Jeg håber, at I alle er kommet godt ind i det nye år. Jeg har vinterbadet for 1. gang den 1. januar (og er altså fortsat siden da). Jeg er nødt til at komme ud med det STRAKS – jeg er jo ved at revne af stolthed. Jeg hoppede lige på hovedet i. Det var så åbenbart en fejl – hvad ved jeg om vinterbadning 😉 Det var koldt, men skønt. Jeg har også undret mig over, hvorfor vinterbadere ofte bader nøgne, men det har jeg så også – på egen krop – fundet ud af. Badetøjet er VIRKELIG KOLDT, når man har været i 5 grader koldt vand, og stolt kommer op på badebroen, og det så blæser (som det jo ofte gør i Danmark)… Så forstår man det faktisk lige pludselig, men mit badetøj bliver nu på – koldt eller ej.

Badetøj er MEGET koldt, når man har badet om vinteren, og der ER altså en grund til, at mange vinterbadere bader nøgne. NOT gonna happen here though…

Der var IS på trappen, da jeg var nede og bade i går!!!
Nå, men grunden til, at jeg fortæller jer om mit vinterbade-eventyr er faktisk fordi, provinsen jo netop burde være stedet for vinterbadere, og i særdeleshed min hjemegnskommune, da den tilbyder ca. 160 km kystlinje. Og det ER stedet for at vinterbade, når bare man ser bort fra de manglende faciliteter. Problemet, som jeg ser det, er, at man (politikerne) ikke altid husker at plukke de nederste frugter fra træet – dem, der ikke er så besværlige at få fat i. Og det gælder altså i flere henseender, hvorfor er der fx ikke et ordentligt vinterbadeanlæg her i byen, eller for den sags skyld i en af de andre byer heromkring? Sådan et med udsigt udover vores smukke hav og så en sauna.
Jeg kender flere, der vinterbader, både i Kalundborg, som jo er min hjemegn, andre provinsbyer og i København. Dét jeg ikke forstår, er, at man i fx vores hovedstad flere steder har rigtig gode faciliteter til vinterbadere, mens provinsbyerne skriger på den slags. Har de flere penge i København, eller prioriterer de markant anderledes, hvad angår den slags? Provinsen har jo netop omgivelserne til at vinterbade. Ikke kun hvor jeg bor, men mange steder i provinsen, og derfor er det da oplagt at have faciliteter til det.
Nu sidder der nok nogle og tænker, at vi da kan bruge pengene bedre på fx børnehaver, de ældre, sygehusene osv. Enig. Der er flere områder, der trænger til en ekstra indsats, men nogle gange skal man også tænke i det små. Fx har jeg heller aldrig rigtig forstået, hvorfor man ikke har ordentlige bystrande i den by, jeg er fra, eller for den sags skyld i flere andre provinsbyer, der ligger langs den smukke danske kyst. Nogle steder har fulgt tiden, i høj grad formået at udnytte naturens ressourcer, og har set potentialet i netop at skabe et miljø, fx en havnepark, en bystrand eller et vinterbadeanlæg til glæde for borgerne i byen, men så sandelig også et miljø, der er med til at skabe merværdi for området/byen, og dermed tiltrækker flere mennesker.
Jeg er klar over, at turisterne ikke vil valfarte til provinsen for at vinterbade, men omvendt er jeg sikker på – især i tider med fokus på spa og wellness, at skaber man noget unikt og brugbart som fx et vinterbadeanlæg med sauna og udsigt, vil man tiltrække flere mennesker – også potentielle tilflyttere. Og nej, der er nok ingen, der flytter til en by pga. et vinterbadeanlæg, men samlet set, kan det være en faktor, der spiller en væsentlig rolle, ligesom så mange andre faktorer. Jeg skal fx selv på spa ophold i Sverige med en veninde her slut januar, og her skal jeg bl.a. vinterbade, fordi de har lækre faciliteter til det. Det er en del af deres koncept, og de har rigtig mange gæster sommer OG vinter netop, fordi de har udnyttet naturens ressourcer, og har skabt et område, man gider besøge på alle årstider. De har simpelthen lagt et badehotel i en lille, men smuk by ved vandet, og her valfarter turisterne til, bl.a. for at vinterbade i meget smukke omgivelser. Som jeg ser det, har de intet, vi ikke har her, hvor jeg bor (eller flere andre danske provinsbyer) – på nær det smukke hotel med de lækre faciliteter – og det er jo ligesom ret essentielt for, at det bliver en succes 😉 Men det er jo ikke kun i Sverige, at de kan finde ud af det. Der er skam mange steder rundt omkring i provinsen i Danmark, hvor man har formået at skabe netop den slags område, der trækker mennesker til – der er desværre bare også flere steder, hvor man endnu har det til gode.

Smuk, smuk udsigt udover fjorden. Jeg er derimod mindre køn i min fars gamle morgenkåbe og bamsestøvler, men det er jo ikke et modeshow at vinterbade;-)
Jeg har jo bl.a. boet i København tidligere, og jeg må ærligt indrømme, at jeg undrer mig over, hvor fantastiske havnemiljøer, vinterbadeanlæg osv., man her har formået at skabe til trods for, at det er i provinsen, man har omgivelserne til det. Her tænker jeg i form af meget smuk natur og i flere kommuner mange km. kyststrækning. Og ja, jeg ved, at der også er smuk natur omkring København, og mange mennesker til at bruge byen, men naturen er ikke i København – det er den i provinsen. Her er den en del af byerne, og den mulighed skal vi gribe, og netop skabe miljøer til stor gavn for borgerne i provinsbyerne, men også gæsterne – dem vil vi jo gerne have flere af, ligesom tilflyttere også er velkomne, har jeg hørt 😉
Det handler om nytænkning, om at være visionær og turde satse på noget lidt anderledes. Men det er nok dér, skoen trykker. Jeg forstår ikke, hvorfor nogle kommuner er så blinde over for det faktum, at et rigt kulturliv bidrager til, at flere mennesker finder et område interessant, benytter det og andre måske endda flytter dertil. Og nej, jeg mener ikke, at man skal bygge en opera eller andre ting, der hører sig en storby til. Man skal da udnytte de ressourcer, naturen har i ‘vandkantsdanmark’ – uden at ødelægge den vel at mærke. Men det er nu ikke kun dér, skoen trykker, hvis man spørger mig. For der er også et andet stort problem, og det er ikke kun i provinsen, at det er et problem. Næ, det er en folkesygdom i hele Danmark. Det er for let blot at lægge hele ansvaret over på kommunen eller anden større instans. Vi tager ikke ansvar for noget som helst i dag (nu generaliserer jeg lidt, sorry). Men det er altid kommunens problem – eller statens eller eller eller – aldrig vores eget. Måske det var på tide, at vi alle deltog i arbejdet, og tog ansvar for, hvordan vores egen baggård ser ud, og så ellers løftede i flok. Jeg er klar over, at man ikke kan stille meget op, uden opbakning fra netop de større instanser, som fx kommune osv., men mon ikke, at den er der, hvis idéen er god nok?!
Min far sagde altid, at man aldrig finder ud af, om noget er det rigtige, før man har prøvet. Nogle gange følger man bare den letteste vej. Alene kan man ikke så meget, men sammen er man temmelig stærke. Men det kræver også, at de kære politikere i provinsen husker, at kultur ikke blot er teater, men også andre ting – nogle gange simple ting, som fx et vinterbadeanlæg.
Endelig er det værd at minde om, at hvis man plukker de nederste æbler, er det i øvrigt også lettere at få fat i dem, der sidder øverst på træet – og nogle gange synes umulige at få.
