Jeg kom til at tænke på noget i forlængelse af mit blogindlæg om konfirmationer og nonfirmationer. Nemlig traditioner, sådan i det hele taget. Jeg skrev også lidt om, at jeg tror, at de traditioner, der overlever, er dem, der stadig er ’in’ at fejre.
Faktisk tager vi flere og flere amerikanske traditioner til os. Nogle af dem er helligdagstraditioner, mens andre er af mere kommerciel art. Når vi snakker kommercielt, er Black Friday, som efterhånden findes i det meste af landet, et ret godt eksempel. For Black Friday handler jo i bund og grund om at handle på udsalg (ja, mig får i ikke lokket ud til den slags, jeg er notorisk bange for alle de frådende mennesker, der giver deres sande ansigt til kende, når de kan spare 40 pct. på et eller andet produkt, de har ønsket sig længe).
Men om vi vil det eller ej, så vokser listen over amerikanske traditioner, vi danskere også er begyndt at fejre, blandt andre kan nævnes Halloween, Valentine’s Day og nu Black Friday. Det sjove er, at der er lavet undersøgelser, der viser, at danskerne faktisk mener, at det er blevet for meget med alle de amerikanske traditioner. I en af undersøgelserne, hvor man spurgte 1.000 nordjyder svarede 91,33 pct. ja til, at det havde taget overhånd med de amerikanske traditioner. Men også en undersøgelse fra Yougov foretaget for MetroXpress viser, at få danskere er glade for de nyere amerikanske traditioner. 54 pct. opfatter dem negativt, mens kun 17 pct. finder dem positive. Yougov har talt med folk i hele landet. Tallet var dog noget højere i Nordjylland. Dermed ikke sagt, at de to undersøgelser er valide, men stadig lidt tankevækkende. Gad vide, om der er stor forskel på netop, hvordan vi forholder os til traditioner fx i hovedstaden kontra provinsen?
Nå, men vi fejrer dem året rundt. Traditionerne. Store som små. På samme tidspunkt naturligvis, med de samme ritualer (og menu), og helst også med de samme mennesker. Laver vi det om, kan det godt skabe en del ravage, for så er det hele jo pludselig ikke som det plejer.
Når det er jul, bugner butikkerne af glitter, glade nisser, guirlander og gran. Inden da var det Halloween med græskar, flagermus, edderkopper, skeletter og tonsvis af uhyggelige udklædninger. Til nytår har vi fyrværkeri, derefter sorte katte til fastelavn, hjerter til Valentine’s Day, chokoladeæg og en hoppende påskehare til påske, og varme hveder, når det er Store Bededag (eeelsker den tradition alene pga. hvederne), og der er vidst et par helligdage mere, hvor man gør et eller andet, bl.a. Mortens Aften, hvor vi danskere spiser and (yes, igen noget med mad), eller Sct. Hans, hvor vi laver bål, brænder en heks og synger midsommervisen (som er sindssyg smuk).
Det sjove mht. de amerikanske traditioner er, at mange danskere nok i virkeligheden er skeptiske over for nye traditioner, fordi det virker meget kommercielt. Men jeg tror også, at mange ser det som noget, der egentlig ikke hører til i Danmark, men så glemmer man vidst, hvordan de fleste af vores traditioner er opstået. Traditionerne kommer jo netop alle mulige steder fra, og er med tiden blevet til traditioner i Danmark (ligesom andre steder). Mange generationer er vokset op med traditioner, der vel i bund og grund anses som værende danske, og derfor virker det vel som om, de altid har været der. Men juletræet, som står i næsten alle danske hjem, er en tradition fra Tyskland, der kun er et par hundrede år gammel, og adventskransen kom til Danmark efter Anden Verdenskrig, også fra Tyskland. Ikke at forglemme, at julemanden kom til Danmark fra USA. Just saying.
Et miskmask af traditioner, højtider mm. – danske såvel som udenlandske…
For at noget bliver til en tradition, skal den betyde noget for en gruppe mennesker, og man skal kunne bruge den til noget. Traditioner er jo netop rammer omkring fællesskaber, og vi elsker fællesskaber. Men jeg synes også, at det sjove ved traditioner netop er, at vi selv kan skabe dem. Jeg skaber selv traditioner sammen med min familie. Vi har vores egne traditioner, og det er forhåbentlig noget blandt andre min datter vil vokse op og se tilbage på, som noget hyggeligt og sjovt, vi var fælles om.
Sweet Sixteen er en anden tradition, der langsomt sniger sig ind i det lille kongerige mod nord. Jeg hører flere og flere fortælle, at deres døtre ønsker at fejre Sweet Sixteen. Den havde jeg ikke set komme, fordi jeg er jo vant til, at den store fest er, når man fylder 18 år, det hænger vel i Danmark sammen med, at det er der, man bliver ’voksen’, eller i hvert fald myndig (jeg var vidst ikke særlig voksen, da jeg var 18). Nå, men ønsker min datter sig en Sweet Sixteen, når hun når dertil, får hun det da. Det giver mere mening for mig at holde stor fest, når man fylder 18 år, men fred være med det. Mere traditionsbunden er jeg heller ikke. Faktisk tror jeg, at det vigtige for mig er, at holde fast i de traditioner, der betyder noget, men det betyder ikke, at jeg ikke byder nye velkomne også. Hvis det giver mening for mig, tager jeg dem til mig – udenlandske eller danske. Men jeg vil godt æde min gamle hat på, at Sweet Sixteen er mere udbredt i København end i provinsen. Dem, jeg kender, der skal holde Sweet Sixteen bor alle i København. Men måske jeg tager fejl? P.S. min datter ender sgu’ nok med både at fejre Sweet Sixteen og 18 års fødselsdagfest i pomp og pragt, som det forkælede enebarn hun er (sådan er enebørn jo, er jeg blevet fortalt) 😉
Men netop det, at man vokser op med visse traditioner, gør dem vel danske, og man føler, at de altid har været der, sådan tænker min datter fx om Halloween, der uden tvivl er lige så vigtigt for hende som fx fastelavn. By the way er Halloween slet ikke en amerikansk tradition, men en irsk. Jeg læste også noget andet interessant i min søgen efter danske traditioner til dette indlæg, og jeg fandt ud af, at da vi havde landbrugssamfund, fejrede noget, der hed Kyndelmisse den 2. februar. Det var en vigtig fejring dengang man var afhængig af naturen. Jeg kan svagt erindre at have hørt navnet, men kendte ikke rigtig til traditionen. Så nogle traditioner går altså i glemmebogen, fordi de ikke er tidssvarende.
Nå, men jeg er kommet til den konklusion, at jeg er fan af traditioner. Især mine egne. For mig handler det ikke om at bruge mange penge på et eller andet, men derimod om at have tid sammen med dem, jeg holder af (kliche, I know, men så sandt som det er sagt). Så simpelt er det. Og ja, jeg vil da gøre alt for at tilsætte lidt magi til min datters barndom. Hun skal tro på påskeharen, tandfeen og julemanden, og gøre alle de søde sjove ting, der hører sig til hver højtid (jeg ville ønske, at jeg stadig troede på – i hvert fald julemanden). Det er jo tradition, og lige så meget som jeg elsker nyt og anderledes, er der nu også noget trygt og godt i gentagelsen. Derfor bliver jeg også sur, hvis man laver en tradition helt om (altså en, jeg kan lide, de andre må man gerne ændre lidt på, men også kun lidt). Når vi taler traditioner, kan vi godt lide ’plejer’.
Èn ting er sikkert, jeg skal have varme hveder i aften, og jeg ved faktisk godt, hvorfor man spiser varme hveder, gør I(og I må ikke bruge hjernen jf. Google)? Jeg vil vædde på, at der er rigtig mange, der spiser hveder, men ikke aner hvorfor. Okay jeg googlede det også for et par år siden, men point for stadig at kunne huske det så. Men vi tager ikke den slags så nøje. Danskernes forhold til religion og/eller tradition er ikke stift, og vi vælger at holde fast i den del af religion/traditionerne, som vi kan lide – med plads til forskellighed. Sådan skal det være – vi har trods alt kun ét liv (i hvert fald her på jorden). Brug det godt.
Glædelig St. Bededag (eller St. HVEDEdag, som det åbenbart hedder ifølge min datter) til jer alle, og spis nu rigeligt af de varme hveder – det har jeg tænkt mig 😉
