Jeg har tidligere skrevet om dialekter, men kom igen til at tænke på det danske sprog i forbindelse med noget lidt andet. Når jeg rejser rundt i verden, slår det mig, at Danmark egentlig næsten er for lille til, at vi har travlt med hinandens dialekter. Alle taler jo trods alt dansk, selv om dialekterne varierer. Københavnerne (hvoraf mange i øvrigt selv er fra provinsen) synes, at man taler bondsk på landet, og provinsboerne synes, at københavnsk er et frygteligt sprog – sådan groft sat op. Nogle forstår ikke én dialekt, og nogle ikke en anden. Det sjove er, at når vi rejser ud i den store verden, så taler vi alle i sidste ende dansk, for vi er nemlig vant til, at folk, der bor i Danmark forstår og taler dansk. Dermed ikke sagt, at vi ikke taler andre sprog, for det gør danskerne jo netop i stor stil – og det skal vi bestemt da også blive ved med.

Når vi danskere rejser udenlands, fortæller vi til alle, der gider høre på os, at dansk er et ’lille sprog’, fordi kun godt 5,5 mio. mennesker har det som deres første sprog – eller modersmål om I vil. Så ja, det er da helt korrekt, når man siger, at ’dansk’ er et lille sprog – taget i betragtning, at der trods alt er knap 7,5 mia. mennesker på jorden. Men det vi måske ikke tænker over, og måske tager lidt som en selvfølge, er, at næsten alle, der bor i Danmark, taler dansk – eller man forventer det i hvert fald. Det er langt fra tilfældet i andre lande.

Tag nu USA. Det er ganske vidst et land, der er langt yngre end Danmark, og hvor befolkningen netop er baseret på mange forskellige nationaliteter til at begynde med, men det er alligevel tankevækkende, at det amerikanske Senat for første gang i 2006 tog stilling til begrebet modersmål og vedtog, at engelsk er det officielle sprog i USA. Senatet vedtog, at engelsk skal være Amerikas ”nationale sprog”. Formuleringen blev dog senere modificeret, og det hedder i dag, at engelsk er landets ”samlende sprog”. Og ja, USA er måske et sjovt sammenligningsgrundlag med lille Danmark, men ikke desto mindre, fik det mig til at tænke på, at vi netop tager det for givet, at bor man i Danmark, taler og forstår man dansk. Men sådan har det faktisk ikke altid været i Danmark heller.

Vi bør minde os selv om, at vi i mange år har keret os om det danske sprog måske netop, fordi det er talt af så få i verden, og derfor er det vigtigt for os, at sproget bliver bevaret generation efter generation. Det sjove er, at tilbage i Middelalderen, hvor Danmark geografisk var langt større, talte alle jo netop ikke dansk. Nogle talte norsk, nogle tysk og andre dansk. Overklassen talte yderligere latin og fransk. I dag er det jo ingen hemmelighed, at engelsk sniger sig mere og mere ind på vores hverdag, både i forbindelse med job, litteratur, film og musik. Engelsk er fx en naturlig del i mit hjem (som det er i mange andre danske hjem). Min datter på fem år, kender allerede alle de gænge udtryk på engelsk lige så godt, som hun kender de danske. Der står jo fx ikke tænd/sluk på diverse elektroniske apparater, der står selvfølgelig on/off, ligesom hun synger med på engelsk musik og hurtig finder ud af, hvad det betyder. Når vi bander, ryger der ofte et engelsk ord ind her og der (ikke at jeg nogensinde bander naturligvis). Mange af de film, vi ser har engelsk som originalsprog ligesom mange af mine bøger også bliver læst på originalsproget – engelsk. Mine computer settings er sat til engelsk. Det er ikke noget, jeg har bevidst har taget stilling til, men jeg kender termerne for it sproget bedre på engelsk end på dansk (og jeg er helt sikkert langt fra den eneste).

Men det er sådan, det er i Danmark, og det går kun i en retning i takt med, at verden åbner sig mere og mere, og der skal ingen tvivl herske, jeg elsker de muligheder det fører med sig, og mener klart, at det at kunne forskellige sprog, er en kæmpe fordel. Min budskab er vel egentlig mere, at vi skal huske vores sprog samtidig med, at vi er åbne over for de mange muligheder, den internationale verden giver os i dag.

Jeg har læst mig frem til, at netop på grund af vores lands ’tabshistorie’ (Danmark er jo ikke ligefrem blevet geografisk større gennem årene), blev vi præget af streng nationalisering og centralisering – også set i forhold til de andre lande i Europa. Men selv om, at Danmark ikke længere var særlig stort, varede det alligevel længe, før danskerne ’talte samme sprog’. Faktisk kom det vel først med landsdækkende tv i 1960’erne. Indtil da var dialekterne tydeligt forskellige, og de havde alle forskellig status – det har de i øvrigt også i dag, selv om vi måske ikke vil være ved det. Men vi kan jo lige så godt kalde en spade for en spade og indrømme, at der er en årsag til, hvorfor unge mennesker i dag ikke holder fast i deres dialekt, hvis de fx er fra Sønderjylland, Vestjylland, Midtsjælland osv. Så er du nemlig en bonderøv, og det er ikke specielt smart med mindre at du er sådan en, der bliver lavet en reality tv-serie om, fordi man er så meget en bonderøv, at det er trendy. Der bliver gjort grin med dialekter i stor stil – især i medierne, for vi skal åbenbart alle tale på samme måde, og så er der visse dialekter, som ’vi’ har besluttet os for, er fjollede og andre charmerende.

Men altså, vi kan jo så takke medierne for, at alle nu næsten taler det samme danske sprog, hvor kun intonationen røber, hvor vi er fra. Rigsdansk er det ’officielle’ sprog, vi taler det alle, vi forstår det alle, og umiddelbart vurderer jeg ikke, at det danske sprog er truet til trods for, at det kun er 5,5 mio. mennesker, der taler og forstår det. For det er et helt land, hvor dansk er 1. sproget – modersmålet. Dansk er ikke truet, fordi vi danskerne i mange år har værnet om netop sproget, og det skal vi fortsætte med generation efter generation. Det danske sprog er vel i virkeligheden også noget af det, der holder os sammen og bidrager til en form for nationalfølelse. I en tid, hvor verden brænder, er det vel ikke helt udueligt, at vi danskere bliver mindet om, at vi er på samme side uanset politisk eller geografisk tilhørsforhold, religion eller andet, der måtte ’skille os ad’ i andre henseender.