Måned: januar 2016

Ystad er en by på Skånes sydkyst med godt 18.000 indbyggere. Dvs. det er en lille provinsby i udkanten af Sverige, ganske som så mange provinsbyer – også i Danmark. Men byen har gjort noget rigtigt – den er nemlig hjemsted for mange turister om sommeren bl.a. pga. deres lækre spa-hotel Ystad Saltsjöbad.

På vej til Ystad Saltsjöbad i Sverige.

Jeg  opholdte mig faktisk et par dage på Ystad Saltsjöbad i sidste uge – og det kan virkelig anbefales. Om sommeren er der ofte fuldt booket, og det kan jeg godt forstå. Men faktisk er der også rigtig mange mennesker om vinteren, hvilket jo er fantastisk for en lille by som Ystad, der ellers ville være temmelig øde, ligesom så mange andre mindre byer. Men her er der satset på turisterne, og det tror jeg er lige præcis, hvad man bør gøre, når man har omgivelserne til det.

Ystad Saltsjöbad ligger to km. fra centrum af Ystad, og er placeret lige midt på stranden, så at sige. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad flere provinsbyer i Danmark kunne drive det til, når man tager den smukke og lange kyststrækning i betragtning. Hvis blot der var nogle, der kunne se mulighederne (og havde pengene) til at lave noget lignende. I min hjemby, Kalundborg, ville det være oplagt at lave et badehotel med spa osv., præcis som man har gjort i Ystad. Jeg ved oven i købet, hvor det kunne ligge…

Udsigten fra mit værelse på Ystad Saltsjöbad en grå januar morgen.

Det er den slags, vi har brug for i ’provinsdanmark’, at man tænker lidt større.  Og ja, jeg ved, at nu vil mange tænke, at det ikke er tiden til at tænke større, men deri er jeg helt og aldeles uenig. Der er så mange små byer, der kunne blomstre, hvis blot man turde satse lidt. Gøre noget lidt anderledes, tænke lidt større. På Saltsjöbad i Ystad var der intet mindre end skønt. De har et badehotel med spa og lækre restauranter. Derudover er der smuk natur og en skøn strand ved hotellet. Servicen er i top, og alle er meget venlige. Man får fornemmelsen af, at man virkelig er velkommen, hvilket man vel også er – vi turister bidrager jo trods alt til deres succes. En succes, som mange provinsbyer i Danmark kunne skabe, hvis blot de turde gå lidt væk fra den danske tankegang: ‘Lidt er også godt’., ‘Nu skal vi ikke overdrive’ osv. Jo, vi skal. Prøv at se de byer og lande, hvor det går godt. Det går godt, fordi de har visioner, og ikke mindst modet til at prøve nye ting. DET kunne mange danske provinsbyer lære noget af.

Noget at suiten, hvor vi boede på Ystad Saltsjöbad.

Min veninde ‘samler’ (jeg havde tre tallerkner, og spiste det meste, ups) sammen til morgenmaden på Ystad Saltsjöbad.

Men man skal passe på med at stikke næsen frem i Danmark, det har jeg da erfaret (eller det har jeg faktisk hele tiden vidst). Nå, men jeg fortsætter med at stikke næsen frem – jeg kan tåle det. Da jeg i december skrev om, hvordan jeg oplevede min hjemby i forbindelse med julehandlens shopping-muligheder (og for den sags skyld resten af året), blev jeg bakket op af mange mennesker, der tænker præcis det samme, som jeg. Men jeg fik også inkasseret et par skideballer – åbenbart fordi jeg italesætter et problem. Jeg har ikke skabt problemet, men jeg har gjort opmærksom på, at det er her – for at vi skal gøre noget ved det i fællesskab. Og det er der åbenbart nogen, der ikke kan lide. Jeg vil saftsuseme (og så mener jeg det altså) 😉 ikke skrive, at alt er fryd og gammen, når det ikke er tilfældet. Punktum. Og jeg taler ikke noget ned, jeg gør opmærksom på et problem, der kan komme til at fylde temmeligt meget for mange mennesker, hvis ikke der gøres noget ved det. Ved at lade som ingenting, når der er et problem, er – mig bekendt – intet problem forsvundet af.

Faktum er, at vi har nogle problemer mht. detailhandel i mange mindre provinsbyer i Danmark, og det er man nødt til at erkende og italesætte, for at få gjort noget ved det. Lader man bare som om, at det hele er fint, ender man som Albert Arnesen i Matador (altså ikke død, men livet i byen – og dermed også byen –dør). Det er ikke sikkert, at jeg bor i provinsen til jeg dør, men jeg vil være ked af at se, at provinsen bliver udvisket som en handelsby, at livet i gaderne forsvinder for blot at være en by, der huser alle de store fabrikker (i min hjembys tilfælde). Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til fabrikkerne, for selvfølgelig er der det – det er sindssygt vigtige for netop mindre provinsbyers overlevelse, at der er et godt erhvervsliv, og det bidrager de jo netop til. Men industri og erhverv er ikke nok. Mennesker, der bor i provinsen vil også have kultur – og her mener jeg ikke et museum eller et teater. Ikke at der er noget galt med det, men kultur er så meget mere.

Men hvis provinsbyerne mister de små forretninger og livet i byen, bliver de til spøgelsesbyer, hvor ingen har lyst til at bo. Jeg har ikke svaret på alle spørgsmålene, men jeg ved, at man er nødt til at følge med tiden, herunder også forholde sig til internettet som en konkurrent. Der er ingen tvivl om, at det kan være hårdt at starte forretning i provinsbyerne rundt omkring, fordi kunderne bl.a. ikke er gode nok til at handle, hvor de bor. Afstande er ikke længere så store, som tidligere, og mange kører til større byer for at handle. Men som jeg skrev sidst, hvis du ikke kan få, hvad du søger i den by, hvor du bor, så finder man det altså andetsteds. Så er spørgsmålet jo også, om der er varer, der burde være på hylderne, men som ikke er der? Som jeg også har skrevet tidligere, er jeg med på, at en lille forretning i provinsen ikke kan købe kæmpe lager af alt, men måske det kunne være en service at skaffe, hvad kunden mangler, og så bliver handlen alligevel i butikken. Her er nettet jo igen en oplagt idé.

Jeg var forleden i BR for at købe noget til min datter til Fastelavn. De havde det ikke, og jeg spurgte, om jeg kunne bestille det hjem. Det kunne de ikke, men de kunne oplyse mig, at det kunne købes i BR i København, eller jeg kunne købe det på nettet. Så er det, jeg tænker ‘WTF’ (til jer, der ikke lige er med på slangsproget her 😉 Pænt oversat: ‘Hvad i al verden…’). Hvorfor sørger I ikke for at få det hjem til mig hurtigt via jeres interne post, og så er alle glade. Men nej, jeg køber det nu i København. Og det er ikke et enkeltstående tilfælde, den historie hører jeg ofte fra venner og bekendte. OG det handler jo netop også om service, som jo så i virkeligheden ikke er rigtig god her vel, lige så lidt som den giver handel til den lokale BR, og dermed gør deres tal pænere, som igen betyder, at risikoen for at den lukker er mindre osv.

Måske det var værd at tænke lidt over…

OG I hører mere om Ystad Saltsjöbad snart – der kommer en god deal og/eller en konkurence her på bloggen i nær fremtid – og jeg lover, at tager I derover, fortryder I det ikke…  I hører nærmere 😉

Set i lyset af, hvad der foregår rundt omkring i verden, kom jeg forleden til at tænke på, hvad det egentlig er, der gør en tryg – altså selvfølgelig udover at være sammen med de mennesker, man elsker eller holder af. Men tryghed er mange ting. Èn ting er de mennesker, vi omgiver os med, en anden er også de steder, vi opholder os.

Men hvordan ser trygge steder egentlig ud? Hvad gør, at man føler sig tryg, når man færdes blandt andre i byen, på gader og i parker ? Det gør fællesskabet. Det fællesskab eksisterer selvfølgelig både i by og på land, men jeg føler det stærkere i provinsen, end jeg gjorde, da jeg boede i byen. Eller måske ikke stærkere, men på de anden måde. For der eksisterer jo netop fællesskab i de enkelte bydele og områder i storbyen også, fx var jeg på Nørrebro i går, som jo er mit tidligere ‘hood’. Her hilste jeg på ‘min’ kebabmand og ‘min’ grønthandler osv. – og det er præcis den slags, der er med til, at man føler et fællesskab – med menneskene og det fælles sted, vi opholder os på. Tryghed er mange ting, og det er jo egentlig lige meget, hvor man oplever den henne, bare man har den rigtige følelse.

Kontakten til andre mennesker er ret central for følelsen af tryghed. Andre mennesker er ofte tegn på tryghed. Vi skaber tryghed ved at aflæse hinandens adfærd og ved selv at signalere fredelige hensigter.

Steders fysiske fremtoning har også stor betydning for, hvorvidt man føler sig tryg. Gadebelysning, lys i vinduerne, velholdte områder osv. er typiske tegn på, at der er mennesker i nærheden, og at det samtidig er mennesker, der kerer for området, og det gør, at man ikke føler sig utryg ved at opholde sig der – tror jeg.

En lille hyggelig gade, hvor jeg aldrig føler mig utryg.

Man hører ofte ordet tryghed blive diskuteret i den offentlige debat. De fleste ved, hvad tryghed er, men mærkeligt nok findes der ikke nogen fælles definition af selve begrebet ’tryghed’, fordi det vel er afhængigt af den sammenhæng, det indgår i. Vi taler ofte om tryghed, når vi netop har været i en situation, hvor vi har følt os utrygge  -og det har vi vidst alle vidst prøvet på den ene eller den anden måde.

I virkeligheden, tror jeg ikke, at vi danskere tænker – uanset hvor vi bor – meget over ’tryghed’, fordi vi altid har været vant til, at den var der – trygheden. Taget den lidt for givet. Men de vilkår har efterhånden ændret sig, og flere og flere føler sig utrygge på steder, hvor de før følte sig trygge. Det er her, jeg tænker, at fællesskabet spiller en afgørende rolle. Fællesskabet passer nemlig på hinanden, og det er lige præcis det, de er rigtig gode til i de små samfund, der hersker både i by og på land. Det har jeg set utallige eksempler på.

Nogle mennesker føler sig trygge, hvor der er larm, lys og mennesker. Andre, hvor der er stilhed, mørke og ingen eller få mennesker. Nogle fungerer fint med det hele, det gør jeg faktisk – det er ikke dét, der er afgørende for min følelse af tryghed, men sådan er vi jo også så forskellige.

Kælketur en januaraften i måneskin = ingen mennsker.

Sjovt nok har jeg aldrig været bange for mørke og stilhed. Jeg elsker, at jeg føler mig tryg ved at tage på kælkebakken i måneskin sammen med min datter i parken tæt ved, hvor jeg bor. At jeg kan løbe en tur, når det er mørkt. Som jeg ser det, er fordelen større, jo mindre byen er. Fordi alle kender hinanden (måske ikke kender, men i hvert genkender, og det skal man ikke kimse af – i dette sammenhæng i hvert fald. Det kan også være en ulempe, men det taler vi om en anden dag).

Løbetur i skumringstid på en kold januardag = ingen mennesker

Herude kender jeg naboerne på en anden måde, end jeg gjorde i København. Her har de en nøgle til mit hjem. Da jeg boede på Nørrebro, gav jeg altså ikke min nøgle til mit hjem til naboerne. Ikke fordi, der som så var noget galt med mine naboer, de var såmænd flinke nok, men jeg kendte dem slet ikke på samme måde, som jeg kender mine naboer herude på villavejen. Og det er jo egentlig pudsigt, eftersom man ofte bor tættere på hinanden i byen, og ikke har en ligusterhæk til at skærme af. Det kunne selvfølgelig ligeså godt være en villavej i Vanløse eller yderst på Amager Strandvej, men så er jeg vel også tilbage i provinsen, ikke? 😉

Dermed ikke sagt, at der ikke findes små samfund i København, hvor man kender og hjælper hinanden, for selvfølglig gør der det – jeg kender da til dem flere steder. Jeg tror måske bare, at det er mere en selvfølge på villavejen ude i provinsbyerne – især de små. De små samfund kan et eller andet, udover også at være irriterende, er de også pragtfulde på deres egne finurlige facon. Uanset, om du er til mennesker, støj, lys, larm, stilhed, mørke, eller det hele, så tænk over, hvad fælleskabet betyder næste gang, du hilser på naboen, kassedamen eller ekspedienten på posthuset  – hvad enten det er i 4400, 2200 eller et helt tredje sted…

Her føler jeg mig altid tryg.

Børnefamilierne vil i stigende grad flytte fra storbyerne til de små samfund uden for byerne – med andre ord ’provinsen’. Nogle af årsagerne til, at børnefamilierne flytter ud, er, at det er for dyrt at blive boende i byen, og fordi de ikke kan få de faciliteter, som de gerne vil have. Eller dvs. det er faktisk lidt svært at blive klog på, hvorvidt børnefamilierne i stigende grad flytter ud af storbyen eller bliver, da flere af de undersøgelser, jeg har læst, faktisk viser noget forskelligt – så meget for de undersøgelser 😉

Men undersøgelsen, jeg her refererer til, viser i hvert fald, at antallet af nettotilflyttede til Københavns Kommune i 2014 var på ca. 500, mens Aarhus Kommune oplevede negativ nettotilflytning sidste år. Grunden til, at København har en positivt nettotilflytning er netop ikke, fordi der er tilflyttere i traditionel forstand. Næ, der bliver såmænd født flere end, der dør i hovedstaden pt. De første tal fra 2015 viser faktisk, ifølge undersøgelsen, at udviklingen med stilstand eller tilbagegang i de største byer fortsætter. Det er i sig selv ret interessant, og så alligevel ikke breaking news, for der kommer vel et punkt, hvor byen ikke kan rumme flere mennesker eller?

Noget andet interessant jeg læste, var, at mange danskere udenfor de store byer føler sig set ned på og gjort nar af – især af folk i København. Noget med en mental afstand mellem folk, der bor i storbyerne og provinsen. Noget med de oversmarte i byen, og ‘bøhtosserne’ på landet. Helt ærligt – det er da en floskel, der burde være død og begravet for længe siden. Ja, der var stor forskel engang, men helt ærligt, vi skriver 2016 nu. Men selvfølgelig medierne har travlt med at tale om den store forskel både mentalt og fysisk i by og på land, og det er da klart medvirkende til at dele i stedet for at samle. Selvfølgelig er der forskel på nogle områder (andet ville da egentlig være mærkeligt), men så er den forskel vidst heller ikke større…

OG så står den ’idé’ da i øvrigt også lidt for provinsboernes egen regning. Vi er præcis så meget værd, som vi gør os selv til, og jeg er da hverken mere eller mindre værd, om jeg bor det ene eller det andet sted. Hvordan folk ser på mig, er deres sag, ikke min. Jeg hverken kan eller vil rette ind, for at de skal synes anderledes. Jeg er Gitte, om jeg bor i provinsen eller i storbyen, i Danmark eller udlandet. Jeg har prøvet det hele, og jeg er ikke færdig med noget af det. Men Gitte, kan jeg ikke løbe fra. Og hun har ikke andet tøj på i provinsen end, da hun boede i storbyen eller udlandet (eller jo, men det har noget med tiden at gøre, ikke stedet, hvor jeg opholder mig, med mindre jeg selvfølgelig er i skoven kontra Kgs. Nytorv).  Og mentalt har hun vidst heller ikke forandret sig synderligt (udover at hun hele tiden bliver ældre OG klogere – og deraf skifter holdningerne vel også indimellem) 😉

Når det er sagt, er der måske nok noget om, at folk tidligere kiggede på en med en vis undren over, at man havde valgt storbyen fra. Fordi det længe har været moderne at vælge den til, og på en eller anden besynderlig måde det eneste rigtige (omvendt er der jo også nogle, der ikke forstår valget om storbyen, og dermed provinsen, der bliver valgt fra). Men ting har det med at skifte, og faktisk synes jeg, at den undren er blevet langt mindre de senere år, at folk har fået større forståelse for, hvorfor nogle har valgt provinsen til og storbyen fra. Nye tider er måske ligefrem på vej? Derudover er Danmark jo altså et lille land, og afstandene derfor ret overskuelige, og der er jo heller ingen, der siger, at fordi man én gang har truffet et valg om at flytte til provinsen eller storbyen, at man så bliver boende der altid.

En lille bid af en smuk provinsby.

Det handler altså også om selvopfattelse. Hvor danskerne fx ofte tager afstand fra det område, de kommer fra, hvis det ikke er en af de store byer, er man i fx Frankrig og Norge stolte af hjemstavnen (igen baseret på undersøgelser – jeg kender ikke nok nordmænd og franskmænd til at kunne lave min egen undersøgelse. Den ville i hvert fald ikke blive valid). Ligesom de også er meget stolte af de regionale produkter, der kommer fra de mindre befolkede områder. Men lige præcis den udvikling har faktisk været i gang i Danmark længe. Alle vegne i provinsen i dag, er man stolt af de specialvarer, man producerer, og der er flere og flere, der satser på netop denne forretning i takt med, at det bliver mere og mere moderne at købe specialvarer. Alle er vilde med lokal/special/økologiske/bæredygtige og alt muligt andet producerede varer – sådan noget, du ikke bare kan købe i Føtex.

Så for lige at opsumere (nu lyder jeg virkelig kedelig, I know):Men man skal altså være stolt af sin hjemegn (selvfølgelig forudsat, der er noget at være stolt af, men det er der altså som regel), hvad enten man bor der eller ej. Hvert sted har vel et eller andet særegent. Derudover skal man altså huske på, at ens værd bestemt ikke afhænger af, hvor man bor. Dem, der mener andet, har jo tydeligvis drukket eller røget et eller andet, de burde holde sig fra. Punktum.

Ps. Jeg har lige været ude at kælke og vinterbade – hvor fantastisk er det lige, at man kan kælke – næsten – i baghaven og bagefter bade i havet i snevejr. Sådan er der også i provinsen 😉

Jeg håber, at I alle er kommet godt ind i det nye år. Jeg har vinterbadet for 1. gang den 1. januar (og er altså fortsat siden da). Jeg er nødt til at komme ud med det STRAKS – jeg er jo ved at revne af stolthed. Jeg hoppede lige på hovedet i. Det var så åbenbart en fejl – hvad ved jeg om vinterbadning 😉 Det var koldt, men skønt. Jeg har også undret mig over, hvorfor vinterbadere ofte bader nøgne, men det har jeg så også – på egen krop – fundet ud af. Badetøjet er VIRKELIG KOLDT, når man har været i 5 grader koldt vand, og stolt kommer op på badebroen, og det så blæser (som det jo ofte gør i Danmark)… Så forstår man det faktisk lige pludselig, men mit badetøj bliver nu på – koldt eller ej.

Badetøj er MEGET koldt, når man har badet om vinteren, og der ER altså en grund til, at mange vinterbadere bader nøgne. NOT gonna happen here though…

Der var IS på trappen, da jeg var nede og bade i går!!!

Nå, men grunden til, at jeg fortæller jer om mit vinterbade-eventyr er faktisk fordi, provinsen jo netop burde være stedet for vinterbadere, og i særdeleshed min hjemegnskommune, da den tilbyder ca. 160 km kystlinje. Og det ER stedet for at vinterbade, når bare man ser bort fra de manglende faciliteter. Problemet, som jeg ser det, er, at man (politikerne) ikke altid husker at plukke de nederste frugter fra træet – dem, der ikke er så besværlige at få fat i. Og det gælder altså i flere henseender, hvorfor er der fx ikke et ordentligt vinterbadeanlæg her i byen, eller for den sags skyld i en af de andre byer heromkring? Sådan et med udsigt udover vores smukke hav og så en sauna.

Jeg kender flere, der vinterbader, både i Kalundborg, som jo er min hjemegn, andre provinsbyer og i København. Dét jeg ikke forstår, er, at man i fx vores hovedstad flere steder har rigtig gode faciliteter til vinterbadere, mens provinsbyerne skriger på den slags. Har de flere penge i København, eller prioriterer de markant anderledes, hvad angår den slags? Provinsen har jo netop omgivelserne til at vinterbade. Ikke kun hvor jeg bor, men mange steder i provinsen, og derfor er det da oplagt at have faciliteter til det.

Nu sidder der nok nogle og tænker, at vi da kan bruge pengene bedre på fx børnehaver, de ældre, sygehusene osv. Enig. Der er flere områder, der trænger til en ekstra indsats, men nogle gange skal man også tænke i det små. Fx har jeg heller aldrig rigtig forstået, hvorfor man ikke har ordentlige bystrande i den by, jeg er fra, eller for den sags skyld i flere andre provinsbyer, der ligger langs den smukke danske kyst. Nogle steder har fulgt tiden, i høj grad formået at udnytte naturens ressourcer, og har set potentialet i netop at skabe et miljø, fx en havnepark, en bystrand eller et vinterbadeanlæg til glæde for borgerne i byen, men så sandelig også et miljø, der er med til at skabe merværdi for området/byen, og dermed tiltrækker flere mennesker.

Jeg er klar over, at turisterne ikke vil valfarte til provinsen for at vinterbade, men omvendt er jeg sikker på – især i tider med fokus på spa og wellness, at skaber man noget unikt og brugbart som fx et vinterbadeanlæg med sauna og udsigt, vil man tiltrække flere mennesker – også potentielle tilflyttere. Og nej, der er nok ingen, der flytter til en by pga. et vinterbadeanlæg, men samlet set, kan det være en faktor, der spiller en væsentlig rolle, ligesom så mange andre faktorer. Jeg skal fx selv på spa ophold i Sverige med en veninde her slut januar, og her skal jeg bl.a. vinterbade, fordi de har lækre faciliteter til det. Det er en del af deres koncept, og de har rigtig mange gæster sommer OG vinter netop, fordi de har udnyttet naturens ressourcer, og har skabt et område, man gider besøge på alle årstider. De har simpelthen lagt et badehotel i en lille, men smuk by ved vandet, og her valfarter turisterne til, bl.a. for at vinterbade i meget smukke omgivelser. Som jeg ser det, har de intet, vi ikke har her, hvor jeg bor (eller flere andre danske provinsbyer) – på nær det smukke hotel med de lækre faciliteter – og det er jo ligesom ret essentielt for, at det bliver en succes 😉 Men det er jo ikke kun i Sverige, at de kan finde ud af det. Der er skam mange steder rundt omkring i provinsen i Danmark, hvor man har formået at skabe netop den slags område, der trækker mennesker til – der er desværre bare også flere steder, hvor man endnu har det til gode.

Smuk, smuk udsigt udover fjorden. Jeg er derimod mindre køn i min fars gamle morgenkåbe og bamsestøvler, men det er jo ikke et modeshow at vinterbade;-)

Jeg har jo bl.a. boet i København tidligere, og jeg må ærligt indrømme, at jeg undrer mig over, hvor fantastiske havnemiljøer, vinterbadeanlæg osv., man her har formået at skabe til trods for, at det er i provinsen, man har omgivelserne til det. Her tænker jeg i form af meget smuk natur og i flere kommuner mange km. kyststrækning. Og ja, jeg ved, at der også er smuk natur omkring København, og mange mennesker til at bruge byen, men naturen er ikke i København – det er den i provinsen. Her er den en del af byerne, og den mulighed skal vi gribe, og netop skabe miljøer til stor gavn for borgerne i provinsbyerne, men også gæsterne – dem vil vi jo gerne have flere af, ligesom tilflyttere også er velkomne, har jeg hørt 😉

Det handler om nytænkning, om at være visionær og turde satse på noget lidt anderledes. Men det er nok dér, skoen trykker. Jeg forstår ikke, hvorfor nogle kommuner er så blinde over for det faktum, at et rigt kulturliv bidrager til, at flere mennesker finder et område interessant, benytter det og andre måske endda flytter dertil. Og nej, jeg mener ikke, at man skal bygge en opera eller andre ting, der hører sig en storby til. Man skal da udnytte de ressourcer, naturen har i ‘vandkantsdanmark’ – uden at ødelægge den vel at mærke. Men det er nu ikke kun dér, skoen trykker, hvis man spørger mig. For der er også et andet stort problem, og det er ikke kun i provinsen, at det er et problem. Næ, det er en folkesygdom i hele Danmark. Det er for let blot at lægge hele ansvaret over på kommunen eller anden større instans. Vi tager ikke ansvar for noget som helst i dag (nu generaliserer jeg lidt, sorry). Men det er altid kommunens problem – eller statens eller eller eller – aldrig vores eget. Måske det var på tide, at vi alle deltog i arbejdet, og tog ansvar for, hvordan vores egen baggård ser ud, og så ellers løftede i flok. Jeg er klar over, at man ikke kan stille meget op, uden opbakning fra netop de større instanser, som fx kommune osv., men mon ikke, at den er der, hvis idéen er god nok?!

Min far sagde altid, at man aldrig finder ud af, om noget er det rigtige, før man har prøvet. Nogle gange følger man bare den letteste vej.  Alene kan man ikke så meget, men sammen er man temmelig stærke. Men det kræver også, at de kære politikere i provinsen husker, at kultur ikke blot er teater, men også andre ting – nogle gange simple ting, som fx et vinterbadeanlæg.

Endelig er det værd at minde om, at hvis man plukker de nederste æbler, er det i øvrigt også lettere at få fat i dem, der sidder øverst på træet – og nogle gange synes umulige at få.