Måned: maj 2015

For godt en uge siden kom jeg hjem fra USA. Jeg tilbragte en uge derovre – i New York og Washington D.C. Nu, skriver jeg ganske vidst Washington D.C., men egentlig bor mine venner langs Potomac River i Maryland ca. 45 min. kørsel fra D.C.  Dvs. de bor faktisk i en forstad til Washington D.C., men i USA bliver det betragtet som at bo i Washington D.C. , fordi afstanden er så lille. ’Lille’, siger jeg. Når amerikanerne siger ”det tager ikke lang tid, det er tæt på”, så svarer det absolut ikke til, hvad en dansker mener, er tæt på. Det tager ca. 45 min. at køre ind til D.C. centrum fra mine venners hus. Uden trafik 20 min., men der er altid trafik. En tur, de ikke regner for noget, da de er vant til afstande – det er alle amerikanere i øvrigt (men landet er selvfølgelig også en anelse større end Danmark). Mine venner bor i et smukt villakvarter ved floden, men vil du have noget fra et supermarked eller lign., må du køre efter det. Igen, ikke noget de ser som et problem ”det er jo bare ti min. i bil”.

Washington D.C., Maryland.

Washington D.C. downtown.

I Danmark derimod, betyder lige netop det, at man ikke har fx en kiosk nede på gadehjørnet eller i hvert fald i kort gåafstand, at man bor i provinsen, laaaangt væk fra storbyen. Her flyder provins og storby bestemt ikke sammen. Næ, bor du tre kvarter fra Rådhuspladsen, er du ‘bonderøv i provinsen’, med mindre altså, at du har valgt at bo i Nordsjælland. Så er du sjovt nok, på en eller anden måde, en af de ‘smarte’, og ’en del af København’ – eller i hvert fald tættere på, selvom det fra Nordsjælland til København centrum snildt kan tage en time eller mere, når der er meget trafik. Men næ, alt det andet, dét er provinsen – helt derude i ’udkanten’. Men det er Nordsjælland vel også, altså ’udkant’. Men der har altid været et eller andet snobberi omkring, at det lyder bedre at sige, at man bor i Rungsted end i Jyderup, og ferierer i Tisvilde i stedet for i Sæby, Svendborg, Bjerge eller et andet sted (der ikke er hipster). Men det er da provinsen alle steder, det kan vi vel blive enige om – mondænt eller ej.

Svendborg Strand er da ikke helt umulig heller, men det er jo ikke Tisvilde…

Nu jeg skriver ‘mondænt‘, er jeg simpelthen nødt til lige at komme med en indskudt bemærkning her. Det er muligt, at Tisvildeleje er mere ’hipster-agtig’ end fx Svendborg, Sæby eller Aabenraa, og det er jo åbenbart ret vigtigt i disse dage, men helt ærligt, det er altså på høje tid, at vi får en snak om det her ’hipster-fænomen’, for har titlen i virkeligheden ikke allerede tabt sin betydning? Alle dem, der ytrer, at de er ’hipster’, render jo i virkeligheden rundt som tosser og ligner hinanden ’se skæve unikke mig’. Deres projekt bliver ligesom besværliggjort (og latterliggjort) af, at flere hundredetusinde andre er i gang med selv samme projekt. Det samme gør sig gældende for byerne. Jeg synes bestemt, at Tisvilde er et dejligt sted, men kan ikke se, at byen har noget specielt, som man ikke finder i mange andre mindre byer ved havet i Danmark. Næ, det handler om, at nu er den by gjort til ‘darling’ af københavnerne for en stund, men alting (næsten da) har en ende. Jeg selv har sommerhus i nærheden af Skagen (det skal lige siges, at jeg elsker Skagen), men jeg kan røbe, at ikke ti vilde heste ville få mig forbi Skagen i ’uge-Hellerup’. Så vil jeg fan’me hellere vælte på en knallert i shorts – to gange. Af samme grund elsker jeg den stille by i Nordjylland, hvor mit sommerhus ligger. Her er også mange mennsker om sommeren, men her er plads til alle – hipster eller ej. Tænk, at gide at gå op i, hvilken by, der er det ’rigtige’ sted at opholde sig i, i stedet for rent faktisk at vælge stedet ud fra, om man holder af området og befinder sig godt der.

‘Hellerup-uge’ i Skagen.

Nå, tilbage til afstanden (Tisvildeleje ligger i øvrigt ca. en time i bil fra København). Tænk nu, hvis vi danskere kunne finde ud af at se anderledes på det. Hvis vi kunne se udover, at vi ikke alle bor midt i storbyen, men faktisk uanset, hvor man bor på fx Sjælland vel næppe er længere væk end, at det tager 1,5 time at køre til København. Har vi nogensinde tænkt på alle de fordele, der er ved at bo i et lille land med korte afstande? Det gælder naturligvis også de andre landsdele og deres større byer – Fyn i forhold til Odense, og Jylland i forhold til Århus og fx også Aalborg. Og ja, der er altid en udkant, det er der sgu’ nødt til at være, men ikke nødvendigvis i negativ forstand.

For få dage siden kunne man læse i Berlingske Tidende, at ’udkantsdanmark’ er i dyb krise. Artiklen handlede – surprise – om Sjælland. Jeg sværger, indimellem tror jeg, at medierne helt har glemt, at der findes noget, der hedder Fyn og Jylland, for ikke at snakke om alle de mindre øer – og at det også er Danmark. Anyway, i Berlingske skrev en journalist noget om, at det går skønt for København og skidt for resten af Sjælland, især Syd- og Vestsjælland. Ifølge journalisten i Berlingske er forklaringen på Sjællands ulykke, at mange industrier er lukket under kriseårene. Unge fra hele Sjælland rejser til København for at uddanne sig. Omvendt har København stødt de svageste borgere med laveste indkomster fra sig og ud til de sjællandske provinskommuner. Sammenlignet med København har Vest- og Sydsjælland næsten dobbelt så mange unge, der er ufaglærte.

Fanø Strand – synes umiddelbart, at den hamler op med stranden i Tisvilde – og de har Sønderho Kro.

Lønstrup Strand, Nordjylland er heller ikke helt dum, ej heller restauranterne i by og omegn.

Eller Vesterlyng ved Kalundborg og Havnsø – jeg kunne blive ved faktisk…

Det er bare ikke hele sandheden. Det går faktisk den rigtige vej mange steder i Syd- og Vestsjælland. Bl.a. har man på Novo Nordisk netop taget det første spadestik til en ny fabrik, hvilket betyder ca. 250 nye arbejdspladser i Kalundborg alene – og det betyder altså også jobs, der kræver videregående uddannelser. I Holbæk har man indtil videre i 2015 en lige så stor procentvis fremgang i befolkningen, som i Københavns Kommune – og det er ikke blot kontanthjælpsmodtagere, der søger kommunen. Ligeledes inden for den private sektor ser det godt ud i de fleste kommuner i Vest- og Sydsjælland. Jeg vil selvfølgelig ikke male et billede af, at alt er fryd og gammen i provinsen (eller i Danmark), da jeg ved, at man flere steder kæmper med bl.a. konsekvenserne af centraliseringen – jf. manglende arbejdspladser mm.

Men faktum er bare, at langt de fleste medier elsker at sovse rundt i, hvor skidt det går ’udkantsdanmark’ (og når de siger ’udkantsdanmark’, mener de jo nærmest alt vest for Valby Bakke). De fortsætter i samme rille, og har nærmest udråbt dig til at være medlem af ’Nedtursklubben’, hvis du bor i provinsen et sted i Danmark. Men de glemmer succeshistorierne i provinsen, der skyder op flere og flere steder. Hvorfor mon? Handler det ikke netop om, hvordan vi anskuer tingene – er glasset halvfuldt eller halvtomt?

I slutningen af april var jeg til premiere i Cinemateket i København på ’Verdens mest afslappende film’. Det lyder måske nok lidt pudsigt, men den er god nok. VisitVestsjælland står bag filmen, men i virkeligheden har de vel gjort noget, som VisitNordjylland eller en anden turistorganisation i provinsen i Danmark ligeså godt kunne have gjort. For det handler om at sælge naturen, og i dette tilfælde har man tænkt på den positive virkning, som naturen især har på stressede sjæle. Og natur er der jo netop masser af i provinsen rundt omkring i Danmark. Den ’vare’ har VisitVestsjælland klogelig valgt at ’sælge’ på en smart måde.

Nordjylland.

‘Verdens mest afslappende film’, som varer ca. 7 minutter, er filmet i skovene, på hederne, markerne og langs strandene på Sjællands Vestkyst omkring Slagelse, Kalundborg og Sorø. Den er baseret på en række interviews og anbefalinger fra eksperter inden for områderne som stress, musikterapi og mindfulness. Det hele handler altså om at tiltrække folk – i dette tilfælde til Vestsjælland. Men det kunne, som skrevet tidligere, ligeså godt være Nordjylland eller en anden del af Danmark med smuk natur. Målet er turisme, men også bosætning. Og netop bosætning er jo interessant set i sammenhæng med den stigende centralisering i Danmark (og resten af verden for den sags skyld).

Filmen er langsomme optagelser af naturen på Sjællands Vestkyst tilsat rolig musik komponeret til lejligheden. Det skal sænke pulsen på bl.a. fortravlede københavnere. Men kan en film på syv minutter med naturskønne billeder og rolig musik virkelig gøre travle mennesker mere afslappede? Og vil filmen kunne overbevise flere til at enten feriere i eller flytte til provinsen (i dette tilfælde Vestsjælland)? Det er et godt spørgsmål, men formålet med filmen er i hvert fald, at gøre travle byboere opmærksomme på de smukke naturoplevelser, der venter – i dette tilfælde – på Sjællands Vestkyst, samt den gavnlige effekt naturen har på stressede liv.

Vestsjælland.

Idéen er altså – med filmen – at illustrere, hvor stor indflydelse naturen har på vores psykiske og fysiske velbefindende.Førende eksperter er enige om, at symptomer på stress kan mindskes, hvis vi bliver bedre til at bruge naturen. Bl.a. er der videnskabeligt belæg for, at smukke naturbilleder, dvælende kameraføring og afdæmpet musik får folk til at slappe af. For at teste denne påstand, blev et testpublikum i Cinemateket udstyret med pulsure, for at kunne måle, hvorvidt filmen havde den ønskede effekt. Resultatet viste, at i gennemsnit faldt test-publikummets puls med ti pct., mens enkelte deltagere oplevede fald på helt op til 25 pct.

VisitVestsjælland håber, at regionen kan komme på verdenskortet som en slags refugium for fortravlede storbyturister. Samtidig med filmen lanceres et nyt website, hvor man også kan teste, hvilken type ferie man skal vælge for at slappe mest muligt af. På baggrund af testen får man en række forslag til aktiviteter og overnatningsmuligheder på Sjællands Vestkyst, for derefter at kunne sammensætte den perfekte ferie. Derudover lancerer VisitVestsjælland også en konkurrence, hvor man kan vinde et afslappende ferieophold på Sjællands Vestkyst.

Det er en interessant strategi Visitvestsjælland har lagt for dagen. Jeg er imponeret over tankerne bag, og er enig i, at provinsen netop skal sælge sig selv på den smukke natur, der nu engang er rundt omkring i Danmark. Men at lave en film om udelukkende naturen, havde jeg ikke tænkt på. Men filmen havde faktisk den effekt på mig, at jeg fik lyst til at opholde mig langt væk fra storbyens ræs for en stund, og i stedet bruge tiden i den smukke natur et sted. Den mindede mig vel også – i en eller anden grad – om, hvor smuk Danmark er mange steder, og hvor fantastisk naturen kan være i mange henseender.

Se filmen og lad mig høre, hvad du synes – og husk at deltage i Visitvestsjællands konkurrence om en afslappende ferie et sted på Vestsjællands kyst.

Link til filmen er her:

http://www.visitvestsjaelland.dk/verdens-mest-afslappende-film

Så er jeg igen danskeren i det store udland – denne gang i min favorit storby – New York. Fra første skridt jeg igen satte på amerikansk jord, er oplevelsen god. Det kan godt være, at nogle siger, at amerikanere er overfladiske osv., men venlige det er de altså altid. Man føler sig velkommen, selv uden det visum, som man skulle have haft i orden. Jeg havde selvfølgelig glemt at få en bekræftelse med på min ESTA (en form for visum til USA), som jeg havde ansøgt online, og også var blevet godkendt til, hvilket de kunne se i Københavns Lufthavn, men åbenbart ikke i JFK Lufthavn. Nå, men det betød et lille besøg på immigrationskontoret i lufthavnen, hvor jeg pludselig følte mig som en af de der kinesere, der illegalt har bragt krydderurter til landet, eller en af dem med de falske pas, man ser på tv. Nå, men jeg havde hverken falsk pas eller ulovlige madvarer med til USA, men fik af vide af immigrationsmyndighederne, efter at vi havde snakket lidt sammen, at normalt sender man folk tilbage, der ikke har orden i deres papirer og efterfølgende giver man det pågældende flyselskab en bøde for at have sendt mig af sted, hvilket man åbenbart ikke må, når papirerne ikke er i orden. Sådan er reglerne, og ’SHIT’ tænkte jeg (undskyld mit sprog, men det gjorde jeg altså).

Manden var dog flink, ville glemme reglerne og lave en ny ansøgning for mig, hvilket jeg selvfølgelig var dybt taknemmelig for. Selv under de forhold bliver man mødt af en venligt ansigt. Han kunne se, at jeg havde rejst i USA mange gange tidligere (hvilket jo bare gør mig endnu dummere – at jeg ikke havde tingene i orden), haft visum, da jeg boede der, og ellers ikke havde begået nogle ulovligheder, såsom at smide en bombe eller lign., mens jeg var i landet. For det er jo det ’morsomme’ – spørgsmålene man skal svare på, for at få adgang til USA. Ét er, at man sidder derhjemme foran skærmen og svarer på de her yderst åndssvage spørgsmål såsom, hvorvidt jeg har tænkt mig at udføre terrorhandlinger. Jeg mener, selvfølgelig har jeg ikke det, men hvis jeg havde, sagde jeg det sgu’ nok ikke til ham. Men at stå der face to face og skulle svare en mand, der tager spørgsmålene meget alvorligt, det kræver virkelig al koncentration for ikke at grine. Efter at have talt om Danmark, mit liv (han stillede ret mange spørgsmål), spurgte han endelig, om jeg søgte asyl i USA. Øøhhh, nej ikke ligefrem. Du har netop tjekket min baggrund grundigt. Du ved, at jeg har penge nok på mine kreditkort, du ved, hvad mit job er, kender mine familieforhold og ikke mindst, hvor jeg kommer fra, etc. – så nej umiddelbart er situationen i Danmark ikke til at søge asyl, og jeg tror ikke, at jeg bliver slået ihjel, når jeg kommer hjem, men tak fordi du spørger.

Nå, men efter vores meget lange samtale med immigrationsmyndighederne, fik jeg endelig lov til at rejse ind i landet – til min yndlings storby i verden, og jeg blev igen mødt af venlige og ikke mindst serviceminded folk over alt. Jeg var åbenbart lige ved at tage med en eller anden form for luksus taxa, der kostede knap 1.000 kr., hvilket måske nok lige er i overkanten for at komme fra JFK og ind til byen. Men jeg var trær. Jeg blev dog mødt af venlige og hjælpsomme mennesker (udover den chauffør, der forsøgte at ’tage røven på mig’). En mand kom over til mig og sagde, at jeg ikke skulle betale så mange penge for en taxa, og efterfølgende kom en anden dame over og sagde, at der kørte en shuttle fra lufthavnen til byen nu, hvor prisen var ca. 1/10 af førnævnte taxas pris. Egentlig havde jeg besluttet mig for en taxa, men det var et godt valg, da chaufføren kørte mig lige til mit hotel til trods for, at han egentlig kørte lidt væk fra sin rute. Alt det bare for at være venlig. Det kunne regelrytterne i Danmark lære noget af.

Udsigten fra Empire State Building, NYC.

Jeg havde et døgn alene i New York indtil, at jeg skulle mødes med min veninde og hendes familie, men jeg følte mig aldrig alene. Jeg fik et par gode snakke med skopudseren ved vores hotel, og blev ret gode venner med ham i ’Starbucks’. Derudover blev jeg inviteret til juleaften af en hjemløs (det kunne nu også ske derhjemme), og ellers blev jeg bare mødt med smil og venlighed lige meget, om jeg var på Manhattan, i Greenwich Vilage eller Upper East Side. OG det gælder også de ansatte i forretningerne – de er SÅ hjælpsomme.

Da jeg forlod byen med bus, blev jeg igen mødt af smilende amerikaneren, der delte deres ’Oreos’ og historier med mig. Til sammenligning kan jeg fortælle, at dengang jeg var studerende og ikke havde mange penge, tog jeg altid bussen til mine forældre i Jylland, når jeg skulle besøge dem, og der var der ingen, der nogensinde mæglede et ord til hinanden. For når vi danskere ikke kender hinanden, skal vi da passe på at tale til hinanden – det kunne jo være farligt.

Central Park, NYC.

De af jer, der har været i New York, eller andre steder i USA for den sags skyld, ved, hvad jeg taler om, når jeg siger, at amerikanerne bare generelt er venlige, hjælpsomme og serviceminded. Jeg er ked af at sige det, men danskerne kunne lære noget her. Jeg har tidligere skrevet om, at Danmark ikke just er kendt for god service. Og oven i hatten er Danmark jo ikke ligefrem et billigt land at besøge, så hvis både priser og service stinker, hvad skal turisterne så komme til Danmark for? Jeg siger det bare. København er verdens dyreste by at være turist i, så måske vi skulle veje lidt op for det ved at være venlige, når vi siger til turisten at en øl koster 60 kr. i Nyhavn.

Jeg skrev dengang, at nordjyderne vidste, hvad god service er i Danmark. Det mener jeg stadig, at de gør – set i forhold til fx københavnere, men heller ikke de når amerikanerne til sokkeholderne, hvad angår service.

En af mine venner, der rejser meget i hele verden, men vidst i særdeleshed i USA, skrev på et tidspunk et indlæg på sin Facebook-væg om, hvilke services vi danskere savnede i Danmark, som man kunne få i USA. Tråden på væggen blev lang. Meget lang. Og alle havde gode idéer til, hvad der burde være i Danmark, som de havde oplevet i USA.

Da jeg læste tråden, blev jeg for alvor bevidst om, hvad jeg længe havde tænkt, uden rigtig at ville være ved det. Danskerne er altså lidt håbløse, hvad angår god service. Nu skal det retfærdigvis lige siges, at jeg ved, at jeg generaliserer (og det hader jeg jo, når folk gør), men jeg har givet mig selv lov til det her, så på forhånd undskyld til de forretningsdrivende, som er dygtige og yder en god service til deres kunder. Men jeg har givet mig lov til det, fordi det altså er et problem i Danmark, som vi bør gøre noget ved. Vi danskere har et magelighedsproblem, og aner ikke, hvad god service er. Vi kan heller ikke finde ud af at smile til fremmede mennesker for slet ikke at tale om at hjælpe uopfordret. Jeg har på fornemmelsen, at det var noget, vi kunne finde ud af engang, og det skal vi tilbage til. Og det er muligt, at vi ikke skal tage ved lære af amerikanerne i alle henseender, men på det her område har vi danskere altså stadig en opgave foran os.

Provinsen, udkantsdanmark, den rådne banan, vandkantsdanmark osv. ’Kært’ barn har mange navne. Jeg har jo mange gange tidligere skrevet om den centraliserende tendens i samfundsudviklingen alle vegne. Den tendens, der betyder storbyer med rigtig mange mennesker og meget lidt plads, men også den tendens, der betyder affolkede landområder.

Findes der overhovedet udkanter i dette lille land, hvor man på få timer kan komme fra den ene ende af landet til den anden? Der findes jo også områder kun 40 km. fra centrum af København, hvor tingene også ser ud til at gå i stå. Områder, der tidligere havde et levende byliv, men hvor der i dag blot er en kirke og måske en brugsen og en skole tilbage. Og ja, der ulmer et oprør mod præcis denne udvikling, spørgsmålet er bare, om man kan stoppe udviklingen i det moderne samfund, og bør man forsøge at stoppe udviklingen, vil nogen også sige.

Regnestykket er jo vel i virkeligheden enkelt. På et eller andet tidspunkt vil der vel ikke være plads nok i byen, og folk vil blive trætte af mennesker, bygninger, trafik og kaos (med stress til følge)? Fraflytningen fra provinsen rundt omkring fører til, at institutioner nedlægges og infrastrukturen forsømmes. Er der overhovedet nogen, der tager fat om problemerne? Politikerne snakker og snakker, og bevilger en nedrivningspulje her og der, lidt bredbånd og fem km ekstra motorvej – det er, hvad finansloven rækker til. Men det rækker jo i virkeligheden som en skrædder i helvede.

Efter min mening, mangler der en stillingtagen til problemet fra politisk side. Men også en stillingtagen fra borgernes side, for jeg tror ikke på, at det lader sig gøre uden vores egen medvirken. Men en stillingtagen til, hvordan man vil løse det, hvis man overhovedet ønsker det? Træffer vi først en beslutning om, at vi vil hele Danmark som bosætningssted, som det har været tilfældet tidligere, følger også politiske konsekvenser. Men det er her, at filmen knækker for mig. Det ser nemlig ikke ud til, at politikerne på Christiansborg er klar over de konsekvenser, og det ser da slet ikke ud til, at de er villige til at tage dem, eller tager jeg fejl?

Hvert år ved denne tid bliver jeg forelsket i de danske rapsmarker.

For mig er troen på, at man – udelukkende via politiske beslutninger – kan vende en udvikling tilbage fra by til land og skabe vækstcentre i yderområderne utopi. Selvfølgelig kræver det politiske beslutninger, men det kræver først og fremmest ihærdige mennesker, der gider deltage i ’projekt Danmark’. Men det er måske i virkeligheden hverken muligt eller ønskeligt med eller uden politiske beslutninger og ihærdige mennesker? Danmark er jo ikke det eneste sted, hvor det der sådan ud – hele verden ændrer sig, og har i øvrigt gjort det længe.

Nogle mener, at det er en udvikling, som vi ikke skal beklage, men derimod være lykkelige over. Vi skal prise os lykkelige for, at de unge flytter til de store byer, og yderområderne (hvis man må kalde det yderområder, nu der ikke er nogen udkant?) affolkes. Det er angiveligt med til at sikre vores velfærd. Jeg kan bare ikke rigtig se hvordan? Men hvis man forsøger at ændre udviklingen, vil det så betyde tab af velfærd?

Jeg kan fx godt se, at det på nogle områder har været smart at centralisere det danske sygehusvæsen fra små provinssygehuse til store universitetssygehuse og mellemstore akutsygehuse. Selvfølgelig er det et stort tab for den enkelte by, der mister et sygehus, men centraliseringen var nok den eneste vej for at sikre bedre og hurtigere behandlinger. Og resultaterne er faktisk ikke udeblevet. Selvom der selvfølgelig også er minusser for centraliseringen af sygehusvæsenet i provinsen. Livstruende sygdomme i hjerte og lunger samt cancer behandles hurtigere og bedre på de højtspecialiserede universitetssygehuse. Flere overlever, og det i sig selv er vel bevis for, at centraliseringen her virker? Men det betyder vel ikke, at alt skal centraliseres? Og spørgsmålet er vel også, om kvaliteten ved det akutte beredskab er steget, eller det modsatte? Uanset, er faktum, at som det er nu, skabes der mange arbejdspladser i storbyen, og dermed kan folk, der ønsker at bo i provisen og på landet, ofte pendle til og fra job.

Det er måske naivt at tro, at man gennem politiske beslutninger kan eller skal vende udviklingen, så unge søger til fx Lolland eller Nordjylland? Måske er løsningen, at man i ’provinsen, udkanten, yderområderne’ har en god infrastruktur, herunder gode veje og kollektive transportmidler, god teledækning, lokale sundhedscentre,  skoler og ungdomsuddannelser osv, og så må der være en del pendlere til storbyen? Men hvorfor skal virksomhederne egentlig partout ligge i storbyen, når vi i dag har så meget fokus på, at vi moderne forældre arbejder for meget og ser vores børn for lidt. Skulle det gøre tingene lettere for os, at vi skal pendle og bruge et par timer udover fuldtidsjob på landevejen, inden vi kommer hjem og har tid med familien? Derudover er stress efterhånden en folkesygdom, og skulle pendler-samfundet dermed bidrage positivt til, at man så også kan stresse over at se børnene for lidt ifølge eksperterne, fordi man har job i storbyen, men har valgt at bo i provinsen eller på landet af den ene eller anden årsag. En årsag, der vel at mærke ikke altid behøver at være selvvalgt, men måske nødvendig, fordi man ikke kan sælge sit hus, eller ikke har råd til at betale, hvad det koster i København fx. Endelige kunne det også være, at man bare gerne ville bo ude i den friske luft, men er nødsaget til at tage job i storbyen, fordi det er det eneste sted, der er at finde job.

Den slags skulle der gerne være tid til sammen med børnene;-)

Måske man ikke kan skabe vækstcentre i yderområderne, og gennem politiske beslutninger vende en udvikling tilbage fra by til land, men jeg forstår altså helt ærligt ikke, hvordan tingene hænger sammen her? Hvis vi nu – rent hypotetisk – sagde, at infrastrukturen i provinsen var optimal, hvad skulle så forhindre virksomheder i at vælge provinsen frem for storbyen? Der er billigere husleje, mere plads. Jeg tror, det handler om et holdningsskifte. Hvis først infrastrukturen er i orden, handler det om at overbevise folk om, at det også kan være trendy at arbejde i provinsen. For det er, hvad det hele handler om. At være trendy. Som det er nu, vil mange ikke vælge job i provinsen, hvis de kan få i storbyen, af to årsager. Dårlig infrastruktur og fordi, det bare er en tand mere smart at arbejde i København end på Lolland. Men fjerner vi den ene årsag, er der blot tilbage at vise folk, at provinsen også er cool på sin helt egen måde. Provinsen mangler ’first movers’. Ligesom med alt andet, skal der være nogen, der gør det først – helst nogle af de smarte, for så følger resten efter. Sådan har det altid været, og det vil nok aldrig ændre sig.

Nogle gange kan man altså se tingene fra to sider. Det gør tingene så meget mere komplicerede. Og det er faktisk ligegyldig, hvad det drejer sig om. Det ville være lettere, hvis det hele var mere sort/hvidt – lettere, men ikke bedre. Hvis man udelukkende ser tingene fra en side, er den i vinkel, og ingen problemer på øverste etage. Nu er det bare sjældent, at en sag ikke har to sider. Eller nej, altså visse ting er jo sort/hvide, og almindelige tænkende mennesker ved, hvad der er rigtigt og forkert i de sammenhæng, og der er kun én enkelt side – den rigtige. Men at være sort/hvid i sine holdninger til alt, er langt fra tilfældet hos mig, hvilket jeg gætter på, er tilfældet for de fleste. Derudover har jeg en vis ‘evne’ til at analysere ting ud i en uendelighed – en fordel nogle gange, men skidt andre gange.

For nylig læste jeg om problematikken omkring at bygge langs kysten i Danmark, og der er åbenbart to virkeligheder i Danmark. København, der har vækst og muligheder for at bygge attraktive boliger helt ud til vandet, og så den del af provinsen, der ligger ved vandet, der modsat København, oplever afvandring og begrænsninger. De må under ingen omstændigheder nærme sig kysten. Eller dvs. sådan var det engang. For nu er loven lavet om, men det vender vi tilbage til.

Egen badebro og plads til båden få skridt fra lejligheden. Udsigt udover vandet. Det er ikke grænser for, hvor lækkert det kan blive – tilbuddet til de københavnere, der vælger at flytte ind i en af hovedstadens mange nye bydele, som netop er bygget på de tidligere havneområder. Så tæt på vandet, kan man ikke tilbyde hverken turister eller tilflyttere i provinsen.

Christianshavn, København

I provinskommunerne er det nemlig en helt anden sag. Der har altid været en begrænsning, der hed ’kystzonen’, der går 3 km ind i landet, og ’strandbeskyttelseslinjen’ på 300 m fra vandkanten. Selv hvis en kommune river et gammelt og faldefærdigt hus ned på et område tæt ved kysten, må man ikke genopføre et nyt til trods for, at netop det måske kunne trække tilflyttere til provinsbyerne ved vandet. Hver måned får København ca. 1.000 nye borgere, og kan ydermere forvente en meget stor vækst på næsten 30 pct. frem mod 2030. Provinsen derimod oplever mange steder en afvandring, hvilket giver store udfordringer for de mindre samfund.

En ny lov har imidlertid åbnet for byggeri i vandkanten. Ifølge nogle, kan det betyde ødelæggelse af vores mest unikke natur i Danmark. Ifølge andre kan det betyde, at vi får flere tilflyttere og turister til det hårdt pressede ’udkantsdanmark’. Jeg synes stadig, at det ord er latterligt, men det beskriver bare meget godt lige i dette sammenhæng, hvad problemet er – altså udkanten af et lille land i udkanten ef et kontinent, der mangler mennesker og liv (ikke kontinentet, men udkanten). Alle landets kystkommuner kan altså nu med vedtagelsen af den nye lov søge om dispensation til at bygge i kystnær zone – og inden for strandbeskyttelseslinjen. Omkring 10 forsøgsprojekter er allerede godkendt, og projekterne skal bl.a. skabe kyst- og naturturisme samt lokke udenlandske turister til. Det er planen. Men er det en god plan? Jeg ved det helt ærlig ikke. Det er her, jeg står i et dilemma, fordi jeg faktisk kan se tingene fra to sider, ahaaa.

Den smukke uberørte natur langs Lønstrup ved Vesterhavet.

Når jeg fx er i mit sommerhus og går en tur langs Vesterhavet, elsker jeg den uberørte natur. Jeg elsker den stride vind (jeg hader at få sand i øjne og mund, men skidt det hører med), jeg elsker, at der er plads, og jeg elsker, at der er natur så langt øjet rækker – uden menneskelig indblanding. Jeg tænker på de tidligere naturskønne steder, jeg har besøgt rundt omkring i verden, som nu er mere eller mindre ødelagt. Turister ødelægger den autenticitet, som de selv efterspørger. Det er ironisk. Jeg bliver bange for, at den nye lov kan betyde, at alle mulige pludselige knalder alt muligt grimt op her og der og alle vegne. Hvis man har været i fx Thailand, ved man, hvad jeg taler om. Flere steder kræver det blot 2 m2, og vupti står en bod med Coca Cola og Red Bull klistret op på den før så smukke hvide sandstrand med de svajende palmer og det krystalklare blå vand. Nu er der 58 boder og kiosker, og liggestole og parasoller pibler frem over det hele. Ikke at forglemme, at den slags også fører noget så hyggeligt med sig, som affald. Vi er nemlig stadig alt for dårlige til at rydde op efter os, og mange tror, at naturen er sådan et sted, hvor man bare smider tingene. Det er det så ikke, men held og lykke til den, der formår at få det budskab igennem til alle.

Men målet med den nye lov er altså, at hjælpe trængte udkantskommuner og lokke turister til. Jeg er klar over, at fordi man bygger lidt – og selvfølgelig pæne bygninger, behøver det ikke at betyde, at hele den danske kyststrækning bliver klistret til, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, om det så ikke blot er begyndelsen til enden på den smukke uberørte natur i Danmark?

Jeg kan godt forstå de udkantskommuner, der gerne vil gøre noget for at lokke turister og tilflyttere til, og dermed skabe vækst i lokalsamfundet. Og jeg kan sagtens se urimeligheden i, at en by som København kan bygge her og der og alle vegne langs vandet, og dermed tiltrække folk i endnu højere grad, end de måske gør i forvejen, hvorimod provinsbyerne mange steder i Danmark kæmper med udvandring og må se til, mens flere og flere institutioner og forretninger lukker i byerne – og turisterne, hvor er de? Jeg kan godt se, at man er nødt til at gøre et eller andet for at udligne den store forskel lidt, men er ikke sikker på, hvad der er det rigtige at gøre i dette tilfælde.

Strandene/kyststrækningerne i Danmark er vel på sin vis vores Amazonas, som vi har en forpligtelse til at beskytte. Vi kan vel ikke forlange, at alle ’de andre’ skal passe på deres regnskove, hvis vi selv destruerer vores naturskatte?

Solnedgang over Røsnæs, Vestsjælland

Men hvad skal den del af provinsen, der har den smukke kyststrækning, så gøre for at tiltrække turister og tilflyttere? Det er jo netop naturen, de kan lokke med. Det er jo netop den, København fx ikke har – i hvert fald ikke på samme niveau. Kunne man lave nogle regler, som der ikke blev dispenseret fra uanset hvad? Kan det lade sig gøre at bibeholde den smukke uberørte natur mange steder, og så stadig bygge langs kysten nogle steder? Mere vil jo som bekendt have mere, eller kan vi styre det? Jeg ved det ikke…