Det kunne også være juleAND året rundt, det ville heller ikke være dårligt. Nuvel, det er altså juleånd. Jeg elsker jul. Det er sådan en lidt magisk tid. Det er svært for mig at beskrive. Jeg er ikke specielt religiøs, men alligevel er det på det tidspunkt af året, hvor jeg tænker lidt på hele historien bag den kristne tro. Traditionen med julen, kærlighed, næstekærlighed og alt det der. Når jeg sidder i kirken juleaftensdag er der et eller andet i luften, måske kunne jeg endda driste mig til at sige ‘magi’, selv om det nok står skidt i forhold til kirken 😉 Jeg ved heller ikke helt hvorfor (magien føler jeg absolut ikke på andre tidspunkter i en kirke. Sorry, men det er sandheden). Men julen er uden tvivl også magisk pga. min datter. Jul og børn, det hænger ligesom rigtig godt sammen. Gid jeg stadig var vild med historien om Jesusbarnet i en krybbe, og troede på julemanden og alle nisserne. Det var en helt speciel tid, som jeg misunder min datter for at befinde sig lige midt i lige nu.

Jul i Tivoli er altid magisk – især med børn 😉

Nå, men julen er vel sådan officielt overstået nu, og vi begynder at tænke på at skulle fejre nytår lige om lidt. Vi har alle haft travlt – og har det stadig. Jeg har i hvert fald indimellem alt for travlt. Jeg var i København lige inden jul,  hvor jeg skulle mødes med en veninde. Vi skulle købe julegaver (og nej, de kunne ikke købes, hvor jeg bor) og hygge os. Det gjorde vi også, og det var mægtigt hyggeligt. Men inden da skete der noget andet, som jeg rigtig gerne vil fortælle om.

Jeg ventede på min veninde udenfor – lige ved en kaffebar. Der sidder en hjemløs, eller det ved jeg jo ikke, om han er, men det ligner han i hvert fald. Og det er han også, finder jeg ud af. Han fryser. Eller det ved jeg jo heller ikke, men det ser sådan ud. Jeg fryser i hvert fald, og det er koldt. Jeg går ind på kaffebaren og køber en varm kaffe, som jeg tager med ud til ham. Han bliver glad – og lidt forlegen. Han hedder Henrik, fortæller han mig. Han smiler, siger tak for venligheden, og jeg tænker, at nu er det, at jeg siger selv tak og vender mig lidt væk. Men det kan jeg ikke. Jeg spørger i stedet, om jeg må sætte mig ved siden af ham (det var koldt, men det føltes mere rigtigt, når nu han sad ned). Jeg er glad for, at jeg satte mig ved siden af Henrik. Vi nåede vel at snakke 20 min. tid (tænk, at det er lykkedes mig at komme før tid til noget, det må være første gang ever), og de 20 min. har fået mig til at tænke ekstra meget over nogle ting efterfølgende.

Henrik fortæller mig sin historie, eller nok nærmere en del af den. Den del, han har lyst til at fortælle om. Jeg lytter. Siger ikke ret meget (hvilket vi jo alle ved er en sjældenhed). Henrik havde engang en kæreste, et barn og et hus. Det har han ikke mere. Eller dvs. barnet har han stadig, han ser ham bare ikke. Kæresten er smuttet, huset væk og vennerne er efterhånden få. Han har forskellige problemer, som man ikke bare lige vender med en fremmede over en kop kaffe. Alligevel rørte hans historie noget i mig. For Henrik var faktisk ‘bare’ som så mange andre – lever sit liv, og pludselig er tæppet revet væk under ham. Eller det var ikke pludselig, men sådan føltes det, fortæller han. Han havde aldrig troet, at det skulle ske for ham – at han blev en af samfundets ‘svage’, som han selv udtrykker det.

Jeg hører ellers nok til dem, der er skråsikre på, at visse ting er for de svage her på jorden. Jeg er sådan en, der kan klare det hele (tror jeg), men jeg glemmer bare, at vi alle er svage indimellem, og derfor alle kan blive ramt af noget, vi aldrig havde troet muligt. Nå, men da jeg sad der og snakkede – eller rettere lyttede til Henrik, gik det op for mig, hvad næstekærlighed også er. For mig har næstekærlighed ofte været, at jeg har doneret penge til et eller andet formål, eller jeg har givet Røde Kors tre sække fyldt med tøj. Jeg har altså altid valgt den ’lette’ løsning. Misforstå mig ikke. Der er intet galt med at hjælpe via donationer og lign. Tværtimod (vi kan jo heller ikke alle sidde og drikke kaffe på fortovet). Men jeg fik øjnene op for, at min tid – 20 min. og en kop kaffe var et lyspunkt på Henriks dag – og i øvrigt også på min egen ellers lidt grå dag (der i øvrigt også havde været alt for travl).

Henrik var fantastisk spændende at tale med. Han var velinformeret om samfundet (hvorfor skulle han egentlig ikke også være det? Men det var hjemløse nok ikke i min verden, indtil det øjeblik). Det var måske ikke på den gængse måde, at han fulgte med på, men hvem siger også, at den gængse er den ’rigtige’? Henrik sagde til mig, at jeg skulle huske at være lykkelig. At jeg skulle følge mine drømme, men også huske på, hvad og hvem, der virkelig gør mig glad sådan helt ind i hjertet. Leve i nuet, pludselig er det for sent. Præcis de samme ord, som jeg er vokset op med, men desværre alligevel, ligesom flest andre, glemmer til tider.

Julen er andet end Rudolf med den røde tud, gløgg og en masse gaver. Glædelig jul og godt nytår!

Henriks ord fik mig til at tænke på, hvordan vi alle siger, at julen er hjerternes tid. En sådan lidt magisk tid, og ikke mindst en tid, hvor vi skal tænke på hinanden. Men det skal vi vel hele året. Da jeg satte mig på det fortov den dag, troede jeg, at jeg gjorde den ’stakkels hjemløse’ en tjeneste, og det gjorde jeg måske også nok på sin vis, men han gjorde også mig en tjeneste. En stor en endda. Jeg fik en påmindelse, og det var første gang i en travl december, at jeg følte julefreden spire en lille smule i mig. Det var der, at jeg igen blev mindet om, at det hele ikke handler om Rudolf med den røde næse, gløgg, julefrokoster og det store gaveræs (selv om jeg , indrømmet, selv køber mange gaver). Men lige der midt i gaveræset, siddende på det kolde fortov, tænkte jeg igen over, hvad julen – og ikke mindst livet – egentlig handler om, og jeg tror, at vi alle en gang imellem har godt af – og nok også brug for – at blive mindet om netop det. Mindet om, at et venligt ord, et smil eller 20 min. og en kop kaffe kan gøre en kæmpe forskel for et andet menneske (og/eller dig selv).

Sidst, men så langt fra mindst, vil jeg vil forsøge at følge mit hjerte til fulde, og ikke mindst mine drømme. Forsøge ikke at være bange, også selv om hvert valg, vi træffer, har konsekvenser. Følge min mavefornemmelse og mit hjerte – til trods for, at det til tider kan være svært, og bestemt kræver en ekstra indsats – men det er det værd!

Tak for påmindelsen, Henrik. Godt nytår – må I alle få opfyldt jeres ønsker i 2016.