det kan vi så diskutere videre om, hvorvidt det giver mening, eller man skulle have prioriteret de større provinsbyer, men ikke de største. En ting er sikkert – kede os, kommer vi aldrig til, for der er altid noget, vi kan diskutere.
Den laaange vej fra hovedstaden til provinsen.
For lige at få det på det rene. Jeg mener ikke, at urbanisering er en ond ting, og jeg er klar over, at små samfund vil forsvinde, netop pga. urbaniseringen, sådan er det, og det er der ikke meget at gøre ved. Alt kan jo ikke forblive, som det plejede at være (selv om det indimellem kunne være rart – og let). Men det betyder jo ikke, at alle provinsbyer forvinder, for selvfølgelig gør de ikke det. Der er fx en grund til, at vareproduktion ikke foregår i byerne. Grundende er for dyre, og trafikken for voldsom. Jeg ved, også fra min barndomsby (og den er så sandelig ikke den eneste), at det er svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft. En årsag til, at fx akademikerne, som man mangler, hvor jeg bor, er svære at få til provinsen kunne bl.a. være, at det er svært at finde job til ægtefællerne. Derfor er det bestemt ikke, i min bog, idioti at placere eksisterende statslige arbejdspladser rundt om i provinsbyer, hvor det giver mening i forhold til erhvervslivet.
Det er i øvrigt heller ikke, fordi ALLE folk vil bo i hovedstaden, at de statslige arbejdspladser i sin tid blev flyttet dertil. Der var et centraliseringsparadigme i forvaltningen i 90’erne og 00’erne. Så til trods for, at vi ikke kan styre centraliseringen og urbaniseringen helt, har vi selvfølgelig en finger med i spillet, og det betyder noget, hvordan vi handler rent politisk. Hvorvidt det bliver en succes eller ej, kan kun tiden vise. Og man må da gå ud fra, at politikerne har truffet valget på baggrund af, at de mener, at det vil blive en succes.
