Måned: februar 2015

Medierne har længe svælget i idéen om ressourcesvage mennesker i provinsens mørke. Og ja, der er ressourcesvage i provinsens mørke, men det er der da alle vegne, vil du måske sige nu. Og ja, der er ressourcesvage alle vegne, men provinsen har fået en særlig status i den forbindelse, og det er der faktisk en grund til.

Vidste I måske, at på Lolland får hver femte borger i arbejdsstyrken førtidspension. Det er mere end fem gange så meget, som i fx Dragør. Og Lolland er ikke den eneste landkommune, som har mange førtidspensionister. Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsens undersøgelse har en lang række kommuner op mod 20 pct. af arbejdsstyrken på førtidspension. Det gælder for kommuner på Vestsjælland, Lolland Falster, Fyn, Sønderjylland og ved Limfjorden.

Langt de fleste førtidspensionister er lokale borgere, men enkelte kommuner melder også om en social trafik, hvor førtidspensionister fra storbyerne flytter på landet. På Lolland og Langeland er hver tyvende førtidspensionist tilflytter.  Det er da stof til eftertanke, da det jo desværre ikke bidrager til en bedre økonomi i yderområderne.

Vil gerne – tør ikke

De mennesker, der bor i ’udkantsdanmark’ oplever desværre øget utryghed og forringelse af levevilkårene. Hvor den danske stat ustandseligt står på spring for at øge væksten i København og de større byer med hospitaler, koncertsteder, metroer og anden infrastruktur, er det lidt som, at man har glemt udkantsområderne. Og det er jo netop udkantsområderne der, i den grad, har brug for både bedre infrastruktur og kulturliv.

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, er der mange, der strømmer til de større byer, men drømmen om livet på landet har alligevel stadig godt tag i mange danskere. Ifølge en undersøgelse fra YouGov vil hver 5. dansker, der i dag bor enten i større byer eller i hovedstadsområdet, gerne bosætte sig på landet. Hvis de drømme blev til virkelighed, ville befolkningstallet i yderområderne stige med næsten 50 pct.

Undersøgelsens resultat står jo, mildest talt, i ret skarp kontrast til den ret negative omtale, som yderområderne i Danmark får i medierne. Til gengæld passer den fint sammen med de undersøgelser, som Center for fremtidsforskning har foretaget. Deres undersøgelser viser nemlig, at mange danskere gerne vil flytte i hus med egen have, men frygten for krisen og yderområderne har stoppet dem.

Ifølge YouGovs undersøgelse, er detsærligt naturen, folk tiltrækkes af, når de flytter på landet, men de kræver også, at der er god infrastruktur, gode institutioner og hurtig internetforbindelse, der gør det muligt at arbejde hjemmefra, ligesom mobildækningen skal være i orden.

Undersøgelsen understreger jo egentlig, at yderområderne i virkeligheden er mulighedernes land, hvilket må siges at stå i kontrast til alle de negative historier om provinsen, man får serveret af medierne. Men vil vi bevare levende lokalsamfund i hele Danmark, venter en stor opgave forude for os alle, ikke mindst regeringen og kommunerne.

Vil gerne – må ikke

Jeg har talt med flere ejendomsmæglere, der fortæller mig, at de nærmest dagligt oplever, at folk har problemer med at få finansieret deres boligkøb i ’udkantsdanmark’. Der er købere til husene i ’udkantsdanmark’, men de får ikke grønt lys af ’finansministeren’, der er bange for ’udkantsdanmark’, men dog ikke siger det højt. Det bliver derfor begrundet med noget andet, men hverken bankrådgiverne eller ejendomsmæglerne er i tvivl om, at det skyldes ’udkantsdanmark’ – sørgeligt nok. De små landsbyer dør ud, og nogen er nødt til at gøre noget for at få gang i hushandlerne – og der har da været en del forslag fra politisk side til, hvordan man kunne gribe det an

Jeg håber, at den danske stat (og kommunerne) kan se nødvendigheden af en bedre infrastruktur mellem landsdelene, og det der internet og den der mobildækning – det skal altså dække ALLE steder, ikke visse steder på matriklen. Man kan jo ikke sidde ude på terrassen eller på børnenes værelse, fordi signalet dér er bedst. Ligesom vigtigheden af, at man ikke er stavnsbundet, det er jo netop derfor, at folk ikke tør købe, hvilket igen er en ond cirkel, fordi man så ikke kan sælge, og så kører den ellers i ring. Men hvordan får vi brudt den onde cirkel?

Jeg har tænkt mig at hive fat i en række politikere, for at tale med dem om netop ’udkantsdanmark’. Jeg håber, at kunne få nogle mere konkrete svar på, hvordan de tænker, at vi alle sammen løser problemerne i yderområderne i dag. For det er da vigtigt for os alle uanset, hvor vi bor, at vi har et Danmark, der fungerer som en helhed, og at der er muligheder og ikke blot begrænsninger – også selvom man bor i en mindre provinsby.

Jeg er egentlig lidt træt af det store fede klistermærke, som provinsbyer får klistret i panden hver eneste dag af en eller anden, der aldrig har sat sine fødder udenfor København. En, der mener, at han/hun skal fortælle lidt om ’udkantsdanmark’. Udkant af hvad? Af København eller? Ja, det må det være, for det kan i hvert fald ikke være i udkanten af fx naturen, hvor man kan se solnedgangen, solopgangen og stjernerne på himlen,  og hvor havet og skoven mødes, som den gode nabo, de er til os herude. For i den henseende, er ‘udkantsdanmark’ i den grad i centrum. Og det er trist, at ikke alle kan se det også.

Danmark er altså, som sagt utallige gange tidligere, mere end vores smukke hovedstad. Og ja, jeg er med på, at det hedder ‘udkantsdanmark’, fordi det er et begreb, man bruger om de kommuner/byer, der i særlig grad lider under urbaniseringen. Men det er et meget negativt ladet ord, og netop fordi, provinsen mange steder bl.a. har en meget smuk natur, som jeg selv holder meget af, og i øvrigt opholder mig meget i, synes jeg, at det er en skam, at man skal have påklistret et mærkat, der er så negativt, når provinsen er så meget mere end, hvad mange opfatter den som.

Urbaniseringen er absolut ikke et nyt fænomen, og kommer vel heller ikke bag på de fleste, men måske det kommer bag på de fleste, at Danmark faktisk er et af de lande i EU, som forholdsmæssigt har oplevet den største bevægelse fra land til by. Danmarks Statistik har bl.a. lavet undersøgelser, der viser, at befolkningen i byer med mindst 20.000 indbyggere er steget med 7,6 pct. siden 2009, mens befolkningen i landdistrikterne er faldet med 5,2 pct.

Dét, der nok foruroliger mig mest, er, at ingen rigtig gør noget ved det. Jo jo, vi snakker alle om det, især politikerne og de såkaldte eksperter, men der sker bare ikke rigtig noget. Man lapper sådan i det små her og der, men intet, der sådan for alvor fører til ændringer, der er positive for de mindre provinsbyer. Alt forsvinder fra provinsen, det være sig uddannelser, kulturelle tilbud, hospitaler skoler osv. Den der med, at alle skal have lige muligheder, den holder vidst ikke rigtig længere. Det pudsige er, at alle de politiske partier hævder at ville gøre noget, og de mener sågar flere af dem, at det er dem, der har haft et lovforslag om netop denne problemstilling; hvordan gør vi noget ved udvandringen fra provinsen. Jeg er ligeglad med, hvem der har fundet på det, men lad os nu se noget handling – alle snakker bare. Der mangler i den grad visioner! Det er ikke nok, at man river et gammelt faldefærdigt hus ned her og der, bygger seks km af en motorvej eller forbedrer internetforbindelsen. Selvfølgelig er det alle tiltag, der gør en forskel, men helt ærligt, så skal der altså tænkes større og mere langsigtet.

Problemet, som jeg ser det, er, at ofte er det  folk, der bor i byen, nogle af dem har aldrig prøvet andet, og de ved i virkeligheden ikke meget om livet i de mindre provinsbyer. De har de der briller på, hvorpå der står, at alle, der bor i provinsen nok går med flyverdragt og træsko og lytter til Kandis. Hver søndag går de til banko og kører på genbrugen. Men faktisk kan det tælles på en hånd, de gange jeg har mødt en voksen i flyverdragt (og tak for det i øvrigt), og det er altså heller ikke alle i provinsen, der kan lide Kandis! Den der med genbrugen, den holder måske, og hvad så?

Nu er der måske nogen, der tænker, hvorfor det er så vigtigt, at vi har både og. Storby og provins – både de større og mindre provinsbyer. Det skal jeg fortælle. Eller jeg skal fortælle, hvorfor jeg synes, at det er vigtigt, at vi poster penge i det projekt. Fordi diversitet er vigtigt i et samfund. Jeg er godt med på, at vi går mod tider, der betyder, at flere mennesker samler sig i større byer, men der findes faktisk også en del, der gerne vil bo væk fra storbyen – som fx holder meget af naturen. Ja ja, så kommer næste spørgsmål måske – hvorfor bliver de mennesker så ikke bare boende i provinsen, vi andre i storbyen, og alt er godt. Men det er det jo ikke. Der mangler i den grad tilbud til børn, unge og ældre i provinsen, giv dem nu muligheder i stedet for begrænsninger.

Igen, jeg er godt med på, at provinsen ikke skal kunne måle sig med vores hovedstad, når vi taler kulturliv osv., men er det for meget at forlange, at fokus rettes lidt væk fra København et øjeblik og ud i provinsen, hvor flere mio. danskere trods alt stadig bor – mange af dem vil rent faktisk gerne blive boende – helt frivilligt (tro det eller ej). Det er lavet undersøgelser, der viser, at mange gerne vil flytte på landet, hvis blot der er job at få. Men jeg kan faktisk godt forstå, at folk er utrygge mange steder i yderområderne. Det handler både om velfærd og den almindelig service generelt, men i høj grad også udsigten til at blive stavnsbundet, når man træffer en beslutning om at købe hus i provinsen – der er jo ingen, der siger, at det er for altid, men følelsen af, at mulighederne bliver taget fra en, er der ikke mange der bryder sig om. Og det bidrager ikke just til, at folk flytter til de mindre byer.

Jeg er nok ikke en af dem, der kan se mig selv bo, hvor jeg bor nu til evig tid, og nu vil du måske stille spørgsmålstegn ved, hvorfor i alverden jeg så ‘kæmper’ et slag for provinsen.  Det gør jeg, fordi jeg, uanset, hvor jeg bor, altid vil elske min hjemstavn, nyde at komme tilbage på besøg, hvis jeg ikke længere boede der – og ALTID være af den mening, at der skal være plads til forskellighed, også hvad angår storby og provins. Begge har sin charme, og det ville være en skam, hvis det hele pludselig bare flød sammen. Jeg er født og opvokset i provinsen, har boet mange år i storbyen, er kommet tilbage til provinsen igen. Jeg ved præcis, hvilke fordele og ulemper, der er ved begge steder – i min optik i hvert fald. Og jeg vil vove at påstå (med risiko for at få prygl), at har man ikke boet i en mindre provinsby, så ved man ikke meget om, hvilke udfordringer, men i høj grad også glæder, de mennesker, der bor der, har.

Dét, jeg i virkeligheden vel forsøger at sige, er, at man ikke nødvendigvis behøver at være for det ene eller det andet. Man kan sagtens elske begge dele. Sådan er jeg ret sikker på, at rigtig mange mennesker i virkeligheden har det. Og netop derfor er det på tide, at der for alvor bliver gjort noget, der sender provinsen i Danmark i den rigtige retning.  Mon ikke, at den kommende valgkamp også kommer til at handle om bl.a. provinsen og urbaniseringen?! Men ligesom med så meget andet, er det en kamp, vi skal tage sammen – for at vinde i hvert fald.

Jeg har længe, som i rigtig længe, som i mange år, undret mig over, hvad det er, der gør, at reality-tv er så populært. Altså, jeg forstår godt, hvorfor noget af det er populært, men så langt fra det meste. Danmark overrendes pt. af de der ’wanna be kendte’ og ’semi-kendte’. Jeg er relativt ofte i København, og sidst jeg var ude en lørdagaften med nogle af mine veninder, var jeg tæt på at dø af grin over den der ’star’-status, nogle mennesker (som hverken jeg eller resten af selskabet for den sags skyld anede, hvem var) mener, at de har. Hold nu op, hvor er København overrendt af den slags (måske jeg kommer de forkerte steder, og burde følge et par af mine venners råd og tage på bodega i stedet). Nå, men ‘den slags’ ser man alligevel ikke i provinsen, og tak for det. Meget savner jeg herude, men lige i dette tilfælde, er jeg ret godt tilfreds. Så hellere være en ‘bonderøv’ da.

Og det er altså ikke fordi, jeg skal spille en af de der hellige, der hævder aldrig at se tv, fordi de har vigtigere ting at tage sig til. Og hvis de endelig ser tv, er det kun nyhederne og politiske debatprogrammer, fordi de er åh så korrekte. Ja ja, bevares, dem er der nogle af, jeg er bare ikke en af dem. I øvrigt ser de ( i hvert fald størstedelen) også reality-tv, men enten vil de ikke være ved det, eller også er de ikke klar over det, men det kommer vi til. Jeg ser tegnefilm, håbløs romantiske kærlighedskomedier, åndssvage sjove film, tv-serier og science-fiction film. Om jeg lærer noget af det, næ, nok ikke, men det underholder mig. Og hvis reality-tv underholder en masse mennesker, er det vel også fair nok. Jeg undrer mig bare. Jeg er heller ikke egentlig modstander af reality-tv, jeg kan bare ikke rigtig finde underholdningsværdien i det meste af det reality-tv, der sendes i dag.

Nå, men, jeg har altså vigtige ting at tage mig til en gang imellem, såsom at slappe af foran mit tv. Men det er Netflix, der har overtaget mit tv. Det har det simpelthen, fordi der er så meget reality-tv på tv-stationerne i dag, at jeg er ved at blive sindssyg. Igen, jeg ser bestemt ikke kun dokumentarprogrammer om 2. Verdenskrig og fransk surrealistiske film med et snert af grønlandsk fangerkultur samt politiske debatprogrammer. Jeg ser da også ’ligegyldigt’ tv, udelukkende for underholdningens skyld. Men det er jo netop også underholdningsværdien, jeg sætter spørgsmålstegn ved, når jeg taler reality-tv. Jeg mener, jeg er jo godt klar over, at jeg ikke ligefrem bliver klogere af at se den slags. Det er vi enige om. Jeg ved også, at reality-tv sniger sig ind på mig indimellem, fordi jeg simpelthen bliver så chokeret over, hvad deltagerne gør og siger, at jeg er ’nødt til’ at se det. Men ærligt, interessen ryger altså efter et par min., og det gør den jo netop, fordi underholdningsværdien, efter min mening, er så ringe.

Faldt over denne på Anders Hemmingsens profil på Instagram – @andershemmingsen

Dengang da

Dengang, reality-tv tog sin begyndelse, var der ligesom en form for ‘berettigelse’ – der var jo en handling. De skulle yde et eller andet. De skulle lære et eller andet. De skulle kunne et eller andet. Indrømmet, de elementer rummer visse reality-programmer stadig i dag, men faktum er desværre, at de fleste reality-programmer i dag ikke handler om noget som helst. De kan ingenting (udover at sige virkelige uintelligente ting). De er ikke sjove. Der er ikke nogen pointe, morale, debat (giv mig dog et eller andet). Nogle reality-stjerner har endda formået at gøre en karriere ud af at deltage i det ene program efter det andet, fordi de evner at gøre sig selv til en historie. De evner at gøre et stort nummer ud af ingenting, og indrømmet – det er da smart. Den skal de have. For jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan blive så populær på, dét, der umiddelbart for mig, er ingenting.

Da den første Robinson Ekspedition dukkede op på de danske tv-skærme i 1998, var der mange, der mente, at reality-fænomenet var en døgnflue. Det var det så ikke. Næsten alle kanaler viser en eller anden form for reality-tv, men mange dækker det ind som værende ’reportage’. Mange drømmer om at blive kendte, og reality-tv er i dag vejen frem. De kæmper alle sammen hårdt for opmærksomhed. De gør, hvad de kan for at få den. De tjener godt på deres eget brand – dem selv. De skriver bøger, laver photoshoots, events, har blogs osv., og nogle af dem gør det godt. ’Reality-stjerner’ er mange steder defineret som værende ’ikke rigtige stjerner’. De har ikke noget særligt talent og er kun i cirkulation i en relativt kort periode.

Mange skelner mellem ’celebrities’, der er kendte for at være gode til noget, og dem, der blot er kendt for at være kendte. Reality-genren producerer i den grad ’stjerner’ med udløbsdato. Kun de ’bedste’ er i stand til at udskyde den, og det er dem, der formår at holde sig i mediernes søgelys (så pyt med, hvad de er i søgelyset for, så længe de er der). Nu er der måske nogle, der vil sige, at rønnebærrene er sure, og ja, det er de måske nok, men kun til en vis grad. Faktisk tager jeg hatten af for de mennesker, der har formået at gøre reality-konceptet til en levevej. Tænk at kunne ingenting og så blive populær på det. Fantastisk.

Der er sågar et prisuddelingsshow, der hedder ’Reality Awards’, som arrangeres af ugebladet Se og Hør (hvem ellers). Showet opstod sidste år som et oprør mod, at reality-genren overses ved de store tv-prisuddelinger. Hmmm, hvorfor mon? ’’Reality Awards’ kårer bl.a. ’Årets bedste bryster’, ‘ Årets største skandale’ og ‘Årets brandert’  – taler det i virkeligheden ikke for sig selv? Hvem i al verden, der er ved sit fulde fem, vil dog have en pris for det?

Hvad er reality-tv egentlig

Højtuddannede foragter typisk reality-tv som fx ’Paradise Hotel’. Det ses som plat og fordummende. Omvendt er der i ’smagseliten’ fx stor respekt for tv-debatter såsom ’Debatten’ og ’Deadline’. Programmerne ses som oplysende. Men egentlig er der vel ikke stor forskel på ovenstående programmer, og det vi alle kalder ’reality-tv’. Og så alligevel. Det er muligt, at det er en form for reality-tv, men ovenstående programmer understreger netop min pointe med at have en form for værdi, i det her tilfælde – et budskab, men igen det afhænger vel af øjnene, der ser. Uanset, politiske debatprogrammer er vel på et eller andet plan reality-tv for eliten, og de berettiger det med, at de gør det for en større sag, men i sidste ende, er de vel deltagere i en eller anden form for reality-program. Politisk eller ej, alt efter, hvem der er i studiet, kan den slags programmer næsten også være fordummende. Fælles for dem alle – de vil gerne ses, og hvem vil i virkeligheden ikke det? Spørgsmålet er blot, HVAD vi vil ses, kendes og huskes for.

Jeg har fundet ud af, at Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter (ja, det lyder kedeligt, men det er det faktisk ikke helt), har lavet flere interessante undersøgelser gennem årene. Fx har mange den idé, at vi bosætter os længere fra hjemegnen end, hvad tilfældet var tidligere. Men hvor langt vi bor fra, hvor vi er født, og hvorvidt den afstand er uafhængig af, hvor i landet, vi er født – de spørgsmål har man bl.a. undersøgt. Ligesom man kan finde svaret på spørgsmålet om, jyderne virkelig er ved at ’overtage’ København. Det er da ret interessant information, for forskellene er ret markante på nogle områder, og jeg har da også taget voldsomt fejl i visse af mine antagelser. Jeg troede fx, at langt færre boede tæt på deres hjemegn end, hvad tilfældet er.

Kærlighed til hjemegnen

Der bor i dag 90.000 færre personer i Jylland, end der er født. Udvandringen er sket fra alle landsdele, bortset fra Århusområdet (nordjyderne flytter heller ikke meget, men det kommer vi til), som tværtimod oplever en tilvandring (ligesom de andre større byer i Danmark).

Men i det hele taget, skal vi ikke undervurdere kærligheden til hjemegnen, da 2,3 millioner af danskerne faktisk bor mindre end 10 kilometer fra, hvor de er født. Jeg er ret sikker på, at det må være de sociale netværk – venner og familie, der har stor betydning for os. Men jeg er ydermere ret sikker på, at det høje tal også indikerer, at mange er knyttet til selve området, hvor de er vokset op – simpelthen fordi det er trygt. Faktisk viser tallene også, at 3,1 millioner af danskerne, altså 63 pct. bor i samme landsdel, som de er født. Det er altså pænt mange…

Jyderne overtager ikke København lige med det samme

Man har i mange år sagt, at jyderne overtager København på et tidspunkt, og at de er godt i gang, men det passer faktisk ikke. Mindre end en femtedel af Københavns indbyggere er født i Jylland.

Undersøgelsen viser, at 78 pct. af befolkningen i København er født på Sjælland. 54 pct. af befolkningen i København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør stammer oprindeligt fra området. 33 pct. af borgerne i hovedstaden er født i Københavns omegnskommuner. Tallene viser, at kun 75.000 af personerne, der er bosat i København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør er født i Jylland, hvilket svarer til 17 pct.

Jeg var ret sikker på, at tallet var højere, men det viser vel bare, at man har en vis tendens til at tro på de små historier, der opstår rundt omkring, uden egentlig evidens for de forskellige udsagn.

Udover de ’rigtige’ københavnere, er det omegnskommunerne til hovedstaden, der har den største andel indbyggere i København – ti pct. Hvorimod tallet for personer født i Østjylland, er tre pct.

Der er faktisk i dag færre indbyggere i København, end der var i 1950’erne – det er da interessant. Jeg troede klart, at der var flere i dag. Det skal dog påpeges, at København er vokset befolkningsmæssigt de seneste årtier, og at dette ikke ser ud til at falde foreløbig.

I dag bor der 570.000 indbyggere i København, hvilket er 184.000 mindre end 1950. Der skal selvfølgelig tages højde for, hvordan man definerer, hvad København er. Definitionerne er jo ret forskellige afhængig af, hvem du spørger. Men her går jeg selvfølgelig ud fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters definition. Aabenraa Kommune i Sønderjylland er den kommune, hvor færrest bor tæt på deres fødested, nemlig 32 pct. Hvorimod nordjyderne ikke så gerne flytter – 80 pct. af nordjyderne er født i Nordjylland.

Arbejdsløse til provinsen

Nord for København er det sted i landet, hvor færrest af indbyggerne er født i nærheden. I Hørsholm hedder tallet fx 28 pct.. De høje boligpriser tiltrækker de mennesker, der har penge. En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser nemlig, at der generelt er en tendens til, at højtlønnede flytter til Hovedstadsområdet (herunder også Nordsjælland) samt Østjylland, mens arbejdsløse og lønmodtagere med lavere løn flytter til yderområderne som Vest- og Sydsjælland, hvor kun 72 pct. af tilflytterne i 2011 var beskæftigede.

Jeg ved, at det er et indlæg med mange tørre tal, men jeg synes, at det er interessant at se lidt fakta omkring alle de vandrehistorier,  der nu engang er – og hvoraf halvdelen er fri fantasi. Hvorvidt jeg selv er flyttet tilbage til min hjemstavn pga. sociale relationer, kærlighed til området eller andet, har jeg ofte tænkt over. Men det er nok i virkeligheden en god blanding. Jeg elsker naturen, hvor jeg bor, men mht. sociale relationer, er min famile ret spredt rundt om i landet (og udlandet), ligeså er mine venner. Det betyder, at uanset, hvor jeg vælger at bo, er der altid nogle, som betyder meget for mig, jeg vil savne. Men det er klart, at visse mennesker er vigtigere i mit liv end andre, og det vil da også være en faktor, der spiller ind i fremtiden mht., hvor jeg bor. Uanset, kan jeg dog – med hånden på hjertet – sige, at min hjemegn altid vil have en særlig plads i mit hjerte uanset, hvor jeg bor i verden.