Det er åbenbart et stigende problem, at folk skælder butiksekspedienterne ud – især her i juletiden, hvor der er mange folk i forretningerne, og køerne er lange (mere travlt i nogle byer end andre). Det har jeg læst flere steder, selv om man jo, som bekendt, ikke skal tro på alt, hvad man læser. Men i det her tilfælde har jeg faktisk selv oplevet det – alene i denne uge et par gange. I supermarkederne og i de mindre forretninger. I provinsen og i storbyen. Det er ikke i orden. Vi kunder vil så gerne have god service, og jeps, det har vi da bestemt også krav på, hvis man spørger mig, men den går altså også den anden vej rundt. Vi har ret til en god service, men også pligt til at tale ordentligt til hinanden, herunder også den ekspedient, der hjælper os i forretningen. Er det måske ikke også det, vi lærer vores børn – at tale ordentligt til andre mennesker? Vi voksne er så ‘pragtfulde’ dobbeltmoralske til tider.
Jeg stod forleden i kø i supermarkedet, hvor en mand bagved mig, brokkede sig højlydt og længe over køen. Køen var egentlig ikke speciel lang, men der var et eller andet galt med en stregkode (som jo sker, og det er sjældent kasseekspedientens skyld). Jeg kunne også bare have sagt til ham, at han aldrig skal tage den kø, som netop jeg vælger, for det er aldrig den hurtige. Jeg har vænnet mig til det. Men ser du mig i en kø, og du har travlt, stil dig da ikke bag mig. Nå, men vi stod alle bare og lyttede til mandens brok, og den stakkels ekspedient, der gjorde sit bedste, tog imod de mange skæld ud – og det var ikke pæne ord, skal jeg hilse og sige. Indtil jeg ‘kom til’ at udbryde, at nu ville jeg altså sætte pris på, at han talte ordentligt eller holdte mund. Så fik jeg da også en tur. Da jeg gik, smilede jeg til manden, og ønskede ham en rigtig glædelig jul. Han stod bare der og så sur ud. Og da var det, at jeg kom til at tænke på, at jeg jo ikke ved, hvad den sure mand bøvler med i sit liv, men uanset er det ikke i orden at tale grimt til andre mennesker – og de der stakkels ekspedienter står åbenbart lige i skudlinje for den slags i denne ‘søde’ juletid. Det kan vi ikke være bekendt.
Forleden var jeg i København for at shoppe lidt julegaver (og nej, jeg kunne ikke få dem i min egen by). Efter en skøn, men lang eftermiddag med at købe gaver, bevægede jeg mig ned til bilen, hvor jeg valgte at smadre en vase, som selvfølgelig var en af mine gaver. Jeg måtte derfor op igen for at købe en ny. Da jeg igen kom ned (med en vase uden beregning, fordi de syntes, at det var synd for mig – der kan man tale om kundeservice), kunne jeg selvfølgelig ikke finde min billet, fandt den, og fumlede derefter med at finde mit kreditkort. Alt imens, der stod en mand bag mig og tålmodigt ventede på, at klaphatten foran skulle blive færdig. Jeg undskyldte, at jeg var et rodehoved, og han smilede blot høfligt og sagde, at det var ikke noget problem. Efter, hvad de fleste vil kalde, en rum tid, havde jeg fundet mine ting, og kunne betale. Jeg undskyldte endnu engang da jeg gik, og fik blot et smil retur med ordene: “Det har været en fornøjelse”.
Jeg var i Skanderborg for et par weekender siden, hvor jeg også købte julegaver (jeg må da snart være færdig med det pjat for i år). Min mor og jeg var nede i centeret lidt før lukketid, og skulle med elevatoren ned i bilen. Der stod en mand i elevatoren med en fyldt indkøbsvogn. Han så træt ud, og jeg var den flinke, der trykkede på elevatorknapperne. Det skulle vise sig, at det valg ville vi alle sådan på en måde fortryde. Eller det gik faktisk meget godt, og hvis jeg havde været i mandens sko, håber jeg, at jeg havde udvist den samme tålmodighed, som han (måske det i virkeligheden var overbærenhed). Nå, men jeg lægger ud med, at trykke os op til taget i stedet for i kælderen til bilen (spørg mig ikke, hvordan det kunne ske). Jeg undskylder over for manden, der smiler og siger, at det er okay. Derefter tænker jeg (som et plaster på såret), at jeg da lige vil trykke på den der knap, der lukker elevatordørene hurtigere (jeps, pilene mod hinanden), nu jeg allerede har sinket manden, der nok bare gerne vil hjem til sin familie efter en lang dag. Men det var så bare ikke sådan en knap. I stedet formåede jeg, på en eller anden måde, at forhindre dørene i at lukke. Altså ikke fordi jeg fortsat trykkede på knappen (så dum er jeg jo heller ikke). Men den knap, jeg havde trykket på, var så åbenbart sådan en knap, man IKKE skal trykke på – i hvert fald ikke, hvis man gerne vil hjem. Så stod vi der i elevatoren og blomstrede. Manden med indkøbsvognen, min mor og jeg. Min mor småsmilende over situationen, fordi hun godt kunne se, at jeg var lidt flov – alt imens jeg trykkede febrilsk på de forskellige knapper. Der stod vi så en tid (føltes som evigheder, men var nok kun to, tre min., men det er længe i sådan en situation), indtil elevatoren besluttede sig for, at nu kunne dørene lukkes, og vi kunne komme ned til bilen. Manden var ikke sur, da jeg undskyldte. Og det er netop hele min pointe. Hvis vi blot behandler hinanden ordentligt, siger undskyld, når vi dummer os (behøver jeg sige, at jeg siger undskyld ofte), så går det faktisk meget godt.
Hvis vi nu står i kø i forretningerne og bruger tiden på at snakke med dem, vi handler med, de andre i køen, eller hvad ved jeg – kigger på tlf., så er tiden måske ikke så lang, og der vil være overskud til et smil. Man kommer nu engang længst med et smil. Og ja, kø er irriterende, hvis man har travlt, men det går jo ikke hurtigere af, at man er sur…
”Forlang ikke at andre skal smile. Du ved ikke, hvad de er stået op til. Smil selv, og lad det være nok.”
Det har Lone Rasmussen skrevet i sin bog ’Fra pæn pige til powerprinsesse’. Det var lige det, jeg kom til at tænke på i Netto med den sure mand, der skældte den arme mand i kassen ud.
Faktisk har jeg aldrig tænkt over lige netop det tidligere, men det er jo sandt. Jeg aner jo ikke, om den stakkel, der står og får skæld ud over køen i forretningen, lige har mistet sin mor, sit marsvin eller huset er brændt.. Jeg ved ikke, om ham, der brokker sig (om som egentlig fortjente en knytter alene for sit sprog) lige har mistet sin kæreste til en anden, om han er syg, eller om han bare har sovet alt for lidt pga. arbejde. MEN vi når altså bare SÅ meget længere med venlighed og et smil. Jeg er blevet meget bedre, og arbejder på det hver dag (det lykkedes ikke altid). Faktisk er jeg blevet ret flov et par gange, hvor jeg har været i dårligt humør, og jeg står med røg ud af ørerne, lige inden jeg skal til at skælde ud på en eller anden stakkel, og personen så smiler til mig og siger undskyld eller noget andet venligt. Så står jeg der med alle mine talenter, et skulende blik, og føler mig som en stor idiot.
Personligt har jeg fået rigtig god service alle de steder, hvor jeg har købt julegaver i år – i provins og i storby. Ekspedienterne har været søde og hjælpsomme. Og nej, det er ikke altid, at servicen er lige god alle steder, men det løser i hvert fald ikke noget at svine ekspedienten til. Prøv med det modsatte – et smil og god kommunikation (præcis, hvad vi lærer vores børn) – og se, hvad der sker…
Rigtig glædelig jul til jer alle – på land, i provins og i storby.
Snart er alle julegaverne i hus… 😉
