Måned: januar 2015

Bonderøv med finger på pulsen

Jeg slog for sjovt ordet ’provins’ op forleden. Det er defineret på flere forskellige måder, men ét sted stod provinsen defineret således: ’Den del af et land, som ligger uden for hovedstadsområdet’. Det passer vel meget godt på, at mange københavnere mener, at alt uden for København er provinsen. Et andet sted stod der: ’Et geografisk område, man synes savner betydning og er tilbagestående, ofte i en bestemt henseende’.

Det er da en ret tankevækkende definition. Selvfølgelig kan fx København noget, provinsen ikke kan, men det betyder vel ikke ligefrem, at provinsen savner betydning eller? Provinsen kan jo også noget, storbyen ikke kan. Men jeg er nu alligevel ikke et øjeblik i tvivl om, at mange faktisk opfatter ’provinsen’ som et lidt negativt ladet ord, desværre.

Vest for Valby Bakke – et No Go

Flere af mine venner i København er stadig skrækslagne ved tanken om at bevæge sig vest for Valby Bakke. Det sjove er, at langt de fleste af dem selv er født og opvokset i provinsen, men tanken om at flytte tilbage, giver dem hjertebanken og åndenød. De kan sagtens tage til alverdens afkroge, så længe det er afkroge i udlandet, så er det jo bare spændende og sådan lidt ‘hipsteragtigt’. Men provinsen i Danmark, aaaaargh der strammer vi den vidst. Der er af en eller anden årsag længere fra København til provinsen, end der er fra provinsen til København, eller?

”Hvad vil du i provinsen, der hører du da ikke til?”, spurgte de, da jeg flyttede. Men jeg var ligeglad. Nej, det er løgn. Jeg var ikke ligeglad. Jeg var glad. Glad for det valg, jeg havde truffet (og det forholder sig jo nu engang også således, at netop sådan et valg, kan man ændre, når man har lyst). Jeg havde på det tidspunkt fået nok af biler, mennesker, smog, bygninger, larm og køer (ikke dem, der siger muh). Jeg skulle væk fra byen og dens forurening – ud i naturen. Men ved I, hvad jeg også skulle væk fra? Småborgerligheden. Ikke fordi småborgerligheden ikke eksisterer i bedste velgående i provinsen, for det gør den da. Men jeg kan godt lide, at man i provinsen ofte står ved det. Der bliver ikke lagt skjul på det provinsielle. Det gør der i København.

Jeg har rigtig mange venner i København, og jeg holder af hver og en, men mange af dem bliver, som sagt, nærmest traumatiserede, hvis man nævner at flytte tilbage til provinsen. Mange af dem har også en teori om, at de er lidt mindre småborgerlige, lidt smartere end, hvad man er i provinsen, for ’derude’ har man da slet ikke fingeren på pulsen. Der bliver man pr. automatik en bonderøv. Men københavnere er også provinsielle.

Småborgerligheden lurer bag facaden

Officielt er der jo ingen grænser for, hvor frisindet, kosmopolitiske og politiske korrekte man er i København, men bag facaden lurer småborgerligheden – præcis som hos alle bonderøvene. Vi er sgu’ alle sammen lidt småborgerlige, når det kommer til stykket – i hvert fald på visse områder. Og mht. at være snæversynet, er det åbenbart noget, provinsboere hidtil har haft eneret til at være, i hvert fald ifølge de københavnere, der er så hipster, at de ikke kan forstå, hvad man laver lidt væk fra byen. De er nærmest ved at kaste op ved tanken om, at man frivilligt har bosat sig en times tid fra København. Det sjove er, at mange i provinsen forstår deres valg mht. at bo i København. Hvem lider i virkeligheden under at være snæversynet?

Jeg har nævnt det før, og jeg nævner det igen. Det, jeg godt kan lide ved at bo på landet, er naturen. Det handler om årstiderne, stjernerne på himlen (som man rent faktisk kan se herude), stilheden, skønheden, freden og den friske luft. Det giver plads til alle mine tanker (og dem er der mange af). Sådan en weekend som denne, hvor sneen ligger tykt, er det en kæmpe gave at have store kælkebakker i baghaven, når man har en datter på fire, der ikke kan få nok af sne og udendørsliv i det hele taget.

Frisindet på retur

København var engang kendt for sit frisind, det frisind er, i min optik, forsvundet mange steder i København. København har forandret sig. Nu vil jeg lige tilføje, at jeg elsker København, og altid vil gøre det. Der er mange fantastiske ting ved vores hovedstad, og jeg kan bestemt ikke udelukke, at jeg vender tilbage. Men København er blevet pænere, og pladsen til de skæve eksistenser er blevet mindre mange steder i byen. København er jo i virkeligheden mange steder små nydelige bysamfund – provinsen om igen. Små provinsielle samfund med (egne) regler –  også de uskrevne af slagsen. Måske er der i virkeligheden lige så mange skæve eksistenser i provinsen efterhånden?

Hipster-tosser

Fiskeren her kunne være inspiration for hipsteren.

Apropos hipster og have fingeren på pulsen. I min verden er hipster et udtryk for utrolig seje mennesker – i hvert fald ifølge dem selv. Den letteste måde at spotte en hipster på, er ved hjælp af deres udseende, da de alle sammen har deres egen helt unikke tøjstil. Desværre er problemet, at den helt unikke stil har det med at sprede sig som ringe i vandet, og på den måde skabe en ny mode. Ergo er det altså ikke særlig unikt længere. Det har man vidst bare glemt at fortælle hipsterne.

Vi mennesker er nogle sjove nogle. Vi vil gerne passe ind sammen med de andre, men vi vil samtidig gerne adskille os og være lidt unikke og ikke helt som de andre. I virkeligheden handler det vel om, at vi ofte higer efter at være det, vi ikke er, og det vi er, tager vi ofte afstand fra…

 

 

Faxe har overtaget pladsen

I forbindelse med mit indlæg om ‘fede kommuner’ i søndags, var der en venlig sjæl, der sendte mig nedenstående link (flot, den artikel kunne jeg så ikke selv finde). Artiklen er fra 2014, og undersøgelsen fra 2013, men det er den nyeste, jeg har kunne opstøve pt.  Men det betyder jo, at tallene sagtens kan have ændret sig, siden undersøgelsen blev lavet. Just saying… Nå, men ville da lige dele med jer andre.

For mit vedkommende er jeg glad for, at den kommune, jeg bor i, nu ikke længere kan ‘prale af’ titlen ‘Den fedeste kommune’, men samtidig er det sørgeligt at se, hvordan tallet af overvægtige desværre stiger mange steder i landet. Man er jo ikke ‘fredet’ bare, fordi man ligger nr. tre eller fem. Faktum er, at der er alt for mange svært overvægtige i Danmark, og det skal der gøres noget ved. Men det er jo ikke raketvidenskab, jeg her deler ud af, for vi ved det jo godt. Spørgsmålet er så bare, hvad vi gør ved det…

Nå, men nedenstående link er som sagt, hvis I har interesse i at læse lidt mere om ‘tunge’/’fede’ (kært barn har mange navne) kommuner i Danmark.

http://www.tveast.dk/artikler/faxe-er-sjaellands-tungeste-kommune

Fed, men ikke på den fede måde

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med sund kost og motion, og det er mange af mine venner og bekendte også. Sjovt nok, da det er virkelig ’hot’ (indrømmet, nogle gange lidt for hot) at have fokus på netop de områder. Jeg havde i den forbindelse en sjov samtale med en veninde  går. Jeg havde læst en opskrift på ’træstammer’ (de der romkugleagtige nogle fra bageren) på Facebook, men hvor alle ingredienser var skiftet ud med sunde alternativer, så selv fitnessdronninger kan spise dem.

GojiChoko. Foto: Stine Rønnow.

Men her er problemet. Hvis jeg vil have en ’træstamme’, så er den altså ikke lavet af figner og mandelmel (eller hvad det nu er, man bruger). Dermed ikke sagt, at jeg ikke vil have de sunde alternativer, for det vil jeg rigtig gerne, og jeg vil også meget gerne smage alle de sunde spændende ting, som kreative hoveder finder på, for jeg vil gerne leve sundt. Men det skal ikke være forklædt som noget, det ikke er. For vi ved jo alle, at der ikke er tale om en ’træstamme’, men derimod et sundt alternativ til en usund kage fra bageren, og jeg er vild med, at der er et alternativ. Men jeg er ikke vild med, at man kalder ting for noget, de ikke er. Som en ven sagde til mig; ‘træstammer’ er det, bageren fejer op fra gulvet og vikler marcipan rundt om’. That’s it. Low Carb ’træstammerne’ smager rigtig godt, men det er ikke ’træstammer’. Ligesom jeg kunne nævne hundrede andre ting, der udgiver sig for noget, det ikke er. Det er da fantasiløst. Vær dog lidt kreativ, og giv tingene deres eget navn!

Den fedeste kommune

I 2011 blev den kommune, jeg pt. bor i kåret som Danmark fedeste kommune – og ikke på den fede måde. Altså ikke fordi, det er den fedeste kommune at bo i, men fordi det var (er? har ikke kunne finde nyere tal) den kommune med flest overvægtige pr. indbygger. Det er jo ikke særlig fedt. I 2011 var 46,7 pct. af den danske befolkning overvægtig ifølge Statens Institut for Folkesundhed. I Kalundborg Kommune var tallet 56,1 pct. Kommunen var også den kommune, hvor man spiste mest kebab og mest kage. Ligesom det var den kommune, hvor der boede flest ufaglærte. Og det kan vi nok ikke benægte har en vis sammenhæng.

Jeg vidste det egentlig godt (og det gjorde mange af jer nok også) – at der selvfølgelig er en sammenhæng mellem uddannelse og fedme. Men jeg har netop læst en analyse fra Sundhedsstyrelsen, og fået det endelig bekræftet. Det gav mig lyst til at skrive det her blogindlæg om motion og kost, fordi jeg faktisk tror, at der mange steder er sket et holdningsskifte til netop kost og motion. Jeg tror, at man blot siden 2011 har ændret kost- og motionsvaner mange steder – også i provinsen. Ligesom ’det’ først sker i  New York, London og Paris, så sker ’det’ som regel også liiige lidt før i København end i provinsen. Sådan er det, og sådan har det altid været, hvad enten vi vil indrømme det eller ej.

Nå, men for nogle år tilbage begyndte vi alle at snakke om fedme-epidemi i den vestlige verden. Det hele begyndte vel med de ’fede amerikanere’. Engang talte vi nemlig alle om, hvor tykke mange mennesker var i USA, i dag snakker vi om, hvor tykke mange mennesker er i hele den vestlige verden, herunder også i Danmark. Vi kalder det en epidemi, fordi den i løbet af en kort årrække har bredt sig til et meget stort antal mennesker i den vestlige verden – akkurat som mønsteret har været med tidligere tiders smitsomme sygdomme. Det lyder måske lidt vildt at sammenligne fedme med smitsomme sygdomme, men jeg tror, at I forstår, hvor jeg vil hen.

‘Æbleskiver’. Mel og glutenfri. Foto Stine Rønnow.

Uddannelse og (over)vægt

Uddannelse og vægt. Der er altså en sammenhæng mellem, hvor du bor, og hvad du vejer. Forskellene skyldes altså blandt andet uddannelsesniveau. En analyse fra Sundhedsstyrelsen viser, at danskere med en grundskoleuddannelse bliver tykkere og tykkere, mens akademikerne er langt bedre til at holde vægten. I Kalundborg Kommune, droppede mange unge, i de fremgangsrige år i 1990’erne og de tidlige 00’er, uddannelsen og valgte i stedet at tage velbetalte job som ufaglærte. Derfor har kommunen i dag en stor gruppe lavt-uddannede, og de ligger altså traditionelt i den uheldige ende af ryge- og fedme-statistikkerne. Og det er helt sikkert ikke den eneste kommune, hvor man kender til den problemstilling. Ovenstående tal hænger jo også meget godt sammen med, at Frederiksberg Kommune løb med titlen som den ’slankeste kommune’.

Men tilbage til den der holdningsændring. Der ER sket noget. Jeg kan se, hvor jeg bor, at mange flere dyrker motion, end tidligere. Der bor ca. 49.000 mennesker i kommunen, hvoraf ca. 16.000 bor i Kalundborg by. Alene i Kalundborg by er der fire motionscentre, to løbeklubber en cykelklub (og meget andet), men både motionscentrene, såvel som cykel- og løbeklubberne melder om øget medlemstal. Og det er ikke et enkeltstående tilfælde. Jeg ved, at tallene er magen til i flere andre provinsbyer, hvor jeg kommer og kender folk, der bor. Og det overrasker mig faktisk ikke. Alle vegne, hvor jeg befinder mig, møder jeg løbere og cykelryttere, og jeg må finde mig i at vente ved maskinerne i fitnesscenteret (i hvert fald, hvis jeg kommer på de ’forkerte’ tidspunkter). Folk i alle aldre, høje og lave, tykke og tynde er med på motions-bølgen. Ligesom fokus i høj grad også er på sund kost uanset, om du bor i provins eller storby.

Citronbrød - glutenfri. Foto: Stine Rønnow.

Citronbrød – glutenfri. Foto: Stine Rønnow.

Så nej, man spiser ikke kun kebab og kage i provinsen. Nogle af os har faktisk aldrig spist særlig meget kebab og kage. Man er blevet klogere (og forhåbentlig slankere og sundere). Men når det er sagt, at jeg godt klar over, at der altid vil være en del af befolkningen, der ikke bruger tid på motion ej heller har interesse i sund kost. Men den gruppe vil altid være repræsenteret alle vegne (i større eller mindre omfang). Uanset, kunne det være interessant at se, hvordan billedet i dag ser ud for hele landet, og om der er stor forskel på storbyen og provinsen, når vi taler kost og motion. Jeg ved nemlig ikke, om ’sund kost og mere motion –bølgen’ har ændret tallene markant, men jeg ville gerne vide det…

I kan i øvrigt se flere spændende opskrifter ved at klikke ind på ‘frkronnow’ på Instagram (hun har rigtige mange spændende opskrifter).

Provinsens madstjerner

I forlængelse af mit indlæg om mad for et par uger siden, tænkte jeg, at jeg lige ville dele deltagerfeltet i konkurrencen ‘Local Cooking 2014’ med jer.

 

Elmely Kro, Ugerløse. Vinder af ‘Local Cooking 2014’

Hvad enten du bor i hovedstaden eller provinsen, kan det jo være, at du kunne bruge et par idéer til, hvor du skal spise næste gang, du er væk fra hovedstaden, og netop befinder dig et sted i den sjællandske provins. Her er i hvert fald et par bud på gode spisesteder. Naturligvis ikke at forstå, at nedenstående er de eneste gode spisesteder på Sjælland, hvis du ser bort fra København og Nordsjælland, men det er da et sted at begynde.

 

Jeg har ganske vidst ikke været på nævnte restauranter selv (jeps, det er for dårligt), men når de ligefrem bliver anbefalet af madanmeldere på flere store aviser og magasiner, og deltager i konkurrencen ‘Local Cooking’, tænker jeg, at de har andet at byde på end, hvad provinsen desværre lidt for ofte også er kendt for – dårlig frituremad (men det findes nu også i rigelige mængder i storbyerne skal jeg hilse og sige).

For en god orden skyld, skal jeg lige nævne, at nedenstående liste er skrevet i tilfældig rækkefølge.

  • Restaurant Snekken, Roskilde
  • Restaurant Babette, Vordingborg
  • SuRi, Holbæk
  • Elmely Kro, Ugerløse
  • Svogerslev Hotel, Svogerslev
  • Hotel Falster, Nykøbing Falster
  • La Comida, Nykøbing Falster
  • Hotel Svalen, Hedehusene
  • Fuglebjærg Kro, Fuglebjerg

Genvejen til toppen

Jeg fik for et par uger siden en e-mail fra en sociologistuderende ved Københavns Universitet. Hun er i gang med at skrive speciale, som handler om de bevæggrunde som børnefamilier har for at bo i byen og for at flytte ud af byen. Hun var faldet over min blog i forbindelse med research til sit speciale, og kunne se, at det er nogle af de samme overvejelser, som jeg italesætter på min blog, som hun gerne vil undersøge. Specialet omhandler altså bevæggrunde for at bosætte sig hhv. på landet og i byen. For at kunne bruges som interviewperson skal man opfylde visse kriterier, og det er her, at det bliver tankevækkende. Jeg har selv indvilliget i at være interviewperson, men lovede samtidig, at hvis jeg kendte en eller flere, måtte jeg meget gerne spørge dem, om de også ville hjælpe.

Provinsen eksisterer ikke for akademikerne

Her kommer problemet (eller jeg ved ikke, om det ligefrem er et problem, men det er i hvert fald tankevækkende). Jeg kan ikke komme i tanke om én eneste, jeg kender, der opfylder kravene som interviewperson. Kravene er følgende:

  • De skal være børnefamilier med hjemmeboende børn.
  • Mindst én i husstanden skal have gennemført en lang videregående uddannelse.
  • Man skal have boet i København i en periode og derefter være flyttet ud af byen.
Der er ellers plads til et par akademikere i provinsen...

Der er ellers plads til et par akademikere i træerne i provinsen…

Enten har de, jeg kender, der har en lang videregående uddannelse aldrig forladt København, eller også er de flyttet tilbage til storbyen (eller udlandet), efter at have været bosat i provinsen i en periode. Jeg kender ganske vidst flere akademikere, der bor i provinsen, men så har de ikke længere hjemmeboende børn. Der er altså hele tiden et kriterium, de ikke opfylder. Jeg har virkelig tænkt, om det kan være rigtig. Jeg er klar over, at akademikere ikke ligefrem hænger på træerne i provinsen, men alligevel.

For god orden skyld vil jeg lige nævne, at jeg altså er ligeglad med, hvorvidt man har en ph.d. eller er ufaglært, håndværker, autodidakt eller noget helt fjerde. Det er bestemt ikke det, jeg dømmer folk på. Mine venner er en ’blandet landhandel’ (hvad angår både det ene og det andet), men det er da egentlig interessant, at alle mine venner, der har en lang videregående uddannelse, bor i København/Århus eller udlandet. Men når det er sagt, så er det et faktum, at mange provinsbyer skriger på akademikerne, men at akademikerne ikke vil til provinsen – hverken for at arbejde eller bo, hvis de kan blive fri.

I en undersøgelse fra 2012 lavet af Djøf, Ingeniørforeningen og Berlingske Nyhedsmagasin, hvor 1135 djøf’ere under 40 år deltog, ville 76 procent tage et job i København eller Frederiksberg Kommune, hvorimod kun 13 procent ville tage et job i Sønderjylland.
 22 procent kunne forestille sig at arbejde i Kina og 47 procent i USA.

 Akademikerne vil altså helst blive i København, og de vil hellere til udlandet og arbejde, end til provinsen.

For halvandet år siden skrev jeg netop en artikel i Sjællandske Medier om Novo Nordisk i Kalundborg. Her har man ikke problemer med at finde akademikere, men til gengæld bosætter de fleste ansatte akademikere hos Novo sig ikke i provinsen. De kører efter jobsene, og det er netop de højere lønnede jobs, der bliver kørt efter på Novo i Kalundborg.

Ifølge HR Director hos Novo Nordisk i Kalundborg, Jesper Amskov kører lidt over halvdelen af akademikerne på Novo Nordisk i Kalundborg – ud af en styrke på ca. 300 – mere end 40 km til job – altså Holbæk-området. Omkring en tredjedel kører over 90 km, altså Københavnsområdet. Det er altså relativt mange – en tredjedel, der vælger at køre over en time hver vej. Hvorimod hovedparten af operatørerne bor i nabolaget. Kun ti pct. kører omkring 40 km. og en enkelt eller to kører mere end 90 km.

Provinsen betyder hurtigere vej til toppen

Flere undersøgelser viser ydermere, at topledere med en lang videregående uddannelse klumper sig sammen i hovedstadsområdet og ved de større byer. Men i virkeligheden kan man gøre lynkarriere, og ligefrem hoppe flere trin på karrierestigen over, hvis man vover springet til provinsen, lyder rådet flere steder fra. Ifølge en opgørelse fra e-Statistik skal man i hovedstadsområdet helst have en lang uddannelse og mange års erfaring for at blive lukket ind på direktionsgangene. Mere end hver tredje topleder i hovedstadsområdet har taget en lang videregående uddannelse. I Århus, Odense og Aalborg har højest hver femte topleder en lang videregående uddannelse, og i store dele af provinsen har kun mellem fem og ti procent af toplederne en lang videregående uddannelse bag sig.

Der er selvfølgelig flere årsager til ovenstående, men en væsentlig faktor må klart være, at langt de fleste virksomheder har hovedsæde omkring storbyerne, så her samler de veluddannede topledere sig. Spørgsmålet er så ’bare’, hvordan gør man provinsen mere attraktiv for akademikerne? For i min optik er samfundet –  både i provins og i storby – bedst tjent med ’godt og blandet’, da forskellige udgangspunkter giver et mere nuanceret billede af virkeligheden.

OBS: Hvis du læser dette, og opfylder kriterierne for at være interviewperson, så mangler den specialestuderende stadig interviewpersoner til sit speciale. Hvis interesseret, henvendelse til mig, og jeg videreformidler kontakt…