Måned: august 2015

Jeg blev ringet op forleden af en journalist, der var i gang med at skrive en artikel om det geografiske område, mange ynder at kalde ’Udkantsdanmark’. I den forbindelse skulle han have fat i nogle, som jeg, der er akademikere, har boet i storbyen, men er flyttet tilbage til provinsen. Han fortalte mig i øvrigt, at han selv var københavner, boede i København, men overvejede at flytte til provinsen. Hans spørgsmål gik – ikke overraskende – på, hvordan det er at flytte tilbage til provinsen, når man har boet i en storby. Derudover spurgte han mig om den klassiske mht., om der var ’ligesindede’ i provinsen for ’sådan nogle som os’. Misforstå mig ikke, han spurgte bestemt ikke på nogen hoven måde, men spørgsmålet optog og/eller bekymrede ham oprigtigt, da han henviste til, hvad man jo netop hørte i medierne om, hvordan folk i provinsen er ’anderledes’ fra folk i storbyen Og har man aldrig boet i provinsen, ej heller er derfra, kan man vel godt blive lidt bange for, om man vil passe ind i fællesskabet, når man hører, at folk ’derude’ er så anderledes fra det man kender i storbyen.

’Ufaglært’ er også et fy-ord i de ’finere kredse’, og vi kan da også hurtigt blive enige om, at uddannelse er en absolut positiv ting, og at vi alle gerne ser, at vores børn får en god uddannelse – det gør jeg da, og vil til hver en tid opfordre min datter til at få en uddannelse, men først og fremmest skal hun lave, hvad der gør hende glad. Nogle glemmer lidt, at det hele er et hjul, der kører rundt. Vores samfund er en stor symbiose, hvor den enkelte er vigtig. Hvis vi kun havde akademikere, ville det stå sløjt til, man kan jo ikke leve af fornemme ord og bøger. Uanset, betyder det altså ikke, at folk, der ikke har gået på universitetet eller CBS er dumme i nakken. Ligesom det heller ikke betyder, at man er racist, fordi man bor i provinsen (lidt skarpt sat op, men ikke desto mindre har man lagt ører til meget efter seneste folketingsvalg).

Nå, men det er jo ikke hans skyld, at mediebilledet tuder ørerne fulde på alle, der gider lytte, at provinsen er fyldt med en bestemt type mennesker, der som det mindste må være halvdumme og/eller racister, fordi mange af dem ikke har en længerevarende uddannelse og/eller stemmer DF. Men jeg er træt af, at vi deler Danmark så meget op i ’dem’ og ’os’. ’Dem’ i storbyen (København, måske Århus) og alle andre i større og mindre provinsbyer. For ja hver femte i Sønderjylland og Vestsjælland stemte DF ved seneste folketingsvalg, men jeg er faktisk ret overbevist om, at de fleste, der stemmer DF ikke er usympatiske racister, der ingen empati har for andre mennesker. Ligesom jeg er ret overbevist om, at de fleste, der stemmer rødt heller ikke er kommunister. Det glæder mig, at Danmark er så smukt repræsenteret af mange partier – alt lige fra den ene ’yderlighed’ til den anden, og tak for det. Det er vel også, hvad demokrati handler om.

Der, hvor jeg kommer fra, er ‘æblerov’ en del af kulturen – men vi deler…

Mine venner er ’godt og blandet’, både mht. politisk overbevisning, religion/kultur og hudfarve, og jeg vil tro, at halvdelen af dem, bor i provinsen. Ingen af dem er usympatiske, racister eller har mangel på empati for andre mennesker – tværtimod. De har blot hver deres overbevisning om, hvordan vi bedst klarer tingene, og håndterer de forskellige problemstillinger, vi hver dag møder. På Christiansborg er alle mere eller mindre gode venner (selvom medierne elsker at fremstille, at det modsatte er tilfældet), snakker sammen og diskuterer, hvordan vi sammen gør vores samfund bedst muligt for alle. Det er vel præcis det, vi andre bør afspejle? Jeg er langt fra enig med alle mine venner i mange ting, men det bliver vi ikke mindre gode venner af. Tværtimod er de med til at oplyse mig, og indimellem er jeg pludselig der, hvor jeg skifter mening pga. et godt argument, og ikke selv kan argumentere for det modsatte (det sker selvfølgelig sjældent). Men så rykker jeg mig en lille smule, ligesom tilfældet er for mine venner og andre folk, jeg møder på min vej, når jeg siger noget klogt (det sker jo så til gengæld ofte). 😉

Men jeg er ked af, at provinsen – og ikke mindst de mennesker, der bor i provinsen, får et mærkat klistret på ryggen bl.a. pga. mediernes fremstilling af, hvordan det er i provinsen. Jeg har boet i både storby og provins, og holder meget af begge dele. Derfor er det træls, når folk misforstår, hvad provinsen er. Og min oplevelse af provinsen er sådan set, at folk her er ligeså forskellige fra hinanden, som tilfældet er i København, der er blot færre mennesker i den enkelte provinsby. I det store hele afspejler provinsen vel forskelligheden i Danmark lige så fint, som tilfældet er for fx København. Det beder jeg medieverdenen huske på, når den ofte meget ensidigt beskriver provinsen, og ikke mindst de mennesker, der har valgt at bo der. De fleste journalister, der skriver om provinsen, fatter jo i virkeligheden hat af, hvad der foregår, da de sidder inde bag voldene i København og gisner om det ene og det andet ud fra, hvad de hører her og der – mest af alt rygter. Min opfordring er derfor til alle mediefolk, der skriver og/eller laver tv/radio om provinsen, men intet aner om den: Tag herud, her er ikke farligt, faktisk er her smukt, folk er søde, og vi vil så gerne have besøg – faktisk vil vi gerne have, at I bliver lidt længere 😉

OG vi har også juicebarer provinsen – tag den 😉

’Det moderne liv er ved at sprede sig fra hovedstaden til provinsen, mener nogle eksperter’. Årh, hold nu kæft. Ja, undskyld mig mit franske, men man lever jo altså ikke som i Middelalderen bare fordi, man bor en time (eller mere) fra Rådhuspladsen. Helt ærligt. Gad vide, om de der ’eksperter’, der har udtalt sig til – i dette tilfælde – Morgenavisen Jyllands-Posten nogensinde opholder sig i provinsen? Holder ferie i provinsen? Bor i provinsen?

Eksperterne mener altså, at man ikke er moderne i provinsen. Nå, men iværksætterne kan åbenbart godt lide provinsen – så meget, at flere og flere slår sig ned på landet. Det er billigere at starte egen forretning i provinsen, og med internettet er iværksætterne mere uafhængige af, hvor de fysisk er. Sidst men ikke mindst handler det om livskvalitet. Og nu siger jeg ikke, at livskvaliteten er højere i provinsen end i storbyen – eller vice versa. Men jeg siger, at for nogle er det netop et spørgsmål om højere livskvalitet at bo enten i provinsen, på landet eller i storbyen. Og gud ske lov for, at vi ikke alle vil det samme.

Eller dvs. de unge vil det samme – byen. Det har jeg jo skrevet om tidligere, men også vores nabolande har problemer med, at de unge flytter til de store byer med affolkning af deres store landområder til følge. Men det er i det hele taget en generel udvikling over hele verden, at byerne vokser hastigt, mens færre og færre ønsker at leve og bo på landet. Og sådan er udvikling. Det bør vi acceptere – på nogle områder i hvert fald. Men det betyder ikke, at de mennesker, der vælger landet eller provinsen til, og storbyen fra, ikke kender til det moderne liv. Det er jo en tåbelig udmelding fra ’eksperterne’.

Jeg ved ikke, om det har nogen betydning, at Danmark er et lille land, om det er lettere at sikre en mere jævn og ligeligt fordelt udvikling her, end i meget større lande? Det må tiden jo vise, men der er efterhånden en del ting, der tyder på, at udviklingen herhjemme er ved at vende. Danmarks største ejendomsmæglerkæde, Home, meldte  sidste år ud, at flere og flere, især yngre familier, bytter lejligheden ud med et fristed på landet. Den stigende efterspørgsel gælder både huse i provinsen, landejendomme og nedlagte landbrug – og det medfører, at priserne stiger. Køberne er både ældre med penge, og børnefamilier, der drømmer om natur, lys, stjerner på himlen og ikke mindst mere tid til hinanden.

En af mine venner i kornmarken, hvor hun bor i Lejre – flyttet til efter at have boet på Amager i mange år. Jeg er vild med det foto  – tak, Anne 😉 Fotograf: Mads Anthon.

Det kommer vidst ikke bag på nogen, at rigtig mange voksne mennesker savner mere tid til hinanden – børn, familie og venner. Der er lavet utallige af undersøgelser, der viser netop dette, og ’simple living fænomenet’, er en trend, der i de senere år er blevet meget populær i USA. Men fænomenet har altså også rodfæstet sig i Danmark. Det handler nemlig om at finde et lavere gear, tjene mindre og samtidig indskrænke sit forbrug for at få mere tid til sig selv, familien, vennerne og interesserne. Man har en drøm om, hvordan fremtiden skal være, men især nuet er vigtigt. Faktisk har ’trenden’ vel egentlig været her før, dengang det pludselig var in for mange ’storbysmennesker’ at købe et nedlagt landbrug, dyrke egne økologiske grøntsager og ellers nyde synet af, at ungerne rendte rundt i haven, og aftensolen gik ned bag markerne.

Jeg tror på, at alt kommer i bølger. Jeg er klar over, at centraliseringen er i fuld gang, men det betyder jo ikke, at man skal sidde med hænderne i skødet, uden at gøre noget ved de ting, som vi har indflydelse på – og det er ret mange ting, hvis blot vi vil – og tør. Men alt er i bevægelse, således også, hvad der er trendy. Og netop ’trendy’ er så afgørende for mange af vores handlinger (jeg siger ikke alle handlinger). Mange vil ikke være ved det, men de fleste ved, at de før eller siden vil handle ud fra samfundets normer, ud fra, hvad samfundet indikerer er ’in’ for øjeblikket.

For at vende tilbage til værdierne omkring tid til hinanden, er en af måderne at praktisere det på åbenbart at flytte på landet, til provinsen – et eller andet sted i yderområderne. Her er husene markant billige, og dermed bliver det muligt at arbejde mindre, som ca. halvdelen af danskerne, ifølge undersøgelser, faktisk gerne vil. Der er provinsens chance – grib den nu! Jeg ved, at udviklingen endnu ikke er vendt. Der er stadig en decideret fraflytning, især fra de unge, fra Danmarks yderområder. Men lige pt. tror jeg, at det er iværksætterne, man skal fokusere på. Det er ofte kreative mennesker med en idé, der starter egen virksomhed. Der bliver flere og flere, der hellere vil være selvstændige end ansatte, og langt de fleste har en videregående uddannelse. Det har længe været sådan, at der er flest iværksættere i hovedstadsområdet og i Østjylland omkring Århus, de to største byområder. Men det er da strålende nyheder, at antallet af iværksættere længere ude i provinsen er stigende. Og det er måske netop flere af den slags virksomheder, der kunne være med til at gøre en forskel for, hvorvidt flere højtuddannede ville vælge provinsen til og storbyen fra? En forskel for, at provinsen blev mere levende og måske endda set i et andet lys end, hvad tilfældet ofte er i dag? Hvem ved, mulighederne er mange…

Smukke Bjerge Strand.

Nye tal fra EDC viser også, at mange flere kigger på ny bolig i forhold til sidste år. Stigningen er markant større i regionerne uden for Hovedstaden, hvor der i 2015 er mellem 65 pct. og 85 pct. flere visninger af ejendommene på nettet i forhold til sidste år, mens stigningen ”kun” er 35 pct. i Region Hovedstaden.

Siden 1995 har landets yderkommuner haft et samlet fald i befolkningstallet på 5,5 pct. I landområder (byer og områder med mindre end 1.000 indbyggere) har udviklingen helt tilbage fra 1940 været én lang lidelseshistorie. Befolkningstallet i de danske landdistrikter er fra 1940 til 2013 faldet med 30,7 pct. Og det var især op igennem 50’erne, 60’erne og 70’erne, at den mest markante udvandring fra land til by fandt sted. Så centralisering er jo altså ikke noget nyt fænomen. Gennem 80’erne og 90’erne ændrede den offentlige sektor sig for alvor, børnehaver og skoler blev slået sammen i større enheder væk fra landet – mens de små købmandsbutikker osv. en efter en lukkede. Hvordan det ser ud i dag, behøver jeg vidst ikke at ridse op. Men udviklingen fortsætter. Spørgsmålet er så bare, hvordan håndterer man den udfordring bedst?

Så har der igen været party i provinsen. Ligesom tilfældet er så mange andre steder rundt i det danske land (især her om sommeren), har min hjemegn også en festival. Kalundborg Rocker har for 16. gang samlet en masse festglade mennesker, der har hygget sig med god musik fredag og lørdag i denne weekend. Der er blevet sunget, danset, drukket store fadøl og grinet i lange baner. Og det er virkelig hyggeligt at være en del af.

Find ‘Holger’. Sådan foregik min festival – arbejde. Men det var sjovt og hyggeligt, og jeg mødte en masse spændende og søde mennesker.

Når man har boet i København i mange år (og savner det på nogle områder), og er vant til, at der sker en masse, kan det være svært at vende tilbage til hjemegnen, hvor der sjældent sker det helt store. Den problemstilling er der sikkert mange, der kender. Til gengæld er folk i provinsen også rigtig gode til at feste, når muligheden byder sig. Og lige præcis derfor burde vi lave den slags arrangementer noget oftere. Jeg siger ikke, at det skal være på størrelse med en festival ej heller, at det skal være hver måned, men bare oftere, så der sker lidt mere herude, for her er jo egentlig ret dejligt herude på landet, der er bare lidt kedeligt nogle gange, og det kan vi jo kun selv gøre noget ved. Og når jeg siger ’herude’, mener jeg ikke blot den egn, hvor jeg kommer fra, jeg mener skam provinsen i hele Danmark. Nogle provinsbyer er så bare markant bedre end andre til at arrangere forskellige ting, men vi bør huske på, at vil vi have, der skal ske noget, må vi også selv levere en aktiv indsats. Vi bør i hvert fald være glade for, at der er nogle der gider stable sådan et arrangement på benene – det kræver en stor indsats, ikke mindst fra mange frivillige.

Den lokale slagter – Slagter Jacob –  er også på Kalundborg Rocker (gæt selv hvem af dem) 😉

Og nu jeg er ved emnet. Vi kan jo ikke alle arrangere koncerter osv., men vi kan bakke op om de arrangementer og muligheder, der pludselig dukker op. Fx skrev en af mine venner på Facebook, at hun var harm over, at så mange valfartede ud og ind af indgangen til festivalpladsen i denne weekend for at drikke medbragte drikkevarer i biler osv., i stedet for at støtte arrangementet. Hun skrev, at det jo lige netop er den slags, der gør, at ting ikke kan løbe rundt, og derfor drejer nøglen i sidste ende. Hun har ret. Ganske simpelt. Hvis vi vil have, at der sker noget, må vi også deltage og støtte aktivt på den ene eller anden måde.

Jeg fatter også hat af, at man i nogle villakvarterer, tæt på festivalpladsen, har klaget, så der nu, i den weekend, hvor der er Kalundborg Rocker, skal sidde en særlig parkeringstilladelse, hvis man parkerer på villavejen, og den kan man ikke få, hvis årsag til parkering er Kalundborg Rocker?! Årsag: fordi der i sølle to dage parkerer mange biler på vejen. Jeg bor selv lige op af en stor park, hvor der hvert år er cirkus en fire/fem gange om året. Og de dage, hvor der er forestilling, kan jeg da heller ikke få en parkeringsplads på min vej (men de fleste har vel i øvrigt også indkørsler), ligesom der holder biler klods op og ned af min have på græsplænen på den anden side af hækken (indimellem så jeg næsten ikke kan komme ud af havelågen), men det er få dage om året – helt ærligt, herregud. Og det er der, den går gal. Vi elsker at brokke os over, at der ikke sker noget i de mindre(halvstore) provinsbyer, men når der så sker noget, så skal vi også helst have noget at brokke os over.

Jeps, det er party i provinsen…

Så fik jeg luft for det. Men jeg fik altså også nogle enormt hyggelige snakke med mange af kunstnerne om, hvordan det er at spille i provinsen – for et relativt lille publikum kontra at stå på plænen i Tivoli og spille for 35.000 mennesker. Det kom der mange sjove historier ud af, da flere af kunstnerne jo selv er fra provinsen og/eller har spillet i by og på land i mange år. Det er ofte her om sommeren, at de virkelig kommer ud i krogene af Danmark – og de elsker det.

En hyggelig snak med ‘Ankerstjerne’. Foto: Henrik Johansen.

Fx sagde Michael Hardinger til mig, at han faktisk rigtig godt kunne lide en lille festival, fordi man på en eller anden måde var tættere med publikum. Derudover kan han ofte mærke lokalpatriotismen, når han kommer de små steder. Kalundborg er ingen undtagelse. Når Michael Hardinger Band spiller ’Costa Kalundborg’ eller den nye Kalundborg sang, som Michael Hardinger netop har skrevet, lyser det ud af folk, at det betyder noget for dem. At egnen betyder noget for dem – og det er vigtigt.

”Jeg kan i høj grad mærke lokalpatriotismen, og så betyder det noget for mig. Dermed ikke sagt, at det ikke er sjovt at spille på en stor festival eller til en stor koncert, men der er en anden følelse med herude, når det hele er mindre og mere lokalt.”

Michael Hardinger Band. Foto:Henrik Johansen.

Johan Olsen, der er forsanger i ’Magtens Korridorer’ og Liam O’Connor – bedre kendt som L.O.C. er begge enige om, at det er fedt at skulle arbejde lidt for sagen.

”Hvis man er hovednavn til en koncert, så er folk jo kommet for at høre os, men på en festival som fx Kalundborg Rocker, er folk kommet af forskellige årsager. Nogle vil høre Christopher, andre vil høre os osv., og jeg kan godt lide at skulle kæmpe lidt for at få publikum med. Når det er sagt, så var publikum fede herude, og vi spiller hellere end gerne herude igen. Det er en fest, og publikum er skønne.” (Johan Olsen).

Johan Olsen fra ‘Magtens Korridorer’. Foto: Henrik Johansen.

”Man kan ikke rigtig slappe af, og man er tvungen til at være på, men det gør ikke noget – tværtimod. Det er en udfordring. Måske jeg kan få nogles øjne/ører op for min musik. Det er klart, at på en festival er nogle kommet for at høre Christopher, andre GNAGS osv. Derfor er publikum meget blandet, og man skal arbejde hårdere for at få dem med. Men samtidig føler jeg også, at jeg er tættere på publikum på en eller anden måde, fordi det er en mindre festival. Repertoiret er selvfølgelig lidt anderledes til en koncert udelukkende med os kontra en festival, men vi forsøger nu alligevel at spille noget udover de gængse nr., som folk kender fra radioen.” (Liam O’Connor).

Han fortalte mig også halvt grinende, at han sang mere på sit nye album. “Min mor siger, at jeg godt kan, så derfor gør jeg det. På den anden side, min mor siger også, at jeg er en pæn fyr, men det siger hun nok bare fordi, hun er min mor.”

Liam O’Connor – bedre kendt som L.O.C. Foto: Henrik Johansen.

Også Peter A.G., der er forsanger for GNAGS er positiv over for konceptet de mindre steder.

”Vi har jo været her før, og det er altid hyggeligt og nede på jorden at komme herud. Egentlig er vi ligeglade med, hvor mange vi spiller for, så længe det er et interesseret publikum, og det er folk herude – de lever sig ind i musikken. Lige præcis dét, betyder meget for os.”

Peter A.G. – forsanger i GNAGS. Foto: Henrik Johansen.

Derudover er der noget andet, jeg bør nævne, som jeg rigtig godt kan lide ved Danmark. Vi er et lille land, og her er der ikke så megen plads til stjernenykker (selvom en enkelt indimellem vel nok lider af lige netop den sygdom). Forstå mig ret, jeg ved, at selvfølgelig er der flere af de kendte, der ter sig som om, de var lavet af et helt andet stof end os andre, og at populariteten klart er steget dem til hovedet, men det er så langt fra tilfældet for alle. Jeg mener, det er jo heller ikke USA det her, hvor flere mio. mennesker forguder et eller andet teenager-popidol (der sjældent kan synge). Her er det trods alt lidt mere dæmpede forhold, og tak for det.

Jeg har efterhånden interviewet mange musikere (stjerner, om I vil), både i kraft af mit nuværende job og min blog, men også tidligere, da jeg var ansat på kulturredaktionen på Morgenavisen Jyllands-Posten i København, og jeg har sjældent mødt folk med nykker. Det er mere undtagelsen end reglen. Jeg har i øvrigt heller aldrig rigtig forstået den der ’star-fascination’ – de er jo bare mennesker som alle os andre. Nå, men altså – ingen nykker, ingen dårlig opførsel – og det er jo, i min bog, sådan en ægte ’stjerne’ opfører sig. Og det er ikke fordi, jeg er tilhænger af ’Janteloven’ – af, at man ikke skal tro, at man er noget, for det ved vi vidst godt alle sammen, at jeg mener, at man skal – altså tro, at man er noget  -for det er man jo)! Vi er alle sammen noget, nogle synger og optræder så bare en anelse bedre end andre. Jeg selv – med min rustne stemme – er jo bestemt et talent, der bare venter på at blive opdaget (og jeg forstår virkelig ikke, at det endnu ikke er sket).

Jeg var i øvrigt så heldig at få lov til at låne billeder fra nogle dygtige fotografer, der var på Kalundborg Rocker – håber, at I nyder billederne ligeså meget som jeg…

Folk begynder at komme til Kalundborg Rocker 2015.

Fest & farver under Rasmus Seebach koncert, fredag.

L.O.C. gav et fantastisk show. Foto: Henrik Johansen.

Guitaristen fra ‘Magtens Korridorer’. Foto:Henrik Johansen.

‘Big Fat Snake’. Foto: Henrik Johansen.

Rasmus Seebach. Foto: Henrik Johansen.

Christopher. Foto: Henrik Johansen.

Oliver fra ‘Julias Moon’. Foto: Henrik Johansen.

Et løfte er et løfte. Og sådan et har jeg givet. Jeg har hørt, at det er blevet skønt vejr derhjemme – perfekt, regner med, at det holder et par måneder endnu (er jeg naiv)?

Jeg nyder Grækenland – lavet stort set ikke andet end at opleve spændende ting, sejle, få massage, spise god græsk mad, vandre i bjerge, bade i vandfald, pool og ved strand, shoppe, løbe, spille spil, læse bøger og ikke mindst er jeg sammen med min dejlige familie – og har TID sammen med dem – FANTASTISK!

Jeg beklager meget, men da jeg har givet min datter, Aura-Xenia et løfte – ikke at sidde ved computeren på vores ferie, og det har jeg faktisk holdt (på nær ét blogindlæg i sidste weekend, men det har hun tilgivet mig for (det blev faktisk skrevet, mens hun sov, så ingen led nogen nød), men det betyder, at jeg springer over bloggen i denne weekend.

Håber, at I, der læser med, tilgiver mig 😉 Og skulle I have lyst til at se billeder fra mange smukke steder i Grækenland (og alt muligt andet), kan I gå ind på min Instagram profil ‘gittekorsgaard’.

Anyway, nu vil jeg hygge mig med min familie og forsøge at komme over det der ‘ferie-syndrom’, inden jeg vender tilbage på job igen (jeg er ikke sikker på, at jeg helt kan ryste ‘ferie-dovenskaben’ af mig…

Nyd solen i Danmark, så nyder vi den i Grækenland 😉

En af de mange smukke strande, vi har besøgt…

Man skal kigge længe og grundigt efter guldet i grækernes pengepung, og man finder det nok, i mange tilfælde, ikke lige nu. Til gengæld skal man ikke lede længe efter den græske gæstfrihed – og det holder jeg af dem for. Gæstfrihed, lige præcis dét ord dækker så fint over, hvad grækerne er. Min datter hedder Aura-Xenia – ‘Xenia’ stammer fra græsk, og betyder faktisk ‘gæstfrihed’. Det vidste jeg nu godt (min farmor hed også Xenia), men har sådan ca. fået det fortalt en 700-800 gange af grækere, vi møder på vores vej. De spørger nysgerrigt til navnet med de græske aner, og fortæller derudover lange hyggelige historier om alt mellem himmel og jord. Jeg kan godt lide grækerne – de er så ’easy going’ og venlige. Og ja, det gælder også dem, der ikke sælger noget. Grækere har et eller andet autentisk og oprigtigt over sig. Uanset, hvor i Grækenland jeg har opholdt mig (og det er maaaange steder efterhånden), har jeg endnu ikke oplevet, at folk ikke har været gæstfrie og venlige for ikke at glemme den gode service, som man efterhånden, mange steder, skal kigge langt efter i Danmark.

Smukke enkle Grækenland.

Egentlig var Grækenland droppet denne sommer, og der var tanker og planer om steder langt borte, men vi kunne alligevel ikke helt slippe Europa, som jo også er skøn, og i særdeleshed har Grækenland nok en særlig plads i mit hjerte. Jeg tror, at jeg kan lide, at de er sig selv. Mange af de græske kvinder har til både gården og gaden, går ofte i en tøjstr. ‘næsten for lille’, men de er ligeglade, de hviler i sig selv på en eller anden dejlig befriende måde. Mange danske kvinder er så fokuseret på, at kroppen skal være slank og perfekt (mig selv inklusiv), og det er sgu’ ikke altid sundt at fokusere så meget på det. Det er livet altså for kort til.

Mig sammen med alle grækerne og deres farverige parasoller (jeps, har også købt to).

Jeg har rejst i mange lande, og har mødt gæstfrihed og venlighed mange steder, men dét jeg fx også holder af ved Grækenland, er, at der netop er plads til alle. Om du kommer ind på restauranten i lang kjole og stilletter eller cowboyshorts og undertrøje, behandler de dig ens. Eller sagt på en anden måde, turisten i badesandalen og den lidt for lille t-shirt, hvor maven stikker frem (ham, har vi vidst alle sammen mødt) bliver behandlet på samme måde som ham i den ulasteligt presset hørbuks og hvide skjorte med Ralph Lauren hesten på (ham har vi da også alle mødt). Her er intet snobberi, og det kan jeg lide. Jeg vil gerne tage en pæn kjole på og gå ud, men jeg vil også have lov til at gå rundt i mine slidte shorts og undertrøje med bikini inden under (hvis jeg nu pludselig skulle få lyst til at aftenbade, og det sker ret ofte) med strandhår, når jeg er på restaurant på min ferie, for det er ferie for mig. Jeg elsker det smukke solrige land, men jeg elsker grækerne lige så højt (ej at forglemme den græske mad) for at være, præcis som de er.

Søde, gæstfrie grækere – ALLE vegne…

Alle de gange jeg har rejst i fx Asien, har vi boet på lækre hoteller, hvor alt er nærmest perfekt. Vi var på Bali og i Singapore i  vinter, og det skal lige siges, at der skal jeg klart til igen. Det er bestemt ikke, fordi jeg brokker mig over luksus 😉 Alt var perfekt på hotellet – ved poolen og på stranden. Alt stod snorelige. Fine hvide træliggestole med ulasteligt hvide parasoller til. Kæmpe bamselinebløde hvide håndklæder i stakkevis, massage på store fine hvide futoner, afdæmpede mennesker med glade smil i fine velduftende, nystrøgede uniformer, og jeg kunne blive ved. Estetik så langt øjet rækker. Det var fantastisk, men ved I hvad? Alle de farvestrålende parasoller, liggestole og håndklæder på stranden, grækeren, der råber lidt for højt, men med et glimt i øjet, deres uorden, og igen jeg kunne blive ved – det er også fantastisk – bare på en helt anden måde.

Alle farver og former (den med skibene er selvfølgelig vores) – bliver glad i hatten…

Jeg forstår faktisk ikke helt, hvordan de gør, det der med service, men de formår, til trods for en milliard trillion turister (der nok indimellem er temmelige belastende) sommeren over, at forblive smilende, hjælpsomme, og ikke mindst gæstfrie. Selvfølgelig er grækerne ikke dumme, turisme er en vigtig indtægtskilde for landet, og nogle vil måske sige, at netop derfor magter de det. Men jeg erklærer mig kun delvis enig heri. De magter det også, fordi sådan er grækere bare – lige til.

Uanset, vi danskere har meget at lære, hvad angår service (det har jeg vidst sagt en gang eller to før, men der er ingen, der hører efter 😉 ). Jeg ved, at vi ikke er lige så afhængige af turister, som grækerne, men derfor kunne vi nu godt tage lidt bedre imod  vores turister i Danmark. Man læser år efter år undersøgelser, der viser, at Danmark bliver dyrere og dyrere at leve i/holde ferie i, mens servicen blot bliver forringet. Det hænger da ikke sammen?

Noget andet, jeg elsker ved grækerne, er, at der altid er plads til børnene. Altid. De får et smil, et klap på hovedet, et bolsje ved købmanden, vindruer ved grønthandleren, eller et knækbrød ved bageren. Aura-Xenia snakker dagligt med forskellige grækere, der henvender sig til hende. Hun forstår dem ikke, men synes, at det er skægt. Hvor ofte sker det mon for turisterne med børn i Danmark? Grækerne får børnene til at føle sig velkomne. Derudover er grækerne ikke regelryttere, og det er danskerne altså nogle gange lidt for ofte, i hvert fald, hvor jeg bor.

Aura-Xenia foran bageren med en af hendes utallige gaver fra den søde bagerdame (hun skal bestikkes til at tage med hjem til Danmark igen).

Når det står i menukortet, at der er pomfritters til frikadellerne på børnemenuen, så kan man altså ikke bare få et stykke rugbrød i stedet, det er da alt for besværligt selv om man har rugbrød. Eller hvis man serverer sandwich med rejer til frokost, men med laks om aftenen, så skal man ikke tro, at man kan få rejer i sandwichen om aftenen, selvom de har rejer i køkkenet. Hvad ville det ikke være for en uorden? Det handler nemlig om regler, og uha da, tænk hvis vi afveg lidt fra dem af og til. Jeg er jo sådan en irriterende en, der ikke bare kan bestille fra menukortet (ja, jeg er en af dem, der ALTID skal have noget, der ikke står på menukortet, eller minus mayonnaise, plus et eller andet, karse i stedet for purløg, og hvad ved jeg). Men ved I hvad, det er slet ikke et problem i Grækenland. Jeg har endnu ikke prøvet, at de har sagt, at noget ikke kunne lade sig gøre (nu er jeg jo heller ikke helt urimelig). Jeg ved selvfølgelig ikke, om de bander mig langt væk, men så skjuler de det godt.

Måske det netop er fordi, vi ikke har tradition for turisme i den grad, som der fx er i Grækenland, men helt ærligt, er det så svært at smile til folk, at yde den ekstra service, der gør, at kunderne går derfra og tænker, at her kommer de igen? Sandt at sige, kan jeg faktisk ikke huske én eneste gang, hvor jeg er blevet ekspederet af en sur eller ligeglad ekspedient i Grækenland. Og ja ja, jeg ved, at jeg er en storsmilende glad i hatten turist med intet andet end ferie på programmet, men grækerne er jo ikke på ferie, og alligevel bliver jeg, hver eneste dag, mødt med store smil, og så får jeg altså lyst til at købe lidt mere (det er så selvfølgelig lidt skidt for min pengepung). Men det er da simpelt. Bliver du behandlet godt, og får du god service, kommer du igen og igen – det gælder for forretninger, men det gælder så sandelig også for byer og lande som en helhed. Jeg har yndlingsforretninger (også i DK selvfølgelig), yndlingsbyer og yndlingslande, service og venlighed spiller i denne sammenhæng en væsentlig rolle, og helt ærligt – Danmark kunne trænge til et grundigt serviceeftersyn.