For ikke så længe siden talte jeg med en tidligere studiekammerat om, hvad provinsen er, og hvor den egentlig ligger sådan rent geografisk. Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg har fundet ud af, at provinsen ikke er så definerbar, som vi alle gerne vil gøre den til (vi elsker jo at inddele alt og alle i kasser, og så ellers proppe stereotyperne ned over hovedet på folk). Vi snakkede om, at jeg havde boet i København, nu boede i Kalundborg, og hvad fremtiden ville bringe mht., hvor man ville bo osv. Hun havde selv netop købt lejlighed på Frederiksberg, og var i gang med at flytte fra indre by, nærmere betegnet København K. Jeg var ved at dø af grin over hendes tanker omkring at flytte til Frederiksberg, for i hendes øjne er det faktisk lidt som at flytte til provinsen. Frederiksberg – provinsen?! Okay, dér var jeg altså bare lige en tand for meget provinspige (okay bonderøv) til at forstå, hvad hun mente.
Hun skrev bl.a. til mig, at de (hende og hendes mand) bare lige skulle vænne sig til tanken. ”Når man kommer fra Indre by, er Frederiksberg jo nærmest provinsielt. Faktisk bor vi kun et kvarters gang fra Rådhuspladsen, men det kunne på nogle måder lige så godt være ude i en forstad. Der er små grønne villaveje, færre butikker, legepladser osv. Meget anderledes fra Indre by, selvom geografien siger noget andet. Men det er nok også derfor, at Frederiksberg er så populært. Det samler storby og provins på en mærkelig made. Folk går også anderledes klædt, man hilser på sine naboer og er på fornavn med blomsterhandleren, damen i kaffebaren, slagteren osv. I indre by gik man altid med solbriller uanset vejret, havde helst en juice eller kaffe i hånden, og jeg anede faktisk ikke, hvad min nabo hed til fornavn. Til gengæld var der lidt højere til loftet. Her skal man helst være på en bestemt måde. Og folk de sladrer. Men jeg kan seriøst se ud over hele byen fra mit vindue på femte. Alle tårnene, Rådhuset, Tivoli, vor Frue, Christianborg osv. Så tæt på i fugleflugt, men når jeg så går ned på gaden, og er kommet til Lærkevej eller noget, så føles det anderledes. Nå, Rådhusklokkerne bimler midnat. Natnat.”
Camilla er faktisk fra Sorgenfri, og på mit spørgsmål om, hvor hun egentlig er opvokset, svarer hun:
”Tjaaa, provins kan man nok ikke kalde det. Mere en søvnig forstad, Sorgenfri, nord for København. De har lige indspillet en ny dansk film 50 meter fra mit barndomshjem. Den handler netop om, hvor lidt der sker i Sorgenfri, indtil en mystisk virus pludselig gør folk til zombier. Den er god nok. Med Troels Lyby og Mille Dinesen.”
Jeg synes virkelig, at hun var sjov, da hun skrev ovenstående til mig, for jeg ville jo føle, at jeg boede (næsten) midt i hjertet af København, hvis jeg boede på Frederiksberg – jeg definerer altså her geografien i København lidt anderledes, end hun gør – og helt sikkert anderledes end en masse andre, men lige så sikkert også på samme måde som nogle. For dem må provinsbyen, som jeg pt. bor i være absolut endestation (det er byen faktisk også, hvad angår DSB) – vi er altså langt ude på bøhlandet. Men det er jo netop det, der er så pudsigt ved ordet ’provins’ – den er ret udefinerbar på sin helt egen underfundige måde. For hvad er provinsen egentlig. Forleden så jeg, at en læser havde stillet TV2 det spørgsmål i forbindelse med et indslag, de havde haft på nyhederne, hvor de havde beskrevet Odense og Aalborg – Danmarks 3. og 4. største byer – som værende provinsbyer. Læseren blev forvirret, for hvad betyder det, at provinsen er? Alt udover København eller? Og han har jo egentlig ret. Hvem definerer, hvad provinsen er i Danmark (og alle andre steder)? Jo vidst, kan jeg slå det op og få forskellige definitioner af ordet, men det er jo netop det – forskellige. Alle definerer ’provinsen’ forskelligt, og hvorfor egentlig ikke. Det kommer vel an på øjnene, der ser. Og derfor gik det også op for mig, at min venindes følelse af, hvad provinsen er, vel er lige så rigtig som min – en følelse kan vel ikke være forkert? Vi definerer blot noget forskelligt.
Lige pt. opholder jeg mig i mit lille hyggelige sommerhus på toppen af Danmark – næsten da – i Lønstrup, som er en lille by med 535 indbyggere. Det er meget langt fra København – geografisk, men så sandelig også mentalt. Hverken værre eller bedre, bare anderledes på så mange punkter. Det sjove er, at når jeg er hos min familie i Skanderborg eller Århus, eller i mit sommerhus i Lønstrup, Nordjylland, definerer folk mig helt klart som sjællænder, men når jeg er på Sjælland, hvor jeg bor, spørger folk altid, hvor i Jylland, jeg er fra. Igen definerer folk forskelligt – i dette tilfælde mig – ud fra, hvordan jeg taler og dermed også, hvor de mener, at jeg er fra. Så næste gang, at en eller anden fortæller dig, at han/hun er fra København eller provinsen, så prøv lige at hør helt konkret, hvor det er henne, måske deres definition slet ikke stemmer overens med din
Lønstrup er balsam for sjæl og krop 😉
Og det er ikke kun i Danmark – min familie i USA har også meget forskellige definitioner af, hvad der er ’big city’, og hvad der er ’countryside’, og i deres øjne er der i øvrigt ikke meget storby over København. De elsker byen, men synes, at det er ’sådan en hyggelig lille by’… Just saying 😉
Og præcis på samme måde forholder det sig vel mht., hvordan man definerer provinsen – og storbyen ”røvsyg”, ”smuk”, ”kedelig”, ”tryg” ”larmende”, ”spændende”, ”farlig” osv. Det hele afhænger af øjnene, der ser, og de vil aldrig se det samme.
Kærlig hilsen ’Kalundborg-jyden’ 😉
