År: 2017 (Side 2 af 2)

Jeg er sgu’ nok nødt til lige at lade en enkel kort kommentar falde. Eller. Okay, en lidt længere kommentar er det nok. I Kalundborg, hvor jeg er fra, har man – lige så længe jeg kan huske – haft en biograf, og det har uden tvivl betydet meget for byen. Den har i hvert fald betydet meget for mig, og gør det stadig. Nuvel, jeg er farvet mht. biografen i min barndomsby, ligesom så mange andre sikkert er det mht. forskellige institutioner/steder fra deres barndomsby. Men jeg har gode minder fra biografen, og minder skal man ikke kimse af. Det var bl.a. der, jeg tog hen sammen med mine venner, og hvor vi både grinede og græd til film. Det var også her, jeg kyssede med en kæreste eller to (altså ikke på samme tid). Egentlig var det også her, at jeg kastede med vingummibamser efter dem, der sad nede foran. Ja, gu’ var det mig. Men det var mest de andre (det passer ikke), undskyld. Min veninde stod i øvrigt i slikbutikken, der lå lige ved siden at biografen, og man fik altid lidt ekstra slik, når man handlede med hende. Det var f…. tider, hvorfor i al verden kender jeg ikke nogen, der står i slikbutik længere?!

Nå, men tilbage til biografen. Biografen i byen, hvor jeg bor, var nemlig direkte årsag til, at jeg kom til at tænke på vores alle sammens sociale ansvar. Vores medansvar og ejerskab over vores by. En biograf er jo netop på mange måder et kulturelt samlingspunkt, især når den som biografen i Kalundborg, hvor jeg er fra, laver så mange andre arrangementer, end blot at vise film. Og det er sikkert tilfældet for mange andre provinsbyer også. Men det er jo selvfølgelig ikke kun biograferne, det handler om. Vi har så travlt med at tale om urbanisering og centralisering. Vi snakker stolpe op og stolpe ned om, hvordan vi skal holde på menneskerne i provinsen, og forhindre, at de alle drager mod storbyen. De unge flygter til København og Århus – væk fra provinsen for aldrig at vende tilbage (lidt groft sat op). Vi vil ikke ’al den urbanisering og centralisering’, men hvis vi ikke selv tager et ansvar, er det præcis, hvad der sker.  Det ansvar inkluderer altså også et ansvar for vores by. Det er altid kommune eller nogle andres ansvar, at din by stopper med at være by og bliver til en ’var engang’. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Selvfølgelig har kommune og andre instanser et medansvar, men vi er selv nødt til at tage ansvar og ejerskab over vores by, som jo også er vores fremtid. Men  det glemmer vi meget belejligt fra tid til anden. Eller faktisk ret tit. Det er meget lettere at give andre skylden, og hvorfor skulle vi egentlig også hjælpe?

Og ja, der bør gøres noget, og der bliver også gjort noget, men ofte er det altså, som sagt, os selv, der skal gøre det der ’noget’! Det hele begynder med os selv. Vi bør tage ejerskab over det, som vi gerne ser, vores by skal udvikle sig til. Det sjove er, at vi alle elsker at brokke os over, at der ikke sker noget i provinsen, og når der så sker noget, gemmer vi os hjemme bag ligusterhækken. Jeg har set det igen og igen i forbindelse med alle mulige projekter i min barndomsby, hvor folk brokker sig over alt muligt, men når der så bliver gjort tiltag til borgerdeltagelse, så er der sjovt nok lige pludselig ikke nogle borgere tilbage i byen.

Nå, men tilbage til biografen i byen, hvor jeg er født og opvokset. Den blev for en del år tilbage overtaget af nogle dygtige mennesker, der har formået at stable det ene arrangement efter det andet på benene i en by, der ellers ikke ligefrem har ry for at være fremme i skoene, hvad angår kulturarrangementer. Biografen gør virkelig noget for byen, hvilket jeg også ved, at rigtig mange sætter pris på. De fleste vil også gerne kunne gå ned og se en god film, sende deres børn i filmklub, gå til koncert osv. Og det hele hænger jo også sammen, skal vi huske på.  Når man går i biografen, går en del også ud at spise, nogle får en drink, en øl eller en kop kaffe bagefter osv. Biografen har i mange år haft meget gamle stole, og søsatte derfor et projekt sidste år, hvor man som virksomhed eller privat kunne ‘donere’ en eller flere stole, så biografen kunne købe nye stole, da biografen virkelig trængte og ikke havde pengene. Idéen kom faktisk fra Holbæk, hvor man havde gjort det samme, fordi man heller ikke her havde råd til at betale for det hele selv.

I Holbæk tog det en måned, så var pengene samlet ind til stolene. I Kalundborg har man nu haft over et år, og kun halvdelen af pengene er samlet ind. Det giver sgu’ lidt stof til eftertanke. Og ja, nogle vil helt sikkert argumentere for, at det må biografen selv rode med, og normalt ville jeg også være tilbøjelig til at give medhold i det argument, men i min optik kan man bare ikke sammenligne en institution som en biograf med ret meget andet, og faktum er, at hvis vi gerne vil have, at ildsjælene forbliver i byen, at arrangementerne fortsætter, ja, at vi i det hele taget overhovedet har en biograf, så er vi også nødt til at hjælpe dem lidt på vej på den ene eller den anden måde. Vi tager ikke skade af indimellem at hjælpe andre, og i øvrigt hjælper vi jo også os selv i sidste ende. På flere fronter endda, men det kræver, at vi er smarte nok til at se det.

Anyway. Vil vi vores provinsby uanset, hvor vi bor, kræver det deltagelse, og det er jeg ked af at sige, men det er vi mange, der kunne lære lidt om herude. At have en biograf, der er konkurrencedygtig, betyder også, at de har det sidste nye udstyr, herunder også ordentlige stole, og er der ikke råd til at skaffe dem selv, kan vi vel hjælpes ad om at gøre byen endnu mere attraktiv? De kan i andre byer.

Nå, men man kan stadig nå at sponsorere en stol eller to. Og apropos at hjælpe ting lidt på vej, så husk også lige at bruge biografen (det gælder i øvrigt i hele landet), for hvis vi ikke bliver bedre til at bruge biograferne, lukker de altså – nye stole eller ej, og det ville godt nok være træls. Sådan virkelig træls, hvis I spørger mig. Men tallene taler for sig selv. Siger det bare.

Kærlig hilsen en, der elsker at gå i biografen, og som lige har lovet sig selv at blive endnu bedre til det.

Jeg forstår det ikke helt. Eller. Faktisk forstår jeg det overhovedet ikke. Da vi var på ferie i Vietnam for en måneds tid siden, sad vi og  nød vores morgenmad på terrassen sammen med alle de andre, der – ligesom os – sad og kiggede ud over havet, mens de spiste, snakkede og grinede, og der kunne man så undre sig over én ting. Hvorfor er det, at når man trækker russeren, amerikaneren, ukraineren, danskeren eller for den sags skyld muslimen, katolikken, jøden osv. ud af konteksten så at sige, at der så ingen problemer er?

Vi har efterhånden siddet præcis sådan på mange hoteller rundt omkring i verden, og hver gang er scenariet det samme. Vi sidder  alverdens nationaliteter samlet, og der er ingen problemer. Hvad i al verden skulle problemet da være? Eller for den sags skyld, når vi mødes i poolbaren over en drink, og børnene leger sammen til trods for, at de ikke alle sammen forstår hinandens sprog. Men det er blot en mindre detalje. I hotellets  fitnesscenter, hvor man kommer i snak med alle mulige, eller i caféen, hvor vi alle henter iskaffe og smoothies, når varmen bliver for meget. Alle er bare glade, og det er vel ikke så mærkeligt.  Men når man ser på resten af verden ind imellem, burde det jo ikke kunne lade sig gøre – altså at vi fredeligt sidder, måske 25 nationaliteter, helt forskellige fra hinanden, oven i købet med forskellige religiøs baggrund, og spiser mad, småsnakker med hinanden, bader i poolen,  og bare nyder livet. Kan vi kun finde ud af at være sammen sådan på ‘neutral’ grund eller i et bestemt sammenhæng?

Det her er med til at samle folk fra hele verden.

Der sidder et hold fra Korea, nogle fra Australien, et ægtepar fra Ukraine, tre unge nordmænd, russere, nogle amerikanere, kinesere, japanere, nogle fra Singapore, to unge muslimske kvinder – jeg ved ikke hvor de er fra, men de er iklædt hijab. Der er et par hinduer også, for nu at komme ind på religion udover nationalitet, for det kan jeg se pga. af den røde plet i panden, plus at jeg har snakket med en af dem, da min datter på seks år gerne ville vide, hvorfor de egentlig havde den røde plet i panden, og mit svar mht., at det var noget i forbindelse med deres religion, var bare ikke godt nok. Så foreslog jeg, at vi da spurgte dem selv, for de må da om nogen vide, hvad den røde plet i panden betyder – og det blev i øvrigt taget godt imod, skal jeg hilse og sige.

Ældre hindu kvinde beder på stranden.

Men vi snakkede ikke kun med de to pakistanere, der altså var hinduer, vi havde også gode samtaler med personalet – de få af dem, der kunne engelsk, men til gengæld hvad de ikke havde, hvad angår sprogkompetence, kompenserede de for i venlighed. Derudover også en finne, australiere, et par fra Taiwan og nogle ældre amerikanske mænd, der fortalte om, hvordan de havde det med at være tilbage i Vietnam, da de havde været der under Vietnamkrigen for mange år siden.

Jeg kan huske, da jeg var barn, og vi camperede rundt omkring i Europa på alle mulige campingpladser, hvordan jeg legede med børn alle mulige steder fra, for også dengang var det ligegyldigt, hvor folk var fra, bare vi havde det sjovt sammen. Vi forstod ikke altid hinandens sprog, men vi fandt altid ud af det alligevel.  Og præcis det samme gør min datter, når hun er på ferie rundt omkring i verden. Sidst vi var af sted, legede hun fx med en pige fra Ukraine. Gangen før var det en finne, og før det har der været utallige andre nationaliteter og sikkert også religioner. Det sidste aner jeg ikke, for det er ret irrelevant – heldigvis. For et par år siden legede hun lidt med et søskendepar, hvor faderen var sort, og børnene deraf havde en fin mørkebrun hudfarve. En aften kom vi til at snakke om et eller andet i forbindelse med at tåle solen og blive rød/solbrændt osv, og jeg får nævnt noget med, at de jo har en lidt mørkere hud, end vi har, og derfor også kan tåle solen lidt bedre. Min datter kigger på mig, og aner ikke, hvad jeg taler om. Jeg roder mig ud i en lang forklaring om noget med, at vi jo alle (gudskelov) ser forskellige ud, har forskellig hudfarve osv., og hun kigger bare på mig igen, og siger: ”Hmmm. Hvad? Nå, det har jeg ikke tænkt over.”

Børn er så simple og skønne i deres tilgang til andre mennesker – børn og voksne.

Hun havde simpelthen ikke lagt mærke til det, for det eneste min datter går efter, når hun skal finde legekammerater er, om de er søde, og om hun har det sjovt med dem. Simpelt. Børn er nemlig så kloge, at de er ligeglade med hudfarve, nationalitet og religion bare for at nævne nogle få faktorer. Og det er vi voksne jo så åbenbart også, altså kloge, når vi sidder på et lækkert resort og nyder ferien et eller andet sted ude i verden sammen med en masse andre mennesker – alle forskellige steder fra, af forskellige religiøs overbevisning og med forskellig hudfarve. Vi er der alle for at nyde livet, og der er aldrig nogle problemer i forbindelse med netop de føromtalte faktorer, og det ser man da ellers rigeligt problemer med rundt omkring i verden, desværre.

Af en eller anden grund tænker vi voksne mere som børn, når vi er på ferie, og verden bliver pludselig et meget rarere sted.

Og ja ja, jeg er godt med på, at det nok ikke ligefrem er terroristerne, der ligger i solstolen ved poolen på resortet, hvor jeg holder ferie, men indlægget var nu også mere for at huske os alle på, at i alle lande, alle vegne, i by og på land er der mennesker, der ønsker det samme af livet, som du og jeg. Nemlig at nyde det. Være sammen med dem, vi elsker og holder af, så længe det varer. Dét, uanset religion, hudfarve eller nationalitet. Og ja, så er der desværre nogen psykopater og andre huleboere, der tror, at de skal slå ihjel pga. hudfarve, religion og/eller nationalitet.  Men vi er så mange, der ved, at lige præcis de faktorer er ligegyldige, at det ikke er, hvad det hele handler om. Men vi kan åbenbart ikke helt finde ud af det alligevel. Hvornår er det problemerne begynder? Burde vi tænke mere over det? Jeg undrer mig i hvert fald. Siger det bare.

Bjerggeden fra provinsen. Eller kyllingen fra Tølløse. Det var vidst, hvad han blev kaldt. Det sidste altså. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af, hvorfor han hed det. Der er i hvert fald ikke meget kylling over ham. Nå, men det første passer altså ret godt på ham, og jeg aner i øvrigt ikke meget, faktisk ikke noget, om cykling. Efter at have talt med Michael Rasmussen ved jeg lidt mere, selvom jeg er ret sikker på (nej, jeg ved), at min uvidenhed på det felt skinnede brutalt igennem, men det gjorde egentlig bare interviewet federe, fordi jeg ikke rigtig var forudindtaget med noget.

Men altså, jeg var engang på ferie i Grækenland, hvor vi lejede en bil. Bilen hed Michael Rasmussen. Eller det gjorde den jo ikke. Men det kom den til, for vi døbte den netop det navn. Det gjorde vi, fordi det var en bjergged, den tog alle bjergene uden problemer til trods for, at den var lille, lidt rusten og måske ikke synede af at være stærk. Men der tog man fejl.

Jeg fortalte Michael historien om den lille Peugeot med døren, der ikke kunne lukke ordentligt, men som ustandseligt røg op, når vi kørte op af alle de snoede veje i bjergene, dengang i Grækenland. Han fik historien for noget tid siden, da vi havde en snak om at flytte tilbage til hjemstavnen. Michael er nemlig for nylig flyttet tilbage til sin hjemegn. Tilbage til provinsen, ganske vidst fra en anden provins, men han har også været ude i den store verden.  Og netop det der med, at øjet kan snyde, men at hjertet ved, hvor hjemme er, snakkede vi om. Jeg er selv typen, der har udlængsel, og derfor elsker at rejse. Måske jeg en dag kommer til at bo et helt andet sted ude i den store verden, hvem ved… Men jeg ved, hvor ‘hjemme’ er –  det er nemlig lige der, hvor hjertet er! Altid.

Men det er altså noget skægt noget, det der med at komme tilbage til der, hvor man er fra. Der, hvor alt er som det plejer, og så alligevel ikke. Jeg kender godt den følelse, som Michael prøver at beskrive for mig. Alt for godt, faktisk.

Michael Rasmussen begyndte på cykling som ganske ung.

”Jeg flyttede tilbage for kort tid siden, og skulle så melde mig ind i et af de lokale motionscentre. Da jeg stod nede i Multi Motion i Holbæk, stod jeg i systemet. Mine forældres adresse var angivet i systemet helt tilbage til 1994, altså for 23 år siden. Der følte jeg, at jeg var kommet hjem.”

Michael har tidligere boet i Randers i to et halvt år sammen med sin daværende kæreste. Før det hed adressen Gardasøen i Italien i mange år, som også er et lille provinssamfund.

 ”Men lige så stille, der er om vinteren, lige så meget kaos er der om sommeren. Om vinteren er alt lukket ned, og om sommeren blomstrer det hele, og indbyggertallet i byen går fra 3.000 til 30.000. Men de fastboende kender alle hinanden. Derudover får man let storbyen, hvis man vil, da Verona, der er Italiens 4. mest besøgte by, blot ligger 25 km. derfra.”

På spørgsmålet om, hvorvidt der er forskel på at være kendt i provinsen kontra i storbyen, svarer Michael, at folk i København tager langt mindre notits af ham, end de gør i Holbæk, som jo trods alt er en større provinsby i Danmark.

”Derinde er man anonym, en ud af mange kendte. Sådan forholder det sig ikke i provinsen. Herude, altså med ‘herude’ mener jeg provinsen. Der kan jeg mærke, at det er anderledes, og det gælder både i Randers, Herning, hvor jeg også har boet, og nu Holbæk.  Jeg handler jo i Netto lige som så mange andre, men der kan jeg godt føle lidt, at nogle kigger på mig, vurderer mig, og ellers holder øje med, hvad der kommer i kurven.”

Min ”ven” Janteloven

”Jantelov. Jeg tror ikke, at der er specielt provinsagtigt, det der med Janteloven. Den er der bare alle vegne – her og der. Men i København beretter man mere om egne bedrifter, måske for at opretholde sin plads. Det er der ikke så meget behov for i provinsen. Det er nogle andre betingelser, forestiller jeg mig. Det hele går knap så stærkt. Det har jeg det egentlig fint med, og det gør måske nok, at man lægger mærke til flere ting.

Michael fortæller, at nogle mennesker opfører sig som, at han er allemandseje, fordi de har set ham i TV osv, og det er ikke altid rart at være et kendt ansigt. Eller måske endda et semi-kendt ansigt, som han selv udtrykker det. Han er altså også beskeden. Men når jeg ved, hvem han er, og han er kendt for at cykle, så ved alle f…., hvem han er. Siger det bare.

Hvis folk er søde og rare, er det helt okay. Men det der med at lægge armen omkring en, og mene, at man har et forhold til mig, som var jeg allemandseje. Det bryder jeg mig ikke om. Men jeg er nok sådan en, der deler vandende. De fleste har en holdning til min karriere og til mig, og det er fint nok.”

Men Michael er også klar over, at medierne ofte tegner et stereotypt billede af mennesker i provinsen, ligesom de gør af provinsen – udkantsdanmark, og han kan da også sagtens se, at stereotypen er repræsenteret i provinsbyerne. I nogle byer mere end andre.

”Altså, jeg har jo boet i Randers i et par år, og byen har et dårligt ry som provinsby, men ligger i et smukt område. Men man kan godt mærke, at det er en by med mange store mennesker med tatoveringer og stramme T-shirts, der er mange solcentre, mange piger med afbleget hår og store bryster iklædt joggingtøj. Det er en provinsby, der på bedste vis – i hvert fald på nogle punkter, repræsenterer provinsens stereotype. Men sådan forholder det sig jo langt fra med alle mennesker, der bor i provinsen, heller ikke Randers. Jeg kan faktisk vældig godt lide Randers.”

Tilbage til det der cykling. Den 25. juli 2007 er der ret mange mennesker, i hvert fald de mennesker, der er interesseret i cykling, der ved, hvad skete. Det var nemlig den dag, hvor Michael blev smidt ud af Tour De France.

 ”Jeg bliver stadig den dag i dag konfronteret med det, og det er bl.a. her, at det er dejligt at være vendt hjem til alle dem, der ikke spørger ind til alt muligt hele tiden. Mine forældre bor i Tølløse, og min søster i Regstrup. Det er her mine livliner er. Familie, kammerater fra gamle dage, og når lokummet brænder sådan for alvor, har man altså få livliner, og en god portion af mine er her. Alle de år, jeg var ude af Danmark, var de der altid. Jeg kunne lande i lufthavnen, tage telefonen eller køre ud, og de var der altid for mig, også selv om jeg ikke altid var god til at vedligeholde relationer. Og det er stadig de samme mennesker, der er her nu. Her har jeg følelse af at være kommet hjem. Jeg ved jo ikke, om det er for evigt, men nu er jeg her. Jeg har lige fået job på Klintsøgaard. Jeg skal have efterskoleelever på Adventure linjen, ligesom jeg underviser på Adventure linjen på Hald Ege. Selve cykellinjen starter først op i 2018. Det er i øvrigt den første af sin slags på Sjælland.”

Michael fortæller også, at han opfatter folk i provinsen som værende anderledes fra hinanden  – altså det er de selvfølgelig, ligesom alle andre, men også fra egn til egn. Der er altså ikke blot storbysmennesker og provinsboere i bedste beskrivende stereotyp stil. Fx mener han, at kram er noget, der bliver delt lidt mindre ud af, hvis man fx er nordjyde.

”De er mere afmålte på en eller anden måde. Det noterede jeg i høj grad, da jeg var med i ”Vild med dans”, hvor der blev krammet og nusset, som aldrig nogen sinde før. Altså ikke på nogen forkert måde, men det er nok meget typisk for mange af de mennesker, der deltager i sådan et program, tror jeg. Det er sådan lidt en storby-ting.”

”I USA er det hele også sådan lidt ‘what a good job’, også selv om man ikke har gjort det godt. Det har jeg lidt svært ved. Jeg har svært ved floskler, den der overfladiskhed. Meget kan hurtigt blive talt op. Sådan er det ikke i Danmark, og det kan jeg egentlig meget godt lide. Men man skal ikke tage fejl, der er også stor forskel på, hvor man befinder sig i landet i forhold til, hvordan folk reagerer, når de fx har det sjovt. I Vestjylland har de det sjovt, når de sidder og ’gnækker’ lidt, hvorimod i København er det mere eksplosivt. Ofte i hvert fald. I Jylland er det jo netop gloserne ’Ikke så ringe endda’, ’udmærket’, ’nå, det er vel meget godt’, der ofte bliver benyttet, når jyderne er begejstret. I provinsen bliver der også kysset lidt mindre kinder, og lavet færre high fives, men det kan jeg godt lide.”

Jeg kan godt forstå, hvad Michael mener med, at amerikanere er overfladiske til tider, men jeg er alligevel lidt omvendt. Jeg synes jo, at det er fedt, at amerikanerne har så højt til loftet, som de har. Her er der sgu’ plads til at være stolt af sine bedrifter. Her må man gerne prale lidt – det kan jeg godt lide.  Men ved I hvad? Jeg gør det sgu’ også i Jantelovs-Danmark, for rigtig mange danskere gider faktisk slet ikke det der Jantelovs-noget, og dem der gider – fred være med det. Så har jeg også noget at brokke mig over.

Tilbage til ham Michael. Michael er meget ærlig omkring, hvorfor han valgte at flytte tilbage til hjemstavnen.

”Det handler da om tryghed. På hjemegnen er jeg tryg. Her kender jeg tingene. I Holbæk får jeg min tryghed og mine sociale behov dækket. Det er her de mennesker, som jeg virkelig gider bruge tid på, er. Mange spørger, hvad jeg laver her, fordi de troede, at jeg da boede i København. Det er åbenbart, hvad man forventer, at man gør. Det er ligesom, at er man et kendt ansigt eller blot semikendt, er der en klar forventning om, at man bor i København. Eller som det mindste i Århus.  Men næ, jeg bor herude ved Peter Bellis Holbæk Fjord.”

Jeg elsker, at Michael er så lige ud af posen. Dét er, hvad jeg er opvokset med. Han kalder en spade for en spade (altså ikke mig), og den slags mennesker fatter jeg ret hurtigt sympati for.  Siger det bare.

For dem, der skulle være i tvivl: Michael Rasmussen vandt VM i 1999 i Mountainbike, den gule trøje i Tour De France 2007 i øvrigt samme år, hvor han blev trukket ud af Touren, fordi han blev fyret af sit hold pga. påstand om brud på det interne reglement. Han har deltaget i Tour De France fire gange, og har haft fire etapesejre i henholdsvis 2004, 2005, 2006 0g 2007. Han vandt ydermere bjergtrøjen i Touren i 2005 og 2006.

Jeg elsker at drille (hvem gør ikke det), og kom til at tænke på, hvordan vi danskere ofte gør grin med hinanden. Bare sådan generelt er vi et folkefærd, der godt kan lide ironi og at drille, og det forstår udlændinge ikke altid. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at min amerikanske familie og venner ikke altid griner af det samme, som jeg griner af. Når jeg selv synes, at jeg er sjov, synes de det sjældent, og når jeg ikke selv er klar over det, er jeg åbenbart virkelig morsom.  Men vi danskere driller altså hinanden relativ ofte af forskellige årsager. Det er i vores DNA, tænker jeg 😉

Faktisk styrker drilleri styrker det sociale bånd, vi trods alt føler, at vi har med alle de andre mennesker i Danmark, hvad enten de er fra Nordjylland, Fyn, København eller et helt andet sted . Fælles er nemlig, at vi alle er fra Danmark. Når vi er ude i den store verden over en længere periode, er det jo ikke for sjov, at langt de fleste tiltrækkes af egne landsmænd. Her gælder altså ikke ferier, for der flygter vi alle ofte fra vores ’egne’ i håbet om alt det, der er eksotisk og anderledes.

Men drilleri er altså ofte ret undervurderet som et middel til at skabe sociale kontakter. Det læste jeg i Illustreret Videnskab forleden, og jeg blev glad. Drilleri bliver ellers betragtet som noget negativt. Men når drilleri er bedst, ligger der bag drilleriet et ønske om at fastholde en harmonisk relation til den, man driller. Det giver da meget god mening. Lærer vi måske ikke vores børn, at når lille Peter driller pigerne, er det fordi, han godt kan lide dem. Drilleri er altså ikke nødvendigvis negativt, og det er jeg virkelig glad for. Som i VIRKELIG glad for, da jeg driller ret meget og elsker ironi (jeg kunne nok ikke leve uden).

Nå, men jeg er altså god til at skabe sociale kontakter, og det må jo så selvsagt være pga. min evne til at drille, hvilket fører mig til, at vi danskere også ynder at drille hinanden med måden vi taler på – dialekt og udtryk. Også her vil jeg gerne melde mig med det samme. Jeg knuselsker, at vi alle taler forskelligt, og jeg elsker at drille med det, når jeg får muligheden, og den viser sig – mærkeligt nok – ret ofte.  Der er så mange sjove udtryk, som vi andre bare ikke bruger eller kender, fordi vi er fra et andet sted i landet, og det giver anledning til mange sjove snakke.

Min familie bor i Jylland hele flokken – nogle af dem endda i Århus, og så er de jo altså selv ude om det (se, nu er jeg allerede i gang). Altså, jeg elsker Århus, og jeg elsker Jylland – bare lige så vi har det på det rene. Men de siger altså nogle ret sjove ting i Århus, ligesom de gør flere andre steder i landet. Hvorimod, hvor jeg er fra, er der ingen mærkelige udtryk eller dialekt. Eller – det passer måske så ikke helt 😉

Min svigerinde siger: ‘Hva’ klok skal du med færgen, Gitte’, og det er da sødt. Eller hun siger, at noget er dorsk (virkelig sløv i det) og bruger udtrykket ‘snoller’ om slik. Det jyske ord ‘træls’ har jeg altid brugt rigtig meget, og jeg blev drillet med det, da jeg var yngre, fordi jeg altid var hende jyden, men i dag er det jo efterhånden så udbredt, at det er blevet hvermandseje. Men i Nordjylland, hvor min mor er fra, der siger man altså ikke ’æg’, men ’æi’, hvilket jeg har yndet at drille min mor med, siden jeg var lille, og i øvrigt stadig gør. Deroppe ‘går bus’ern’ også, og ikke busserne. Derudover udtaler hun et ganske almindeligt navn som ‘Dan’ helt forkert, fordi hun lægger trykket galt, hvad sker der lige for det måske?! Og ‘hammer’ er der pludseligt kun et ‘m’ i, når min mor udtaler det. Min far er fra Sønderjylland, men adopterede åbenbart noget fra min mors egn, for han brugte ordet ’gratværk’, som egentlig betyder svineri. Jeg er så også kommet til at adoptere det. Tak, far. Min morfar sagde altid til mig, når jeg var ked af det: ’Det ku’ være møj værre.’ Den jyske underdrivelse kommer frem her. I stedet for at slå stort ud med armene, som fx sjællænderne – ofte københavnere og råbe ‘fantastisk’, siger man, at ‘det kunne være meget værre’.

Min far var, som sagt, fra Sønderjylland, og skal man forstå deres dialekt, skal man den ondelyneme stå tidligt op. Jeg er ’miljøskadet’, fordi jeg lyttede på det i min barndom, og jeg elsker det stadig. Faktisk er sønderjysk en af de dialekter, der har rigtig mange ord og udtryk, der ikke bliver brugt uden for det sydlige Jylland, og derfor fatter de fleste hat, når en sønderjyde taler sin dialekt. Altså Mojn er jo klassikeren, og jeg er i den grad fra provinsen, for da vi var yngre havde alle mine venner og jeg en periode (den varede vidst nogle år), hvor vi simpelthen synes, at det var skægt at bruge udtrykket ’mojn’, hver gang vi sagde goddag og farvel uanset, hvem vi sagde det til. Behøver jeg at sige, at det gav anledning til en del undren, da jeg boede i Århus og i København, men stadig brugte udtrykket til trods for, at jeg ikke er sønderjyde.  Nå, men næsten alle kender ’mojn’ i dag, men hvad folk ikke ved er, at hvis man spørger en sønderjyde, kan de godt høre forskel på mojn i betydningen ‘goddag’ og mojn i betydningen ‘farvel’ pga. trykket. Og når vi kommer til udtryk som ’pot’, der betyder gryde, så kan der komme nogle ret sjove misforståelser ud af de samtaler. Siger det bare.

På Fyn er der også et par udtryk fra min barndom, jeg husker, da min fars mormor (bedste) var fra Odense, og min far – i den grad – havde taget ord til sig. Af ord, vi alle kender, må det mest brugte være ‘Ikk’ oss’ da’ eller ‘iggå’, der jo bruges ligesom ‘ikke’ eller ‘ikke også’. Det har i hvert fald været ret benyttet i mange reklamer – fynsk er det ‘søde’ sprog.

Jeg kunne blive ved, da vi har mange andre egne, hvor der er sjove udtryk og dialekter, men nu tog jeg bare lige nogle af dem, som jeg har været influeret under som barn. Men det sjove er jo, at selvom man er fra en bestemt egn, kan man sagtens have udtryk med sig pga. forældre, venner eller noget helt andet. Og så det der drilleri, som vi danskere jo altså er kendt for, (i hvert fald ironi, som ikke er negativ) og generelt set gør ret godt – og det er der intet galt i, vi er jo bare gode til at styrke vores sociale bånd. Hvem kan argumentere mod det måske?!

Anyway, vi samler hele livet – også på ord. Jeg gør i hvert fald, og jeg er glad for, at jeg har så blandet et sprog. Måske det er derfor, at folk har svært ved at definere, hvor i landet, jeg er fra. De gætter dog altid på, at jeg er jyde, hvilket jeg faktisk ikke er. Eller jo lidt – jeg er Kalundborg-jyde. Men hvor ville det være trist med et Danmark, hvor vi alle taler ens, og hvor vi ikke tør kommentere forskellene på en lidt sjovere måde, hvad enten det så er med det ene eller det andet. Så længe det er godmodigt. Men vi er så politiske korrekte i dag, så man skal saftsuseme passe på med, hvad man får sagt. Men jeg er altså ikke altid politisk korrekt, så er I advaret…

Her kan du høre forskellige danske dialekter – det er ret sjovt at lytte til, og faktisk er der mange dialekter inden for et meget lille område. http://dialekt.ku.dk/dialektkort

Medierne har ofte lidt for travlt med provinsen – og deraf også de mennesker, der bor i den. De elsker at gøre grin med hele pakken på flere parametre. Men det latterlige er i virkeligheden, at medierne selv er den såkaldte ’rådne banan’! Det er dem, der forstærker de skidte ting, og det er dem, der – i endnu højere – grad “glemmer” at nævne alle de gode ting, for det er der jo ikke meget nyhedsværdi i. Indlægget her kom til verden pga. af et par artikler, jeg læste, og som jeg blev voldsomt provokeret af (som I nok allerede har regnet ud).

Hvad er symbolet egentlig på en storby – på fx København? Der i øvrig, i min bog, er den eneste ’rigtige’ storby i Danmark, fordi alt her i landet sgu’ er relativt småt. Altså, jeg er jo godt klar over, at Århus, Odense og Aalborg fx (som jeg i øvrigt elsker) er større byer i Danmark, men målt i internationale forhold, er vi jo bare nogle søde miniputter.  Nå til bage til symbolet på storbyen. Symbolværdi er vigtig, det skal man ikke tage fejl af.  Symbolet – det billede, der ligesom samler det hele, så enhver idiot kan forstå, hvad man taler om? For nogen er det Den Lille Havfrue, Runde Tårn, de høje bygninger, trafikken, en trappeopgang, baggårdene, kulturen, de utallige caféer, de hyggelige butikker, de mange muligheder, eller de mange mennesker, altså stemningen – byens puls.

Eller er det billedet af en nusset trappeopgang eller en beskidt og mørk baggård, måske en blodig kanyle, noget ulækkert papir og en ølflaske eller to, der ligger og flyder i en ildelugtende trappeopgang, hvor en eller anden idiot ustandseligt stjæler din barnevogn eller cyklen. Udenfor myldrer mennesker og biler forbi i en tætpakket masse, i supermarkedet står man i kø i timevis, og man kan mærke stress og jag, for slet ikke at tale om den sorte smog, bore sig ind i næseborene, øjnene og hovedet.  OG få mig så ikke i gang med, hvordan en københavner ser ud, for de ser da helt sikkert ud på en helt bestemt måde, lige som tilfældet selvfølgelig er for en fra provinsen. Os fra provinsen, er jo som taget ud af et TØJ & SKO katalog, og vi har selvfølgelig alle sammen ‘salt&peber’ hår. Det ved alle da (sarkasme kan forekomme)?!

Nej, egentlig ikke, vel? Men sandheden er, at det billede, jeg lige har tegnet for jer ovenfor er mindst lige så nuanceret, som det billede, de fleste medier elsker at tegne af resten af Danmark – i hvert fald af ’udkantsdanmark’ – hvad i al verden det så end er efterhånden.

Jeg vil lige minde om her, at jeg altså elsker København, så ikke et ondt ord om byen. Men jeg elsker også provinsen, og mig bekendt udelukker det ene jo ikke det andet. Men helt ærligt, drop dog karikaturerne af det Danmark, der befinder sig i ’udkanten’, og hvad er der forresten også galt med udkanten? Jeg kan da fx bedst lide at side for enden af et bord, fremfor i midten. Jeg kan også bedst lide at få enten et sæde ved vinduet eller gangen i et fly, fremfor i midten, og sådan kunne jeg blive ved . Siger det bare. Måske er det endda alt vest for Valby Bakke, jeg her skal skrive og ikke blot ‘udkanten’, når snakken falder på det emne. Men ved I hvad, der er faktisk puls og potentiale mange steder rundt omkring i vores lille land, og det er vi efterhånden ret mange, der har fået øjnene op for.

Jeg har boet i Århus, København og USA, og bor nu i provins-Danmark (Århus er vel fx også en stor provinsby i manges øjne, ligesom København er en yndig lille by i en amerikaners eller kinesers optik). Men der er faktisk ret mange fordele på landet. Her er smuk natur, gode fællesskaber,  og uden tvivl en fest for børnene. Måske ikke, når de bliver ældre, men så er det jo heldigt, at Danmark er sådan et herligt lille land, hvor der ikke er langt til den nærmeste storby.

Men nu til det store forkromede spørgsmål: Hvorfor er det, at det altid er et foto at en rusten vaskemaskine, et gammelt bilvrag eller et faldefærdigt hus, der dukker op i medierne, når de skal illustrere ikke-København? Eller hvorfor er det, at ‘provinsboere’ pr. definition skal se ud på et bestemt måde, og ikke mindst tænke på en helt speciel måde (hvis vi altså kan tænke)? Hvorfor og ikke mindst hvornår blev det symbolet for provinsen, og ifølge hvem? Provins-Danmark med knallerten i indkørslen, juleplatterne på væggene og så alle de ufaglærte, der ingenting fatter af hverken verdenssamfundet eller kulturen, hvis du spørger den såkaldte elite.

Indimellem fristes jeg faktisk til at sige, at misundelse er en grim ting. Når man sidder i sin lille, men ualmindelige dyre lejlighed, hvor man skal kæmpe sig op til 2. sal med alle sine indkøb, efter at have kæmpe for en parkeringsplads i bare nogenlunde nærhed af bopælen, og når solen skinner, og man gerne vil i parken, men selvfølgelig sammen med alle de andre solhungrende byboere, der heller ikke har en have(nogle har, I know, men det er de færreste, der har råd til den luksus, og der er ikke mange af dem). Når børnene må dele værelse, fordi kvadrameterprisen nærmer sig det umulige, og når man ikke kan lade sine børn lege nede på vejen, fordi det ikke er en stille villavej, men en trafikeret vej, eller når man er bange for, at en eller anden psykopat skyder med skarpt i parken.

Men det gør jeg ikke, fordi jeg ved, at København er så meget mere end det.

Handler det om, at man igen og igen skal bekræfte sig selv i, at provinsen er yt, og storbyen in? Er det vigtigt at påvirke de såkaldte beslutningstagere, så de i hvert fald ikke finder på, at nogen ved deres fulde fem flytter ’derud til den rådne banan’. Næ, den egentlige rådne banan er de medier, der igen og igen beskriver provinsen som den rådne banan. De landsdækkende medier burde lære, at der er noget, der hedder ’den gode historie’ også. Provinsen kunne godt bruge den positive opmærksomhed once in a while. Og det sjove er, at langt de fleste, jeg kender, der bor i København, oprindeligt er fra provinsen et eller andet sted, og det sted ligger stadig deres hjerte nær, selvom de har valgt ikke at flytte tilbage. Det er ikke dem, der har et problem med provinsen. Jeg har boet i København, og jeg har ikke et problem med byen, tværtimod – jeg elsker den. Ligesom alle jeg kender, der bor der, gør, men det betyder altså ikke, at de dermed pr. defintion ikke kan lide provinsen, for det kan de fleste. Hvorfor ellers tilbringe fx sin ferie med eller uden børn i sommerhuse rundt omkring i den ret populære provins med en smukke natur? Nogle har endda dristet sig til at købe et sommerhus i provinsen…

Den debat, der er virkeligheden burde køre på tv og i landets aviser er debatten om vores hovedstad kontra alle de provinsbyer, der rummer omkring måske 10.000 til 60.000 mennesker. Men ved I hvad? Den debat er simpelthen for kedelig, for de byer er da alt for attraktive. Så hellere symbolisere provinsen med gamle bilvrag og forfaldne landbrugsdejendomme – for sådan bor vi da alle, ikk’?

Det er nok gået op for mange, at jeg hader, når man inddeler folk i kasser. Jeg er ikke til generaliseringer, og jeg elsker, når folk sprænger kasserne, og springer ud i at gøre det modsatte af, hvad samfundet omkring forventer, man gør. Og det er selvfølgelig langt fra alle, der opfatter provinsen eller storbyen, som beskrevet ovenfor, men der er altså noget om snakken, når jeg skriver, at medierne elsker at beskrive ’resten af Danmark’ som den ’rådne banan’, og det ville fandme klæde et landsdækkendemedie eller to at smadre kassen, og for en gang skyld gøre det modsatte af alle de andre. Uanset, klarer provinsen sig, fordi flere og flere har fået øjnene op for mulighederne og ikke begrænsningerne. Provinsen står stærkere end for bare få år siden. Det siger statistikkerne, og det siger jeg.

Om det er det ene eller det andet, så forholder det sig jo i hvert fald sådan, at hvis mange gør eller siger noget, betyder det jo ikke pr. definition, at det så er det rigtige…

Som bekendt elsker jeg jo at rejse, og det giver anledning til mange sjove oplevelser og tanker, netop fordi man, når man rejser i andre lande med andre kulturer osv., oplever noget helt andet end, hvad man er vant til. Og jeg elsker det. Af så mange forskellige grunde. Det får også mine tanker i gang, og det gjorde det også sidste gang. Eller dvs. Jeg tænkte faktisk først over en specifik ting, da jeg kom hjem og læste en artikel skrevet af en mand, der er halv brite halv italiener. Og jo, det er faktisk relevant, at han ikke er dansk.

Da jeg læste hans skriv, blev jeg pludselig opmærksom på noget, jeg egentlig har tænkt over i flere år, men aldrig rigtig har fået sat ord på. Pudsigt nok, talte jeg for nylig med en god ven om samme emne, hvor vi netop kom ind på problematikken med at være en gentleman i Danmark, ja faktisk i Skandinavien, eller måske endda i hele vesten, men Skandinavien er nok alligevel lidt for sig selv, fordi vi kvinder her er ret egenrådige (og gudskelov for det). Men det er også misforstået, og det er skidt. Men det er vores egen skyld.

Nå, men sagens kerne. De sidste mange gange, jeg har rejst til lande langt væk fra Danmark, har det slået mig, at gentleman-rollen i den grad er forskellig fra kontinent til kontinent, fra land til land og måske endda også fra storby til provins. Og jeg kom frem til, at det i hvert fald ikke altid er lige let at være (gentle)man(d) i Danmark, der jo trods alt er mit udgangspunkt. Spørgsmålet er så, om der også er forskel på storbyen og provinsen? Jeg tror det faktisk ikke, selvom storbyboere ofte griner af provinsboere over, at de holder lidt mere på de gammeldags dyder, deraf måske også at være galant over for kvinder, for det opfattes åbenbart gammeldags – troede jeg. Men det viser sig måske, at mænd sgu’ da ikke tør være galante. Eller…?

Kvinder i storbyen er måske også oftere mere karriereminded end de kvinder, der bor i provinsen , men jeg ved ikke, om det har en betydning.  Men jeg ved, at det er faktum, at de unge kvinder forsvinder fra provinsen, og bliver til de veluddannede kvinder, der vælger de store byer. Tilbage sidder mændene så. Tendensen er den samme overalt i ‘Udkantsdanmark’. På Samsø fx er der fx, ifølge Danmarks Statistik, 43% flere 20-29-årige mænd end kvinder i samme aldersgruppe. Og det er ikke en enlig svale. Det er da tankevækkende, og får så også mig til at tænke på, om mænd mon opfører sig anderledes over for kvinder under de forhold?

’Gentleman’ er ikke retro – det har aldrig været passé

Jeg går lige lidt tilbage i tiden. Jeg er opvokset med en far, der holdte stolen og døren for min mor –  og andre kvinder naturligvis. Han bar min mors poser, når hun shoppede, kufferten, når de skulle rejse, betalte regningen, når de var på date, gav sin jakke til min mor, når hun frøs og ingen havde, tankede benzin på bilen, slog græsset, klippede hækken, skiftede et bræt på skuret, når det trængte, og lavede ellers alt det arbejde, som (dengang) blev betegnet som ’mandearbejde’. Han var ellers en rigtig papirnusser, og han havde ikke meget håndværkersnilde. Men ikke desto mindre var det ham, der tog sig af den slags.

I damebladene bliver vi, også i dag, bombarderet med, hvordan en ægte gentleman skal være. Men hvorfor er det stadig et emne, magasinerne skriver om i 2017, når det åbenbart er passé at være en gentleman?  Det kan jeg da godt svare på. Sgu’ da fordi det ikke er passé at være en ægte gentleman, og aldrig  har været det. Det er misforstået pga. den fokus, der har været og stadig er, på ligestilling. Der har været (og er) en vigtig kamp at kæmpe på det område, ingen tvivl der, men faktum er da også, at vi, i de vestlige lande er kommet ret langt på den konto, og måske indimellem skal gøre op med os selv, hvilken ligestilling det er, vi ønsker os.

Den får jeg nok slag for at sige, men jeg tror faktisk, at ligestilling indimellem er et lidt misforstået begreb. For det handler jo altså ikke om, at der ikke er forskel på mænd og kvinder, for det er der, og det skal der altså også være. Helt ærligt. Jeg er da i den grad for ligeberettigelse, ligestilling og alt det der. Selvfølgelig er jeg det, der er da ingen, der skal fortælle mig, at jeg er mindre værd, fordi jeg er en kvinde (held og lykke med at overbevise mig), men det er jo ikke alle mænds skyld, at der sidder nogle middelalderlige klaphatte her og der.

Som jeg ser problemet mht. gentleman-rollen, er det, at mænd ikke længere får lov at være galante, fordi vi har så travlt med lighed for alle. Og af frygt for, at vi stærke skandinaviske kvinder mistolker det, og ser dem som en trussel mod vores ligestilling, tør de ikke være en gentleman.  Men der må vel i virkeligheden gerne være forskel, må der ikke?  Når jeg siger forskel, siger jeg jo ikke, at kvinder er sådan nogle skabninger, der ingenting kan. For gu’ kan vi da det. Og ja, jeg kan da sagtens holde døren selv, og ja, jeg kan bære mine egne poser, når jeg shopper, og ja jeg kan selv tage min stol ud, bære min kuffert (den har faktisk jo også hjul), men ved I hvad, jeg synes faktisk, at der er noget romantisk (hvis det ikke er forbudt) ved, at der er en, der gider gøre de ting for mig. For mig! ’Bare’ fordi, jeg er mig. Helt ærligt, det elsker de fleste kvinder altså, gør de ikke? Hvorfor skulle damemagasinerne ellers flyde med artikler som ‘Sådan finder du ud af, om din kæreste er en ægte gentleman’, ’10 ting en ægte gentleman ville gøre’ osv. Er det, fordi vi alle drømmer om IKKE at finde en gentleman? Eller måske finde ud af, at ham vi har IKKE er en gentleman? I don’t think so.

Pellegrino Riccardi skriver i sin artikel:

”But if there’s one thing I’ve learned after 20 years living in Scandinavia, the most gender-equal area on earth, it is that unless the woman you would like to offer your seat to is very old, sick or disabled, or has a small child with her, do not – I repeat, do not – offer her your seat. Why? Well, for fear that this simple act of chivalry from a man might be interpreted as the woman not being as capable as the men at standing in the train, or opening a door, or holding an umbrella over her head….Sometimes I just wish Scandinavian women – you powerful, goddess-like, independent, equality-driven, proud Scandinavian women – would just let us men be chivalrous and gentlemanly around you. It doesn’t mean that we men think you are in any way the “weaker” sex or the “lesser” sex. We know you can open a door yourself, we know you can stand up in a train as long as us, and we know you can earn your own money and divorce us at the drop of a hat. But when you accept our small acts of chivalry towards you, graciously, and with a smile of gratitude, it makes us men feel good about ourselves. It makes us feel useful, if only for a short while, in a world where I, for one, am beginning to wonder whether you women actually need us men for anything anymore.”

Bang. Det ramte plet. I hvert fald hos mig. Jeg har været slem til at tænke, at jeg kan alt selv, for det kan jeg da (eller i hvert fald det meste, og det jeg ikke kan, det lader jeg bare som om, jeg kan), men det behøver jo ikke betyde, at jeg skal gøre alt selv.  Man kan jo godt få hjælp nogle gange, selvom man kan finde ud af det selv, og det føles ret godt at have en, der gider hjælpe. Just saying.