Jeg er vel vokset op i det, man i dag kalder den yderste del af udkantsdanmark – altså udkanten af udkanten. Her boede jeg, indtil jeg blev 19, da rejste jeg min vej, og var væk fra min hjemegn i mange år. Nu er jeg tilbage (og har jo været det i en del år efterhånden). ‘Udkanten’ er her, hvor sneen er hvidere, hvor himmel og hav indimellem mødes, og når solen skinner, er havet lidt mere blåt og rapsmarkerne lidt mere gule. Det er her jeg finder ro til mine tanker. Her min barn- og ungdoms karrusel har givet mig tur efter tur, nogle sjovere end andre, men alle sammen værd at have stiftet bekendtskab med (næsten). Minderne ligger i jorden, blæser i luften og uanset, hvad der sker fremadrettet i mit liv, vil det aldrig ændre sig. Det vil altid forblive, og det er faktisk trygt og godt at vide, om jeg bor her eller ej.
Stranden ved mit barndomshjem, hvor jeg har tilbragt meget tid, både som barn og voksen.
Jeg tænkte på det, da jeg i forbindelse med mit job, skulle interviewe en her fra byen den anden dag. Jeg fandt ud af, at jeg kendte hans datter. Vi snakkede lidt om min barndomsveninde, der har boet i udlandet i mange år, men er kommet tilbage (tak for det) – for hende kendte vi også begge to. De havde været naboer, og han kunne godt huske mig fra ’dengang’. Derudover snakkede jeg med en anden, hvis datter jeg også kendte. Hun lærte mig såmænd at danse brudevals, da jeg skulle giftes (og tak for det, Karin, uden dig, havde det været et kønt syn). Min venindes mor ejer forretningen, hvor jeg handlede i dag. Apotekerdamen (der i øvrigt reddede min USA tur i maj pga. en betændt finger), hende snakker jeg nu med, når vi mødes i motionscenteret. Pædagogen i min datters børnehave, har jeg gået i parallelklasse med, en anden har jeg gået i gymnasiet med. Købmandsdamen kan stadig huske mig og mit Jenka tyggegumme, og min fars tidligere sekretær møder jeg til min datters svømmetræning. Et hold af mine forældres venner bor længere nede af vejen, og sådan kunne jeg blive ved. På én gang skræmmende for en, der også har prøvet at bo langt mere anonymt i en storby, men også rigtig hyggeligt.
Lige da jeg kom tilbage efter mange år i København, blev jeg faktisk lidt ”bange”. For lige pludselig spurgte alle om alt muligt, og de vidste alt muligt om mig, også ting, som jeg ikke selv vidste (og det i sig selv er jo en præstation), men i bund og grund spurgte de (oftest) af et godt hjerte, fordi de var oprigtigt interesserede. Sådan er det i provinsen på godt og ondt. Forleden havde jeg besøg af nogle, der arbejder på et forskningsprojekt for Danmarks Medie og Journalisthøjskole, hvor de interviewer udvalgte folk, der har boet i København, men er flyttet til(bage) provinsen, og de stillede nogle spørgsmål under interviewet, der virkelig fik mig til at tænke over bl.a., hvad forskellen er på at bo i storbyen og i provinsen.
Nå, men forleden var jeg med min datter til rulleskøjteløb, som hun går til i den hal, hvor jeg spillede badminton for sådan ca. et par og tyve år siden (puh ha, nu føler jeg mig virkelig gammel). Men det er jo lige præcis alle minderne, der er hyggelige, og da slog det mig. Det er jo dét, der er så ganske særligt ved hjemstavnen – minderne. Jeg har ikke været i omklædningsrummet siden dengang, og det mærkelige var, at det lignede sig selv (det er vidst mere end, hvad man kan sige om mig) 😉 Men det er i virkeligheden ikke mange ting, man kan sige det om i en tid, hvor alt er under forandring. Ikke, at jeg ikke holder af forandring, for det gør jeg da, især når det giver mening, men nogle gange er det altså bare trygt og godt, at nogle ting forbliver de samme. Sådan har jeg det faktisk også med mennesker, det er så fantastisk at møde én, jeg ikke har set i mange år, og han/hun så stadig er den samme person, som jeg husker.
Da jeg flyttede fra min hjemby – 19 år gammel.
Men min barndomsby er min karrusel. Det var her, jeg slog katten af tønden første gang, det var her jeg kælkede, når sneen faldt fin og hvid i den skov, jeg boede lige ved siden af. Det var her jeg stod (og faldt) på skøjter på søen bag baghaven, her jeg faldt i åen, når jeg absolut skulle klatre på de tynde grene i de fine bøgetræer, her jeg lærte duften af sommerregn at kende, her jeg dansede regndans, når himlen åbnede sine sluser, her jeg viskede med mine veninder, og pludselig var det også her, hvor jeg voksede op, og med ét blev teenager, der kyssede sin første kæreste på stien på vej til vandet. Det var her, at jeg sad på terrassen og duftede grillkul og nyslået græs om sommeren, fjollede med mine veninder hver eneste dag hele folkeskolen igennem og derefter gymnasiet. Det var her jeg fejrede mine fødselsdage, der hver og en var vigtige (de er knap så vigtige nu), her jeg drak mig fuld første gang, festede og en dag blev ”voksen”. Det var her jeg blev forelsket, her jeg fik mit hjerte knust. Det er her mine bedste venner er fra (jeg kan ikke sige, at det er her min familie stadig bor, for de er rejst tilbage til Jylland og har ’efterladt’ mig herovre helt alene). Men det er her jeg, for efterhånden en del år siden, mødte min mand, vi rejste sammen til København og sammen tilbage mange år senere. Det var her jeg fik min datter og med ét havde min egen lille familie.
Lejrskole i 9. kl. Min barndomsveninde Ria og jeg i toget (sjældent alvorlige, hvis ikke den ene laver ansigt, så gør den anden) 😉
Da jeg og en af mine barndomsveninder (Lisbet) blev student fra Kalundborg Gymnasium (også dengang var jeg linselus).
Storebror Peter griller på terrassen i mit barndomshjem, inden vi skal i byen lørdag aften (måske en eller anden kunne have bedt mig om at tage en lidt længere kjole på).
Min 18 års fødselsdag – danser med storebror Christian (i barndomshjemmets ‘old style’ pejsestue).
En af de utallige fester i barndomsbyen sammen med en af barndomsveninderne (Karina)OG (de røde øjne skyldes muligvis alkohol, men tror faktisk, at det er kameraet) 😉
”Jeg er din barndomsgade, jeg er dit væsens rod. Jeg er den bankende rytme i alt, hvad du længes imod.. Jeg er de tidligste drømme… Jeg dryssede lidt vemod i sindet en drivende regnvejrsnat… Jeg slog dig engang til jorden for at gøre dit hjerte lidt hårdt, men jeg rejse dig varligt op igen og tørrede tårerne bort… Jeg gav dig de vagtsomme øjne, på dem skal du kendes igen…” (Anne Linnet).
Men det var også herfra jeg flyttede, da jeg var bare 19 år. Egentlig tror jeg, at livet – et langt stykke hen ad vejen – afhænger af skæbnen og måske, hvis der var sket noget andet i mit liv, var jeg ikke vendt tilbage. Hvem ved… Jeg har ikke fortrudt, at jeg gjorde, men jeg kan også mærke, at der er ting og steder, der endnu mangler at blive udforsket og oplevet. Der er bare lige det, at det her sted ikke er sådan et, man bare forlader, uden at se sig tilbage. Her vil jeg altid ’bare’ være Gitte, her vil jeg altid føle mig velkommen. Her vil jeg altid have hjemme uanset, hvor i verden jeg bor (og også har hjemme).
NB. Jeg ville så gerne have lagt billeder op af mit barndomshjem, og de steder jeg kom meget dengang, samt billeder fra jeg var endnu yngre, men de billeder er åbenbart hos min mor alle sammen, så dem bliver I forskånet for denne gang 😉
