År: 2017 (Side 1 af 2)

“Medierne er med til at skævvride Danmark”. Det kunne jeg da godt have skrevet for flere år tilbage. Jeg troede faktisk, at det var almen viden, men det kommer åbenbart bag på nogen?!

Der er for nylig lavet en undersøgelse, der viser, at kun 15 journalister på i alt otte landsdækkende aviser er ansat på en redaktion uden for København, når man altså ser bort fra Jyllands-Posten, som har hovedsæde i Viby J ved Århus.  Og hvad betyder det så? Ja, det skal man da ikke være raketforsker for at regne ud i min optik.

Det giver da i den grad en skævvridning af, hvordan medierne fremstiller Danmark. Ofte aner journalisterne intet om det område, de skriver om, hvis det er vest for Valby Bakke. Og man skal vel, oven i hatten, betragte sig selv som værende heldig, hvis de overhovedet gider dække provinsen. Derudover skal så nævnes den slags historier, de vælger at dække i provinsen. Sensation. Need I say more? Når en eller anden idiot har stukket en anden med et sværd, en klam stodder har misbrugt børn, en eller anden har slået en ihjel, så er de her. Forståeligt nok. Men hvad med alle de gode ting, der sker herude, som også er værd at skrive om? Hvorfor er der ingen, der skriver om dem, ligesom man fx gør i København?

Nå, men altså en ensidig fremstilling af Danmark. Øh, det har vi da alle vidst længe. Har vi ikke? Det undrer mig virkelig, at hver gang der bliver skrevet om det, lyder det som om, at det er helt ny viden, øhhh nej. Det store forkromede spørgsmål er derimod, hvad gør vi ved det?! For selvfølgelig finder journalisterne historierne, hvor de bor og opholder sig, hvad ellers? Hvilket jo så, som allerede nævnt, betyder, at langt størstedelen af de historier, der bliver fortalt i medierne, tager udgangspunkt i København. Hvilket selvfølgelig igen betyder, at Danmark bliver afgrænset til København groft sagt. Turister kender ofte også kun København, og det er en skam. København er skøn, men det er resten af Danmark altså også. Vi har bare ikke brandet provinsen godt nok, og medierne bidrager til det modsatte.

Selvfølgelig skal medierne afspejle hele Danmark, men det gør de ikke, har ikke gjort det i mange år, og det er et faktum. Jeg siger ikke, at vi ikke skal forsøge at gøre noget ved det, for det skal vi bestemt, og det er fint, at man påpeger det igen og igen og igen, men at nævne problemet med jævne mellemrum, for så meget belejlige at glemme det igen, løser jo intet. At flytte mediearbejdspladser (i det her tilfælde) er heller ikke løsningen – at tvinge mennesker til at flytte fra familie og venner for at bo et andet sted, fungerer ikke. Næ, der skal ansættes folk, der allerede bor i provinsen eller nogle, der ønsker at flytte dertil – tvang har aldrig fungeret, hvis I spørger mig.

Undersøgelsen viser, at Berlingske, Information og Weekendavisen udelukkende har journalister med base i København. BT og Politiken har én journalist hver uden for hovedstaden, og Ekstra Bladet, Kristeligt Dagblad og Børsen hhv. tre, fire og seks journalister uden for København. Jyllands-Posten har 121 journalister med base i Århus.

Og det er rigtig fint, at man laver den slags undersøgelser, men man er jo nødt til at handle ud fra dem også, hvis man virkelig mener, at det er et problem, at Danmark er blevet til København – og det er et problem. Politikerne kan jo ikke lovgive på området, for de kan ikke bestemme, hvor pressen skal have domicil ej heller deres journalister.

Men ét er sikket, det er ikke et retvisende billede, medierne viser af ”Danmark”, og det har det ikke været i mange år. Men hvad gør vi ved det? Hvordan får vi dem til at fortælle om provinsdanmark, og ikke kun sensationshistorierne, men også den gode historie – for det er der. Jeg ved det. Jeg er nemlig en af journalisterne, der tog skridtet fra København og tilbage til provinsbyen, men det betød også farvel til landsdækkende medier med mindre, at man gider pendle, og det er en stor fejl. For selvfølgelig er der potentiale for de store landsdækkende medier i provinsen, øhhh ‘landsdækkende’ hed de, ikke?! Jeg er glad for mit valg, men mon ikke, der sidder mange dygtige mediefolk (og andre) rundt omkring, der ville ønske, at de kunne lave, hvad de laver, men uden at behøve at køre til København? Spørgsmålet er, hvem af de store drenge tør tage skridtet og vise vejen? For selvfølgelig er der nogen, der bor i det område, hvor man kunne ønske mediedækning fra, der kunne varetage jobbet. Der er faktisk en hel del kompetent, dygtige og idérige mennesker i provinsen også  -surprise? Eller der er måske nogen, der selv ønsker at flytte efter det, og det giver jo netop tilflyttere til provinsen, og det er da om noget, samtaleemne i mange provinsbyer i disse dage…

Det her er altså også Danmark – heldigvis 😉

Lige om lidt er der kommunevalg, og jeg bliver faktisk lidt træt af at høre på alle de kværulanter, der har travlt med at genere de kandidater, der stiller op. Eller pressen, der sætter et skævt billede op af kandidaterne fra tid til anden. Og nej, jeg siger ikke, at pressen ikke skal forholde sig kritisk til politikerne, selvfølgelig skal den det. Pressen er borgernes vagthund, og jeg er jo selv “hunden” via mit job som journalist.

Og jo, jeg er med på, at der skal være plads til utilfredshed, og jo, der er bestemt meget, der kan gøres bedre, men hvorfor er fokus aldrig på alt det gode? På alle dem, der gør det godt? Hvorfor er det, at fokus er på alt det, der er skidt, og alt det, kandidaterne gør forkert? Hvad med det faktum, at de alle gerne vil gøre en forskel for deres kommune – gøre kommunen bedre, hvor de kan?  Tæller det ikke? Tæller det ikke, at de gider gøre det stykke arbejde, mange af os andre ikke gider eller måske endda evner? Langt de fleste bruger faktisk egen kostbar tid og egne penge på valgkampen.

Gu’ kan det da være sjovt at tegne overskæg og briller på en af de kandidater, man måske ikke er enig med, eller som irriterer en, men lad os lige huske på, at de mennesker, der hænger der og flagrer i lygtepælene faktisk forsøger at gøre en forskel. De forsøger at gøre verden, eller Danmark til et bedre sted – nuvel kommunen i dette tilfælde, men mange bække små…

Jeg har mødt mange af kandidaterne i min kommune, og kender en stor del af dem. Jeg er ikke enig med dem alle (det ville lige godt være mærkeligt, hvis jeg var), men fælles for hver og en er, at det er venlige og fornuftige mennesker, der brænder for at gøre en forskel. Og jeg er ret sikker på, at det samme er tilfældet i alle andre kommuner landet over. Vi lever i et land, hvor demokratiet hersker. Her er plads til forskellighed, og det skal vi huske at sætte pris på. Kandidaterne, der stiller op, er kvinder og mænd, mødre og fædre med familier og job, der alt sammen skal passes, plus alt det andet oveni, vi alle gerne vil. Jeg er fx så tilpas egoistisk, at min sport også fylder en del i mit liv, selv om det selvfølgelig ikke er det vigtigeste, men jeg prioriterer det i mit liv, og jeg er vidst ikke den eneste. Jeg kunne da sagtens bruge et par timer mere i døgnet til alt det, jeg har gang i. Jeg arbejder også meget, og jeg aner da overhovedet ikke, hvor jeg fx skulle finde tid til at sidde i kommunalbestyrelsen og diverse udvalg, når jeg også gerne vil have tid til min familie og venner – og det VIL jeg. I særdeleshed har jeg dyb respekt for de yngre kandidater, der stiller op, og alle bidrager det, de kan. De har små børn hjemme, og et fuldtidsjob at passe. Hatten af for familiefædre og mødre, der ofrer tid og hjerteblod på at gøre deres kommune til et bedre sted for alle os, der bor her. Og for en god orden skyld vil jeg lige nævne (inden nogen brokker sig – og det sker helt sikkert), at jeg ved, at de får penge for deres arbejde, ligesom at dem med mindre børn får en tillægsydelse, men i gennemsnit bruger en kommunalpolitiker også 20 timer om ugen på kommunalpolitik. Mere behøver jeg vidst ikke at skrive…

Politik henover rundstykkerne

Jeg kommer fra et hjem med politik ved morgenbordet, en far, der har siddet i, hvad der dengang hed byrådet, som er kommunalbestyrelsen i dag. Et hjem med ivrig diskussion om alt, og hvor en mening om tingene var et must. Men jeg er også vokset op med, at man ikke altid behøver at være enige, men at man respekterer hinanden til trods for meningsforskellene, eller måske endda pga. meningsforskellene. Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg ikke kunne have lyst til at stille op i politik, og det bliver et stort nej herfra. Jeg vil faktisk hellere vælte på en knallert i shorts. To gange.  Jeg har ikke tiden eller lysten, og jeg ville i øvrigt være helt umulig som politiker med den tålmodighed, jeg er i besiddelse af – eller nok nærmere mangel på samme. Derudover kan jeg slet ikke magte det bureaukrati og tempo, som præger næsten alt, hvad der har med det offentlige at gøre. Og sidst men bestemt ikke mindst er det et utaknemmeligt job på mange fronter, fordi hr. og fru. Danmark elsker at brokke sig. Derfor, som sagt, stor respekt herfra til alle de mennesker, der gider gøre en forskel ved netop at stille op til valg, også når det gælder kommunevalg. Måske endda især, når det gælder kommunevalg. Som jeg skrev ovenfor – hvis man regner timelønnen ud for en politiker, der sidder i kommunalbestyrelsen, er det da i hvert fald ikke den, der får folk til at stille op, så meget kan de fleste vidst regne ud.

De  gider, trods alle kværulanternes trættende brok. Og sjovt nok er de mennesker der brokker sig mest, også de mennesker, der ikke selv gider gøre en forskel, og som måske endda ikke gider rejse sig fra sofaen for at stemme, men når så den fede dame har sunget sin sidste sang, og valget er ovre, hvem tror I så brokker sig mest?

Derudover er det bekymrende, hvor mange der ikke gider sætte sig ind i politik. Hvor mange, der ikke ved, hvad de forskellige partier står for. Jeg er med på, at det kan være forvirrende, men hvis man ønsker, at ens kommune/by skal være et bedre sted, og man ikke selv har planer om at være en af dem, der sidder ved roret i fx kommunalbestyrelsen og deraf også diverse udvalg, så må man da som det mindste følge lidt med, tage stilling og stemme. Så har man også retten til at brokke sig 😉

Så tænk nu over, hvad dine mærkesager er, sæt dig ind i tingene og stem for h… den 21. november til kommunevalget. OG tænk så også lige over, hvor meget de mennesker, der hænger der på valgplakaterne høje som lave, tykke som tynde, mørke som lyse ofrer for at gøre en forskel, i stedet for at sætte sig og brokke sig, ligesom så mange andre. Og nej, jeg tror i øvrigt  heller ikke på, at valgplakaterne gør en stor forskel, mest af alt er det spild af papir. Uanset, glæd jer over, at vi netop er et land med plads til så mange forskellige mennesker og meninger, og deraf også politiske partier. Det er så langt fra en selvfølge verden over.

Dette indlæg er ikke sponsoreret,  jeg vil bare fortælle om mit ‘håreventyr’, som andre forhåbentlig kan drage nytte af på sigt. Det henvender sig jo nok mest til kvinder, men egentlig er det jo noget pjat, for der findes da mange mænd, der kunne trænge til at stærkere hår (måske også kraftigere, nok ikke længere). Siger det bare.

Sugarbearhair – alene navnet giver mig lyst til at spise dem. Og det gør jeg, men ikke pga. navnet. Jeg spiser den lille grønne vingummibamse, fordi den gør en masse godt for mit hår – det siger de kloge i hvert fald. De er det nye sorte, og nu prøver jeg at spise dem i tre måneder (det er ikke hårdt, de smager mega godt). Eller faktisk har jeg spist dem i en uges tid nu, men man skal spise dem i tre måneder, før man kan se et ordentligt resultat.

Det er ingen hemmelighed, at den lille grønne bamse, er den af mine vitaminpiller/kosttilskud, jeg glæder mig mest til at spise her dag.

Jeg har egentlig ingen problemer med mit hår, der er faktisk rigeligt af det, og det vokser også fint, men det skader jo aldrig at styrke det, for man udsætter det alligevel for ret meget hver dag. Jeg kan fx mærke, hvis jeg i en periode har fået sat mit hår meget op, at det slider en del på håret.  Anyway, hvem ved, måske det gør noget, der er godt for mit hår. Jeg tænker, det sagtes kunne være. Derudover får jeg endelig sådan rigtig ‘lov’ til at spise vitaminpiller, der smager godt. Jeg kan ligeså godt indrømme, at jeg har været misundelig på min datters jordbærvitaminpiller i mange år (jeg har endda spist dem nu og da, selv om jeg vidst har passeret de 11 år, som anbefalingen for dem vidst går til).

Men jeg er i hvert på sagen mht. Sugarbearhair, og jeg finder ud af, om der er noget om, at Sugarbearhair faktisk virker (total detektiv-agtig). Alene smagen, udseendet og navnet gør, at jeg håber, at det er sandt, hvad de siger – at man får stærkere hår. Nogle vil også gerne have længere hår, og det skulle efter sigende også ske.

Nå, men de smager sindssygt godt. Det er da altid noget for, for hvor ofte smager noget, der er rigtig godt for en, sådan virkelig godt. Eller jo jo, det gør det da nogle gange, men I ved, hvad jeg mener. Jeg har f….. spist mange ting, fordi de skulle være sunde, og noget af det har jeg seriøst været ved at kaste op over (Spirulina pulver, du kan være nok så sund for mig, jeg spiser dig aldrig igen). Mit liv er sgu’ for kort til at spise den slags.

Anyway, følg med her på bloggen, så lover jeg at fortælle jer, om Sugarbearhair er pengene værd. Sagde jeg de smagte godt? 😉

Lige lidt mere info om de små grønne bamser. Sugarbearhair er en multivitamin med ekstra vitaminer til håret. Det er der jo i princippet ikke noget revolutionerende i, da der findes mange forskellige slags vitaminer til ens hårpragt. Men men men. De fleste har nok hørt om Kylie Jenner og Kim Kardashian West, der også spiser dem. Faktisk blev det vel så populært pga. dem, og i min optik kan det være farligt, fordi der findes så meget bras på markedet, der sælger, fordi en eller anden kendis siger god for det. Den køber jeg ikke, men jeg har undersøgt lidt om, hvad vitaminerne indeholder, og det giver meget god mening, må jeg sige.

De små grønne velsmagende bamser indeholder bl.a. A, C, D og E vitamin, og derudover B-6, B-12, folsyre, Pantotensyre, Jod, Zink, Kolin, Inositol og Biotin. Sugarbearhair er udviklet til at styrke håret indefra, og det er Biotin, der er interessant her, for den er der rigtig meget af i bamserne, og det er den ‘hemmelige’ ingrediens.

Vingummibamserne er i øvrigt lavet af naturlig bærekstrakt, kokosolie og meget lidt sukker. De er i øvrigt gluten- og soyafri, og kan roligt spises af veganere, da dyr på ingen måde har lidt overlast i forbindelse med produktion af Sugarbearhair.

Sugarbearhair fåes bl.a. hos Beauty Sense i Kalundborg, hvor der lige nu er tilbud på dem.

Hvis du ligesom jeg er nysgerrig, og ikke kan vente på, at jeg tester dem, så kan du altså købe dem allerede nu hos Sandie Rosfeldt, der ejer Beauty Sense . Der er rabat, når du køber flere glas, og en gratis hårbørste (så længe lager haves), hvis man køber tre glas – ét glas svarer til en måneds forbrug. Beauty Sense  har pt. til huse på Lundemarken i Kalundborg, men flytter tilbage til Kordilgade i Kalundborg den 6.november 2017.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Så er vinderen til Noah koncert i Svebøllehallen, på lørdag den 7. oktober, fundet. Jeg håber, at billetterne falder i rigtig god jord hos de to, der skal af sted…

Nå, men vi må jo til det, selv om jeg ville ønske, at I alle kunne vinde.

Stort tillykke til Tina Strøh, der har vundet to billetter til Noah koncert i Svebøllehallen på lørdag den 7. oktober. Vinderen har fået besked.

Jeg har selv været til Noah koncert, og han er jo fantastisk, så I kan godt glæde jer 😉

Det er i øvrigt Johnny Elmelund, der i samarbejde med støtteforeningen for Svebølle Boldklub, OLD SBI, står bag koncerten.

Jeg er jo sådan en provinspige, født og opvokset vaskeægte ’bonderøv’ i provinsens trygge hænder. Jeg flyttede til storbyen et par steder i verden, dog flest år i København – byen, vi provinsboere, godmodigt, elsker at hakke lidt på. Jeg har nu været tilbage i provinsen i en del år, og der er altså ting, jeg ikke elsker ved provinsen, fx den der provinshammer, men den kommer vi ind på ved en anden lejlighed. Til gengæld er der f…. også ting, jeg knuselsker. Der er ting, jeg morer mig over, og der er ting, jeg undrer mig over – dem er der mange af.

Lad os begynde ved kaffen. I Provinsen er kaffe – kaffe. Den er sort, og den kommer fra en kaffemaskine. Eller jaeh, den kommer selvfølgelig fra kaffebønner, men I ved, hvad jeg mener. Sådan en god gammeldaws en. Altså kaffemaskinen, ikke kaffebønnen. Nå, men den kaffe. Vi er da kommet med på bølgen herude, og bruger både stempelkander, og diverse fancy maskiner til at brygge det sorte guld på. Vi har nemlig også – omsider – lært, at kaffe ikke bare er kaffe. Hvad ved jeg egentlig , jeg er endnu ikke blevet så voksen, at jeg drikker den slags – og bliver det sikkert aldrig. Jeg kan kun drikke kaffe fra Starbucks, når det er kamufleret af sukker og diverse flavours med karamel og andre lækre ting. Anyway, i provinsen – eller i hvert fald i de mindre eller mellemstore provinsbyer – ville en Starbucks eller en anden fancy kaffekæde nok ikke overleve, da alt for mange er alt for fornuftige til at betale en formue for en kop kaffe. I København derimod, betaler man glædeligt overpris for en kop kaffe på en fancy café. Gad vide, hvorfor det egentlig er sådan?

‘Kidda’ er bare ét af mine mange navne, når jeg rejser udenlands, og er på Starbucks.

Og det er jo i øvrigt ikke kun kaffe, det samme gælder juice. Det er sjældent man ser en god juicebar have succes i provinsbyerne, i hvert fald i de mellemstore og mindre. Herude er juice da sådan noget fra en karton. Eller? Altså, jeg tvivler stærkt på, at Joe & The Juice ville få succes i min hjemby, men det kan da være, at jeg tager fejl. Jeg savner i hvert fald en god juicebar, men hver gang, der er åbnet en juicebar her i byen, lukker den kort tid efter til trods for, at jeg virkelig har gjort mit til, at den skal løbe rundt – der vokser jo næsten spinat og mango ud af ørerne på mig (og måske også chokolade og is). Men det er jo ikke fordi,  folk i provinsen kun drikker juice fra en karton, hvorpå der står Rynkeby, og der er et billede af æbler eller appelsiner. Faktisk undrer det mig lidt, at en juicebar ikke kan løbe rundt herude, for jeg kender godt nok mange, der er glade for friskpresset juice i alverdens afskygninger (man bliver nogle gange næsten lidt bange, når man hører, hvad de putter i den der juicepresser i sundhedens tegn).

Mht. boligsituationen. Jeg bor i et 180 m2 hus med dertilhørende have. Tæt på by, strand og skov, og alligevel er mit hus til at betale. Problemet med storbyen er (her tænker jeg primært København, da vi jo i virkeligheden ikke kan bryste os af mange så’n ’rigtige’ storbyer i Danmark), at ikke alene er det dobbelt så dyrt at købe/leje en bolig derinde (hvis det kan gøre det), men det er også et problem overhovedet at finde en bolig på de kanter. Hvem f….. betaler i øvrigt også det samme for 40 m2 på Frederiksberg som et 190 m2 hus med have i provinsen. Eller. Det er der jo så mange, der gør. Men det er jo faktisk ved at ændre sig lidt, fordi bl.a. børnefamilier ikke gider stuves sammen på 60 m2, når de kan få tre gange så meget plads plus have 30 km eller mere fra Rådhuspladsen.

Nu vi er i gang med boligen, så mener mange, at god smag er forbeholdt mennesker i storbyen. Hvad f….. er det nu for noget?  Det passer jo ikke. Selvfølgelig er der masser af mennesker med fremragende smag i provinsen. Jeg har sgu’ da fx god smag 😉 Men hvad angår boligindretning, er folk i provinsen sgu’ ikke så anderledes fra folk i storbyen, herude har de nemlig alle sammen også musselmalede Royal Copenhagen kopper,  og den der vase, der var så meget diskussion om på et tidspunkt med alle striberne på – Kähler vasen sgu’ da. Den står jo troligt i ethvert hjem, med respekt for sig selv, og jo jo bevares, jeg synes da også, at det der musselmalede er flot, men jeg kan faktisk bedre lide at drikke min te af en kop med en historie, men sådan er vi jo så forskellige, og man skulle jo også nødig gå mod strømmen – hverken i storby eller provins 😉

Det her er min “musselmalede” kop fra Bali. Den er ikke kongelig, men den har saftsuseme en historie at fortælle 😉

Noget andet, jeg også har tænkt over, er, at mine venner i København alle sammen er blevet meget senere gift og har fået børn, end mine venner i provinsen. Det er jo i virkeligheden logisk nok, da flere af dem i København ofte har længere uddannelser bag sig, og derfor ikke har prioriteret at stifte familie på et tidligere tidspunkt. Vi må erkende, at akademikere er en mangelvare flere steder i provinsen, og det er et problem, men det betyder jo altså ikke, at folk i provinsen går rundt med hovedet under armen.  Jeg har selv læst på universitet i mange år (inkl. kvajeår, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville), men jeg må indrømme, at jeg har mødt mange mennesker i provinsen, der har ‘regnet den ud’, længe før jeg ‘regnede den ud’  – uden at være akademiker. Så man kan lige så godt droppe det der storbys-snobberi, eller måske nærmere den berømte kulturelites fikse idéer om, hvordan mennesker i provinsen er.

Jeg havde besøg af mine niecer i sommer – de bor i Århus, og de grinte af, at jeg hilste på så mange, når vi fx handlede i supermarkedet, gik en tur i gågaden eller på stranden. Men sådan er det jo netop i provinsen. Herude kender vi sgu’ hinanden, også selv om vi ikke altid er klar over, at vi kender hinanden – og det er, som jeg ser det, både godt og skidt.

Endelig så er vi, i provinsen, jo også lidt bagefter mht., hvad der hitter. Hvad der er moderne lige nu. Og jo det er måske nok sandt, at vi lige skal se tingene an, og så kan vi da godt prøve noget nyt. Måske… Men der findes altså også ’first movers’ og ualmindelige dygtige mennesker med iværksætterånd og sindssygt gode idéer herude i vandkantsdanmark. Derudover har flere af dem, udover at have regnet den ud, endda også god tøjstil og et lækkert hjem – verden er at lave… Måske er den der provins slet ikke så tosset endda.

Jaaaah, Noah. Jeg elsker hans musik, måske gør du også? Eller kender en, der gør… Uanset, har du nu muligheden for at vinde to billetter til koncert med Noah lørdag den 7. oktober i Svebøllehallen. Og ja, du læste korrekt – provinsen får også fint besøg 😉

Jeg har fået foræret to billetter af arrangørerne til at forære væk, og det vil jeg rigtig gerne 😉

For at deltage i konkurrencen, skal du:

I kommentarfeltet på indlægget på En Stemme i Provinsens Facebookside, skrive navnet på den person, du gerne vil opleve Noah sammen med

Like opslaget samt En Stemme I Provinsens Facebookside, hvis du ikke allerede har gjort det.
Du er meget velkommen til at dele opslaget, men det er ikke et krav.

Konkurrencebetingelser: 

Vinderen trækkes efter konkurrencen afsluttes onsdag den 4. oktober

Vinderen offentliggøres her på bloggen.

Præmien kan ikke ombyttes til kontanter, eller ombyttes til andet.

Hører jeg ikke fra vinderen inden tre timer efter, at konkurrencen er afsluttet, forbeholder jeg mig retten til at trække en ny vinder.

Præmien består af: To billetter til Noah koncert i Svebøllehallen lørdag den 7. oktober 2017.

Denne konkurrence er ikke lavet af Facebook, og Facebook er på ingen måde tilknyttet eller forbundet med administration af konkurrencen.

Konkurrencen kører fra nu og frem til onsdag den 4. oktober 2017.

Billetterne er i øvrigt sat til salg på www.billetto.dk samt hos Punkt 1 Kalundborg på stejlhøj.

I dag gik det op for mig, at det der diskotek, hvor jeg har slået mine folder som ung, har en plads i mit hjerte på sin helt egen måde. Det er jo selvfølgelig ikke som med mennesker, men alligevel blev jeg lidt vemodig, da jeg i dag skrev en artikel til det lokale nyhedsmedie, som jeg også arbejder for – TV-Kalundborg. ‘Da jeg var ung’, skriver jeg. Altså jeg er sgu’ da stadig ung, men I ved, hvad jeg mener. Eller. Alene det, at jeg bruger sætningen ‘slået mine folder’ gør mig vidst i virkeligheden lidt mindre ung.  Nå, men faktisk har ‘mit diskotek’ i min hjemby betydet ret meget for mig i flere henseender, og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der føler sådan. Stedet har for længst lukket dørene,  skruet ned for discokuglen, det sidste nr. er danset på det, til tider, noget fedtede dansegulv, og den sidste drink drukket i baren, men det betyder ikke, at det hele er glemt – tværtimod. Diskotek Upstairs – The Only Way Is Up!

På Facebook er jeg medlem af en gruppe, der hedder Discoteque Upstairs Kalundborg. Her er der rigtig mange kalundborgensere (og andet godtfolk), der er medlemmer. Og hvorfor er de så det? Det skal jeg nemlig fortælle.

Her smides gamle fotos op fra svundne dage, og folk skriver gladelig på trådene til de forskellige billeder, hvor de kan genkende sig selv, en tidligere kæreste, nogle gamle venner eller måske manden eller kvinden, de er blevet gift med. Her mindes en masse mennesker fra en mindre provinsby de ‘gode gamle dage’ uanset, om man stadig bor i byen eller ej. Det var her jeg gik i byen, og håbede på at møde ham der, jeg vidst nok var lidt forelsket i. Det var her, jeg drak mig i hegnet med mine veninder (det var så nok ikke den dag, jeg håbede på at møde ham). Det var her, jeg havde så mange gode oplevelser med mine venner og kollegaer, fordi jeg også arbejdede der. Men det var også her, at en eller anden form for ’opdragelse’ fandt sted, for vi skulle alle sammen være der, altså dem mellem 18 (muligvis liiiidt yngre off the record) og 30 på det tidspunkt, vil jeg gætte på. Der skulle være plads til alle slags ’unge’, og det var der sgu’. Dengang. Upstairs rummede på sin egen måde os alle sammen. Eller. Der var lige dem, der lavede ballade, men de røg ud, indtil de kom på bedre tanker. Dengang var det ikke så besværligt eller farligt at være udsmider, man fik højest et par på hovedet, for våben var utænkeligt dengang. Det er det desværre ikke mere. Også det har ændret sig. Men Upstairs er jo også årsag til, at jeg weekend efter weekend fulgtes med en af mine venner hjemad efter job kl. 6 om morgenen, og tyggede i grovthebirkes fra Kvicklybageren, der havde åbnet vinduet ind til bageriet til ære for alle os, der kom fra byen lørdag- og søndag morgen, og bidrog positivt til hans økonomi. Upstairs var også årsag til, at jeg sad hjemme på køkkengulvet og spiste morgenbrød sammen med min bedste veninde og min far (der ikke ventede oppe på os, nej nej. Han sad bare og læste avisen sådan heeelt tilfældigt kl. 5 om morgenen).

En slags legende i provinsbyen

Men det er jo ikke kun min generation, der husker Upstairs, som noget specielt. Når jeg snakker med folk, der er fx tyve år ældre end mig, her i byen, har de alle haft deres gang på samme sted, og trækker på smilebåndet på nøjagtig samme måde, som jeg, når de mindes de ‘gamle’ dage. Jeg kender da også folk, der er yngre end mig, der laver håndtegnet samtidig med, at de siger: ‘Det var sgu’ tider’. Upstairs var noget helt specielt for mange. Det vidste jeg jo egentlig godt, men fik det sat lidt i perspektiv i dag. Når jeg ser på Facebooktråden til artiklen, jeg har skrevet, bliver det blot bekræftet endnu engang. Og ved I hvad, jeg er ret sikker på, at rigtig mange provinsbyer har ‘deres’ helt eget Diskotek Upstairs, som de mindes med glæde.

I Kalundborg er diskoteket i hvert fald ikke glemt, selv om det ikke længere eksisterer. I 2012 ”genåbnede” man sågar Diskotek Upstairs for en enkelt dag i anledning af byfesten i Kalundborg. Jeg var åbenbart så åndssvag, at jeg ikke kunne finde ud af at komme og deltage (læs: kedelig, jeg arbejdede), men det gjorde en masse andre – altså deltog. Festteltet, der repræsenterede ”mit” diskotek var fyldt med tidligere ansatte og gæster, der festede til den lyse morgen. Her herskede fælleskabet endnu engang. Her var glade mennesker, der kendte hinanden fra ”gamle dage” i det relativt lille samfund, som en provinsby vel repræsenterer. Lad os finde tilbage til det. Vi kan godt (også uden at drikke shots). Apropos shots, sagde en af mine venner i København engang til mig, at man kan tage pigen ud af provinsen, men ikke provinsen ud af pigen. Bare fordi jeg kom med en bakke fyldt med shots, da vi sad et eller andet fancy sted i København.  Så kan de lære det 😉

Jeg kender Lars, der ejede diskoteket (det gør de fleste i byen vidst). Han ansatte mig, da jeg var bare 17 år, og pludselig var jeg en del af et team, som havde det vildt skægt, og det – fællesskabet er jo netop, hvad vi alle søger – i by og på land. Men spørger du mig, finder man det ofte lettere i provinsen end i storbyen. Det er på en eller anden måde mere tilgængeligt. Dét er jo lige præcis det, alle de forskellige frivillige foreninger kan, og dem har provinsen mange af. De dyrker netop fællesskabet. Nuvel i en anden form, når der er tale om en fodboldklub eller lign., men princippet er altså lidt det samme (det er vel også en slags sport at drikke shots) 😉 Nå, men vi havde fællesskabet dengang, vi alle mødtes på Møllebakken i weekenden, lyttede til lokale bands, eller 90’ernes drømme bands, som kom forbi fra tid til anden dengang. Vi drak shots eller drinks til 10 kr. Jeps det kunne man i provinsen i de dage. Provinsen var også stedet, hvor man havde konkurrence på det lokale diskotek om, hvem der havde den største ølvom, Kalundborgs “stærkeste” mand, eller vi kårede Mr. Charmør eller Miss Kalundborg. DJ’en hed nogle gange Toffi Jay (total gansta), andre gange Henrik Johansen eller Ulrik Larsen. Jow jow, vi var med på beatet, og feste, det kunne vi – os bonderøve 😉

I dag ligger der et fint hus og et smukt gammelt vandtårn på Møllebakken i Kalundborg. Det lå der nu også dengang, altså vandtårnet, hvor de unge kyssede ude i busken (ikke mig naturligvis). Men diskoteket er revet ned. Jeg var faktisk flyttet tilbage til min hjemegn, da de rev det ned, og det gjorde næsten ondt at se.  Men sådan er livet jo – det går videre uanset, og det er nok også meget godt (jeg kan alligevel heller ikke tåle alle de shots).

I får lige en masse billeder fra dengang. Jeg vil vædde på, at uanset, hvor du er fra – i hvert fald i provinsen – kan du genkende ‘Diskotek Upstairs’! Billederne taler i øvrigt for sig selv. På forhånd undskyld til flere af mine venner og bekendte 😉

Jeps, så er det nu. Kalundborg Rocker begynder om få timer, og mange er ved at gøre klar til at skulle hygge sig med musik, mad, øl, drinks og gode venner hele weekenden.

Som lovet har jeg, på bloggen, trukket vinderen af to weekendbilletter til Kalundborg Rocker 2017 samt to billetter til Menys brunch lørdag.

Vinderen er Nete Müller Nielsen, som vidst gerne vil invitere sin veninde, Ibi Bredahl med 😉

Stort tillykke og rigtig god fornøjelse, Nete og Ibi! Måske vi ses på festivalpladsen 😉

Rent praktisk: Du skal lige ringe mig op på tlf.nr. 5180 8085 og tilkendegive, at du er klar over, at du har vundet, og lige have en melding om, hvordan du får afhentet billetterne. Hører jeg ikke fra dig inden kl. 12, trækker jeg en ny vinder, da billetterne jo ikke skal gå til spilde, da der er rigtig mange, der gerne vil vinde billetterne.

Endnu engang tillykke  – håber I får nogle gode dage med musik og sjov!

Der har været lidt stille på bloggen det sidste lange stykke tid, men der sker så meget, og jeg har lige haft ferie. Bla. Bla bla… Men jeg kommer meget snart med nyt om både det ene og det andet – det er så spændende det hele 😉

Indtil da vil jeg da lige smide en lille konkurrence op, der dog kører meget kort tid, da det er to weekendbilletter til Kalundborg Rocker (der finder sted den kommende weekend) samt to billetter til Meny Kalundborgs brunch lørdag morgen på festivalpladsen (og jeg tør godt sige, at den med sikkerhed er god, når det er dem, der står for det).

Til de af jer, der ikke kender til Kalundborg Rocker, er det en festival, der nu har fundet sted i mange år nær stranden ved Kalundborg – nærmere betegnet Gisseløre. Festivalen bliver altid holdt en weekend i august, og Kalundborg Rocker har omkring 6-7.000 besøgende. Det er en virkelig hyggelig festival, og programmet er bredt. Se evt. mere om, hvilke kunstnere, der kommer og spiller på festivalen på www.kalundborgrocker.dk

Musikken er god, menneskerne søde og ja, drinks og øllene er kolde. Vejret tjaaa, det ved jeg faktisk ikke rigtig, men hvem gør egentlig det?! Men mon ikke det går alligevel 😉 Anyway, Kalundborg Rocker 2017 er altså på fredag og lørdag, som i om et par dage. Af samme grund kører konkurrencen fra nu og frem til fredag (i morgen) den 11.august kl. 10, hvor vinderen får besked.

For at deltage i konkurrencen skal du, i kommentarfeltet, skrive navnet på den person du gerne vil opleve Kalundborg Rocker med, like opslaget samt ’En Stemme i Provinsens’ Facebookside. Du er meget velkommen til at dele opslaget, men det er ikke et krav.

Konkurrencebetingelser: 

• Vinderen trækkes efter konkurrencen afsluttes d. 11. august efter kl. 10
• Vinderen offentliggøres her på ’En Stemme I Provinsens’ Facebookside.
• Præmien kan ikke ombyttes til kontanter, eller ombyttes til andet.
• Hører jeg ikke fra vinderen inden kl. 12 samme dag, som konkurrencen slutter, forbeholder jeg mig retten til at trække en ny vinder.
• Denne konkurrence er ikke lavet af Facebook, og Facebook er på ingen måde tilknyttet eller forbundet med administration af konkurrencen.

I anledning af Skt. Hans aften, der jo var i fredags, holdte jeg tale i den provinsby, hvor jeg bor. Jeg elsker, at vi, i de nordiske lande, fejrer midsommeren, som vi gør. Det er en smuk og hyggelig tradition, som jeg har elsket, siden jeg var barn, og stadig i den grad gør. Der var omkring 1.500 mennsker til arrangementet fredag aften  – et arrangement, der i øvrigt på alle måder fungerede.

Nå, men altså jeg er efterfølgende blevet spurgt, af rigtig mange mennesker, om jeg ikke ville smide min båltale på bloggen, og det vil jeg da selvfølgelig gerne. Faktisk er jeg sindssyg glad og stolt over, at så mange mennesker har tilkendegivet over for mig, at min tale var god. Det varmer virkelig. Derfor skal der også lyde en stor tak til alle jer, der kom og gad høre på mig  – venner og bekendte, der støttede op, og alle jer, jeg ikke kender, men som lyttede med alligevel, men bestemt også til jer, der ikke var der, men gerne vil læse den her på bloggen – TAK 😉

Ca. 1.500 mennesker var fredag aften samlet i den lokale havnepark i anledning af Skt. Hans i den provinsby, hvor jeg bor (Kalundborg). Det var så hyggeligt at se så mange mennesker støtte op om et godt arrangement.

Anyway, her er min tale. Den er selvfølgelig skrevet til Kalundborg, hvor jeg bor, men kan jo i virkeligheden passe på alle provinsbyer, store som små i Danmark, måske endda i hele verden 😉

“Jeg er klar over, at det, til at begynde med, var planen, at Jimmy Sørensen, skulle holde båltalen. Og som I forhåbentlig kan se, så er jeg ikke Jimmy. Men jeg har altså fået æren af at holde tale for jer i aften, og det er jeg rigtig glad for – det er jo så bare ikke sikkert, at I er det, når jeg er færdig om fem min. Men giv mig lige en chance, nu der endelig er nogen, der har spurgt, om jeg vil holde en tale.

Jeg hedder Gitte. Jeg er journalist og arbejder for tv-Kalundborg. Derudover har jeg mit eget firma, og jeg er stemmen bag bloggen En Stemme I provinsen, og snart har jeg også min egen rejseblog. Men jeg er også kalundborgenser. Jeg rejser meget både privat og i forbindelse med job, og det har nok givet mig et vidst indblik i, hvordan man gør tingene andre steder, og i andre lande. Jeg har set, hvordan små lokalsamfund blomstrer – her i Danmark, men også i udlandet rundt omkring på kloden.

Mange ting i Kalundborg har ændret sig fra, da jeg boede her som barn og til i dag, hvor jeg bor her igen. Noget er heldigvis endnu bedre, end dengang, men vi er langt fra i mål. Men skal vi i mål, eller det kommer man jo nok aldrig i virkeligheden, men så i den rigtige retning i hvert fald, så skal vi gøre det sammen. Og netop fællesskab er vi så gode til herude. Da dronningen var på besøg i sidste uge, var temaet netop social frivillighed, og det var jo ikke tilfældigt. Hvis der er noget vi kan herude i provinsen, så er det foreningslivet, det er sammenholdet, i hvert fald på nogle områder. Og det skal vi være stolte af. Men det der fællesskab, det vender jeg lige tilbage til om lidt.

Som sagt, er jeg er altså glad for, at jeg skal holde båltalen her i den nye havnepark i aften af flere årsager. Jeg elsker Skt. Hans aften. Jeg har altid synes, at midsommeren var en hyggelig ting at fejre, og de danske traditioner er, også her, ret hyggelige. Derudover har jeg noget på hjertet. Jeg er som sagt fra Kalundborg. Født og opvokset i Kalundborg, provinsen det udskældte udkantsdanmark eller som jeg plejer at sige ’vandkantsdanmark’. Og selvom jeg har boet væk fra byen i mange år, inden jeg igen var tilbage, og måske ikke altid vil bo her, er jeg kalundborgenser af hjerte.

I Kalundborg har jeg mine barndoms- og ungdomsminder fra, og af dem er der mange – heldigvis. Bl.a. derfor valgte jeg at vende tilbage til min hjemegn, efter mange år i bl.a. København. Min datter skal have, hvad jeg havde – en hyggelig og tryg barndom. Det kan man selvfølgelig også få i storbyen, men når man er fra provinsen, har man sgu’ nok altid lidt halm i træskoene – det har jeg i hvert fald, og husker gerne tilbage på barndomsminderne, som var trygge og gode

Vi har nu fået en helt ny havnepark i byen. Som ganske vidst ikke er færdig, men vi er godt på vej. Og netop i den forbindelse har jeg gjort mig nogle tanker om, som borger at tage ansvar. Socialt ansvar. Hvis ikke vi, der bor i små samfund i provinsen, tænker over, at bidrage til vores samfund, kommer det ikke til at fungere. Lige præcis derfor er ildsjælene rundt omkring så vigtige. Men man behøver altså ikke have opfundet den dybe tallerken for at bidrage til fællesskabet. Det handler om holdning. Holdning til, at vi alle har et ansvar. Et ansvar over for os selv, vores familie, over for hinanden – et kollektivt ansvar for, at vores samfund fungerer. Jo kommune, stat og hvad der ellers er af andre instanser har naturligvis også et ansvar for at tingene fungerer, og jo, der er bestemt plads til forbedringer, men det betyder faktisk ikke, at det hele er af h… til.

Vi er blevet dårlige til at huske på, at vi lever i et rigt samfund, hvor bl.a. hospitaler og mange uddannelser er gratis. Vi skal passe på, at vi ikke udvikler os til et samfund, hvor vi er vant til, at der nok kommer nogen og ordner tingene for os. Sådan ønsker vi heller ikke at opdrage vores børn, er jeg sikker på. Jeg gør i hvert fald ikke.  Lige så lidt som det er pædagogernes og/ellers lærernes ansvar at opdrage vores børn i henholdsvis børnehaver og skoler, er det heller ikke hverken kommunen eller statens ansvar, at lokalsamfundene fungerer. At byerne fungerer. De er delvist ansvarlige ja, men vi borgere er medansvarlige. Og det glemmer vi lidt fra tid til anden.

Jeg oplever ofte i forbindelse med netop mit job som journalist på tv-Kalundborg, at mange har nej-hatten på. Forstået sådan, at man ofte, og når jeg siger man, mener jeg også mig selv, hellere fokuserer på det negative end det positive. Jeg ser det hver dag i netop min branche. Det er den negative historie, sensationen – det sælger. Ikke den positive historie. Sjældent i hvert fald. Ligesom vi nok skal huske at brokke os, når vi oplever noget negativt. Når servicen er dårlig et sted. Når hospitalsoplevelsen eller rådgiveren på kommunen var en dårlig oplevelse. Og jo, de oplevelser er der desværre. Men de gode, de er der også, men de bliver sjældent nævnt.

Eller, vi er faktisk blevet bedre til at fokusere på det gode. Det klap på skulderen skal vi alligevel have. Men vi skal blive endnu bedre. Også når det gælder Kalundborg. Kalundborg er vores by, vores kommune, og bevares også her er der plads til forbedringer, som jeg sagde før, men vi er også heldige med mange ting herude. Det skal vi aldrig glemme. Det handler om lokal stolthed. Vi skal være stolte over vores by, vores område, vores kommune. Der er så meget fokus på netop centralisering og urbanisering i øjeblikket, og har i øvrigt været det i mange år nu. Og ja, tiderne skifter, vi kan ikke komme uden om centraliseringen, men vi kan sørge for, at vores lokalsamfund stadig er vigtigt, stadig tæller, stadig er et sted, hvor man vil blive boende, eller måske endda har lyst til at flytte til. Vi er ikke København eller en anden storby nej, men vi er Kalundborg, og har noget helt andet at byde på. Natur, nærvær og en hel masse andre gode ting.

Erhverv er vigtig, hvis vi skal holde på folk herude, men også hvis vi skal lokke tilflyttere til. Den del må man sige, at vi opfylder ret godt. Kalundborg Kommune er faktisk rykket 43 pladser frem på listen fra Dansk Byggeri, over kommunernes erhvervsvenlighed, og er nu placeret som nr. 26 ud af landets 98 kommuner. Men vi skal også følge med på kulturområdet, og her har vi forsømt området i mange år, hvis man spørger mig, men vi er nu på rette spor. Og det spor skal vi fortsætte med at følge. Der sker faktisk mere herude, end mange tror. Problemet er nok nærmere at få rejst sig fra havestolen bag den berømte ligusterhæk. For det nytter jo ikke, at der bliver arrangeret det ene glimrende arrangement efter det andet, hvis vi ikke deltager. Brug nu biografen, deltag i arrangementer, kom ned i gågaden, handel i butikkerne – vær med til at gøre vores by levende. Lige præcis der, er vi nemlig også alle sammen ansvarlige.

Og det er jo i øvrigt ikke kun her på havnen i Kalundborg by, at der er sket noget. Der er også kommet aktivitetshus på Røsnæs – i Nyby Havn, i Høng er der kommet bevægelses- og aktivitetshus, ligesom Spiralen på Herredsåsen også er blevet færdig. Jeg kunne nævne flere ting, men pointen er egentlig, at der bliver gjort noget for kulturen, men der kan og skal gøres endnu mere, og det skal vi være med til at sørge for sker. Men så skal vi også bakke op om tingene, når de er her og ikke gemme os hjemme i havestolen foran Webergrillen – ikke altid i hvert fald.

Men nu står vi jo altså her i havneparken i Kalundborg, og skal fejre Skt. Hans aften, og det er derfor nærliggende at bede jer alle sammen være med til at passe på vores nye havnepark. Pas på de ting, der er hernede. Behandl dem ordentligt, og de vil være her meget længe til forhåbentlig stor fornøjelse for alle borgere i Kalundborg og selvfølgelig også turister. Jeg håber, at jeg i løbet af sommeren kommer til at se, at vi alle bruger havneparken, nu kommunen har givet os alle mulighed for at afholde arrangementer hernede, og bare være her.

Mit ‘opråb’ til os alle skal derfor være, at vi ikke skal være bange for at have visioner. For at drømme og tænke stort, så vi kan skabe noget ekstraordinært – noget der er ud over det sædvanlige. Noget, vi kan være stolte af. Ting behøver ikke at være ordinære. Måske vi kalundborgjyder i virkeligheden, nogle gange i hvert fald, skulle gemme jyden lidt væk, og turde noget mere.

Rigtig god Skt. Hans aften til jer alle, og forhåbentlig også en rigtig god og varm sommer i det danske.”