Jeg slog for sjovt ordet ’provins’ op forleden. Det er defineret på flere forskellige måder, men ét sted stod provinsen defineret således: ’Den del af et land, som ligger uden for hovedstadsområdet’. Det passer vel meget godt på, at mange københavnere mener, at alt uden for København er provinsen. Et andet sted stod der: ’Et geografisk område, man synes savner betydning og er tilbagestående, ofte i en bestemt henseende’.
Det er da en ret tankevækkende definition. Selvfølgelig kan fx København noget, provinsen ikke kan, men det betyder vel ikke ligefrem, at provinsen savner betydning eller? Provinsen kan jo også noget, storbyen ikke kan. Men jeg er nu alligevel ikke et øjeblik i tvivl om, at mange faktisk opfatter ’provinsen’ som et lidt negativt ladet ord, desværre.
Vest for Valby Bakke – et No Go
Flere af mine venner i København er stadig skrækslagne ved tanken om at bevæge sig vest for Valby Bakke. Det sjove er, at langt de fleste af dem selv er født og opvokset i provinsen, men tanken om at flytte tilbage, giver dem hjertebanken og åndenød. De kan sagtens tage til alverdens afkroge, så længe det er afkroge i udlandet, så er det jo bare spændende og sådan lidt ‘hipsteragtigt’. Men provinsen i Danmark, aaaaargh der strammer vi den vidst. Der er af en eller anden årsag længere fra København til provinsen, end der er fra provinsen til København, eller?
”Hvad vil du i provinsen, der hører du da ikke til?”, spurgte de, da jeg flyttede. Men jeg var ligeglad. Nej, det er løgn. Jeg var ikke ligeglad. Jeg var glad. Glad for det valg, jeg havde truffet (og det forholder sig jo nu engang også således, at netop sådan et valg, kan man ændre, når man har lyst). Jeg havde på det tidspunkt fået nok af biler, mennesker, smog, bygninger, larm og køer (ikke dem, der siger muh). Jeg skulle væk fra byen og dens forurening – ud i naturen. Men ved I, hvad jeg også skulle væk fra? Småborgerligheden. Ikke fordi småborgerligheden ikke eksisterer i bedste velgående i provinsen, for det gør den da. Men jeg kan godt lide, at man i provinsen ofte står ved det. Der bliver ikke lagt skjul på det provinsielle. Det gør der i København.
Jeg har rigtig mange venner i København, og jeg holder af hver og en, men mange af dem bliver, som sagt, nærmest traumatiserede, hvis man nævner at flytte tilbage til provinsen. Mange af dem har også en teori om, at de er lidt mindre småborgerlige, lidt smartere end, hvad man er i provinsen, for ’derude’ har man da slet ikke fingeren på pulsen. Der bliver man pr. automatik en bonderøv. Men københavnere er også provinsielle.
Småborgerligheden lurer bag facaden
Officielt er der jo ingen grænser for, hvor frisindet, kosmopolitiske og politiske korrekte man er i København, men bag facaden lurer småborgerligheden – præcis som hos alle bonderøvene. Vi er sgu’ alle sammen lidt småborgerlige, når det kommer til stykket – i hvert fald på visse områder. Og mht. at være snæversynet, er det åbenbart noget, provinsboere hidtil har haft eneret til at være, i hvert fald ifølge de københavnere, der er så hipster, at de ikke kan forstå, hvad man laver lidt væk fra byen. De er nærmest ved at kaste op ved tanken om, at man frivilligt har bosat sig en times tid fra København. Det sjove er, at mange i provinsen forstår deres valg mht. at bo i København. Hvem lider i virkeligheden under at være snæversynet?
Jeg har nævnt det før, og jeg nævner det igen. Det, jeg godt kan lide ved at bo på landet, er naturen. Det handler om årstiderne, stjernerne på himlen (som man rent faktisk kan se herude), stilheden, skønheden, freden og den friske luft. Det giver plads til alle mine tanker (og dem er der mange af). Sådan en weekend som denne, hvor sneen ligger tykt, er det en kæmpe gave at have store kælkebakker i baghaven, når man har en datter på fire, der ikke kan få nok af sne og udendørsliv i det hele taget.
Frisindet på retur
København var engang kendt for sit frisind, det frisind er, i min optik, forsvundet mange steder i København. København har forandret sig. Nu vil jeg lige tilføje, at jeg elsker København, og altid vil gøre det. Der er mange fantastiske ting ved vores hovedstad, og jeg kan bestemt ikke udelukke, at jeg vender tilbage. Men København er blevet pænere, og pladsen til de skæve eksistenser er blevet mindre mange steder i byen. København er jo i virkeligheden mange steder små nydelige bysamfund – provinsen om igen. Små provinsielle samfund med (egne) regler – også de uskrevne af slagsen. Måske er der i virkeligheden lige så mange skæve eksistenser i provinsen efterhånden?
Hipster-tosser
Fiskeren her kunne være inspiration for hipsteren.
Apropos hipster og have fingeren på pulsen. I min verden er hipster et udtryk for utrolig seje mennesker – i hvert fald ifølge dem selv. Den letteste måde at spotte en hipster på, er ved hjælp af deres udseende, da de alle sammen har deres egen helt unikke tøjstil. Desværre er problemet, at den helt unikke stil har det med at sprede sig som ringe i vandet, og på den måde skabe en ny mode. Ergo er det altså ikke særlig unikt længere. Det har man vidst bare glemt at fortælle hipsterne.
Vi mennesker er nogle sjove nogle. Vi vil gerne passe ind sammen med de andre, men vi vil samtidig gerne adskille os og være lidt unikke og ikke helt som de andre. I virkeligheden handler det vel om, at vi ofte higer efter at være det, vi ikke er, og det vi er, tager vi ofte afstand fra…
