Måned: september 2015

I kender ham godt. Eller de fleste ved i hvert fald, hvem han er. Lakridskongen. Jeg havde forleden dag en hyggelig samtale med Johan Bülow, der som bekendt laver noget ret lækkert lakrids, i hvert fald efter min mening. Og efter at have talt med ham, var jeg ikke i tvivl om, at han, udover at lave lakrids, har meget andet at byde ind med. Johan er fra Bornholm, men bor i København, og hans hjerte ligger vidst lidt begge steder – præcis som jeg har det med København og min hjemegn. Han er ‘nede på jorden’ på den helt rigtige måde, og nej, der er vel ikke en forkert måde at være nede på jorden på.  Men ‘den rigtige måde’ betyder, at han er sjov og hjertevarm uden at være smartrøv, fordi han er kendt (og dem er der desværre alt for mange af), men samtidig kender han sit værd, og er ikke bange for at sige, at det går godt – at hans forretning  er en succes. At han er en succes. Bravo! Jeg elsker, når folk har succes, og ikke er bange for at stå ved det, og det er uanset, hvad succesen består i. Jeg er vokset op, ganske som Johan, med et bagland, der aldrig har tvivlet på mig, uanset hvilke tossede idéer, jeg fik (og dem har der faktisk været et par stykker af). Men man skal give sig selv lov til at drømme, og man skal forfølge de drømme. Man skal ALDRIG lade sig nøje!

Lakrids, Johan Bülow

Nå, men mht. til ham lakridskongen. Der er ingen tvivl om, at han ramte lige præcis det rette tidspunkt. Ikke, at jeg siger, at hans idé ikke var god (for det var/er den jo selvfølgelig), men selv den bedste idé på det forkerte tidspunkt, er dødsdømt. Han fik en god idé, og tiden var lige præcis rigtig. Tiden er stadig rigtig. Derudover skal man ikke tage fejl. Johan er hårdtarbejdende, og hviler ikke på laurbærrene. Han er, som sagt, oprindeligt fra Bornholm, og startede da også sin lakrids-succes i provinsen. Johan kan sagtens se, at centraliseringen har konsekvenser for de små samfund, men er egentlig ikke så bekymret over den, da han mener, at flere og flere begynder at fravælge storbylivet til fordel for det rolige liv i provinsen, hvor der ofte er andre værdier i højsædet.

Jeg kan mærke, at der er en tilstrømning i forhold til, at man gerne vil ud af byerne igen, men det handler også om, hvilke mennesker, der flytter ud af byerne og ud på landet – ud i provinserne. Med den rigtige power kan man få en masse op af stå i provinsen. Det er selvfølgelig en proces, da alt i dag er centraliseret omkring de store byer – primært universitetsbyerne. Byerne har også meget at byde på, det kan man ikke komme uden om, og jeg tror, at nogle områder i provinsen vil blive lagt øde hen på den bekostning, men derimod tror jeg også, at andre steder i provinsen vil se en tilstrømning af tilflyttere fra byerne. Bornholm, hvor jeg kommer fra, er faktisk et godt eksempel. Her sker der noget, folk flytter faktisk hertil.

Vi snakkede lidt om Internettet og de sociale mediers indflydelse på, hvor det er praktisk fysisk at opholde sig i landet, hvis man fx er selvstændig. Ligesom vi talte om betydningen af at være, hvor det sner. Og det sner altså stadig lidt mere i byerne, primært København.

Man kan i princippet være hvor som helst med sin forretning i dag pga. internettet – de sociale medier osv., men det er alligevel ikke helt rigtigt. For det handler også om at være der, hvor det sker. Og faktum er bare, at det sker i storbyerne – ofte København. Men så må man finde en måde, at få dansk iværksætteri mere ud i provinsen, så alle de gode idéer også kan få grobund derude. Jeg tog fx ,i sin tid, tilbage til Bornholm og åbnede forretning der. Bornholm gav mig mange flere muligheder, end København på det tidspunkt, fordi jeg ingen penge havde, og på Bornholm var mine omkostninger ved at åbne forretning meget lavere, end de ville have været i København. Da virksomheden så voksede, valgte jeg, at fabrikken skulle ligge i København, da det var det eneste korrekte i forhold til fremtidig vækst. og det er vel der, man skal sætte ind, tænker jeg…

I forbindelse med, at vi snakkede om flere muligheder i provinsen, talte vi også om vores alle sammens Jantelov, som jeg jo tidligere har nævnt ved flere lejligheder, og spurgte da også Johan, hvad han tænkte omkring Janteloven, og om han måske havde mærket til den. Ligesom flest andre grinte han og fortalte sjove historier om at stikke næsen lidt for langt frem.

Bornholm er et meget mindre samfund, end fx København. Her er dejligt og roligt, og det er klart, at kommer man i en stor dyr bil, så snakker hele byen, De cykler jo ligefrem rundt på øen efter den der skide bil. Sådan er det i små samfund, og sådan har det altid været. Det er der ikke noget galt med, folk er jo ofte bare nysgerrige, men der skal da ikke herske tvivl om, at man er underlagt nogle ting, bl.a. Janteloven, især i provinsen. Måske  fordi man bliver lagt mere mærke til her, end i byen, hvor der er så mange mennesker. Jeg har da også fået nogle kæmpe slag over nallerne, til trods for, at jeg da mener at have opført mig pænt. Men det er ikke bare i Danmark, at Janteloven er til stede. Jeg er fx ved at åbne forretning i Oslo, og her fungerer det på samme måde. Det er ret vigtigt, at man har en afslappet tilgang til tingene, og en ærlig og fornuftig facon. Man skal ikke spille smart og stille op i en fancy bil, så bliver man hurtigt dømt. Ikke at jeg har gjort det, men det sjove er, at i Tyskland fx er det helt anderledes. Her skal man tværtimod helst vise, hvor godt det går, hvis du fx skal opnå noget i forretningsverdenen, så her er det fx en fordel at komme i en fin bil. Og tager man USA har vi jo den amerikanske drøm, hvor man næsten får klapsalver, hvis man kommer kørende i en Ferrari. Det er jo i virkeligheden pudsigt, hvor stor forskel der er alt efter, hvor man befinder sig henne i verden. Men generelt har danskerne nu været ekstremt søde ved mig, og bakket op om min idé, hvilket jeg selvfølgelig er rigtig glad for, ellers var det jo ikke gået…

Det kommer nok ikke bag på nogen, at iværksætteri ligger Johans hjerte nær. Han har mange gode idéer til, hvordan man kunne løfte erhvervslivet – også i provinsen.

Man burde gøre mere for iværksætterne i hele Danmark, og i stedet for at være så storbyfokuseret, skulle vi tænke lidt mere kreativt. Der er så mange muligheder i hele Danmark. Provinsen er jo oplagt, hvad angår fødevarer, og den opmærksomhed, der netop er på ordentlige danske, lokale råvarer for øjeblikket. Hvorfor går regeringen, kommunerne ikke ind og støtter mere op om den enkelte iværksætter med den gode idé fx? Det er jo den slags, vi har brug for i Danmark. Vi har brug for kreative, kloge og smarte mennesker, der tør satse på den gode idé, de har fået. Men de har ofte brug for lidt hjælp i begyndelsen…

Jeg blev virkelig inspireret af at tale med Johan, og efter min snak med ham (og et par stykker mere), er en af mine idéer gået videre til næste step, så må vi se, hvor det fører mig hen. En ting er i hvert fald sikkert, man kommer ikke sovende til noget, det kræver en god idé og  hårdt arbejde,  men så er man også godt på vej… Min far sagde en gang til mig, at jeg måtte love ham aldrig at stoppe med at drømme, og at jeg skulle forfølge mine drømme – og det løfte har jeg tænkt mig fortsat at holde 😉

Jeg havde egentlig ikke tænkt over det, før min veninde fra USA (faktisk har flere af mine venner derovre sagt det i mange år nu) gjorde mig opmærksom på det. Hvor privilegeret jeg (vi danskere) er, når jeg (vi) kan sove med åben vindue om natten, uden frygt for, at en eller anden psykopat kravler ind af det. At jeg kan slå et telt op i min have og sove der sammen med min datter, at døre og vinduer står vidt åbne herhjemme, så snart den første solstråle viser sig på forårshimlen, uden at blive invaderet af insekter (eller psykopater). Jo vidst har vi da myg (det er jo også en slags psykopater), fluer og andet godt, men da ikke i et omfang, hvor det ligefrem betyder, at de vrimler ind af døre og vinduer, fordi vi lukker dem op. Og da slet ikke, så vi ikke opholder os udenfor pga. dem. Og jo, vi har da også psykopater i det her miniputland, men åbenbart ikke så mange, at vi ikke har lyst til at sove i vores egen have eller ikke tør lade vinduet stå åbent, mens vi sover (måske nok afhængig af, hvor man bor i Danmark trods alt).

Leg i haven, så snart vejret tillader det…;-)

Det tror jeg faktisk heller ikke, at de ville gøre i USA, altså vrimle ind af døre og vinduer – hverken insekter eller psykopater. Selvfølgelig afhængig af, hvor i landet, man bor (her tænker jeg mest insekter), men generelt er amerikanerne altså bare lidt hysteriske mht. insekter, og mange tror også, at der med sikkerhed vil kravle et stk. psykopat ind af vinduet til dem om natten, hvis vinduet ikke er lukket. Ligesom alle biler i USA pr. automatik låser, når man sætter sig ind i dem og ruller af sted, for tænkt nu hvis en eller anden psykopat kommer og åbner din bildør i lyskrydset, mens du holder for rødt. Det er jo helt tænkeligt – i hvert fald i mine amerikanske venners øjne. Og ja, der er da tilfælde, hvor det er sket,  men det er der vel også herhjemme i Danmark. Jeg mener at kunne huske, at vi danskere har et noget heftigere temperament, hvad angår bilkørsel, end amerikanerne , og at en enkelt eller to er blevet hevet ud af deres biler pga. deres kørsel (eller mangel på samme). Det er ikke mere end et par uger siden, hvor en ældre mand, der passede sit job for kommunen, hvor jeg bor, fik et knytnæve af en bilist, idet denne mente, at han ikke gav plads på landevejen (han kørte i traktor) Og ja, bevares, de kan da være irriterende at ligge bagved (især hvis man har travlt), men ligefrem at parkere sin bil midt på landevejen for derefter at uddele en knytter i gave, fordi man er sur, det er vidst at læne sig lidt op af psykopat. Heldigvis har vi ikke mange af den slags, og det sker jo ikke ofte.

Så jo, vi har altså også psykopater herhjemme i lille Danmark, men forskellen er nok bare, at vi ikke lader dem styre vores liv. Selvfølgelig ved jeg godt, at de har nogle helt andre problemer i USA, som skal håndteres helt anderledes fra, hvad vi er vant til i Danmark, bl.a. pga. deres str. og ikke mindst våbenlov, og det er lige her, at jeg stopper op, og tænker, vi er faktisk ret heldige her i Danmark. Jeg har rejst meget i USA, boet der og elsker landet (på godt og ondt), og synes, at amerikanerne er fantastiske, men spøgelser, dem ser de altså nogle gange, hvad enten det er i form af insekter – mange af mine venner hævder, at de har så mange insekter, at de ikke kan sidde udenfor, mærkeligt nok har jeg aldrig bemærket de insekter, når jeg har opholdt mig udenfor?! Eller psykopater – de springer nærmest op fra buskene ifølge amerikanerne, selv solen er de rædselslagne for mange steder. Jo vidst kan den da give hudcancer, men nok ikke fordi, man opholder sig i den på en fornuftig måde. Mine venner og jeg griner lidt af hinanden og vores forskelligheder, men jeg undrer mig nu altså stadig over, at vi er så ens og så stadig så forskellige på nogle punkter, bare fordi vi er opvokset i henholdsvis Danmark og USA.

Så snart vejret er til det, opholder vi os og spiser udenfor. Her Aura-Xenia med eftermiddagsmad på terrassen.

Noget andet, jeg egentlig heller ikke rigtig har tænkt over, er mit forhold(der nok er ligesom de fleste danskeres)til det at opholde sig udenfor, når det fx er spisetid , især om sommeren. Så snart jeg kan se mit snit til det, er terrassen en udvidet del af stue/køkken, og vi sidder ude og spiser, og opholder os i det hele taget ude det meste af tiden, når vi er hjemme om sommeren. Jeg besøgte nogle af mine venner i USA i maj, hvor det i øvrigt var skønt vejr, omkring 30 grader og solskin. Jeg boede hos dem i tre dage i Washington D.C., men ikke én eneste gang spiste vi udenfor eller sad på deres terrasse om aftenen med stearinlys (som jeg er vant til om sommeren hjemme), og det samme var tilfældet for alle naboerne. Jeg mødte heller ikke nogle, der gik eller løb, da jeg var ude på mine løbeture til trods for, at de bor i et meget smukt område langs Potomac River i Maryland, hvor der er en ekstrem smuk natur, smukke huse med dejlige terrasser beliggende i smukke villakvarterer, men de sidder alle indenfor i deres huse med aircondition. Med mindre at man tager ind til byerne, der er de bedre til at have udendørsrestauranter, caféer, parker – i det hele taget lidt mere udendørsliv. Det pudsige var faktisk, at jeg kom lige fra New York, hvor jeg hver dag havde spist udenfor på små hyggelige restauranter/caféer.

Potomac River, Maryland, nær Washington D.C.

En lille bydel (Bethesda)nær Washingotn D.C., hvor man dyrker udelivet meget – OG tag på ‘Lukes’, hvis I kommer på de kanter, se lige, hvad jeg spiser… 😉

Det er endnu mere pudsigt, fordi vi, i Danmark (mange steder i Europa i det hele taget), alle er gode til at opholde os udenfor, så snart vejret er til det, hvad enten vi bor i storbyen, i provinsen eller laaaangt ude på landet. Vi bruger bare udendørslivet på hver sin måde, men udenfor det er vi altså.  Vi elsker alle solen og varmen, og ja bevares, jeg ved, at der bliver markant varmere visse steder i USA end i Danmark. Jeg forstår fx, at mine venner i Arizona måske ikke spiser ude, når det er varmest om sommeren, da det er temmelig varmt, men mange af mine andre venner, der bor med knap så mange varmegrader, har smukke haver og terrasser, men de er kun til pynt, intet andet.

Området ved Potomac River, hvor jeg undrede mig meget over at ingen sad ude i deres smukke haver og nød foråret.

Faktisk er Californien på flere områder mere lig Europa, mere lig Danmark. Her cykler man, løber ture langs strandene, og i det hele taget er man meget mere udendørs, herunder også når man spiser, men igen er det et storbyfænomen. Det er i hvert fald i byerne, at restauranterne har masser af udendørsplads. Det forstår de altså i storbyen (og de mindre byer, som stadig er ‘storby’ for en dansker), men  ikke i alle de suburbs, der ligger spredt rundt omkring i det kæmpe land. Hvis så bare, at det var fordi, ligesom tilfældet ofte er i Danmark, at man i provinsen bruger sin have meget, men det gør de jo ikke engang? Igen, jeg har været i mange stater, og de er på flere områder lige så forskellige fra hinanden, som fx de europæiske lande er, så selvfølgelig er fænomenet mere udbredt nogle steder end andre, men det undrer mig bare, at mange steder, hvor klimaet, i min bog, er fantastisk, der dyrker man ikke rigtig udendørslivet.

Dét jeg prøver at sige er, at vi i Danmark er utrolig heldige, at vi har den tilgang til at opholde os udendørs, som vi har. Hvor mange amerikanere, tror I måske, at jeg har set gå tur med deres baby i barnevogn udenfor alle de gange, jeg har været derovre? Eller set en baby sove i sin barnevogn udenfor i sin egen have vel at mærke (nu kan jeg selvfølgelig ikke se ind i alle haver, jeg kommer forbi, men mange amerikanerne har faktisk ret åbne haver i forhold til os danskere, der gemmer os bag ligusterhækken). Ingen. Man bruger slet ikke i samme grad det at sidde i sin have, cykle, at gå tur med barnevogne, stå på rulleskøjter og slentre en søndagstur (der er selvfølgelig undtagelser, fx californien når det kommer til at cykle, rulleskøjteløb, løbeture osv.).

En hel almindelig del af vores hverdag (om sommeren især) – og mange danskeres.

Det korte af det lange er, at det mine venner i udlandet flere gange har sagt til mig, endelig satte sig fast, for hvor er det dog fantastisk, at udendørslivet i så høj en grad er en del af mange danskeres hverdag, hvad enten de bor i storbyen eller i provinsen. Mange cykler på job, nogle løber endda. Vi bruger fritiden på landevejen med cykler og løbesko, går ned i byen med vores børn, slentrer en søndagstur med børn på rulleskøjter eller løbehjul osv. Ligger og soler os i parker, tager madkurven med eller nyder vores haver og terrasser. Det er da et privilegium af største slags at leve i et samfund, hvor det er normalen…

USA er på flere områder meget lig Danmark, og på flere områder alligevel så forskelligt fra vores miniputland. Men mine venner i USA har i hvert fald fået mig til at indse, at det virkelig er cool, at vi danskere lever, som vi gør på det punkt. De har fået mig til at se Danmark i et andet lys. Dét, jeg tidligere tog for givet (i dette sammenhæng), simpelthen fordi, jeg er vokset op med dem, ser jeg nu på som et privilegium. Det håber jeg, at vi alle gør – det bør vi i hvert fald gøre…

Dengang jeg boede i København, købte jeg, ligesom i dag, alle mulige spændende specialvarer, og jeg gik meget op i årstidens råvarer. Jeg elsker de små butikker på Nørrebro og Vesterbro, Mad & Vin afdelingen i Magasin,  den der overdådige butik på Frederiksberg (jeg ikke kan huske navnet på), hvor jeg slet ikke kunne styre mine indkøb, men jeg tænkte dengang aldrig over, hvor de danske varer, jeg købte, egentlig kom fra. Altså jeg mener, de italienske oliven og pestoen, den græske feta og alle de andre udenlandske specialiteter tænkte jeg heller ikke sådan videre over i forhold til, hvor de var fra – de var jo bare fra Italien, Grækenland etc., ligesom olien, jeg smører mig ind i, er fra Marokko osv. Men HVOR i de pågældende lande, tænkte jeg dengang ikke yderligere over. Men efter at være flyttet tilbage til provinsen, kom jeg til at tænke på, hvor alle de forskellige danske specialiteter, jeg købte inde i byen, egentlig er produceret, dyrket, passet, plejet osv. – nemlig i provinsen.

Provinsens guld.

Det er jo helt vildt så mange forskellige lækre ting, provinsen kan byde på, når vi fx snakker fødevarer. Lokal producerede specialvarer er trendy for øjeblikket, og har været det i flere år. Jeg kom faktisk til at tænke på det, fordi Dyrehøj Vingaard på Røsnæs i Kalundborg – som i øvrigt er beliggende i Danmarks største vindistrikt – er udvalgt i en konkurrence, hvor specialprodukter fra otte landsdele dyster om at gå videre til finalen. De er med pga. – hold fast – deres gin. Jeg vidste jo slet ikke, at de lavede gin. Og da slet ikke en, der smagte så godt. Eller at deres vin er så god, som tilfældet er. Faktisk mente jeg nok slet ikke, at danskerne kunne lave vin, før jeg smagte vinen fra Dyrehøj Vingaard, der ligger på det solrige Røsnæs ved Kalundborg, og er Danmarks største vingaard med 26.400 planter. Derudover har jeg i det hele taget fundet ud af, at der bliver produceret mange ting herude på bøhlandet, som jeg slet ikke havde skænket en tanke, og som er helt og aldeles lækre. Jeg har mødt så mange fantastiske ildsjæle herude, efter at jeg er flyttet tilbage, og var slet ikke klar over, hvor mange kreative mennesker, der er på de her egne. Jeg kender folk, der laver vin, chokolade, lakrids, honning, oste, dyrker alverdens grøntsager, har store frugtplantager – og jeg kunne blive ved. Faktisk troede jeg, at kreativiteten, i langt højere grad, florerede i storbyen end i provinsen, men jeg tog fejl – den er skam begge steder. Jeg er i den grad imponeret over, hvad man kan bruge alle de lækre råvarer til.

Rös Gin bliver nydt på terrassen. Foto: Jens Nielsen.

Jeg har altid elsket at rejse og uanset, hvor jeg opholder mig i verden, leder jeg efter lokal producerede specialvarer, fordi hver et land, hver en egn er kendt for noget specielt, og det er ofte vanvittigt lækkert – som regel (har altså også prøvet mindre lækre ting). Uanset, har det sat tingene lidt i perspektiv for mig efter, at jeg har vendt næsen tilbage mod provinsen. Det er pludselig gået op for mig, hvor alle de lækre ting, jeg (vi) spiser herhjemme, bliver produceret, eller i hvert fald som det mindste, hvor råvarerne er fra. Det er jo nok ikke på Østerbro, at bistaderne står. Ligesom alle de lækre grøntsager hos min tidligere fantastiske grønthandler på Nørrebro næppe er groet op af mulden på Grønttorvet. Altså jeg siger jo ikke, at nogle af de lækre madvarer ikke bliver til i fx København, men ingredienserne, de er altså fra provinsen.

Mine øjne har i dag fået øje på alle de mange ting, der er i mit lokalområde, og jeg er ret sikker på, at det gør sig gældende i hele Danmark – provins som storby, ligesom det i øvrigt er tilfældet i udlandet. Men uden de mennesker i provinsen/på landet, der hver dag sørger for, at vi alle har lækre råvarer at arbejde med, ville det se sørgeligt ud. Egentlig passer det jo meget godt, for da jeg boede i København gennem mange år, elskede jeg at komme på landet, enten i min hjemby eller ved vores sommerhus, fordi der var friske råvarer til køkkenet, og de smager altså bare lidt bedre.

Det er jo egentlig lidt sjovt, at der står ‘lokale råvarer’ på menukortet på alle de trendy restauranter – i storbyen og i provinsen. Det sjove er selvfølgelig ikke lokale råvarer fra provinsen, men derimod lokale råvarer fra storbyen. Hvad er det lige for nogle lokale råvarer, de har i storbyen? ’Årstidens råvarer’, som nogle restauranter da også reklamerer med, er nok mere passende. Selvfølgelig er der urtehaver, køkkenhaver osv. i byen, men mon ikke, at de primært tyer til råvarer fra provinsen? Dvs. alle de lækre restauranter i København må være ret glade for, at der stadig findes nogle, der vil bo i provinsen OG dyrke grøntsager, frugt osv. til dem…

Jeg savner Københavns liv, de mange lækre restauranter og caféer, men til gengæld elsker jeg også freden, den smukke natur, og ikke mindst den friske luft herude. Elsker, at der er frugttræer og buske i min have (det er der selvfølgelig også i de københavnske haver, men størstedelen bor jo altså i lejligheder derinde). Jeg elsker også, når jeg besøger min veninde, der bor på bondegården, hvor alt kommer frisk lige fra haven, træerne, selv honning fra bikuberne og æg fra hønsene. Hun har endda lært mig at lave salat af noget grønt kål, der vokser på stranden (hvem havde set det komme). Jeg tror, at jeg føler mig sundere. Jeg kan næsten føle, at vitaminindholdet i grøntsager og frugt er højere, når jeg plukker det direkte fra haven fremfor at købe det i supermarkedet, ligesom jeg holder af at vide, at mange af ingredienserne i de forskellige specialvarer faktisk er fra provinsens sorte muld. Det giver på en eller anden måde en god balance, og jeg kunne i hvert fald hverken undvære storbyens pulserende liv, hvor alle de spændende restauranter og caféer ligger, eller den stille ro på landet, hvor luften er friskere, himlen lidt mere blå og ikke mindst, hvor det sorte muld(guld) gemmer på alverdens spændende råvarer til de danske (og internationale) køkkener.

Min datter Aura-Xenia samler strandkål sammen med min veninde, Stine Rønnow.

Der er godt to måneder til julemåneden begynder (I know, det går alt for hurtigt), men jeg glæder mig allerede til alle julemarkederne rundt omkring i provinsen og i storbyen, som jeg skal besøge, bl.a. det hyggelige julemarked på Dyrehøj Vingaard på Røsnæs. Det er så hyggeligt, og gør mig lige den tjeneste, næste gang, i er på et sådan marked (julemarked eller ej), at købe nogle af alle de lækre ting, der bliver produceret i Danmark – i provinsen og i byen. Vi er faktisk ret dygtige, eller I er – jeg spiser og drikker det jo bare, men det er jeg så til gengæld også ret god til 😉

Hvis man har lyst til at stemme på årets lokal produceret specialvare, kan man stemme på www.cooplokalevarer.dk.

Hvem har ikke spenderet søndagen i en sportshal på et eller andet tidspunkt i sit liv – i hvert fald som barn eller teenager. Heppet på vennerne eller kæresten fra sidelinjen, svedt på banen og spist pommes frites, cowboy toast og drukket Faxe Kondi på ølflasker efter en kamp. Eller blandet slik i cafeteriet. Senere blev Faxe Kondien til en ølkasse, der stod midt i omklædningsrummet sammen med kamfer cremen og de sure benskinner/sokker. Hvem husker ikke stemningen, når man skulle spille mod nabobyen, hvoraf flere var nogle man kendte. Eller euforien, når halinspektøren havde glemt at låse af, og alle madrasserne samt torvene i loftet pludselig var tilgængelig til en omgang ’ulovlig’ jorden er giftig. Det var en fest. Jeg husker også den obligatoriske udsigt fra cafeteriet hen over sportspladsen, hvorfra der var frit udsyn til barndomsheltene på banen (læs: de lidt ældre, men utrolig seje drenge og piger, der løb rundt og scorede det ene mål efter det andet).

Jeg er ikke gammel nok til ‘de glade 60’ere’ eller ‘de vilde 70’ere’, men jeg var barn i 80’erne og teenager i 90’erne, og hvem har ikke været til ’sodavandsdiskotek’ i sportshallen hver 4. fredag i måneden. Jeg har i hvert fald danset til min del af 90’er musik – i 90’erne – til diverse 18 års fødselsdage i festlokalet i de lokale sportshaller, mens discokuglen blinkede fra asbestloftet og kastede lys udover de mørke marker. Måske endda kysset sin ungdomskærlighed på netop de lakerede gulve i hallen. Faktisk håber jeg, at alle, på et eller andet tidspunkt, har haft fornøjelsen af 70’ernes grimme sportshaller, for lige så grimme de er, lige så mange gode minder indeholder de. De har været en del af mine barndoms- og ungdomsår. Ville jeg være det foruden? Det tror jeg faktisk ikke…

Kommunalreformen tilbage i begyndelsen af 1970’erne fjernede skellet mellem sognekommuner og købstæder, og mere end 1.000 kommuner blev dengang til 275. Man frygtede vidst, at lokalsamfundene ville forsvinde i de nye store kommuner, og man fik derfor travlt med at samle folk – det hele skulle jo gerne forblive, som det plejede – det kan vi mennesker jo nu engang ofte bedst lide (selv om vi ofte ville have godt af at turde prøve noget nyt). Men det handler om tryghed, om at føle sig hjemme, og den følelse kender de fleste vidst. Lige præcis den følelse, tror jeg, blev bevaret i den nye sportshal.

Og de – dengang – noget nyere lokale samlingssteder var en stor succes lige fra begyndelsen. Hallerne blev indrettet med cafeterier, tilskuerpladser og selskabslokaler, der gjorde det muligt at leve hele sit sociale liv i sportshallen. Og i dag, er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, at provinsen er lig med ’Forenings-Danmark’. Jo længere væk fra storbyen, jo bedre er man til at melde sig ind i en idrætsforening og dyrke sport sammen med andre. I provinsen er der en meget stærk tradition for at mødes i klubberne og være sociale både mht. at dyrke sport, men også andre aktiviteter. Hvorimod, hvis jeg ikke tager meget fejl, dyrker de fleste mennesker i storbyerne sport i private fitnesscentre/klubber. Det er selvfølgelig også en slags social klub, men det ligger alligevel så langt fra 70’ernes sportshaller. Og det er jo ikke, fordi man ikke benytter private fitnesscentre i provinsen, for det gør man selvfølgelig også – i stigende grad endda, men samtidig er den der ’holdånd’, der eksisterer i sportshallerne rundt omkring – også i København, blot i mindre omfang – bare så markant anderledes fra stemningen i det lokale fitnesscenter.

Jeg har faktisk på fornemmelsen, at sportshallernes popularitet ikke er faldet meget gennem årene, måske er det andre sportsgrene, der er populære, og der er kommet flere til,  men 70’ernes sportshaller – de er her endnu. Jeg har ikke selv ’dyrket’ sportshallerne, siden jeg var barn på håndboldbanen eller som teenager som badmintonspiller, men med ét er jeg pludselig tilbage. Lugten i hallerne er stadig den samme, og den der følelse af at være tilbage, gav mig næsten kuldegysninger, og der var straks flashback i farvebilleder i Gittes hjerne. Samtidig er det også lidt mærkeligt, da jeg jo nu er en af ’de der voksne’. Det er ikke længere mig, der scorer mål, og mine venner, der råber mit navn. Eller mig, der sidder og kigger på ham den lækre, der er vanvittig god til håndbold. Eller mig, der bader sammen med alle håndboldveninderne, mens vi er ved at dø af grin over et eller andet, der skete i hallen fem min. tidligere den søndag.

Næ, nu er det såmænd min datter på blot fem år. Hun er nemlig begyndt til rulleskøjteløb. Ligesom hun går til svømning i den lokale svømmeklub, som ligger i forbindelse med en sportshal, og ’den der hal’ er en helt ny verden for hende – og hun elsker den. Hun har indimellem været med mig i fitnesscenter, ligesom hun har været ude og heppe på mig, når jeg har løbet løb, men sportshallerne – de kan altså et eller andet. Da hun svingede sig i ribberne forleden for derefter at kaste sig leende ned på madrassen, da huskede jeg det hele én gang til.

Sportshallerne rundt omkring i Danmark, nok primært i provinsen, var et hit, da jeg var barn i 1980’erne og teenager i 1990’erne, og lur mig, om de ikke holder mange år endnu – de har allerede lidt status af at være retro på sin egen forunderlige facon. Hvor jeg bor pt. er der vel knap ti haller i en radius af ti km., og de bliver flittigt brugt til diverse sportsgrene af folk i alle aldre. Det er vidst meget sigende for lokalsamfundet, er det ikke…

Uanset, om sportshaller og det at opholde sig i en sådan er smart eller ej, gør det i hvert fald mig glad, at min datter får lov at opleve noget, som jeg ved er værdifuldt. Jeg bærer det selv, med glæde, i min rygsæk og uanset, hvor jeg befinder mig i fremtiden – provins eller storby, Danmark eller udland, vil jeg altid mindes en tid og et sted, hvor lugten af sure sokker, og friturelugt egentlig var okay. Skål i Faxe Kondi!