Måned: december 2015

Det kunne også være juleAND året rundt, det ville heller ikke være dårligt. Nuvel, det er altså juleånd. Jeg elsker jul. Det er sådan en lidt magisk tid. Det er svært for mig at beskrive. Jeg er ikke specielt religiøs, men alligevel er det på det tidspunkt af året, hvor jeg tænker lidt på hele historien bag den kristne tro. Traditionen med julen, kærlighed, næstekærlighed og alt det der. Når jeg sidder i kirken juleaftensdag er der et eller andet i luften, måske kunne jeg endda driste mig til at sige ‘magi’, selv om det nok står skidt i forhold til kirken 😉 Jeg ved heller ikke helt hvorfor (magien føler jeg absolut ikke på andre tidspunkter i en kirke. Sorry, men det er sandheden). Men julen er uden tvivl også magisk pga. min datter. Jul og børn, det hænger ligesom rigtig godt sammen. Gid jeg stadig var vild med historien om Jesusbarnet i en krybbe, og troede på julemanden og alle nisserne. Det var en helt speciel tid, som jeg misunder min datter for at befinde sig lige midt i lige nu.

There are no artificial chemicals or preservatives are added. The natural hair oil and facial hair complex is used as a supplement. This way you don’t have to worry about the side effects. is beard czar scam ShowBox allows you to watch your favorite shows and movies as many times as you want to without a break and will become your favorite binge partner in no time. The ShowBox app is also equipped with some really awesome features which we have described below which will further enhance your viewing experience and take it to a different level altogether. showbox for ios

Jul i Tivoli er altid magisk – især med børn 😉

Nå, men julen er vel sådan officielt overstået nu, og vi begynder at tænke på at skulle fejre nytår lige om lidt. Vi har alle haft travlt – og har det stadig. Jeg har i hvert fald indimellem alt for travlt. Jeg var i København lige inden jul,  hvor jeg skulle mødes med en veninde. Vi skulle købe julegaver (og nej, de kunne ikke købes, hvor jeg bor) og hygge os. Det gjorde vi også, og det var mægtigt hyggeligt. Men inden da skete der noget andet, som jeg rigtig gerne vil fortælle om.

Jeg ventede på min veninde udenfor – lige ved en kaffebar. Der sidder en hjemløs, eller det ved jeg jo ikke, om han er, men det ligner han i hvert fald. Og det er han også, finder jeg ud af. Han fryser. Eller det ved jeg jo heller ikke, men det ser sådan ud. Jeg fryser i hvert fald, og det er koldt. Jeg går ind på kaffebaren og køber en varm kaffe, som jeg tager med ud til ham. Han bliver glad – og lidt forlegen. Han hedder Henrik, fortæller han mig. Han smiler, siger tak for venligheden, og jeg tænker, at nu er det, at jeg siger selv tak og vender mig lidt væk. Men det kan jeg ikke. Jeg spørger i stedet, om jeg må sætte mig ved siden af ham (det var koldt, men det føltes mere rigtigt, når nu han sad ned). Jeg er glad for, at jeg satte mig ved siden af Henrik. Vi nåede vel at snakke 20 min. tid (tænk, at det er lykkedes mig at komme før tid til noget, det må være første gang ever), og de 20 min. har fået mig til at tænke ekstra meget over nogle ting efterfølgende.

Henrik fortæller mig sin historie, eller nok nærmere en del af den. Den del, han har lyst til at fortælle om. Jeg lytter. Siger ikke ret meget (hvilket vi jo alle ved er en sjældenhed). Henrik havde engang en kæreste, et barn og et hus. Det har han ikke mere. Eller dvs. barnet har han stadig, han ser ham bare ikke. Kæresten er smuttet, huset væk og vennerne er efterhånden få. Han har forskellige problemer, som man ikke bare lige vender med en fremmede over en kop kaffe. Alligevel rørte hans historie noget i mig. For Henrik var faktisk ‘bare’ som så mange andre – lever sit liv, og pludselig er tæppet revet væk under ham. Eller det var ikke pludselig, men sådan føltes det, fortæller han. Han havde aldrig troet, at det skulle ske for ham – at han blev en af samfundets ‘svage’, som han selv udtrykker det.

Jeg hører ellers nok til dem, der er skråsikre på, at visse ting er for de svage her på jorden. Jeg er sådan en, der kan klare det hele (tror jeg), men jeg glemmer bare, at vi alle er svage indimellem, og derfor alle kan blive ramt af noget, vi aldrig havde troet muligt. Nå, men da jeg sad der og snakkede – eller rettere lyttede til Henrik, gik det op for mig, hvad næstekærlighed også er. For mig har næstekærlighed ofte været, at jeg har doneret penge til et eller andet formål, eller jeg har givet Røde Kors tre sække fyldt med tøj. Jeg har altså altid valgt den ’lette’ løsning. Misforstå mig ikke. Der er intet galt med at hjælpe via donationer og lign. Tværtimod (vi kan jo heller ikke alle sidde og drikke kaffe på fortovet). Men jeg fik øjnene op for, at min tid – 20 min. og en kop kaffe var et lyspunkt på Henriks dag – og i øvrigt også på min egen ellers lidt grå dag (der i øvrigt også havde været alt for travl).

Henrik var fantastisk spændende at tale med. Han var velinformeret om samfundet (hvorfor skulle han egentlig ikke også være det? Men det var hjemløse nok ikke i min verden, indtil det øjeblik). Det var måske ikke på den gængse måde, at han fulgte med på, men hvem siger også, at den gængse er den ’rigtige’? Henrik sagde til mig, at jeg skulle huske at være lykkelig. At jeg skulle følge mine drømme, men også huske på, hvad og hvem, der virkelig gør mig glad sådan helt ind i hjertet. Leve i nuet, pludselig er det for sent. Præcis de samme ord, som jeg er vokset op med, men desværre alligevel, ligesom flest andre, glemmer til tider.

Julen er andet end Rudolf med den røde tud, gløgg og en masse gaver. Glædelig jul og godt nytår!

Henriks ord fik mig til at tænke på, hvordan vi alle siger, at julen er hjerternes tid. En sådan lidt magisk tid, og ikke mindst en tid, hvor vi skal tænke på hinanden. Men det skal vi vel hele året. Da jeg satte mig på det fortov den dag, troede jeg, at jeg gjorde den ’stakkels hjemløse’ en tjeneste, og det gjorde jeg måske også nok på sin vis, men han gjorde også mig en tjeneste. En stor en endda. Jeg fik en påmindelse, og det var første gang i en travl december, at jeg følte julefreden spire en lille smule i mig. Det var der, at jeg igen blev mindet om, at det hele ikke handler om Rudolf med den røde næse, gløgg, julefrokoster og det store gaveræs (selv om jeg , indrømmet, selv køber mange gaver). Men lige der midt i gaveræset, siddende på det kolde fortov, tænkte jeg igen over, hvad julen – og ikke mindst livet – egentlig handler om, og jeg tror, at vi alle en gang imellem har godt af – og nok også brug for – at blive mindet om netop det. Mindet om, at et venligt ord, et smil eller 20 min. og en kop kaffe kan gøre en kæmpe forskel for et andet menneske (og/eller dig selv).

Sidst, men så langt fra mindst, vil jeg vil forsøge at følge mit hjerte til fulde, og ikke mindst mine drømme. Forsøge ikke at være bange, også selv om hvert valg, vi træffer, har konsekvenser. Følge min mavefornemmelse og mit hjerte – til trods for, at det til tider kan være svært, og bestemt kræver en ekstra indsats – men det er det værd!

Tak for påmindelsen, Henrik. Godt nytår – må I alle få opfyldt jeres ønsker i 2016.

Det er åbenbart et stigende problem, at folk skælder butiksekspedienterne ud – især her i juletiden, hvor der er mange folk i forretningerne, og køerne er lange (mere travlt i nogle byer end andre). Det har jeg læst flere steder, selv om man jo, som bekendt, ikke skal tro på alt, hvad man læser. Men i det her tilfælde har jeg faktisk selv oplevet det – alene i denne uge et par gange. I supermarkederne og i de mindre forretninger. I provinsen og i storbyen. Det er ikke i orden. Vi kunder vil så gerne have god service, og jeps, det har vi da bestemt også krav på, hvis man spørger mig, men den går altså også den anden vej rundt. Vi har ret til en god service, men også pligt til at tale ordentligt til hinanden, herunder også den ekspedient, der hjælper os i forretningen. Er det måske ikke også det, vi lærer vores børn – at tale ordentligt til andre mennesker? Vi voksne er så ‘pragtfulde’ dobbeltmoralske til tider.

Jeg stod forleden i kø i supermarkedet, hvor en mand bagved mig, brokkede sig højlydt og længe over køen. Køen var egentlig ikke speciel lang, men der var et eller andet galt med en stregkode (som jo sker, og det er sjældent kasseekspedientens skyld). Jeg kunne også bare have sagt til ham, at han aldrig skal tage den kø, som netop jeg vælger, for det er aldrig den hurtige. Jeg har vænnet mig til det. Men ser du mig i en kø, og du har travlt, stil dig da ikke bag mig. Nå, men vi stod alle bare og lyttede til mandens brok, og den stakkels ekspedient, der gjorde sit bedste, tog imod de mange skæld ud – og det var ikke pæne ord, skal jeg hilse og sige. Indtil jeg ‘kom til’ at udbryde, at nu ville jeg altså sætte pris på, at han talte ordentligt eller holdte mund. Så fik jeg da også en tur. Da jeg gik, smilede jeg til manden, og ønskede ham en rigtig glædelig jul. Han stod bare der og så sur ud. Og da var det, at jeg kom til at tænke på, at jeg jo ikke ved, hvad den sure mand bøvler med i sit liv, men uanset er det ikke i orden at tale grimt til andre mennesker – og de der stakkels ekspedienter står åbenbart lige i skudlinje for den slags i denne ‘søde’ juletid. Det kan vi ikke være bekendt.

Forleden var jeg i København for at shoppe lidt julegaver (og nej, jeg kunne ikke få dem i min egen by). Efter en skøn, men lang eftermiddag med at købe gaver, bevægede jeg mig ned til bilen, hvor jeg valgte at smadre en vase, som selvfølgelig var en af mine gaver. Jeg måtte derfor op igen for at købe en ny. Da jeg igen kom ned (med en vase uden beregning, fordi de syntes, at det var synd for mig – der kan man tale om kundeservice), kunne jeg selvfølgelig ikke finde min billet, fandt den, og fumlede derefter med at finde mit kreditkort. Alt imens, der stod en mand bag mig og tålmodigt ventede på, at klaphatten foran skulle blive færdig. Jeg undskyldte, at jeg var et rodehoved, og han smilede blot høfligt og sagde, at det var ikke noget problem. Efter, hvad de fleste vil kalde, en rum tid, havde jeg fundet mine ting, og kunne betale. Jeg undskyldte endnu engang da jeg gik, og fik blot et smil retur med ordene: “Det har været en fornøjelse”.

Jeg var i Skanderborg for et par weekender siden, hvor jeg også købte julegaver (jeg må da snart være færdig med det pjat for i år). Min mor og jeg var nede i centeret lidt før lukketid, og skulle med elevatoren ned i bilen. Der stod en mand i elevatoren med en fyldt indkøbsvogn. Han så træt ud, og jeg var den flinke, der trykkede på elevatorknapperne. Det skulle vise sig, at det valg ville vi alle sådan på en måde fortryde. Eller det gik faktisk meget godt, og hvis jeg havde været i mandens sko, håber jeg, at jeg havde udvist den samme tålmodighed, som han (måske det i virkeligheden var overbærenhed). Nå, men jeg lægger ud med, at trykke os op til taget i stedet for i kælderen til bilen (spørg mig ikke, hvordan det kunne ske). Jeg undskylder over for manden, der smiler og siger, at det er okay. Derefter tænker jeg (som et plaster på såret), at jeg da lige vil trykke på den der knap, der lukker elevatordørene hurtigere (jeps, pilene mod hinanden), nu jeg allerede har sinket manden, der nok bare gerne vil hjem til sin familie efter en lang dag. Men det var så bare ikke sådan en knap. I stedet formåede jeg, på en eller anden måde, at forhindre dørene i at lukke. Altså ikke fordi jeg fortsat trykkede på knappen (så dum er jeg jo heller ikke). Men den knap, jeg havde trykket på, var så åbenbart sådan en knap, man IKKE skal trykke på – i hvert fald ikke, hvis man gerne vil hjem. Så stod vi der i elevatoren og blomstrede. Manden med indkøbsvognen, min mor og jeg. Min mor småsmilende over situationen, fordi hun godt kunne se, at jeg var lidt flov – alt imens jeg trykkede febrilsk på de forskellige knapper. Der stod vi så en tid (føltes som evigheder, men var nok kun to, tre min., men det er længe i sådan en situation), indtil elevatoren besluttede sig for, at nu kunne dørene lukkes, og vi kunne komme ned til bilen. Manden var ikke sur, da jeg undskyldte. Og det er netop hele min pointe. Hvis vi blot behandler hinanden ordentligt, siger undskyld, når vi dummer os (behøver jeg sige, at jeg siger undskyld ofte), så går det faktisk meget godt.

Hvis vi nu står i kø i forretningerne og bruger tiden på at snakke med dem, vi handler med, de andre i køen, eller hvad ved jeg – kigger på tlf., så er tiden måske ikke så lang, og der vil være overskud til et smil. Man kommer nu engang længst med et smil. Og ja, kø er irriterende, hvis man har travlt, men det går jo ikke hurtigere af, at man er sur…

”Forlang ikke at andre skal smile. Du ved ikke, hvad de er stået op til. Smil selv, og lad det være nok.”

Det har Lone Rasmussen skrevet i sin bog ’Fra pæn pige til powerprinsesse’. Det var lige det, jeg kom til at tænke på i Netto med den sure mand, der skældte den arme mand i kassen ud.

Faktisk har jeg aldrig tænkt over lige netop det tidligere, men det er jo sandt. Jeg aner jo ikke, om den stakkel, der står og får skæld ud over køen i forretningen, lige har mistet sin mor, sit marsvin eller huset er brændt.. Jeg ved ikke, om ham, der brokker sig (om som egentlig fortjente en knytter alene for sit sprog) lige har mistet sin kæreste til en anden, om han er syg, eller om han bare har sovet alt for lidt pga. arbejde. MEN vi når altså bare SÅ meget længere med venlighed og et smil. Jeg er blevet meget bedre, og arbejder på det hver dag (det lykkedes ikke altid). Faktisk er jeg blevet ret flov et par gange, hvor jeg har været i dårligt humør, og jeg står med røg ud af ørerne, lige inden jeg skal til at skælde ud på en eller anden stakkel, og personen så smiler til mig og siger undskyld eller noget andet venligt. Så står jeg der med alle mine talenter, et skulende blik, og føler mig som en stor idiot.

Personligt har jeg fået rigtig god service alle de steder, hvor jeg har købt julegaver i år – i provins og i storby. Ekspedienterne har været søde og hjælpsomme. Og nej, det er ikke altid, at servicen er lige god alle steder, men det løser i hvert fald ikke noget at svine ekspedienten til. Prøv med det modsatte – et smil og god kommunikation (præcis, hvad vi lærer vores børn) – og se, hvad der sker…

Rigtig glædelig jul til jer alle – på land, i provins og i storby.

Snart er alle julegaverne i hus… 😉

Man kan ligefrem mærke den varme julestemning på billedet. Not! Jeg blev faktisk sådan lidt trist for en uges tid siden. Det var søndag, og jeg var i Skanderborg på besøg hos min familie. Jeg havde handlet julegaver fredag i Århus, hvor jeg også har noget af min familie boende. Jeg behøver nok ikke skrive, at der var temmelig mange mennesker i byen for at handle. Der var liv og glade dage, og det var vældig hyggeligt. Hele byen duftede af brændte mandler, folk købte julegaver, og sad rundt omkring på caféerne og spiste æbleskiver, eller stod ved nogle små boder og drak gløgg. Om søndagen var jeg en tur nede i Skanderborg bymidte for at handle flere gaver, også her var der faktisk pænt med mennesker på trods af regn og storm. MEN de har også været så smarte at bygge et center. Sådan et rigtigt shopping mall i forbindelse med gågaden, som egentlig ikke er en gågade, men nærmere hovedgaden i byen. Ganske vidst ikke et stort kæmpe et af slagsen, men ganske fin i størrelsen, og her var der rigtig mange mennesker. Jeg vil lige minde om, at Skanderborg har omtrent samme antal indbyggere som Kalundborg by.

Samme dag lægger en af mine venner et billede op af den lille provinsby, jeg (og han) bor i. Et billede af gågaden, hvor butikkerne holder åbent i anledning af julen, så folk kan juleshoppe. Eller dvs. en tredjedel af butikkerne holder åbent, for de kan åbenbart ikke finde ud af kollektivt at beslutte, om der skal være julehandel denne søndag eller ej her, hvor jeg bor. Billedet taler vidst for sig selv. Behøver jeg sige, at min ven valgte at køre til en anden provinsby i nærheden, hvor alle butikker havde åbent,  og hvor der faktisk var hyggeligt for ham og hans to piger at juleshoppe med alt, hvad dertil hører.

En hyggelig og livlig gågade i Kalundborg, fyldt med glade mennesker, der er ude for at juleshoppe.

Blogindlægget her tager altsåudgangspunkt i den provinsby, hvor jeg bor, men desværre kunne historien ligeså godt være skrevet et andet sted om en anden provinsby i Danmark, for jeg ved, at mange byer og kommuner roder med de samme problemer, som tilfældet er her i byen/kommunen. Det gør det kun så meget mere relevant.

Hvor jeg bor, har mange af de forretningsdrivende travlt med, at kunderne ikke støtter op om de små butikker i byen. Men det er altså ret svært, når butikkerne ikke engang kan finde ud af fx at have ens åbnings- og lukketider, når halvdelen af butikkerne vælger at have mandagslukket eller onsdags lukket eller, hvad ved jeg. Og da i den grad også, når julehandlen skal i gang, og man så kun har en tredjedel af butikkerne med om søndagen. Når der ikke bliver arrangeret det store i anledning af julen (egentlig er byen ret heldig overhovedet at have fået julebelysning, for den var vel også nærmest aflyst for en stund). Hvad sker der?

Derudover vælger man at bygge Nytorv. Nytorv blev kaldt for et center. Hvor herre bevares. De byggede det, da jeg boede i København, og jeg fik af vide, at man byggede et center i min hjemby. Hvor hyggeligt, tænkte jeg (og på tide). Men hvor blev jeg skuffet. Her har man ærlig talt sovet i timen. Jeg er ikke arkitekt, men jeg kunne have gjort det bedre – med bind for øjnene. Sorry, men det er sandheden. Det er talentløs. Så simpelt kan det siges. Man bygger en masse butikslokaler (som i øvrigt er rigtig fine), men man bygger intet, så folk kan gå i tørvejr fx, hvis det er skidt vejr. Det har intet med et center at gøre. Lad være med at sige, at Kalundborg har et center, det er blot en mislykket udvidelse af gågaden i byen, hvor jeg bor. Mislykket fordi, Nytorv burde hænge sammen med den eksisterende gågade, og den burde komme med noget, som gågaden ikke kan, fx være overdækket som et center, men det er ikke tilfældet her – og vi bor jo altså ikke i Californien, hvor et udendørs center er en fantstisk idé. Der ligger en café, der i øvrigt vidst har god mad, har jeg ladet mig fortælle. Caféen har skiftet ejer så mange gange, at jeg ikke har styr på det, og det kan jeg da godt forstå, for der er da ingen, der gider at se ud på en p-plads, når de går ud for at hygge sig med familie og venner på café eller restaurant. Ligeledes om sommeren, hvem gider at sidde PÅ p-pladsen og nyde sin mad? Ikke mig! Man har da været fuldstændig idéforladt, da man byggede Nytorv. Hvorfor har man ikke flyttet p-pladserne lidt længere ud, og lavet et grønt område i midten af torvet, når man nu alligevel ikke kan finde ud af at bygge et center?

Når der er arrangementer, som fx Kulturnat, snakker de forretningsdrivende i byen åbenbart heller ikke sammen, for i stedet for at kommunikere og forsøge at få de mennesker, der nu deltager på en sådan aften til at samle sig for at skabe lidt stemning, arrangerer man events forskellige steder i gågaden og på Nytorv, så folk umuligt kan nå begge dele, og derfor må vælge. Men det valg er byen for lille til. Så simpelt er det. Dét, der nu er sket, er altså, at gågaden (som i øvrigt kunne være en rigtig hyggelig gade) og det nye torv skiller byen i stedet for at samle den. Alle de større forretninger er kommet lidt væk fra byen, og det er fint – det ser man i rigtig mange byer, både storbyer og mindre provinsbyer. Men skal man lave et ’center’ et torv, eller hvad man nu ynder at kalde det, så lav det da, så det skaber sammenhæng i byen i steder for at splitte tingene mere op. Det er ikke det, byen har brug for. Jeg håber, at der bliver tænkt større, længere og mere kreativt, når de laver den nye havnepark, som de netop kalder ‘Bynær Havnepark’. Den skal være med til at binde tingene sammen – ikke adskille.

Præcis dét er hele essensen i provinsbyerne – at holde sammen. Sammen kan man skabe en masse. Hver for sig bliver det aldrig til noget. Der er op til flere ildsjæle herude, hvor jeg bor, og hvis man blot lyttede lidt mere til dem, og droppede alle de gammeldags idéer om, hvordan noget skal være, kunne det rent faktisk være, at man kunne skabe noget, som man aldrig troede muligt herude, hvor kragerne vender. Men ikke mange tør, og det er vel forståeligt nok, men det er jo netop den tilgang, der skal vendes. Man skal tænke stort. Præcis som man skal drømme stort. Jeg er vokset op med, at ingen drømme er for store – og jeg takker hver dag mine forældre for at have givet mig den tilgang til livet.

Nå men fint nok, at vi skal bruge forretningerne i byen, jeps, will do, så snart de har de ting, jeg gerne vil købe. Men når jeg alligevel er nødsaget til at købe det meste i andre byer eller på nettet, fordi det ikke fås herude, så drop at skælde mig ud. Jeg er langt fra den eneste, der tænker sådan – tror stort set, at alle mine venner og bekendte har det på samme måde, hvis ikke jeg tager meget fejl. Og hvis forretningerne i de små byer, som fx her, hvor jeg bor – og vi er selvfølgelig ikke et enkeltstående tilfælde, for der er masser af provinsbyer, der endnu ikke har knækket koden (nogle vil nok heller aldrig), turde satse på, at der var kunder til noget anderledes, kunne det jo være. Og ja, det er ikke altid det går, men der er et eller andet ulogisk i, at rigtig mange mennesker her fra byen kører til Slagelse og Holbæk for at juleshoppe. Det er altså også provinsbyer, større ganske vidst, men ikke storbyer. Jeg skal ikke selv pudse glorien, for jeg shopper ofte i København og Århus samt udlandet, når jeg rejser, ligesom jeg køber mange af mine julegaver i København igen i år, men kunne jeg få tingene, hvor jeg bor, støttede jeg hellere her. Det er bare ikke tilfældet.

I min kommune er vi rigtig dygtige til erhverv. Vi har en stor og velfungerende industri, men hvad angår kultur- og byliv sådan generelt skal man lede længe efter noget lige så kedeligt. Igen vil jeg gerne slå fast, at der sidder nogle mennesker derude, som virkelig forsøger, men når opbakningen mangler, så lukker og slukker de også på et tidspunkt – og festen er slut. Der er imidlertid en del gode arrangementer i byen både, hvad angår sport og kultur, men der mangler i den grad et sted, hvor man kan samles, og hvor der er plads til mange mennesker i midtbyen. Et sted, hvor man kan gå ud at få kaffe, en øl, lytte til musik, sladre med veninderne, drikke sig halvfuld med et par kollegaer eller, hvad ved jeg. Et sted, hvor det ikke er gymnasieelever, der hænger ud (ikke, at jeg har noget imod gymnasieelever) eller dem, der blot hænger over en guldøl, og egentlig ikke har bestilt meget andet i mange år (heller ikke, at jeg har noget imod dem). Men jeg kunne godt tænke mig at kunne gå ud, uden at skulle hænge ud med gymnasieelever eller være nødsaget til at gå på et decideret værtshus en torsdag eftermiddag eller en lørdag aften.

Nå, men skal man holde på indbyggerne i provinsbyerne, og skal man oven i hatten forsøge at tiltrække nogle flere mennesker herud, må man altså kraftigt til at overveje, om der ikke var nogle ting, man skulle forsøge at ændre. Og mig bekendt blev Rom ikke bygget på én dag, så måske vi alle – lige fra kommunen som organisation til hver enkelt virksomhed, og ikke mindst borger skulle overveje, hvordan man sammen kan ændre den negative kurve, der – hvis den fortsætter – drejer nøglen for provinsen, i hvert fald for rigtig mange mennesker. Fordi der er truffet nogle forkerte valgt, behøver det jo ikke at betyde , at man ikke kan ændre på tingene, og i tilfældet med min hjemby, få samlet gågaden med Nytorv og netop den nye havnepark, der om kort tid skal laves. Og ja, naturen er vanvittig smuk ude i provinsen rundt omkring i Danmark, men jeg tror ikke på, at det er nok, når vi snakker provinsens overlevelse. Der skal tænkes større. Større end mange er vant til – og måske villige til!?