Måned: juli 2014

Så er det den tid igen, hvor hr. og fru Danmark vover sig ud i byen. Der er nemlig byfest. I provinsen betyder det, at man går ud og rent faktisk bruger byen. Ligesom når Julen står for døren. Det er umiddelbart de to tidspunkter på året, hvor jeg mindes, at der faktisk er mange mennesker i bybilledet i Kalundborg. Den der by, som vi alle sammen gerne vil have skal indeholde det hele, men vi gider sgu’ ikke bruge det. Det der med at gå ud, det kan de gøre inde i det der København. Vi har vores weber grill, terrassevarmer og lagusta-hækken, og her sidder vi lunt og godt gemt inde bagved.

Det ville også være helt i orden, hvis ikke det var fordi, vi samtidig brokker os over, at alting lukker i byen. Og ja, jeg har nævnt det før, men var nødt til at nævne det igen, da jeg tænker på det, hver gang det er tid til byfest i Kalundborg. Jeg skal da i øvrigt ikke selv holde mig for god. Jeg skal ikke pudse nogen glorie, for der er ikke nogen at pudse.

‘Kontoret’ i Kalundborg, Byfest 2014

Nå, men byfesten. Uge 30 er tradition tro byfestuge i Kalundborg, og da jeg var teenager, var det noget, man ikke ville gå glip af. Så kunne Rhodos og Ibiza godt vente et par dage mere, for når der var byfest, var man hjemme sammen med sine venner – og vi festede. Da jeg boede i København, kom jeg næsten også altid hjem på besøg i den uge (tænk, hvis jeg gik glip af noget).

Gågaden under Byfest, Kalundborg 2014.

Jeg flyttede tilbage til provinsen for  syv år siden og er nok nødt til at erkende, at jeg vidst kun har været til byfest en enkelt gang eller to i de år. Enten har jeg været bortrejst eller blot fravalgt det, fordi der var andet, jeg hellere ville. Men i år tænkte jeg, at det skulle være løgn. Så jeg har været til byfest, og det var skægt.

Bartenderen på ‘Kontoret’ (en gammel skolekammerat i øvrigt) serverede drinks alt imens, han selv fik en lille en…

Jeg tog altså til byfest fredagaften sammen med flere af mine gode veninder. Der er nogle, der er hardcore og fester tre dage i træk, det kan jeg så ikke prale af denne gang. Men fredag var en fin dag, og der var sort af mennesker i gågaden, hvilket var ret hyggeligt, eftersom det jo er et sjældent syn efterhånden. Vejret var også fantastisk, så det gjorde det bestemt ikke mindre hyggeligt, at man kunne sidde udenfor hele natten sammen med gode venner og bare snakke, drikke drinks og lige spise en enkelt kebab (ligesom i gamle dage), inden man skulle hjem og sove.    Jeg fik blå tunge, fordi jeg drak ‘Isbjørn’, som tilbage i 90’erne, og blev øm i kæberne af at grine af gamle historier sammen med mine venner. Faktisk tror jeg ikke, at jeg har drukket en ‘isbjørn’ siden 90’erne, og er ret overbevist om, at det netop kun er i provinsen, at man stadig har den stående på kortet.

Barndomsvennerne

Som jeg tidligere har nævnt i et af mine blogindlæg, er ‘de der venner’, man har kendt hele sit liv, guld værd. Og det var blandt andet nogle af dem, jeg festede med til byfesten. Det vækker altid minder, og jeg ville ønske, at vi alle kunne have været samlet, men måske til næste år. En ting er sikkert, uanset om jeg bor i provins eller storby, vil jeg altid synes, at det vil være hyggeligt at tage til byfest i uge 30 i Kalundborg sammen med mine barndomsvenner og alle de andre, som jeg kender fra dengang i en fjern fortid, hvor jeg var barn og teenager. Det er jo netop en del af charmen ved byfesten, at man tager en tur ned af ‘memory lane’ og møder gamle venner, man ikke har set i mange år. Det er igen den der fælles referenceramme, som de fleste mennesker elsker.

Derudover fandt jeg ud af, at ikke alle absolut er ‘over-dressed’ i provinsen (det er de nu heller ikke alle i København), når de går ud. Men hånden på hjertet, jeg har aldrig set en i København i træsko eller badesandaler på en cafe, restaurant eller bar. Et eller andet sted, er det egentlig skægt og på sin egen pudsige måde charmerende, at man bare stikker i træsko, sandaler (MED en lille strømpe vel at mærke)eller en badesandal, fordi det er, hvad man har lyst til at have på. Men jeg er altså nødt til at sige, at når man tager til fest, kunne man da godt lade førnævnte blive hjemme. Jeg siger ikke, at man behøver iklæde sig gallauniform, men nedenstående bør altså forblive på matriklen uanset, om man bor i København eller provinsen.

I hvet fald ikke overdressed…

Men måske mit prinsesseskørt til gengæld var…

En succes

For mig var byfesten altså klart en succes. Der var rigtig mange mennesker, der festede i byens gågader, vejret var fantastisk, og for eget vedkommende, fik jeg snakket med en masse søde mennesker, jeg hverken har set eller snakket med længe. Og det var både dem, der bor i byen og dem, der var hjemme på besøg netop, fordi det var byfest.

Selvfølgelig er vejret også afgørende for, hvorvidt en byfest bliver en succes eller ej, da meget foregår udenfor. Men så længe folk støtter op om konceptet, fungerer det uanset vejr. I år var der sort af mennesker, og det var godt at se, byen blev brugt på en hyggelig måde. Det var byfest, sommer og sol – og jeg skal da helt sikkert til byfest igen næste år.

Faktisk ved jeg ikke meget om byfester i andre provinsbyer, men er sikker på, at de er lige så underholdende, som de byfester, jeg har været til i min barndomsby. Jeg håber virkelig, at det er en tradition, som provinsbyerne formår at holde fast i. Det ville være så ærgerligt, hvis det hele blev mainstream og lignede hinanden. For det er helt sikkert, at en byfest i min barndomsby er langt fra det mere mondæne natteliv  i København. Jeg kan dog nævne en bodega eller 100 i København, hvor provinsen har overtaget. Og det er der jo en grund til. Jeg siger ikke, at det ene er bedre end det andet, men at det er to vidt forskellige ting, og da jeg jo er tilhænger af diversitet, kan jeg kun sige hurra for, at begge dele eksisterer – og at det forhåbentlig fortsætter sådan.

Det er ingen hemmelighed, at vi elsker at rejse, men når det danske sommervejr viser sig fra sin bedste side, som det indtil videre har gjort i flere måneder nu, så behøver jeg faktisk ikke at rejse nogen steder. Jeg elsker Danmark om sommeren.  Men jeg vil dog ikke udelukke en lille rejse i august, man skal jo også huske at udvide sin horisont og lære andre kulturer at kende (herunder også mad- og strandkultur).

Aura-Xenia ved en af badebroerne ved Skanderborg Sø

De sidste par uger har jeg holdt ferie med min datter i det danske land – og hvilken ferie. Vi slog hul på ferien sammen med en veninde og hendes børn, hvor vi bl.a. tog til en anden provinsby – nemlig Skanderborg for at besøge min mor. Vi tilbragte fire solfyldte dage med at bade i Skanderborg Sø – på alle tider af døgnet, shoppe i byen og lave ingenting udover at dovne og have tid til hinanden. Derudover spiste vi alle vores måltider udenfor i det dejlige vejr, og der var plads til løbeture, is i lange baner og sjov og ballade.

Lykken er lune sommeraftener og barnelatter

Aftenbadning ved Skanderborg Sø.

Udover danske jordbær, kartofler og ærter og det faktum, at man kan ligge på stranden og bade fra morgen til aften i det her vejr, er der et par andre ting, som jeg også elsker ved den danske sommer – de lune sommeraftener på terrassen eller ved vandet.

Sjov i mosehullet (tror, at man skal tage bad bagefter).

Når man fx sidder omgivet af mennesker, som man elsker på terrassen ved spisetid, og børnene (også de lidt større børn) leger i haven og i den der pool, der skulle være en pool, men nok nærmere har udviklet sig til et mosehul efter at have huset børn dagen lang. Duften af grill i luften, lyden af latter fra mosehullet, en græsslåmaskine i det fjerne, nogle stemmer ovre fra naboen, isbilen der pludselig melder sin ankomst, og alle børn (mig selv inklusiv) render ud til den, alt imens der bliver råbt ‘ jubiii, isbilen’. Kl. 23, når ungerne er puttet for længst, trætte og glade, fordi også de elsker ferie og sommer og ikke mindst den tid, man har sammen. Rødvin i glassene, mørk bounty (hvem elsker måske ikke det), og jeg griner så meget, at jeg bliver helt glad oven i hatten. Det er bl.a. i sådanne øjeblikke, at jeg er lykkelig helt ind i hjertet.

Storby og ferie

Cirkus Summarum

Men Aura-Xenia og jeg har altså heller ikke helt kunne holde os fra storbyen i vores ferie. Vi var jo i Århus, hvor vi bl.a. var en tur i Tivoli Friheden og på shoppe-tur i Århus. Derudover har vi været en tur i København for at se Cirkus Summarum. Det var 30 grader, føltes som 50 og der var en milliard million mennesker, men Aura-Xenia syntes, at det var fantastisk at møde Bamse, Kathrine fra Lille Nørd og Christian fra Christian og Mysteriet, så det var klart anstrengelserne værd. Inden cirkus var vi en tur i Fields. Og det havde slet ikke noget at gøre med, at de har Starbucks i Fields, og at jeg er ualmindelig glad for Starbucks. Glæden var stor, da også Aura-Xenia var begejstret for konceptet og drak en frappuccino som sin mor (dog uden kaffe).

Aura-Xenia i ‘Build a Bear’ i Fields, København.

Vores ekskursion til Fields Shoppingcenter tog dog ydermere en anden drejning, da jeg ikke havde forudset, at vi ville gå lige forbi en Build a Bear forretning. Aura-Xenia fik lov at ‘bygge’ sin første bamse. Jeg ved, at de tjener styrtende med penge på det koncept, men jeg kan altså godt forstå, at børn synes, at det er sjovt. JEG synes, at det er sjovt. Vi var i forretningen i hvert fald i en time, måske to (og kunne have været der meget længere), men det var en fest for Aura-Xenia, så også det var det hele værd.

Bøhlandet er perfekt i varmen

Sejlklubben ved Skanderborg Sø.

Der er ikke mange steder, der er bedre at være, når temperaturen siger 25 grader plus, end ‘på landet ved vandet’. Her blæser vinden lidt mere kølig luft på en varm krop. Jeg vil i hvert fald helst være ved vandet, når det er så varmt, for jeg er ikke så god til det der med at være i solen og ‘bare’ sidde/ligge med mindre jeg ligger i skyggen med en god bog (og en is). Det er varmt, kedeligt og jeg vil altså meget hellere bade eller lave noget andet sjovt.

Der er jo altså også en grund til, at mange byboere søger på landet eller i hvert fald til stranden i varmen. Varmen i en storby kan være kvælende på en varm sommerdag, hvis man ikke opholder sig det rette sted (selvom jeg nu også elsker København om sommeren).

Nå, men vi har altså tilbragt en del tid på forskellige strande i Kalundborg, hvor vi bor. Jeg forstår bare ikke, hvorfor man i Kalundborg ikke har valgt at gøre bare et par enkelte af by-strandende mere børnevenlige. Det er fint med badebroer, men for de mindre børn ville det altså være fantastisk med sand i stedet for sten, så man kunne gå ud med børnene inde fra stranden. Og ja ja, nu ved jeg godt, at jeg skal høre på et eller andet med, at man bare kan tage badesko på og, at sådan har det altid været. Men bare fordi noget altid har været sådan, betyder det jo ikke, at det absolut skal forblive sådan.

Badebro ved bystrand i Kalundborg.

Når vi nu har ca. 160 km kyststrækning i Kalundborg Kommune, kunne vi da godt udnytte det lidt bedre i fx Kalundborg by fremfor, at man fx skal køre til Bjerge, Eskebjerg, Asnæs eller Vollerup. Ovennævnte er alle områder med dejlige strande i nærheden af Kalundborg, men man skal stadig køre mellem fem og 15 km fra Kalundborg centrum for at komme derud, hvilket kan være lidt besværligt for folk uden bil. Derfor forstår jeg ikke, at man ikke udnytter potentialet for de mange by-strande lidt bedre.

Derudover er jeg klart nødt til at spørge ind til, hvad der sker for is-husene her i området? Jeg mener, hvor er de? Udover vores slikforretninger i gågaden, der sælger softice, hvor blev de der gammeldags is-huse så lige af? De er så hyggelige, og helt ærligt, så kan det da ikke være rigtigt, at bor man i Kalundborg, skal man køre til Havnsø eller Bjerge for at få en gammeldags is fra et ‘rigtigt’ is-hus?!

Ressourcer skal udnyttes

Hvis vi gerne vil have provinsen til at blomstre igen, og unge mennesker til at vende tilbage efter endt uddannelse, er vi bl.a. nødt til at satse på noget af det, vi har herude, der fungerer (for der er altså desværre også en del, der ikke fungerer). Men noget der fungerer, er naturen. Jeg tror, at vi kan trække rigtig mange turister til danske provinsbyer, hvis de pågældende kommuner forstår at udnytte byernes/kommunernes potentialer. Byer beliggende ved vandet skal selvfølgelig udnytte de muligheder, det giver, men det er der desværre mange kommuner, der ikke evner. Jeg synes desværre, at jeg bor i en af de kommuner, der ikke har levet op til at udnytte byens naturlige ressourcer. Jeg har idéer til, hvordan man kunne gøre tingene bedre, men jeg er jo bare journalist. Der må sidde en masse idérige og kreative mennesker rundt omkring derude, som kommunerne burde sparre med for at finde ud af, hvordan vi udnytter vores ressourcer bedst.

Symbiose

Jeg bor fx i en kommune, der er visionær angående erhvervslivets ressourcer, og som har symbiosen, hvilket Kalundborg er kendt for. Symbiosen er kort fortalt en række virksomheder i Kalundborg, der samarbejder, og hvor det bærende princip er tilvejebringelse og deling af ressourcer og spildstrømme, samt genanvendelse af energi, vand og materialer. Det er også rigtig fint, men det er ikke nok, for når det kommer til natur og kultur, har vi absolut ikke nogen symbiose. Hvilket også betyder, at vi ikke er en attraktiv kommune/by for evt. tilflyttere, da vi i forvejen er udkants-Danmark. Helt overordnet, synes jeg, at vi mangler noget at brande vores by på, og det er ikke nok med den industrielle symbiose.

Og mit bud er faktisk, at min kommune så langt fra er den eneste med det problem???

Her Kato, Vig 2014. Foto: Gitte Korsgaard

Som mange af jer allerede ved, undrer jeg mig over en del ting – små som store, og jeg har en mening om stort set alt (indimellem ret opslidende). Nå, men det slog mig den anden dag, at Vig Festival da var oplagt at skrive om netop i forbindelse med al min snak om storby og provins og om, hvordan vi skal blive bedre til at promovere os i provinsen.  Jeg udsætter jo ikke, hvad jeg kan gøre i dag til i morgen, så jeg kontaktede Vig Festival, som heldigvis kunne følge min (når jeg selv skal sige det) geniale idé.

Party i provinsen kontra fredagsrock i Tivoli

For Vig Festival er da om noget et godt eksempel på, at vi også, i provinsen, kan finde ud af at holde en fest. I den forbindelse kom jeg derfor også til at tænke på, hvordan de forskellige kunstnere egentlig oplever at optræde på en festival som fx Vig kontra at stå på scenen fredag aften i Vega eller til fredagsrock i Tivoli. Derfor tog jeg en lille snak med flere af dem om netop det at optræde på en festival i provinsen og  om, hvordan de opfatter publikum.

Så er det, at jeg lige vil komme med en indskudt sætning, inden jeg kommer for godt i gang. Jeg mødte, som sagt, en masse spændende mennesker på Vig Festival, og jeg kan fortælle, at I kommer til at høre mere til dem her på bloggen på et senere tidspunkt. Mere vil jeg altså ikke sige på nuværende tidspunkt, men glæd jer – det gør jeg!

Vig Festival

Nik ELLER Jay 😉 Foto: Gitte Korsgaard.

Det begyndte med en koncert i det fri med Kim Larsen og efterfølgende Shu Bi Dua. I dag er det bl.a. navne som Mads Langer, L.O.C., Carpark North, Barbara Moleko, Kato, Safri Duo, Rasmus Seebach, Nik&Jay og D-A-D, der gæster Vig Festival. Den er besøgt af ca. 18.000 mennesker i de tre dage i juli, hvor der festes i provinsen. Nå, men jeg kan jo lige så godt være ærlig (det siger de, at man skal være).

Jeg har aldrig været festival-menneske, og I skal nok heller ikke satse jeres penge på, at det vil ændre sig. Men vil I tænke jer, jeg er jo faktisk lige kommet hjem fra Vig Festival, og jeg har haft de mest fantastiske dage med arbejde, gode venner og ikke mindst fantastiske musikoplevelser. Derudover har jeg mødt en masse søde, spændende og sjove mennesker.

Nuvel, jeg tog luksusudgaven, da jeg opholdte mig en del i presseområdet og backstage samt sov og tog bad hjemme. Ja, ja okay, nogle vil nok mener, at jeg ikke helt har været sådan rigtig på festival, men jeg har da trods alt tilbragt det meste af de sidste tre dage med at høre musik sammen med 18.000 feststemte mennesker – både det ene og det andet sted. Men at sove i et halvlunkent telt med lugt af alkohol, sved og sure sokker er ikke lige mig. Ja ja, jeg ved godt, at ikke alle på en festival lugter af sved og har sure tæer, men det er jeg altså kommet til at bilde mig selv ind. Derudover er der jo altid en vis risiko for urinregn udover mit telt, og det kan jeg slet ikke overskue. Alene tanken om toiletforholdene sådan nogle steder gør, at jeg trækker mig. Jeps, bare kald mig sippet – for det er jeg.

Nik&Jay gæsteoptræder ved Carpark Norths koncert. Foto: Gitte Korsgaard

Men jeg er nødt til at indrømme, at der var væsentligt renere end, hvad jeg havde ventet (jeg har jo været på Roskilde, så havde frygtet det værste).Derudover er der heller ikke så ’crowded’, at man får klaustrofobi, og konceptet med, at der skal være plads til alle – unge som gamle holder i den grad. Vig Festival har i øvrigt 20 års Jubilæum næste år, og drives af ca. 2.000 frivillige og meget søde medhjælpere, udover blot to lønnede medarbejdere. To! Det er da så imponerende, at man kan stable sådan et arrangement på benene næsten udelukkende ved hjælp af frivillige kræfter primært hentet i lokalområdet (og jeg er ellers ikke let at imponere, stol blot på det). Der kan man da tale om ildsjæle, og om at gide at gøre noget for, at det hele ikke altid skal foregå i storbyerne.

I kan i øvrigt læse meget mere om Vig Festival på http://vigfestival.dk

Mads giver koncert. Foto: Gitte Korsgaard

Mads svarer tålmodigt på mine mange spørgsmål.

Jeg har i flere år lyttet til hans musik. Udover at synge helt fantastisk, skriver han meget smukke tekster, der får mig til at tænke over livet og alt det andet, som indimellem kan være lidt besværligt. Derudover er hans musik så melodisk, at jeg faktisk slet ikke kan beskrive det. Og som om, det ikke er nok, så er han også et utroligt rart menneske, som gav sig god tid til at tale med mig på her i weekenden til trods for, at han er en ret populær herre.

”Det er tredje gang, jeg er på Vig Festival. Den første gang spillede vi på en lille scene, men sidste år fik vi lov til at optræde på den store, ligesom i dag. Jeg holder meget af at komme her, men jeg synes faktisk ikke, at der er den store forskel på at spille for et publikum i København kontra herude. Det, der måske er lidt anderledes, er samværet her på festivalen. Folk har været her i flere dage, og det kan godt gøre stemningen lidt anderledes”.

Mads Langer ændrer ikke i sit repertoire efter, hvor i Danmark han spiller. Det handler – for ham – om, at præsentere den pakke, som han selv kan lide. Men selvom, at Mads ikke oplever, at der er stor forskel på regionerne i Danmark, oplever han faktisk, at der er stor forskel landende imellem.

”Tyskland og USA fx er meget opdelt. Jeg er kendt på Østkysten og Vestekysten i USA, men ellers spiller jeg ikke for fulde huse derovre. Der mærker jeg virkelig en forskel på regionerne i landet i forhold til min musik”.

Kato & Safri Duo, inden de skal på scenen. Foto: Gitte Korsgaard

Kato og Safri Duo optrådte også på Vig i år, og var lige så populære som altid. Her er opfattelsen nogenlunde den samme.

”Det er mere vejret og andre faktorer, der spiller ind. Der er ikke den store forskel på at spille for folk i København fx kontra folk i provinsen. Men der er forskel på at spille på en klub kontra en festival. Vi oplever også mere forskellen i forhold til kultur altså, når vi spiller i udlandet kontra Danmark”.

Også forsangeren Lau Højen fra Carpark North er enig i, at der ikke er den store forskel på regionerne. Heller ikke provins og storby.

Lau Højen og jeg snakker, og det er sjovt.

”Det er klart, at da vi var nye i branchen, var det anderledes at spille i Århus, hvor vi er fra, da vi her havde en langt større fanklub, end andre steder på det tidspunkt. Men efter, at vi er blevet et nationalt band, oplever vi det ikke rigtigt. Men der er dog forskel på at spile indendørs og udendørs. Det er lettere at skabe en mere intensiv stemning indenfor. Men ellers er det mere vejret og humøret hos publikum, vi vurderer. Er det fx skidt vejr på en festival, er stemningen anderledes, men ofte når folk alligevel et punkt, hvor de siger ’fuck it’ selvom det øsregner, og det er fedt”.

Carpark North er ikke kun vanvittige populære i Danmark, også i Tyskland har de længe været et hit. Og ligesom Safri Due og Kato fortæller, oplever de også den kulturelle forskel på landene, når de optræder.

Lau Højen, forsanger i Carpark North. Foto: Gitte Korsgaard

”I Tyskland er det ofte meget musikinteresserede, der kommer og hører os. Hvorimod i Danmark er det både musik og fest, det handler om. Og det giver en anden stemning”.

Barbara Moleko efter koncert. Foto: Gitte Korsgaard

En anden, der var både hyggelig og interessant at snakke med, var smukke Barbara Moleko. Hun er ganske vidst opvokset i Vanløse, men har gået på Den Rytmiske Højskole i Vig. Hun har derfor et særligt forhold til området, og hun har også en lidt anderledes opfattelse af at optræde for et publikum i provinsen.

”Det kommer selvfølgelig an på, hvor det er, men generelt er folk i provinsen ret gode til at holde en fest. De hygger sig med hinanden på en anden måde, når de er på festival. De har nærmest en lille picnic, sidder på tæpper, hygger og lytter til musik. Det elsker jeg. Det oplever jeg ikke på samme måde i København. Begge dele er fedt, men det handler vel også i sidste ende om, at man sporer sig ind på sit publikum og møder dem på deres præmisser”.

Konferencier på Vig Festival, Jacob Haugaard, har været i branchen i mange år. Han har været 25 år på Grøn Koncert, tre gange på Vig og adskillige andre steder. Han kan også mærke en vis forskel på provinsen og København.

Jacob Haugaard og jeg snakker om provinsen og storbyen.

”I København og Århus vil de underholdes mere. De er vant til, at der sker noget. Hvorimod det er lettere i provinsen. Man bruger også typisk flere penge i provinsen, når man er ude. Det virker som om, at folk har flere penge med, når de fester på en festival fx – og ofte er flere folk derfor også mere fulde”.

Hmmm, den lader vi lige stå lidt. Kan det nu virkelig passe? Er folk i provinsen mere fulde, når de fester, end fx københavnere? Jeg tror det ikke, men jeg skal da ikke afvise det. Jeg mødte da en enkelt eller 100, der havde fået, skal vi  sige, rigeligt med alkohol.  Men faktisk var jeg forundret over, hvor god plads, der var til børnene på Vig til trods for fulde mennesker. Det er skønt at se, at der er plads til alle, uanset alder.

Provinsen kan godt

Så lige for at vende tilbage til den der med, at vi skal blive bedre til nogle ting i provinsen. At alt ikke behøver at foregå i København. Kunstnerne, der optræder på Vig Festivalen kommer gladelig derud år efter år (og mange andre steder i provinsen for den sags skyld), bl.a. fordi de godt kan lide stemningen på en festival. Ligesom der ingen tvivl er om, at Vig som by får noget ud af, at det bliver stablet et sådan arrangement på benene år efter år. Udover at de lokale butikker og supermarkeder nu og her kan mærke de mange mennesker, giver det også kendskab til lokalområdet. Her tænker jeg naturligvis – turister. Sandsynligheden for, at flere har hørt om Vig pga. Vig Festival, er stor.

Det betyder også,  at der er en god mulighed for, at det vil bidrage positivt til fx turismen i området, da flere måske fremover vil vælge Vig og omegn, næste gang de skal leje et sommerhus, skal på campingferie i Danmark eller, hvad ved jeg. Simpelthen fordi de har hørt om, hvor smukt der er eller måske endda selv har oplevet området/byen i forbindelse med Vig festival. Vig bliver sat på landkortet med Vig Festival – og det er et klogt træk.

Det smukke område omkring Vig. Foto: Gitte Korsgaard

Som Jacob Haugaard så fint siger det:”Vig Festival giver Vig identitet”. Han rammer hovedet på sømmet der. Det vil vi se mere af andre steder i provinsen. Der er jo ingen, der siger, at alle små byer skal stable en festival på benene, men der er så mange andre muligheder for at gøre sig bemærket på Danmarkskortet. Provinsen kan godt.

Min første skoledag sammen med en af barndomsvennerne.

Dengang jeg var vild og klatrede i træer, faldt i åen og skulle fiskes op, smugles ind i bad UDEN, at min mor opdagede det. Min første skoledag, hvor jeg var sikker på, at jeg ikke havde tid til at lege, når jeg kom hjem, fordi jeg skulle lave lektier. Den duft der var, når vi cyklede hjem om aftenen, eller gik ned for at bade kl. 23 i regnvejr. Da jeg græd så meget til en film i biografen, at jeg blev spurgt af personalet, om jeg var okay (jeg siger ikke hvilken film). Når vi hver anden torsdag hang bag på isbilen, mens den kørte rundt i kvarteret. Dengang jeg var sikker på, at mit hjerte skulle briste, fordi jeg troede, at ham der fra 9. klasse, som jeg ret godt kunne lide, ikke ville have mig. Jeg gik i 7. og var af den overbevisning, at mit liv var slut. Jeg snakkede kun om ham, og hørte Roxettes ’It must have been love’ på repeat i en uge. Men jeg fik ham, og alt var godt i mit unge teenager-liv – lige indtil, at det ikke var spændende mere, og jeg igen sad og snakkede om drenge, musik, livet og alt det andet. Når vi var urimelig tarvelige, og jeg slog op med en dreng over tlf. for efterfølgende at danse ’glædesdans’, fordi jeg var sluppet af med ham. Når min far weekend efter weekend troligt ventede oppe, indtil vi kom fra byen, og vi efterfølgende spiste morgenbrød fra Kvickly på køkkengulvet. Da jeg mistede min far. Jeg kunne fortsætte. Især lyde (særligt musik) og lugte er det, der igen og igen tager mig tilbage til mine barn- og ungdomsår, og ikke mindst mine barn- og ungdomsvenner – og min hjemby.

Mig og en af ‘bedstevennerne’.

Du kan være helt sikker på, at de fortæller dig, når du er en idiot, men de elsker dig alligevel. De bliver ved din side, selvom du måske ikke altid helt har fortjent det. De hjælper og står uden tøven bag dig, når livet er svært, og de deler glæden med dig, når du er glad. De forstår dig, uden at du behøver forklare en hel masse. Det er rigtige venner.

Jeg kender flere, der har valgt at blive i København eller Århus efter endt studium, og som er fra en provinsby et eller andet sted i Danmark. De vil, som så mange andre, ikke tilbage til hjemegnen af flere årsager, men én ting, som de bl.a. alle har til fælles, er, at de savner en eller flere af deres barndomsvenner. Selvfølgelig er der også mange, hvis bedste venner måske er kommet til senere i livet, men jeg vil vove at påstå, at en del alligevel har venner tilbage fra barn- og ungdomsårene, som de stadig er tætte på, og som de har et helt specielt forhold til. Det er klart, at er man fx vokset op på Vesterbro, så har man selvfølgelig også barndomsvenner på samme vis, som er tilfældet i provinsen. Men da der er så mange tilflyttere i storbyerne, især i København, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det netop også betyder, at den der fælles referenceramme fra barn- og ungdomsårene ikke er der, og de derfor savner venner tilbage fra ’dengang’. Det er vel heller ikke tilfældigt, at de venner, jeg har, der bor i udlandet, altid har søgt andre danskere. Det er den der fælles referenceramme, der trækker og giver en form for tryghed – tror jeg.

Jeg kan huske, at jeg savnede mine barndomsvenner, da jeg flyttede alene til Århus for mange år siden. Mine brødre boede i Århus, og mine forældre relativt tæt på. Men udover dem, havde jeg ingen tilknytning til byen på det tidspunkt. Jeg kom fra en lille by, hvor alle de unge mødtes på det lokale diskotek, hvor jeg også arbejdede som bartender. Her havde jeg en fantastisk tid med en masse søde og sjove mennesker – mennesker, hvoraf jeg stadig snakker med flere af dem den dag i dag.Jeg fik dog hurtig nye venner i Århus via mit job, enkelte af dem har jeg heldigvis i mit liv i dag. Men langt de fleste var ‘bare’ gode venner, som jeg festede og havde det sjovt med i den periode af mit liv. Efterfølgende flyttede jeg til København, hvor jeg også savnede mine barndomsvenner. Dermed ikke sagt, at jeg ikke fik mange nye gode venner, men vennerne ‘hjemmefra’ var alligevel savnet. Jeg har mødt dem på forskellige tidspunkter i mit liv, men fælles er, at de alle er tilbage fra barn- og ungdomsårene. De vil altid have en særlig plads i mit hjerte, og uanset, om vi er langt fra hinanden geografisk, og ikke har set hinanden længe, føles det, som så vi hinanden i går, når vi ses. Vi fortsætter snakken, hvor vi slap, og behøver ikke så mange forklaringer. Derudover kan vi være sammen uden egentlig rigtig at lave noget. Der bliver heller ikke nødvendigvis sagt en masse hele tiden (selvom vi nu opretholder en vis standard mht. at snakke). Vi forstår hinanden uden ord, men har samtidig en masse at snakke om. Vi er der altid for hinanden, det behøver vi ikke at sige, det ved vi. Og det er vel i virkeligheden, hvad venskab handler om.

Det er her filmen fra mine barn- og ungdomsår er optaget

Mig sammen med to af ‘bedstevennerne’.

Da jeg mistede min far for syv år siden, var jeg det mest ulykkelige menneske i verden (det følte jeg i hvert fald). Jeg syntes, at det var det mest urimelige, at verden var noget møg, og at ham der Gud, som manglede en engel eller en stjerne, eller hvad de nu alle sammen sagde, at han manglede, han kunne skride af h…. til. For jeg manglede min far. Jeg manglede en af de få mennesker, jeg altid har kunne regne med uanset, hvad jeg havde lavet, sagt eller gjort. En af dem, der fik mig til at føle, at  jeg var noget specielt. En af dem jeg elskede. Så ja, jeg kunne ikke rigtig se meningen på det tidspunkt. Det kan jeg i øvrigt stadig ikke, men jeg har lært at leve med det. Min pointe: Det er uden tvivl det værste, der er sket i mit liv, og mine rigtig gode venner var der for mig nat og dag, uge efter uge, måned efter måned (det var min familie selvfølgelig også). Mine barn- og ungdomsvenner kendte min far og forstod, hvad jeg havde mistet. Jeg behøvede ingen forklaringer.

Jeg er ikke altid let at have med at gøre, jeg er faktisk møgbesværlig nogle gange. Det vil min familie og mine nære venner uden undtagelse skrive under på, men så opvejer jeg det med et par andre gode sider, tror og håber jeg. Noget må jeg jo gøre rigtigt, når jeg har så gode venner, som tilfældet er. Jeg har faktisk ikke ord for, hvad de betyder for mig. Jeg ved bare, at jeg ikke kan undvære dem, og det kommer jeg aldrig til at kunne. Og uanset, hvor jeg flytter hen i verden, vil de altid have en særlig plads i mit hjerte. Det vil min hjemby også, da det jo er her, jeg har en masse gode minder fra med de fleste af dem, jeg elsker. Lugtene, lydene – det er her filmen fra mine barn- og ungdomsår er optaget.  Nogle rejser til verdens ende for at flygte fra deres rødder og deres fortid, men ikke jeg. Jeg er stolt af mine rødder og min fortid og uanset, hvor jeg befinder mig i verden, vil jeg elske den lille – lidt til tider kedelige – by, hvor jeg altid vil føle mig velkommen.